Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5755Visninger
AA

19. Gilans synsvinkel: Det spøger altså

 

Jeg red på Blaze derud, og kunne imens tænke over hvad der sket i de sidste to år. Will og Halt var vendt hjem, uden Elisabeth. Will var blevet tavs, og Halt bitter igen. En måned efter deres hjemkomst, havde nyheden spredt sig om brylluppet og kroningen. Det havde gjort Halt endnu mere bitter for en kort stund, indtil han blev klar over hvor skidt Will havde det. Will havde skyldt skylden på sig selv, og havde troet at det var hans skyld. Han ville ikke spise, han kunne ikke sove og havde været i en forfærdelig tilstand. Det tog Halt alt den faderkærlighed, som han kunne mønstre, for at få Will tilbage på benene igen. Will var kommet sig igen, men først for nogle måneder siden havde han endeligt opgivet håbet om at Elisabeth kom hjem.

Jeg sukkede for mig selv, og skubbede minderne til side om Will, som havde været en ynkelig skabning, da jeg så ham forrige gang til det årlige rangermøde. Han havde klaret sine tests med lethed, men han var ødelagt indvendigt.

”Hmm… hvad er nu det?”

Mumlede jeg undrende til Blaze, som så nysgerrigt på røgen, som kom op af skorstenen på Halts hytte. Hvis det spøgte, så ville et spøgelse ikke have brug for varme. Jeg steg af Balze, og hun blev roligt stående. Jeg kløede hende kort på hovedet, en smule bekymret for hvad jeg ville finde.

”Det skal nok blive spændende.”

Mumlede jeg for mig selv, og holdt min hånd klar over min kniv. Jeg ville jo ikke kunne bruge min bue inde i Halts hytte. Jeg tog ved døren, og trak let kniven. Jeg skubbede hurtigt døren op, og tabte kniven i chok over hvad jeg så.

”Hvis du vil være venlig at lukke døren, det trækker.”

Spurgte Elisabeth venligt, og rettede let på sin kjole. Jeg lukkede døren bag mig, og så lamslået på hende. Men hun var jo død, jeg havde jo lige hørt det. Var hun et spøgelse?

”Halt bliver næppe tilfreds over at du har lavet et mærke i hans gulv.”

Sagde hun elegant, og så ned. Jeg fulgte retningen af hendes blik, og kunne se at min kniv havde ramt gulvet, og lavet et mærke. Jeg samlede hurtigt min kniv op, og så på igen. Jeg havde forventet ikke at se hende, men hun sad roligt ved bordet igen.

”Kaffe?”

Spurgte hun venligt, og rejste sig elegant fra bordet. Jeg lagde mærke til at hun var vokset i højden, og at hun var iklædt en meget dyr kjole. Hun bar ingen smykker, kun en lædersnor om halsen. Selvom at jeg ikke kunne se vedhænget, så vidste jeg straks at det var lædersnoren med Halts vedhæng i. Det han havde haft som rangerlærling, og som han havde givet til Linea, som havde givet det videre til Elisabeth. Hendes lange hår var blevet endnu længere, og sad opsat i en høj fletning, som gik hende til livet. Jeg undrede mig over, hvordan hun var kommet hertil. Hun kunne trods alt ikke ride i den kjole, men jeg havde heller ikke set nogen hest udenfor.

”Jamen dog, Gilan. Sæt dig dog ned, og nyd en kop kaffe.”

Udbrød hun muntert, og lo ganske let og elegant, da hun opdagede at jeg stadigt stod op. Hun satte kaffekoppen fra sig på bordet, og straks greb jeg ud efter hende. Hun blinkede let, ikke det mindste overrasket, da jeg greb fat i hendes arme. Jeg så ind i de lyseblå øjne, som så tilbage. Der var noget underligt over hendes øjne, men jeg krammede hende straks ind til mig.

”Åh gud, det er virkeligt dig. Du er i live.”

Udbrød jeg, og slap hende endeligt for at sætte mig ned. Hun blinkede forvirret, men satte sig overfor mig. Hun skubbede let koppen over til mig.

”Baronen sendte mig, på grund af rygter om spøgerier.”

Forklarede jeg, og drak af kaffen. Den var god.

”Og ved samme anledning fortalte han mig om din bortgang.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...