It begins with hate, but turns into love - Justin Bieber histore

Hej!:-) Jeg vil lige starte med at undskylde for, hvis der er stavefejl eller tastefejl, men jeg håber i kan læse det alligevel ellers må i spørge mig. Historien handler kort sagt om pige ved navn Jess. Hendes lillesøster elsker Justin Bieber, men det er noget Jess i hvert fald ikke gør, men hvem ved måske ændre det sig....

24Likes
42Kommentarer
4884Visninger
AA

62. Noget galt

Der trillede en tårer ned af både Jasmine’s og min kind. Jeg var virkelig på bar bund. Vi havde så utrolig mange minder, jeg elskede Jasmine, men… alt det hun havde gjort mod mig? kunne jeg bare tilgive det? – på den anden side, havde hun også været såret. Jeg var delt i to, og der skar helt ind i mit hjerte. Jasmine kiggede afventende på mig, og jeg kunne se hvor meget et pinte hende. Jeg sukkede højlydt, men nikkede så. Hendes ansigt lyste op i et kæmpe smil. Jeg løftede min pegefinger. ”Men det betyder ikke, at jeg glemmer alt! Du kommer til at skulle vinde min tillid tilbage!” Hun nikkede ivrigt. ”Må jeg kramme dig?” spurgte hun, med et smil på læben. Jeg nikkede, og åbnede aften, hvorefter hun trak sig ind til mig. Det var først nu, det gik op for mig, hvor meget jeg faktisk havde savnet at kramme hende. Jeg mærkede en varme brede sig i min mave, og et smil sneg sig frem på mine læber. Vi trak os ud af krammet, og jeg begyndte at grine, hvorfor ved jeg virkelig ikke, men Jasmine brød også ud i grin. Og der sad vi så, på en sten og kiggede ud mod havet, hvor solen gik ned, og grinede. Det havde jeg savnet, Jasmine’s grin. Vi sag længe, bare og kiggede på hinanden, men da Jasmine’s mor ringede, blev hun nødt til at gå, men jeg blev. Sad bare og kiggede ud mod vandet.

Vandet var stille, ingen bølger, ingen både, eller noget. Meget smukt. Jeg mærkede pludselig hvordan min mobil vibrerede, og jeg tog den op til øret. ”Det Jess” sagde jeg, en smule livløst. ”Shawty, det Justin” Med et lyste mit ansigt helt op, og jeg mærkede varmen sprede sig. Hans stemme var blid og kærlig, men alligevel kunne jeg mærke, at der var et eller andet galt, men hvad? Det var noget i Justin’s stemme, der ikke var som det plejede, noget der gjorde mig lidt nervøs. Jeg valgte at gemme tanken bort, og svarede så Justin; ”Hvad så?” ”Jeg ville bare høre hvordan det gik, vi fik jo ikke rigtigt sagt farvel” Jeg smilede, han var altid så betænksom! Jeg smilede. ”Ja, det var lige noget jeg måtte ordne…” jeg holdt en pause, og trak vejret. ”Jeg fik snakket med Jasmine” fortsatte jeg så, og jeg mærkede hvordan Justin blev helt mundlam, det var nok ikke lige noget, han ville have troet. Der var et par sekunders stilhed, Justin virkede så fjern, men svarede til sidst. ”Er i så okay?” ”Ja, det er vi vel” ”Det da vildt godt Jess! Det er jeg glad for!” det var som om Justin havde en hentydning da han sagde det sidste ord, der var altså et eller andet galt. Jeg tog mig mod, og spurgte så; ”Justin, hvad sker der?” ”Hvad mener du?” spurgte han en smule forbavset, men jeg kunne høre på hans stemme, han også blev nervøs. ”Det føles bare som om du skjuler noget…” sagde jeg stille, og kiggede ned i jorden. ”Nej da! Det ville jeg aldrig gøre! Men Jess, jeg bliver nødt til at løbe nu, hej” og inden jeg kunne nå at sige farvel, havde han lagt på, og jeg sad med en lydløs mobil ved øret. Jeg tog mobilen ned, og lukkede den sammen, hvorefter jeg puttede den i lommen. Jeg sukkede. Der var noget underligt ved ham, han var så... så, ja jeg ved slet ikke hvordan jeg skal beskrive det. Han var bare ikke sig selv, langt fra. Han skjulte noget, det var jeg helt sikker på, nu var spørgsmålet bare lige hvad? Det havde været en lang da, så jeg orkede ikke at tænke på det, orkede ikke at gå og spekulere, eller være ked. Jeg rejste mig, og tøffede hjemad.

