Far

Gys....

1Likes
1Kommentarer
352Visninger

1. 1

 

Far

 

Hun gik langs den øde, mørke landevej en sen aften i efteråret. Hun stirrede stift frem for sig og lod ikke til at ænse mørket eller lydene, som kom fra de grå, nøgne høje træer, når vinden fik grenene til at filtre sig ind i hinanden. Hun var lille, bleg og mager. Ind i mellem stoppede hun op og skuttede sig i blæsten i sin lille tynde jakke, der var to numre for lille til hende. Hun forsøgte at gå til, selvom sulten gnavede i indvoldene. Hun havde ikke indtaget føde i lang tid, og hendes tanker blev ved med at kredse rundt om emnet føde, hvad der bare gjorde alt værre for hende. Hun hørte en bil nærme sig. Der måtte være bid nu, bad hun til. Lysene fra bilen ramte hende, og hun dukkede sig en smule for de stærke lamper. Hun tøvede et sekund, men stak så tomlen i vejret. Der lød et hvin fra dækkene og bilen standsede. En bildør blev åbnet, og en dyb stemme spurgte: “Hvor skal du hen?” Hun kunne mærke hjertet hamre i brystet. Hun vidste, at hun havde set manden før. Der var noget genkendende ved ham. Nogle bekendte ansigtstræk. En masse tanker for rundt i hovedet på hende. Hun vidste ikke, hvad hun havde gang i. Et kort sekund slog alt klik. Det mørke tog over. ”Hallo tøs, hvor skal du hen?, spurgte manden igen. Han rynkede brynene sammen, og kiggede arrigt. Det gav et sæt i hende, og lyset kom frem igen. Hun kunne mærke en tåre klemme sig på. Pludselig blev synet sløret. Små dryp trillede ned af kinderne. Flere og flere dryp kom til. En gråd pressede på. Til sidst kunne hun ikke holde den tilbage. Alt brast. Benene tog fart. De høje træer skød forbi hende. Stormen hev hendes lange lyse lokker tilbage. Hun havde ikke kræfter, men adrenalinen tvang hende frem.

 

 

De søvnløse nætter, kunne snart ikke tælles på to hænder. Fortvivlelsen, angsten og bekymringerne tog over mine tanker. De høje dunkle træer omfavnede min hybel. Månen og stjernerne lyste om kap. En sort paranoid skygge hang over mig. De lyse brikker, blev snart vendt til sort. Jeg vidste, ikke hvor lang tid, jeg kunne holde til det her. Selv den mest grusomme person, fortjente det ikke. Jeg kunne ikke se meningen med livet mere. Jeg græd mig selv i søvn hver nat. Men vågnede igen med tankerne og billederne i hovedet. Jeg kunne snart ikke holde mig selv ud.

 

 

Hun kunne ikke føle noget. Stemmerne i hovedet fulgte hende overalt. Hvad fanden har du gang i? Syntes du virkelig, at du kan være det bekendt? Alt hvad de har gjort for dig, er det virkelig det du kan give tilbage? Hun rystede, øjnene stirrede, og hun knyttede næverne. Det var slut med at være sød. Helt slut. Viserne på uret, havde efterhånden taget sig nogle omgange. Øjnene flakkede, og kroppen hang tungt. Hun kunne ikke mere. Hun lagde sig ind på græsset, der gik parallelt med vejen. Kulden gys og trak op i hende. Hårene rejste sig, og hun blegnede. Hun krummede sig sammen under hendes lille jakke. Gadelygterne gik ud. Hun kunne høre blæstens sus. Det lykkedes hende til sidst at falde til ro. Langsomt lukkede hendes øjenlåg i.

Øjnene åbnede sig spagt. Alt var mørkt. Hun kunne lige skimte lys ud af øjenkrogen. Hun var stivfrossen. Lammet af kulden. De blå sprukne læber bævrede i den hårde efterårsvind

Maven krampede sig sammen i seje ryk. Sulten skar sig ind i hende. Hun kunne snart ikke holde hovedet oppe. Smerterne trak sig langsomt ud i resten af kroppen. Hun knækkede med nakken, og pressede hendes blege ru hænder mod maven. Hun kiggede søvndyssende på viserne. Der var noget galt. Kl. var 6. I samme sekund baskede en vinge over hende, og et højt hjerteskærende skrig kom inde fra skoven. Glasset på lommeuret gik itu. Solen plejede for længst at være stået op. Men ikke i dag. I stedet havde den skumle tågede efterårshimmel indtaget lysets stjerne. Pludselig hørte hun et skingert hvin, der skar sig ind i øret. Et sort fartøj kom op på siden af hende. Det mindede hende om noget, hun bestemt ikke havde lyst til at tænke på. Sin døde far. De ridsede fælge hjulede mod hende. Hendes hjerte begyndte igen at hamre. Døren blev åbnet, og manden stak hans lange tynde arm ud, og hev pigen ind i bilen. Hun skreg, men det var for sent. Alt blev sort for hende.

