It begins with hate, but turns into love - Justin Bieber histore

Hej!:-) Jeg vil lige starte med at undskylde for, hvis der er stavefejl eller tastefejl, men jeg håber i kan læse det alligevel ellers må i spørge mig. Historien handler kort sagt om pige ved navn Jess. Hendes lillesøster elsker Justin Bieber, men det er noget Jess i hvert fald ikke gør, men hvem ved måske ændre det sig....

24Likes
42Kommentarer
4810Visninger
AA

8. Justin Bieber?

”Hallo?” sagde stemmen igen, og jeg reagerede. ”Ja, Hallo, undskyld.. Jeg faldt vist lige lidt hen” svarede jeg hurtigt. Pause. ”hvem taler jeg med?” spurgte stemme så igen, der var altså et eller andet bekendt ved den. ”Ja, øh.. Mit navn er Jess, eller Jessica. Du har ringet til mig tidligere…” sagde jeg afventende. ”nårh ja, det er rigtigt” svarede stemme, og jeg ventede, men da der ikke blev sagt noget begyndte jeg igen. ”Hvem snakker jeg så med?” igen endnu en lang pause før personen valgte af svare. ”Justin..” ”Justin, hvem?” Jeg mente ikke jeg kendte nogen ved navn Justin, eller var det bare mig. ”Justin… Justin Bieber” sagde stemmer usikkert. Jeg ventede lidt ”altså Justin Bieber, som i, sangeren Justin Bieber?” ”Ja, det er mig” Jeg ventede igen på han ville sige noget, men intet kom fra den ende af mobilen. Jeg skulle til at lægge på, men fortrød det. ”Hvor har du mit nummer fra?” fik jeg endelig fremstammet. ”En iPod, som åbenbart må være din” sagde han. Gud den havde jeg glemt alt om igen, jeg blev temmelig irriteret på ham, selvom jeg jo godt vidste, det var mig selv der havde tabt den. ”Ja, det min, jeg mangler den i hvert fald” ”okay” svarede han, og igen kom der en lang pause. Det var som om han var mundlam, det kan jeg da også godt forstå hvis han troede jeg var sådan en zombie fan, som ville skrige alt hvad jeg kunne i mobilen, jeg kom til at grine ved den tanke, og det hørte han. ”hvad?” spurgte han, og virkede utrolig usikker. ”ikke noget” pause igen. ”Så, Justin Bieber… havde du tænkt dig at give mig den tilbage, eller hvordan? – med de mængder af penge du tjener, behøver du vel ikke stjæle?” sagde jeg, og ventede. Jeg tror da han fattede at det var for sjov, han grinte i hvert fald. Jeg hostede engang, for at få ham til at svare. ”Jeg kan vel sende den med posten” sagde han, jeg var rapkæftet, og svarede så; ”hvordan kan jeg vide, du ikke bare siger du sender den også ikke gør det, også siger den er blevet væk i posten?” ”det ville jeg da aldrig gøre?” ”jeg kender dig ikke, stol ikke på fremmede!” ”hmm” ”du ved jo ikke engang hvor jeg bor, så hvis jeg havde sagt ja til det med posten, havde du glemt at spørge” fastholdte jeg. ”Hvor bor du så?” ”I Atlanta” ”Så skal vi nok kunne finde ud af noget” sagde han. Jeg hørte min mor kalde fra køkkenet, jeg skulle spise. Jeg skulle til at sige noget, men han nåede det før mig. ”Der bor jeg også, vi kan sikkert hurtig mødes en dag, også kan du få den. Jeg SMS’er dig senere!” Jeg nikkede, indtil det gik op for mig, han ikke kunne se det. Så inden jeg fik sagt noget, var han der igen ”og hey, vil du ikke nok lade hver med at sige noget, til nogen!” hans stemme virkede bedende. ”Jo” svarede, og opkaldet var slut. Min mor kaldt utålmodigt, og jeg lagde mobil fra mig. Hvorefter jeg satte kurs mod køkkenet. Jeg sagde ikke rigtig noget mens vi spiste, jeg prøvede stadig at sluge det hele, derfor rørte jeg heller ikke min mad. Da de andre var færdige, gik jeg stille op på mit værelse. Få sekunder efter kom min mor ind. Hun kiggede på mig, og lagde sin hånd på min pande, ”er du syg, mus?” jeg