Da jeg åbnede hoveddøren, mødte min mors stemme mig. ”Hvilken pizza vil du have, mus?” Jeg var virkelig fraværende, så jeg reagerede over hovedet ikke, før jeg mærkede en hånd på min skulder, mors. ”Mus?” jeg nikkede, og afventede. ”Hvad er der galt?” spurgte hun, og en bekymret rynke kom frem i panden på hende. Jeg rystede på hovedet, og fandt et smil frem. ”Ikke noget, jeg dagdrømte bare lidt” Hun smilede sit varme smil til mig. ”Hvad vil du have?” Jeg var egentlig ikke rigtig sulten, men noget skulle jeg jo have. ”Bare noget pastasalat, tak” Hun kiggede underligt på mig. ”Ikke pizza?” det var det jeg altid plejede at ville have, når vi den sjælden gang bestilte uden, men jeg rystede igen på hovedet. ”Nej tak, jeg har ikke rigtig lyst” Hun smilede og aede så mit hår. Pludselig hørtes et højt skrig indefra Natalie’s værelse, og jeg vendte straks mit blik mod mor. ”Hun har Jenny på besøg, så de kan følges til fodbold i morgen” svarede min mor, som om hun havde læst mine tanker. Jeg smilede, selvom jeg ikke orkede hvis de skulle larme hele natten, men Jenny var dog ikke så slem. Jeg tullede op ad trappen og kunne høre en høj musik pumpe fra Natalie’s værelse, og jeg kendte sangen. – Baby, Baby, Baby Oh – Justin’s stemme slog igennem mit hoved, hvilket med et fik mig til at savne ham. Jeg åbnede døren til mit ejet værelset, og tændte min computer, hvorefter jeg gik på Youtube, og søgte på Justin. Flere tusinde links kom op, og jeg fandt sangen Up, den der havde rørt mig så meget. Det var egentlig lidt underligt, at sidde og høre på hans sange, det var aldrig rigtig den musik jeg hørte, men lige nu havde jeg bare brug for at høre hans stemme. Jeg smilede for mig selv, men havde stadig den underlige fornemmelse, af at der var noget galt med Justin.

#Er du okay?# beskeden var fra Caitlin. Jeg sad i min seng og så tv, jeg havde lige spist, og var temmelig træt, men jeg forstod ikke Caitlin’s besked. Var jeg okay? – hvorfor skulle jeg ikke være det? Det undrede mig en del. #Hvad mener du?# få sekunder efter svarede hun igen. #Har du ikke snakket med Justin?# okay, hvad i alverden var det hun snakkede om! En kold fornemmelse gik igennem min mave, som is. Jeg sank en klump. #Om hvad?# igen kom svaret hurtigt. #Øh, bare glem det# #Glem hvad?# også svarede hun ikke mere. Glem hvad? Hvad var det hun vidste, som jeg ikke gjorde? Hang det sammen med, at Justin havde været så underlig? Jeg følte mig pludselig uvidende, og en klup satte sig fast i min hals. #RING!# Jeg sendte beskeden til Justin, og kunne nu ikke gøre andet end at vente. Utrygheden spredte sig, hvad var det lige der skete? Og hvorfor vidste jeg ikke noget?
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...