 

Jeg trak gardinerne for, i et forsøg på at skærme for det uhyggelige. Osen hang, i de falmede lange stoffer. Et koldt træk slog igennem mig. Jeg rystede. Jeg tænkte kun på hende. Jeg håbede inderligt, at hun havde det godt. Min kære søster. Selvom det var en pinsel, kunne jeg godt forstå hende. En far, som bare prøvede at glemme livet i spiritus. Om aftenen lå vi med våde øjne og bad til, at han ikke kom, og hentede en af os. Han bankede hårdt på døren, og trak beruset min søster med ind i sengelejet. Jeg kunne høre skrig. Jeg gemte mig rastløst under puden. Efter en time eller to kom søs nøgen tilbage. Tårerne trillede lydløst ned af kinderne. Lydene og billederne havde sat sig fast. Et ar i hjertet.

 

Der var mørkt. Meget mørkt. De ubehagelige billeder susede omkring. Hurtigere og hurtigere. Hun mistede bevidstheden, og bankede sit hoved mod airbaggen. Røde baner løb ud af øjnene, og ned på den stivfrosne blege hud. ”Nu kan det fandeme være nok!”. Manden langede armen ud og gav hende en flad. Hun prøvede at skrige, men intet kom ud. Han tændte den lille lampe over ham. Hun kiggede ind i hans dybe sorte øjne. De var ikke rare. De skræmte hende. Det værste var dog, at hun kendte de øjne. Der var ingen tvivl, det var ham. Det gav et sæt, da manden satte speederen i bund. Han fortsatte i høj fart ned af den endeløse landevej. Pludselig svingede manden skarpt ind til højre. Dækkene skred i vejkanten, men han fik hurtigt rettet op. De stoppede brat. Han greb hårdt fat i nakken på hende, og trak hende ud af bilen. Bildøren smækkede i bag dem. Pigen havde aldrig været der før, men hun vidste alligevel hvor de var. Træerne ruskede i vinden, og de visne blade faldt til jorden. Han slæbte hende af sted, og stoppede foran gravstenen. Stenen var helt mosset til. Ikke en´ blomst pyntede på graven. John Blake. Far. Hvil i fred stod der. Men det var det sidste, hun nogensinde ville ønske for sin far. Det gav et sæt i hende. Der var gravet et kæmpe hul ned til kisten. Kisten stod åben, men tom. Hun troede ikke sine egne øjne. ”Du kan glemme,” lo han hånligt. Hun spændte hver et led i kroppen, og vendte sig rasende om. Hun kiggede galsindet og tomt på ham. Han begyndte at ryste. Han faldt ned og begyndte at krampe. Han lå krampagtigt og led. Et råb kom indefra, og en dæmon sprang ud. Kramperne stoppede, og mandens krop lå slapt. Den gustne hud gik fra varm til kold. Blodet piblede ud af ham. En sværm myg begyndte straks at suge. Hans krop var nu rød plettet og blodig. Hun så chokeret til. I samme øjeblik sprang dæmonen frem. Månen lyste ned. En flænge ridsede sig ned af armen. Dæmonen skubbede pigen ned i graven og begyndte at dække hende til med jord. Hun skreg panisk. Hun spjættede med alle lemmer, for at grave sig fri. Men jorden blev tungere og åndedrættet svagere og svagere. Dæmonen fortsatte kynisk. Hun var nu helt dækket af den fugtige jord. ”Sov sødt, min skat,” et gustent smil bredte sig på hans læber. Langsomt ville jorden kvæle hende. Skulle hun virkelig overgive sig til den frygtelige mand? Den mand, der havde plaget hende det meste af hendes liv. Den mand, der havde sat spor og ar. ”Arrrhhhhh”. En vrede spændte i hendes krop. Næverne knyttet og tænderne bidt sammen. Hun prøvede aggressivt at grave sig op gennem jorden. Jorden klistrede sig til hende. Hun måtte gøre det her for sin søster. Hun kunne ikke forlade hende nu. Lidt for lidt kom hun op. Store dryp kom ned fra den grå sky. Hun sparkede faren, men foden røg lige igennem. Hun prøvede igen og igen, men det nyttede ikke. Regnen silede ned. Det lange hår faldt trist ned på skulderen. Måneskinnet lyste ned på dæmonens halskæde. Djævletegnet. Hun rev fat i tegnet, og den sorte kæde splintrede. Dæmonen faldt ned på knæ. Han hev efter vejret. Pigen var kold. Iskold. Hun nød synet af sin far i smerte. Hans gennemsigtige lemmer rådnede. Han blev sort. ”Du slipper ikke godt fra det her”. Øjnene stirrede tomt på nattehimlen. Sjælen trængte ned i jorden. Hun lukkede øjnene, men da hun åbnede dem igen stod hun foran hende. Hendes søster. Hun spejlede sin frygt i hendes øjne, og faldt ind i hendes arme. I samme øjeblik faldt hun sammen, og blodet trillede langsomt ned af kinderne. Huden sprang, og en flænge synede sig ned af den magre blege krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...