Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5623Visninger
AA

18. Gilans synsvinkel: To år senere

 

Baronen kløede ubehageligt tilpas sin hage, og så på mig.

”Som du ved, så er Halt og Will på opgave, og har været det længe.”

Begyndte han. Jeg nikkede let, bekymret for at han havde dårligt nyt. Der var jo ikke så længe til, før at Will var klar til at blive ranger. Så det ville være et dårligt tidspunkt, hvis de var kommet noget til. Specielt nu, hvor Will endeligt var kommet sig over hende, hvis navn ikke længere blev sagt højt. Det var mest for Halts skyld, at hendes navn ikke blev sagt højt. Han kunne ikke holde det ud. Han savnede hende så forfærdeligt.

”Så Halts hytte har stået tomt i et stykke tid…”

Sagde baronen, og så lidt pinligt ned i gulvet. Jeg så undrende på ham. Var jeg blevet kaldt hertil, på grund af Halts hytte?

”… og nu har vi fået meldinger om, at det er begyndt at spøge derude.”

Sagde han, og afventede en reaktion. Jeg nøjes med at nikke let. Spøgerier i Halts hytte, det ville han ikke være glad for. De kom jo snart hjem.

”Så jeg skal ud og jage spøgelset væk?”

Spurgte jeg, og forsøgte at lyde så alvorlig som mulig. Baronen nikkede let.

”Og en ting mere…”

Sagde han, og sukkede med en sørgelig klang.

”… når du har ordnet det, skal du blive og tage imod dem.”

Afsluttede baronen sin sætning. Jeg så undrende på dem. Hvorfor det? Ikke at jeg ikke ville være glad for at se dem. Det var længe siden, at vi sidst så hinanden.

”Dronningen af Elronda…”

Begyndte baronen højtideligt, men måtte stoppe op og sukke.

”… Elisabeth… hun er død.”

Sagde baronen, og så trist ud. Jeg kunne godt forstå ham, det her ville Halt ikke tage særligt godt.

”Hvor… hvordan?”

Spurgte jeg, og kunne næppe tro mine egne ører. Hun var jo udmærket i stand til at tage vare på sig selv, så hvordan kunne hun dø?

”Forgiftet.”

Svarede baronen, og rystede på hovedet.

”Selvom at hun ledte landet godt, så var indbyggerne tilsyneladende ikke glad for hende, fordi at hun trods alt ikke var kongens datter.”

Forklarede hun. Jeg sukkede dybt, og lænede mig tilbage i stolen. Elrondianerne var et mærkeligt folk, blev jeg enig med mig selv om. Jeg rejste mig.

”Jeg ordner problemet i hytten, og venter der, indtil at de kommer tilbage.”

Sagde jeg, og kunne ikke fjerne det strejf af sorg af min stemme. Elisabeth havde været en god ven, da jeg havde kendt hende. Jeg havde savnet hende, og nu hvor hun var død, ville jeg savne hende endnu mere. Baronen nikkede, og gjorde tegn til at jeg kunne gå. Så det gjorde jeg, og følte mig utroligt tung. Hvordan i al verden skulle jeg sige det her til Halt på en god måde?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...