One Shot - One Direction

Et lille One Shot, med One Direction.

12Likes
3Kommentarer
1473Visninger
AA

2. One Shot

Jeg blev trukket ud af mine tanker da en person forsigtigt prikkede mig på skulderen.

”Undskyld mig?”, et par blå øjne mødte mine, der stadig var ved at vænne sig til sollyset. Jeg smilede til ham, og ventede på han skulle fortsætte. Hans læber lyste op i et smil, før han fortsatte.

”Kan du sige mig hvor..” han gik i stå i sin sætning, og trak et stykke papir op af lommen. Hurtigt fik han det foldet ud og stukket i min hånd.

”.. den her adresse er”, mine øjne fandt ned på den fremhævede adresse. Jo, de adresse kendte jeg.

”Jeg bor lige ved siden af”, mit smil blev større, og jeg gav ham forsigtigt papiret igen. Jeg kiggede hurtigt op og ned af ham. Fra hans afblegede hår, til hans blå øjne og skæve smil. Ned til hans røde trøje og videre ned over hans beige bukser. Til sidst landede mit blik på hans hvide gummisko, før det fandt op til hans ansigt igen. Det var tydeligt at han også tjekkede mig ud.

”Jeg kan følge dig”, jeg rejste mig fra min plads på bænken. ”Desuden er mit navn Allison”

”Rart at møde at dig, Allison”, han rakte sin hånd frem og trykkede blidt min. Jeg stod og ventede på han også skulle sige sit navn, men da han bare kiggede smilende på mig, løftede jeg undrende mit øjenbryn.

”Oh.. du ved ikke hvem jeg er”, udbryd han efter noget tid og kløede sig akavet i håret. ”Niall” Han sagde sit navn lavt, og kiggede sig hurtigt omkring for at se om nogen havde hørt ham. Men alle havde travlt og så os knapt nok. Jeg undrede mig en smule men lod det ligge.

”Det er denne vej Niall”, sagde jeg og begyndte at gå. Bag mig hørte jeg Niall følge med. Først med usikre skidt, men så kom han op på siden af mig.

”Så… hvor gammel er du Allison?”, han lød oprigtigt interesseret.

”19 år”, jeg smilede. Det var min fødselsdag i dag og jeg havde det underligt med at sige jeg var 19. ”Dig?”

”Jeg er også 19”, han nikkede imens, og det var kort en akavet stilhed. Min hjerne arbejde på højtryg for at finde på noget der kunne holde samtalen i gang

”Så hvilken uddannelse er du ved at tage?”, jeg flyttet blikket fra vejen, hen på Niall. Han så nervøs ud.

”Øhm.. jeg tager ingen uddannelse”, igen kløede han sig i håret, som om han var utilpas. Virkelig utilpas.

Netop da drejede vi ned af en lille vej, og det var som om han løsnede en smule op. Det fik et smil frem på mine læber. Men det forsvandt hurtigt da undringen atter kom.

”Hvorfor ikke det?”, nysgerrigheden i min stemme var ikke til at tage fejl af, og jeg bandede kort af mig selv. Lyd ikke for ivrig, Allison, tænkte jeg.

”Jeg.. ” det så ikke ud som om han vidste hvad han skulle sige, og det slog det mig at jeg havde set ham før. Hørt hans søde accent for. Et øjeblik stoppede jeg op, imens jeg bearbejdede mine rodede tanker. Hvor var det jeg havde set ham før. Niall stoppede op et par skridt foran mig, og så en smule bekymret tilbage på mig.

”Er du okay?”, jeg blev revet ud af mine tanker og nikkede svagt til ham.

”Ja, men jeg har det som om jeg har set dig før”, Niall så igen anspændt ud, og kiggede en smule nervøs på mig. Fuck, Allison. Hvorfor sagde du det højt? Det havde ikke været min mening, at gøre Niall utilpas.

”One Direction”, det lød mere som en konstatering end et forslag, men da slog det mig. Selvfølgelig var han fra One Direction! Jeg slog hånden mod min pande. Selvom Jasmin konstant talte om dem, kunne jeg ikke engang genkende det ene medlem når han bogstavlig talt var lige for an mig. Niall kiggede dumt på mig. Han forventede sikker at jeg ville sige noget, men ikke et ord forlod mine læber. Så gik jeg forbi ham og gik ind af døren til et lejlighedskompleks, der lå lidt længere ned af gaden.

