Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5702Visninger
AA

27. Jeg er så træt og svag

 

Jeg blinkede træt, og mærkede at Will igen tog min hånd. Jeg strammede mit greb omkring hans hånd, og kunne derved lettere mærke ringen på min finger.

”Elisabeth?”

Kaldte Will bekymret, og gav mig et let klem tilbage. Jeg åbnede øjnene, så jeg kunne se på ham. Han smilede lykkeligt, da han fangede mit blik.

”Hej.”

Hviskede jeg hæst, og fik et kys på min hånd, ovenpå min ring. Jeg smilede let, og bemærkede at både Halt og Gilan stod ved min seng. Halt satte sig på den anden stol ved siden af sengen, og tog min anden hånd.

”Lille skat.”

Sukkede han lettet, og aede min hånd. Jeg blinkede træt, men vidste at jeg igen var stærk nok til at holde mig vågen. Hvad var der sket? Jeg mente svagt, at kunne huske noget om nogle meget mørke øjne, men så forsvandt det igen. Jeg smilede let til Halt.

”Hej far.”

Hviskede jeg hæst, og straks sukkede han dybt og lettet endnu engang. Han fortsatte med at ae min hånd, glad for at jeg var i live.

”Det er sidste gang, at du laver sådan et nummer.”

Sagde Gilan, og lød lettet. Jeg grinte let, og begyndte at hoste af det. Min hals var utroligt tør. Det var jo ikke min skyld, sådan da.

”Må jeg få noget at drikke?”

Spurgte jeg Will. Han nikkede let, og rejste sig, så han kunne hente mig noget vand. Jeg blinkede let, en smule svimmel. Halt rettede let på et af tæpperne over mig.

”Det er varmt.”

Klagede jeg, og forsøgte at tage et af tæpperne af, men mit greb var for svagt.

”Må jeg ikke godt få dem af?”

Spurgte jeg, og lød stadigt lige så hæs. Halt rystede på hovedet, men tog et enkelt tæppe af. Han foldede det pænt sammen, og lagde det ind under sengen, så det hurtigt kunne blive lagt over mig igen. Will kom tilbage med en kop vand, og hjalp mig op lidt, så jeg forsigtigt kunne drikke af koppen.

”Rolig, ikke for hurtigt.”

Formanede Will og Halt næsten i munden på hinanden. Jeg drak roligt i forvejen, og tømte meget langsomt koppen. Min hals føltes allerede meget, meget bedre, og ikke så tør. Will hjalp mig ned og ligge igen, og trak tæpperne på plads over mig. Jeg blinkede træt, så Halt rejste sig. Han turde godt, at lade mig være alene, nu hvor det var sikkert at jeg ville overleve. Gilan forlod først rummet, med Halt bagefter ham.

”Will.”

Kaldte Halt, og ville have ham med sig, så jeg kunne sove i fred. Men jeg rakte hurtigt ud, og lukkede min hånd om Wills.

”Bliv.”

Bad jeg. Halt sukkede, og måtte tvinge sig selv til at nikke, før at han lukkede døren bag sig. Will hjalp mig med at kravle lidt til siden, så han kunne ligge sig i sengen hos mig. Han trak mig tæt, og trak lidt af tæpperne over sig, så jeg kunne ligge mig ind til ham og ligge direkte på hans bluse. Jeg lagde hovedet på hans bryst, og sukkede lettet, inden jeg lukkede øjnene for at sove. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...