Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5918Visninger
AA

17. En dukkes tomhed

 

”Men…”

Begyndte Halt for at protestere. Men det stædige blik som Elisabeth ham, som han alt for godt kendte fra sig selv, fik ham til at tie stille igen.

”Der er intet, som kan gøres for at forhindre det.”

Sagde hun bestemt, og tømte sit glas. Halt bemærkede det knap nok, og så på hende med et bedrøvet blik.

”Jeg bliver dronning, Mikael min konge og Elronda overlever.”

Sagde hun, og forsøgte at lyde glad. Hun hældte vin op i sit glas igen, og stillede glasset fra sig. Halt skulle ikke se hende drikke.

”Det kan du da ikke ville.”

Sagde Halt, og nægtede at tro på de ord som kom ud af hans datters egen mund.

”Du var jo glad sammen med mig, og sammen med Will…”

Begyndte han, og følte sig fortabt. Hvad ville han gøre uden sin datter?

”Hvad med Will?”

Spurgte Halt, og ville ikke tro på det. Elisabeth sukkede.

”Han er jo din lærling, så han fortsætter vel bare sin træning. Han finder sig nok en kvinde, som vil elske ham, når han overstår det og får sit eget len.”

Sagde Elisabeth med en tynd stemme. Halt rystede på hovedet. Hvordan kunne hun stå og sige sådan? Hun elskede jo Will, det vidste han. Havde det bare været en løgn?

”Han skal nok klare sig.”

Sagde Elisabeth hånligt, og fnøs, da en af hendes rådgivere dukkede op i døren igen.

”Jeg er optaget.”

Sagde hun blidt, så rådgiveren gik igen. Hun så på Halt igen, som så vantro på hende.

”Men…”

Begyndte Halt, men kunne ikke finde på mere at sige.

”Men…”

Begyndte han igen, men kunne ikke sige mere.

”Gå du ud og leg med din bue, inden du tager af sted. Men vær borte fra mit land, inden solen går ned eller kan i betragte jer selv om landsforvist.”

Sagde hun irettesættende, som om at hun talte til et barn. Halt nikkede bare let, fuldstændig lamslået af hendes ord. Han vendte sig, og forlod hurtigt værelset. Derfor så han det ikke, da Elisabeth brød grædende sammen på gulvet. Hun sank sammen på knæ, og græd hjerteskærende. Men han hørte det ikke, han var allerede for langt væk.

For hun ville ikke have det ansvar. Hun ville ikke være dronning, hun ville ikke giftes med den opblæste nar til Mikael. Hun ville ikke. Hun ville være sammen med Halt og Will. Hun ville trænes færdig som ranger. Hun ville giftes med Will. Hun ville have børn med Will, og ikke Mikael. Hun ville se spædbarnet på slottet igen, og vugge det i sine arme.

Men hun kunne ikke, for hun var sin mors datter. Hun havde et ansvar over for de overlevende Elrondianere. Uanset hvor meget de hadede hende, så skulle hun være deres dronning og lede dem tilbage til storhed. Og det ansvar lå tungt på hendes skuldre, så det tungede hende ned på gulvet, hvor hun græd videre.

Faran fandt hende senere, og holdt hende ind til sig. Han vuggede hende bekymret, og aede hende over håret. Hun holdt op med at græde, og blev helt blank i øjnene. Hun rejste sig fra hans favn som en dukke, og gik let og elegant over gulvet, som kun en prinsesse kunne gøre det. Hun havde tømt sig selv for følelser, og skubbede dem væk. Det var den eneste måde, som hun kunne leve på. Den eneste måde, som hun kunne overleve på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...