rystede på hovedet, og hun fortsatte; ”du rørte næsten ikke din mad? Og du sagde ikke noget, er du sikker på du er okay?” Jeg nikkede, og smilede så til hende, men hun kunne se det var et falsk smil, jeg havde for meget i hovedet lige nu. ”Jeg er bare træt mor” hun nikkede og forlod så mit værelse. Jeg smed mig i sengen, og derefter blev mit hoved ellers fyldt med tanker. Det var ikke fordi jeg var mundlam, men jeg brød mig ikke om ham. Eller det vidste jeg jo ikke, da jeg ikke kendte ham, men jeg havde helt klart fordomme overfor ham. Tænk hvis det havde været Jasmine, så var hun faldet død om! – det var jeg helt sikker på. Eller hvis det havde været min søster, var hun begyndt at græde. Hvilket jeg tror mange af de piger, der tilbad ham også ville. Nogle ville sikkert give deres liv, for at få chancen, for at snakke med den verdens kendte Justin Bieber. Og jeg? Jeg var egentligt ligeglad, jeg ville bare have min iPod tilbage. Det der undrede mig, var hvor han havde den fra? – jeg mente da, så vidt jeg huskede, at jeg havde tabt den et godt stykke væg derfra hvor han sad. Hvem ville rejse sig, og gå hele vejen over og tage den op, når man var superstjerne. Jeg rejste mig, og gik hen mod spejlet. Mit spejl var stort og fyldte næsten hele min ene væg. Mine veninder havde fået lov at skrive på det, med noget eyeliner. De typiske ting som, jeg elsker dig, verdens bedsteveninder og alt det der. Men i hjørnet, helt nede til venstre, havde Jasmine skrevet – Justin Bieber, min gud.<3 – hun forgudede ham virkelig, det var skrevet med en stor eyeliner, og så stor man lagde mærke til det hver gang man kiggede på spejlet. Jeg havde flere gange prøvet af fjerne det, men så havde hun bare skrevet det igen, så nu havde jeg givet op. Hun havde efterhånden dekoreret mit værelse færdigt. Lige da vi var flyttet hertil, var mit værelse ikke særlig personligt, da jeg ikke rigtigt følte jeg orkede at indrette det. Men det havde Jasmine så gjort. Hun havde malet, stillet tingende som hun ville, skrevet på væggene, men noget som kunne vaskes af igen, hængt nogle billeder og plakater op, og sidst men ikke mindst, havde hun lavet en såkaldt minde-tavle. Det var en stor træplade, med noget stof over, hvor hun havde samlet flere hundrede billeder af os, mig og andre af mine venner og veninder, alt sådan noget. Jeg slap da heller ikke for et meget lille billede af Justin Bieber i hjørnet, jeg tror hun håbede på jeg ikke lagde mærke til det. Det var blevet rigtig pænt, og jeg var utrolig glad for det. Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed over jeg ikke kunne sige noget hende, om opkaldet og alt det, men jeg havde jo lovet det. På den anden side, var hun min bedsteveninde, og hun ville elske det, ellers ville hun bare ikke tro mig. Og af den grund, valgte jeg også af lade hver. Han sagde han ville SMS’e mig senere i dag, men det gjorde han aldrig. Og det irriterede mig grænseløst. Det kunne godt været han ikke se en iPod som en særlig stor ting, fordi han sikkert kunne købe alt hvad han ville, men derfor behøvede han jo ikke skide på mine følelser, for at sige det helt ærligt. Hvis man lover noget, holder man det! Lige meget om man så er kendt altså, det havde ingen betydning for mig. Jeg var utrolig irriteret resten af aftnen, så min mor og søster lod mig bare være. Da klokken nærmede sig de to stykker om natten, valgte jeg så at gå i seng. Jeg fandt Taylor’s T-shirt frem igen, og tog den på. Lidt efter lå jeg i sengen, og mine øjne blev tunge.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...