”Sal 52, og så til højre”, forklarede jeg Niall, selvom vi stadig skulle samme vej. Al smalltalk var stoppet, og det var pinligt stille i elevatoren, mens den kørte op. Vi begge nærmest spang ud af elevatoren, da den stoppede.

”Tak, Allison.. Øhmm vi ses vel”, han lød ikke til at han håbede på det sidste og lige i det øjeblik var jeg enig. Det var simpelthen for pinligt. Jeg låste hurtigt døren til min lejlighed op, og fandt min Macbook frem. Den fik i al hast startet op, og jeg loggede på twitter. Min væg var bombet med tillykke hilsner fra alle jeg kendte, og især en fik et smil frem på mine læber. Det var min bedsteven. Jeg havde aldrig mødt ham, men jeg stolede utrolig meget på ham. Jeg fik et chok da det bankede hårdt på min dør og det par drenge stemmer lød fra den anden side. Jeg rejste mig træt fra sofaen og trak ned i håndtaget.

”Niaaaaaller”, råbene overvældede mig, da jeg slog døren op, men blev hurtigt udskiftet med adskillelige undskyldninger.

”Det er okay”, jeg smilede venligt og genkendte dem godt. Resten af One Direction. Men jeg lod som om jeg ikke kendte til dem.

”Niall bor inden ved siden af”, forklarede jeg og pegede på døren lidt længere nede af gangen.

”Tak”, smilede den sorthårede af dem. Zayn. Jeg fik mumlet et ”så lidt” for jeg lukkede døren i, og satte mig tilbage i sofaen. Et bib lød fra min computer og fangede hurtigt min opmærksomhed

#Hey babe. Er endelig i London! Hvornår kan vi mødes?#
Jeg smilede over den søde besked. Den var fra ”James” som han havde kaldt sig. Han havde aldrig fortalt min hans rigtige navn, og jeg vidste stort set intet om ham, men vores venskab var tæt. Jeg stolede på ham.

Jeg tænkte kort over det og begyndte så at taste løs på tasterne

#Hvad med nu? Jeg død keder mig#
Hurtigt efter tikkede et svar ind, om at den var ham med på. Vi blev enige om at mødes i den park jeg netop havde forladt. Jeg slukkede computeren, stillede den fra mig og var hurtigt ude af døren.

 

Jeg havde kun lige sat mig på bænken, da en jævnaldrende dreng, godt dækket til af både hættetrøje og solbriller, satte sig ved siden af mig. Kort løftede jeg blikket, og lod det hvile på ham. Var det James?

”James?”, min stemme lød nervøs, men han kiggede opmærksomt op, i samme sekund.

”Allison?”, lød hans stemme, lige så nervøs som mig. Jeg gav et nik fra mig, og smilte. Uden et ord rejste han sig og trak mig væk fra den nu meget befolkede park.

”Hvad er dit rigtige navn?”, jeg var nysgerrig. Da så jeg de beige bukser, de hvide gummi sko, og en tot af det blonde hår.

”Niall!”, det var tydeligt at jeg var overrasket, og jeg trak hurtigt min arm til mig. Jeg kiggede anklagende på ham, mens han lod sin hætte falde, og forsigtigt tog sine solbriller af. Han smilede skævt til mig, og så en smule sorgmodigt ud.

”Undskyld”, hans ord var lave, men kraftfulde. Jeg svarede ham ikke, og da han forsigtigt lænede sig ind over mig, rørte jeg mig ikke ud af stedet. Min vejrtrækning blev hurtigere, og jeg havde allerede regnet ud hvad der ville ske. Han ville kysse mig. Jeg burde have flyttet mig. Burde have stoppet det. Men det gjorde jeg ikke. Niall havde en fantastisk personlighed, som jeg inderligt elskede, og havde elsket i lang tid under navnet James. Nu da han var her foran mig, måtte jeg bekræfte at han nu heller ikke så dårligt ud. Mit hjerte bankede nervøst under min trøje, og da hans læber endelig ramte mine, eksploderede mit bryst næsten. Hans læber var utrolig bløde, og jeg var et øjeblik chokket over hændelsen. Så lukkede jeg af for tankerne, og kyssede med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...