Fanget af priater!

Dette er om pigen Daniella. Hun bor på gaden, men ved faktisk ikke hvem hendes mor eller far er. Hun ved bare at hun blev efterladt foran en dør. der blev hun oplært til at leve på gaden. Ja hun blev oplært! Så hun boede nu på gaden. På hendes 14 års fødselsdag blev hun bortført af nogle brutale røvere, fordi hun havde blandet sig i at ikke have mistet sin mad. Så hun blev ført med af dem. Hun kunne ikke kæmpe imod, derfor befandt hun sig nu på skibet... På dette skib findes der en dreng, men han er kaptajnens søn. Desværre er han en køn dreng som kan lide denne pige som er bortført. Men hun kan ikke lide ham. Kaptajnens søn skal oplære hende i at være pirat og også ham der skal være hendes ven. Hun skal kunne stole på ham, men tør Daniella det?

11Likes
5Kommentarer
708Visninger
AA

3. Kapitel 3

Han er for stærk! Det er han bare! Det er næsten ikke til at holde ud. Hvorfor skal han være sådan. Og så imod mig! Mit hoved gjorde ndt, og et kram hjalp ikke ligefrem på mit humør. Så ja, jeg prøver så godt jeg kan at skubbe ham væk. Men så uheldigvis er han for stærk.

 

Jeg skulle seriøst ikke have sat mig på briksen. Der kunne han bare gøre som han ville med mig! Jeg havde grædt hvis det ikke var fordi jeg ikke kunne. Jeg kunne ikke græde. Det var ikke mig. Hvis jeg græd var det ikke en jeg kendte til. Desværre så prøver tårre at komme frem nogen gange.

 

Kaptajnens søn slap mig og et smil ' faldt' på hans læber. Det gjorde mig lidt sur. Han lagde an på ig. Det var ikke noget jeg var eller er vant til. Det her er slemt! Jeg har altid skulle være mig. Kun mig. Ingen skulle komme i nærheden af mig. På gaden derhjemme var jeg den hårdeste! Og her er jeg bare en svageste!

 

Når jeg en dag kommer hjem skal jeg ihvertfald have lagt kaptajnens søn i skyggen af mig, istedet for at jeg lå i skyggen for ham. Kaptajnens søn så på mig, "Hør Daniella... Jeg ved dit navn, men du ved ikke mit." begyndte han. Jeg ville ikke vide hans navn! Men det kom, "Mit navn er William" svarede han på sit spørgsmål.

 

William, hvordan kan din far eller mor komme til at kalde dig det navn? Det mest almindelige af alle navne i verden! William, vi lever i 1800 tallet for pokker! Et let suk kom nemt ud af min mund og jeg rullede øjne. Kaptajnens søn lukkede sin 'alvorligtet' ude og kom ud i et grin.

 

Je lænede mig hurtigt tilbage i chok. Det fik ham til at le mere. Man skal ikke le af mig! Ingen! Hvis man log af mig gjorde det mig sur! Jeg slog ud efter ham, men han parrérede med den ene hånd. Mine tænder skar i hinanden. I kalder det vist 'at skære tænder' hvad end det så er. Kaptajnens søn lænede sig frem.

 

Vi stod og så på hinanden i øjnene. Jeg kunne ikke se andet og han lænede. Han lænede sig bare mere frem, mens jeg bare lænede mig tilbage! Til sidst rullede jeg til siden og lå på trægulvet. Jeg satte mig hurtigt op og rette mit hår, "Havde du troet at jeg ville have ladet dig kysse mig?" spurgte jeg ham. William løftede bare det ene øjenbryn.

 

Jeg rejste mig uop. Mest i forbløffelse, men også meget i vrede! Mine hænder knyttede nærmest sig selv, "Ja, det havde jeg faktisk troet... Men du er bare ikke faldet for min charme endnu..." svarede han mig. Det der svar. det var bare så arrogant! Han er bare så selvglad den... Pirat!

 

Jeg gjorde omkring og gik hastigt hen mod døren, men kaptajnens søn var alt for hurtigt for mig. Han spærrede døren o det fik mig usikkert til at gå tilbage, "Du går ingen steder ør, jeg har, fået det, lille kys." sagde han til mig. Det burde da være til mig som jeg var den eneste i dette rum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...