Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5627Visninger
AA

29. Min brudekjole

 

”Far, hvad syntes du?”

Spurgte jeg, og vendte mig en omgang. Han sukkede let, og nikkede.

”Du er smuk, min skat.”

Sagde han sødt, og sukkede igen. Han rakte frem, og rettede let på min kjole. Jeg vendte en omgang mere bagefter. Jeg elskede min brudekjole. Den var så smuk, og var en gave fra baronens hustru. Jeg havde selv ikke lært at sy helt perfekt endnu, og jeg havde hverken tid eller stoffet til kjolen. Jeg rettede let på brystet. Den var lidt for stram, og trykkede mine bryster op. Det fremhævede dem, og det ønskede jeg bestemt ikke.

Kjolen selv var hvid, og af det blødeste stof. Den var broderet med silkesnor, og porcelænsperler. Jeg var så bange for at få den mindste plet på kjolen, og ødelægge den. Den måtte jo være ufatteligt kostbar.

”Jeg tror jeg har lukket ryggen forkert, vil du hjælpe mig far?”

Spurgte jeg, og vendte ryggen til. Halt rettede snøren til, så kjolen sad lidt bedre. Will havde fået sit eget len, langt borte og imens var jeg blevet boende hos Halt. Han var glad for selskabet, da der var blevet tomt i hytten, efter at Will var rejst. Jeg havde derfor heller ikke set Will i lang tid, men vi havde skrevet til hinanden. Jeg havde også skrevet med Gilan, som var på sit eget len. Det havde jeg brugt en del tid på, at gøre min håndskrift pæn. Halt nægtede at lade mig lave det mindste overanstrengende. Hvilket egentligt var godt nok. Der skulle ingenting til, før at jeg blev træt og mine muskler ømme, og så sov jeg så uroligt bagefter.

”Jeg er nervøs.”

Sagde jeg stille. Halt sukkede let.

”Det er der ingen grund til. Du er smuk, og det er jo det som du vil.”

Beroligede han mig. Jeg sukkede let, og nikkede. Det her var jo det som jeg havde ventet på. Jeg havde savnet Will, og hans nærvær. Jeg vendte mig mod Halt igen. Han var så pænt påklædt. Han havde sågar fået sit hår og skæg barberet. Det havde jeg ikke engang bedt ham om. Han havde gjort det helt af sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...