Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5572Visninger
AA

24. Gilans synsvinkel: Gift dig med mig

 

Will forklarede med en tynd stemme, at han havde løjet, fordi at han havde været sur på hende. Og at han ville ønske, at han kunne trække det hele tilbage nu. Halt lyttede til ham, og nikkede så let. Will var tilgivet for sin løgn af Halt, men Elisabeth manglede stadigt at høre sandheden. Så Halt rejste sig, og lod Will overtage hans plads ved Elisabeths side. Halt stillede sig ved siden af mig, og sammen betragtede vi dem, mens Will talte til Elisabeth, selvom at hun sikkert ikke kunne høre ham.

”Jeg skyldte skylden på mig selv til at begynde med, men det har du sikkert ikke lyst til at høre om.”

Begyndte Will, og tog Elisabeths frie hånd i sin. Jeg havde givet ham ringen tilbage, så den lå nu i hans lomme.

”Dernæst gav jeg dig skylden, og var vred på dig. Jeg forsøgte at hade dig, men jeg kunne ikke gøre det.”

Fortsatte Will med at forklare, og jeg kunne ikke undgå at bemærke hvor meget han havde ændret sig fra den allerførste gang vi havde mødt hinanden.

”Uanset hvor meget jeg forsøgte at hade dig, så kunne jeg ikke.”

Sagde Will bedrøvet, og aede let hendes hånd. Han snøftede let.

”Jeg kunne ikke hade dig. Ikke når jeg elsker dig så højt, som jeg gør.”

Sagde Will, og lød knust. Halt så på dem begge, og sukkede trist. Han havde ondt af Will. Will rakte ned i sin lomme, og trak ringen op.

”Halt sagde engang, at vi ikke måtte gifte os, mens at vi begge var lærlinge. Jeg er ret ligeglad lige nu.”

Sagde Will, og forsøgte at lyde lidt munter. Han kyssede let Elisabeths finger, og gav hende ringen på.

”Jeg er ligeglad, om jeg så skal bortføre dig og gifte mig med dig, uden Halts tilladelse. Bare du vil vågne, og give mig dit ja. Vågn op Elisabeth. Gør det, og så vil jeg gifte mig med dig på stedet. For jeg kan ikke undvære dig, min elskede.”

Hviskede Will lavt, og lænede sig frem, så han kunne kysse hendes pande. Han kyssede let hendes pande, og rejste sig så fra stolen. Han lagde forsigtigt hendes hånd tilbage på tæppet, og vendte hende så ryggen. Han gik hen til Halt, som lagde sin hånd på hans skulder.

”Du har min tilladelse, det har du altid haft.”

Sagde Halt, og tog dernæst Will ind til sig i et beskyttende greb. Som om at han var bange for at miste ham også. Halt løsnede sit greb igen, da Will let nikkede imod hans skulder. Jeg så mod Elisabeth, og bemærkede en lille bevægelse ved hendes mundvig. Jeg trådte et let skridt frem, og betragtede hende intenst. Will vendte sig imod hende igen, og så på hende. Hendes hoved vendte sig en smule på puden, før at hun let åbnede øjnene og så på ham.

”Ja.”

Hviskede hun så lavt, at jeg ikke kunne høre det. Jeg måtte aflæse det på hendes læber. Will for hen til hende, og tog forsigtigt hendes hånd, som han let kyssede, da han gik på knæ ved sengen. Elisabeth så på os med et meget træt og svagt blik.

”Jeg tilgiver dig ikke, hvis du dør fra os.”

Sagde Halt, og forsøgte at lyde alvorlig. Elisabeth nikkede ganske svagt.

”Jeg skal gøre mit bedste.”

Hviskede hun lige så svagt, og blinkede træt, før at hun så på Will igen. Han lænede sig frem, og kyssede let hendes læber.  Hun så lettet på ham, før at hun måtte give efter for søvnen igen, og mistede bevidstheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...