Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5471Visninger
AA

25. Gilans synsvinkel: Healeren

 

Will tørrede forsigtigt sveden af Elisabeths pande, og vred den op. I stedet for en isnende kulde, så havde Elisabeth fået en voldsom feber. Hun havde mareridt, og vred sig ofte i kramper.

”Kunne det tænkes, at hun er blevet forgiftet med elverurt?”

Spurgte jeg, og huskede godt først gang, at hun var blevet udsat for det. Det havde været min skyld, og Elisabeth var også dengang blevet forfærdeligt syg.

”Det ligner det.”

Sagde Halt, og sukkede let. Det betød at der ingen modgift var. Hun måtte kæmpe sig igennem det, og vi måtte håbe på at hun kunne holde sig i live længe nok til, at elverurten forlod hendes krop. Halt øste lidt suppe op til hende, og satte sig på den anden side af sengen. Elisabeth var ved bevidsthed, men også kun lige og lige. Will holdt hendes hånd, den med ringen på.

”Lille skat, du er nødt til at spise noget suppe.”

Sagde Halt blødt, da Elisabeth let vendte sit hoved væk fra skeen med suppe. Hun rystede let på hovedet.

”Du er nødt til at komme til kræfter.”

Sagde Halt blødt igen. Hun vendte sit hoved tilbage, og fik den lille smule suppe i munden. Hun sank det, men skulle straks kaste op igen. Hun tvang det stædigt tilbage, og trak vejret anstrengt. Hun formåede at holde det tilbage, men besvimede igen. Halt sukkede bekymret, og aede hendes pande. Der blev let banket på døren, så jeg tog imod. Jeg blev overrasket over at se Crowley her, med en ung kvinde ved sin side. Hun var i klædt en kappe med en stor hætte, så jeg ikke kunne se hendes ansigt.

”Hvordan vidste du…”

Begyndte jeg, men rystede på hovedet. Det var lige meget hvor Crowley kendte til Elisabeth fra, det ville jo ikke nytte noget.

”Halt, Will, kom.”

Sagde Crowley, og gjorde tegn til at også jeg skulle forlade rummet. De rejste sig undrende, og Halt måtte tvinge Will med ved at gribe ham i armen.

”Men…”

Begyndte Will undrende, og så efter Elisabeth.

”Hun er healer.”

Forklarede Crowley, og trak sig tilbage, ud af rummet. Jeg forlod også rummet, så snart Halt og Will var kommet igennem døren. Så vi lod den unge kvinde være alene med Elisabeth.

”Hun skal have arbejdsro.”

Sagde Crowley, og betragtede Will, som vendte sig væk fra døren. Han ville nok ikke risikerede, at gå derind igen og forstyrre healeren. Halt lagde for en sikkerhedsskyld en arm omkring hans skuldre. Også ventede vi ellers i stilhed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...