Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5791Visninger
AA

22. Gilans synsvinkel: Tilgiv mig far

 

Han vred sig let, da hun så på ham, så hun skyndte sig at se væk igen. Halt sukkede let.

”Jeg håber ikke, at du er sur på mig far.”

Sagde Elisabeth stille, og så ned i jorden. Halt sukkede let, og så blidt på hende.

”Jeg gjorde bare, hvad jeg var nødt til.”

Sagde hun stille. Halt nikkede let. Han var slet ikke sur på hende, så hun skulle ikke spørge ham om tilgivelse. Hun vendte sig igen mod Will, som så væk igen.

”Will, må jeg godt tale med dig eller skal jeg gå?”

Spurgte hun, og lød knust. Will nikkede let, og lavede et henkastet håndtegn om at hun skulle komme hen til hende. Hun gik med små, elegante skridt hurtigt over til ham. Jeg holdt vejret, bekymret for hvad der ville ske.

”Will.”

Sagde hun let, men trak vejret dybt, bange for at sige mere.

”Elisabeth.”

Sagde Will glat, og lød som om at han savnede hende stadigvæk. Måske var han ikke kommet sig over hende alligevel.

”Jeg er utroligt ked af det.”

Sagde hun, og så ned i jorden. Jeg så undrende på dem, de opførte sig som to fremmede overfor hinanden. Hun vovede sig til at se op.

”Kan du tilgive mig?”

Spurgte hun forsigtigt. Wills ansigt, som før var blegt, blev en smule rødt og bestemt. Han rakte ind under sin kappe, og ned i en af sine lommer. Han trak en lille pose op, og rystede en ring ud af den.

”Ja, jeg kan tilgive dig. Men det er alt hvad jeg kan give dig.”

Svarede han, og kastede ringen ned i jorden. Elisabeth krøb sig, da Will vendte hende ryggen for at gå. Han var altså kommet sig over hende, og ville ikke længere have hende. Hun nikkede let, og hviskede tak i hans retning, da han gik sin vej. Han havde nok brug for at være lidt alene. Hun vendte sig mod Halt, og sukkede let. Hun holdt hånden mod hjertet, og så lettet ud.

”Far.”

Kaldte hun blødt. Halt nikkede let, og gik over til hende. Jeg nærmede mig, bekymret for Elisabeth. Hun så så bleg ud i solens skær.

”Du er selvfølgeligt velkommen her, men det er nok ikke en god ide, når Will også er her.”

Sagde Halt, og forsøgte at komme i tanke om et sted, hvor Elisabeth kunne sove i nat, uden at blive opdaget. Hun rystede let på hovedet.

”Det skal du ikke tænke på, far.”

Sagde hun blidt, og skjulte ikke længere sine hænder. De rystede voldsomt, så jeg hurtigt så bekymret på hendes ansigt. Hun sukkede blidt, og så roligt på Halt, som så bekymret på hendes hænder.

”Du skal slet ikke bekymre dig om mig mere.”

Sagde hun svagt, og sank på knæ. Jeg for frem, og greb hende inden hun sank helt sammen. Hun blinkede fjernt, da jeg aede hende over panden. Den var iskold. Halt så endnu mere bekymret på Elisabeth, som blinkede endnu mere fjernt.

”Kan du tilgive mig far?”

Spurgte hun, og lød trist. Jeg gik forsigtigt på knæ, da jeg blev klar over situationens alvor. Elisabeth havde stadigt giften i sit blod, og den var i fuld gang med at dræbe hende. Hun vidste, at hun næppe ville se solopgangen, og bad derfor om Halts tilgivelse. Hun var kommet hjem til ham, og nu ville hun dø for øjnene af ham.

”Du kan lige vove på det.”

Hviskede Halt, og kneb en tåre. Men for sent. Elisabeth hørte det ikke. Hendes øjne var allerede lukkede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...