Magical Wonderworld

Lexine har siden helt lille malet følelser og historier ind i hendes malerier, da hun har et fantastisk talent for at male. Men hun bliver altid på mystisk vis suget ind i malerierne, og lever inde i hendes små, optimistiske paradise.
Men alle forandrer sig, og Lexine er ingen undtagelse. Dette vil også ændre hendes malerier, og hendes verden bliver det rene mareridt.

4Likes
7Kommentarer
936Visninger
AA

2. Derinde

Okay. Jeg tror at du har ventet nok. Selvom du nok aldrig vil tro mig, eller kunne forestille dig det i din vildeste fantasi, vil jeg nu fortælle dig, hvordan der ser ud derinde. Du får ikke mere tid. Det er nu eller aldrig.

Mit første maleri. Det der maleri med lorten. Som sagt, sendte den signaler til mit hoved. Og da jeg en anelse fortumlet kiggede rundt i de ukendte omgivelser, blev jeg ramt af chok. Min første tanke står stadig intakt fast på min nethinde. Jeg drømmer. Det var det første jeg tænkte, men jeg vidste jo godt et eller andet sted, at det ikke var en drøm. Med en anelse besvær, fik jeg rejst mig op, og selvom jeg godt kunne genkende mit maleri i mine omgivelser, var det mere magisk. Der var fantastisk, og det var som om, at sød musik spillede et sted i min underbevidsthed. Jeg husker hvordan jeg prøvende tog tre skridt frem, hvorefter jeg trådte en anelse tilbage. Den var god nok. Jeg var lysvågen. Alt omkring mig var farvet i en blødere gullig farve, end den jeg havde malet mit maleri med. Det var ligesom himlen. Den rigtige himmel er blå. Den her himmel var altså gul. Der var små pastelgrønne træer overalt, og der gik konstant en blid brise rundt derinde. Hele landskabet var præget af lyserøde bakker. Og så var der kaninerne. De her kaniner var babylyserød, og så nuttet at det halve kunne være nok. Jeg husker hvordan jeg gik på knæ, og strøg min hånd blidt igennem dens bløde pels. Og der var mange af dem.

Jeg tilbragte utroligt meget tid derinde. Jeg klatrede i træerne, som nærmest var skabt til at klatre i, og spiste af sukkergræsset. Legede rundt med kaninerne, og fløj på de kæmpestore grønne fugle, der fløjtede den smukkeste melodi hele tiden. Da jeg var blevet træt af at lege rundt, husker jeg hvordan jeg lå og tyggede på et blåt græsstrå, og kiggede op på himlen. Det bløde græs havde omfavnet min hud, og jeg lå der i flere timer, inden jeg besluttede mig for, at det var på tide at tage hjem.

Men hvordan? Jeg husker, hvordan jeg blev ramt af panik. Angst. Angst for at være fanget i paradis. Men akkurat som jeg tænkte på flugtveje, blev jeg hevet ud af det. Og jeg sad endnu engang på min lille metalskammel, og kiggede på mit maleri med helt nye øjne. 

8 år senere, da jeg var 15 år gammel, havde jeg været inde i mange malerier. Rigtig mange. Jeg havde en kæmpe samling på mit værelse, og jeg kunne vælge hvilket som helst at stille mig foran, og transportere mig ind i. Jeg havde kontrol over alt hvad malerierne angik. Jeg kunne kontrollere når jeg skulle ind, og når jeg skulle ud. Der er nemlig ingen tidsgrænse derinde. Jeg havde dem hængende indtil for ganske nylig, hvor jeg brændte dem og smed dem i havnen en midnatsaften. Ja okay, så er jeg en miljøsviner, lev med det. Men hvis du befandt dig, eller befinder dig i min situation, ville du også gøre det. Hvorfor? Det skal du skam nok få at vide. 

Alle forandrer sig. Jeg er ingen undtagelse. Mine malerier afhænger af mig. Af hvem jeg er. Og mine malerier ændrede sig i 15-årsalderen. Jeg ændrede mig nemlig. Mine forældre blev brutalt myrdet i en trafikulykke, og jeg flyttede ind, og bor nu stadig hos min onkel. Han er rar nok. Men han forstår mig ikke. Men altså. Hvordan tror du, at min families død påvirkede mig? Negativt. Flot. Du gættede rigtigt. Nu kan du være stolt. 

Mine malerier var ikke positive paradise længere. Mareridt. Forfærdelige verdener, jeg ikke havde kontrol over. Man kan godt dø derinde. Og det var jeg også tæt på at gøre.

Vil du vide mere om det? Selvfølgelig vil du det. For du vil gerne læse og høre mere om mig, der lider og har fysiske og psykiske smerter. Men okay. Så skal jeg nok informere dig yderligere.

I næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...