Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5479Visninger
AA

20. Gilans synsvinkel: Nervøs

 

Hun nikkede let, og sukkede svagt.

”Ja, nyheder spredes hurtigt.”

Sagde hun let, og så ud af vinduet. Jeg tog en tår mere af den gode kaffe, og nød varmen. Der var en smule køligt i hytten. Hun måtte have luftet ud for nyligt.

”Ved Halt det?”

Spurgte hun let, og lød en smule bekymret. Jeg rystede på hovedet, og drak en tår mere.

”Han og Will er på opgave, så de burde ikke vide det, men man ved aldrig.”

Forklarede jeg, og bemærkede det lille spjæt som hun lavede, da jeg sagde Wills navn.

”De burde snart komme tilbage.”

Tilføjede jeg, og så at hun lavede endnu et spjæt. Hun var nervøs, meget nervøs, selvom at hun gjorde sit bedste for at skjule det.

”Blev du ikke forgiftet?”

Spurgte jeg nysgerrigt, for at tale om noget andet. Hun nikkede ganske svagt. Hun virkede heller ikke interesseret i at snakke om det heller, så jeg skiftede emne igen.

”Hvordan kom du hertil?”

Spurgte jeg undrende. Det irriterede mig lidt, at jeg ikke kunne regne den ud.

”På trods af Mikaels… øhm… højrøvethed, så indså han hurtigt hvordan tingene hang sammen. Han hjalp mig hertil, skjulte mig hos nogle handlende.”

Forklarede hun, og tøvede let, men sagde ikke mere. Jeg gav hende et undrende blik, da jeg tømte min kop.

”En dronning som ikke kan føde kongens børn, er ikke til nogen nytte.”

Forklarede hun grunden til at Mikael havde hjulpet hende. Jeg så undrende på hende. Ikke kan få børn, bed jeg mærke i.

”Nok nærmere ikke vil føde hans børn. Jeg lod ham ikke røre mig.”

Rettede hun det, og rejste sig for at hælde mere kaffe op til. Hun hældte lidt op fra kanden, og vendte sig så for at hænge den på plads. Da hun hængte den på plads, bemærkede jeg hvor meget hendes hånd rystede. Hun skjulte det hurtigt ved at ligge sin hånd mod sin kjoles skørt. Hun gik hurtigt ind i Halts værelse. Jeg kunne høre at hun lukkede vinduet. Så var det derfor, at det var så koldt herinde. Hun vendte tilbage igen, og satte sig overfor mig. Hun sagde ikke mere, men skævede let til sin tykke kappe. Hun overvejede at gå igen, gik det op for mig. Jeg rakte ud efter hendes hånd, men hun trak den hurtigt til sig og lagde den ned på sit skød, under bordet.

”Bliv, han bliver glad for at se dig.”

Bad jeg. Jeg sagde med vilje ikke navnet, så det kunne betyde både Will og Halt. Hun tøvede, da hun pludseligt let lagde hovedet på skrå.

”Det er for sent nu.”

Hviskede hun lavt, så jeg blev klar over at Halt og Will var vendt tilbage. Jeg rejste mig fra bordet, og skyndte mig udenfor. Elisabeth trak sin kappe over skuldrene, og fulgte lydløst efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...