Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5914Visninger
AA

23. Gilans synsvinkel: En stor løgn

 

Jeg betragtede blidt Halt, som aede Elisabeth over panden. Han rettede let på et af tæpperne, for syttende gang indenfor kort tid, og sukkede let. Elisabeth havde mistet bevidstheden, og var blevet endnu koldere, så vi havde bragt hende til slottet. Hun var blevet lagt på et ledigt værelse, med en kamin og hun var nærmest blevet begravet i tæpper bagefter. Den smule varme hun havde tilbage i kroppen, skulle helst blive der. Jeg havde på fornemmelsen, at hvis hun først mistede den varme, så ville vi miste hende.

”Er der slet ikke noget, som vi kan gøre?”

Spurgte Horace mig hviskende. Jeg rystede på hovedet.

”Selv hvis vi vidste hvad for en gift, som blev brugt, så kan vi ikke lave en modgift. Indgredienserne ville skulle hentes i Elronda, og det ville tage for lang tid.”

Forklarede jeg, og sukkede let. Hvis der havde været den mindste chance, så ville jeg have reddet Blaze utrætteligt frem og tilbage. Men der var ingen chance. Elisabeth var kold og bleg, og knap nok i live. For hver time blev hendes hjerteslag langsommere, og hendes vejrtrækning mere og mere overfladisk. Det var som om at alt livet langsomt blev suget ud af hende. Selv hendes normalt så blanke, bløde hår, var blevet stift og livløst. Det lå i fletningen, ned langs hendes side.

”Og Will?”

Spurgte Horace hviskende. Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste ikke hvor han var henne. Jeg havde ikke set ham, siden at han var gået sin vej efter at have smidt ringen fra sig. Jeg havde samlet ringen op, og opdaget at det var en forlovelsesring. Will måtte have købt den, i håbet om at hun ville komme tilbage til ham.

”Jeg finder ham.”

Sagde Horace utilfreds. Jeg rystede på hovedet.

”Han vil ikke have noget at gøre med hende.”

Svarede jeg, og straks fik Horace en utilfreds mine og vendte sig for at gå.

”Det kommer han til.”

Svarede Horace utilfreds, og forlod værelset i et rasende humør. Jeg var ikke i humør til at løbe efter ham, og blev stående nær kaminen. Jeg sørgede for, at der hele tiden var brænde nok på og at det var varmt nok. Det varede ikke længe, for at jeg hørte nogle tunge skridt, højst sandsynligt Horace, og nogle lettere, modstræbende skridt, sikkert Wills, så jeg lod Halt være alene i værelset.

”Slip mig.”

Sagde Will utilfreds, og forsøgte at vride sig fri fra Horaces greb. Men Horace havde ingen intentioner om at slippe ham, og holdt sit greb stadigt. Jeg tjekkede hurtigt, at døren var lukket helt, inden jeg gav mig til at skælde ud.

”Så ti dog stille for helvede.”

Bandede jeg rasende. Straks blev de begge stille.

”Har i ikke noget bedre at give jer til, når Elisabeth ligger for døden?”

Spurgte jeg rasende, og var stiktosset over den smerte som Halt skulle igennem. Han havde ikke fortjent det. Straks stivnede Will fuldstændigt ved mine ord.

”Hvad?”

Spurgte han målløst. Jeg sukkede opgivende. Horace havde tilsyneladende ikke givet sig tid til at forklare Will, hvad det hele gik ud på.

”Elisabeth bad om din tilgivelse, og intet andet, fordi at hun vidste at hun var døende. Hvilket ville forklare hvorfor hun var så lettet, da du sagde at du ikke elskede hende længere. Så var hun sikker på, at Halt var den eneste som ville lide, når hun gik bort.”

Forklarede jeg, og havde lyst til at slå noget i stykker. Jeg bemærkede straks et glimt i Wills øjne, da han så ned i gulvet. Jeg faldt hurtigt til ro, da det gik op for mig, at det hele havde været en løgn. Will elskede hende stadigt, og nu gjorde det igen ondt på ham, da han ville miste hende igen.

”Will.”

Sukkede jeg opgivende, og fik Horace til at slippe ham. Will så op på mig med bedrøvede øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...