It begins with hate, but turns into love - Justin Bieber histore

Hej!:-) Jeg vil lige starte med at undskylde for, hvis der er stavefejl eller tastefejl, men jeg håber i kan læse det alligevel ellers må i spørge mig. Historien handler kort sagt om pige ved navn Jess. Hendes lillesøster elsker Justin Bieber, men det er noget Jess i hvert fald ikke gør, men hvem ved måske ændre det sig....

24Likes
42Kommentarer
4765Visninger
AA

14. Han kunne støtte mig, som ingen havde, kunne før

Han rykkede lidt tættere på mig. Og fjernede en tåre fra min kind. ”Det hele startede med, at min far en dag kom sent hjem. Meget senere end de havde aftalt, også blev min mor mistænksom, det skete flere og flere gange. Til sidst fik hun sat en privat detektiv på ham. Hun fandt så ud af, han var ludoman. Men min far blev så sur, at han slå hende. Min mor ville tilgive ham, det ville hun. Men min far ville ikke lade hende. Så en nat, gik alt galt. Jeg havde lægget på mit værelse i flere timer og hørt dem skændes. Der blev kastet rundt med ting, de larmede.” tårerne piblede ned af mine kinder, Justin hev noget papir op af lomme, og gav mig det. Jeg fortsatte; ”min søster, Natalie, kom grædende ind til mig. Hun havde også hørt hvert et ord. Lige pludselig kom min mor op på værelset, hev os begge med ud til bilen, og det var den sidste gang jeg så min far… Jeg har prøvet og skrive, ring, men han vil ingen kontakt have.” han nikkede forstående. Han sagde intet, jeg ville heller ikke have det. Han kunne nærmest læse mine tanker. Han lagde en arm omkring mig, denne støtte havde jeg ikke mærket før. Jeg følte virkelig han forstod. Vi sad længe sådan, og bare kiggede ud mod vandet. Han vandt flere og flere point. Virkede mere og mere nede på jorden. Jeg rejste mig op, og gik lidt rundt. Mine ben sov, han sad og betragtede mig, jeg smilede og han gengældte. Dog med et meget charmerende smil ”org, lad dog hver!” sagde jeg, ”med hvad?” spurgte han grinene ”det der smil, og tro jeg falder for det” sagde jeg, mens jeg bevægede mig baglæns. Og pludselig lå jeg i søen. Jeg havde ikke set, at jorden stoppede. Og hold op hvor var vandet koldt! Justin flækkede af grin, mens jeg pjaskede rundt dernede. Han synes det var mægtig sjovt. ”så hjælp mig dog op, forhelvede!” han hev sin hættetrøje af, og gik hen for at hive mig op, men i stedet for at lade mig hive i, hev jeg ham ned i vandet! ”lær det!” sagde jeg og hoppede op. Jeg grinede og han grinede. Lidt efter sad vi igen i græsset, bare mere… våde! Men det var virkelig koldt! Jeg fik gåsehud, da vinden blæste. Han kiggede på mig ”fryser du?” jeg nikkede kort, hvorefter han rejste sig, og hentede sin hættetrøje, og kastede en ned til mig. Jeg tog den på, og smilede som tak. Han satte sig ned til mig igen. ”OMG, jeg har Justin Bieber’s hættetrøje på!” drillede jeg. Han skubbede mig blidt i siden. Jeg rystede grinene på hovedet. ”så fortæl mig, hvordan er det at være en snobbet popstjerne?” spurgte jeg, han fattede det sjove. ”tja, jeg er glad for at være en snobbet popstjerne, da jeg udlever min drøm. Men alt kan godt blive lidt for meget nogle gange.” han kiggede ned, og jeg lagde mit hovedet på hans skulder. ”det kan jeg tænke mig til, med alle de skrigende piger. Jeg fik ondt i hovedet efter ti minutter af din koncert” grinede jeg. Han smilede. ”det er ikke så meget det, der er bare mange haters, og mange som forventer så utrolig meget af mig. Også alle journalisterne, de går mig virkelig på nerverne!” det med journalisterne kunne jeg godt forstå, jeg havde synes det var meget, bare på tre minutter. Ham smilede til mig, og jeg smilede tilbage. Jeg hev mit kamera op af tasken. ”hvad skal du med det?” spurgte han. ”Her er smukt, jeg vil have et billede” svare jeg, og rejste mig op. Jeg tog et billede af søen, engen og den blå himmel. Så satte jeg mig ned igen. Justin tog kameraet ud af mine hænder, og tog et billede af mig. Jeg tog også et af ham. På meget kort tid, havde vi fået taget flere hundrede billeder af os sammen. Jeg grinede og lagde mig ned. Han kiggede ned på mig. Mørket sænkede sig. ”vi kan vel snart tage hjem? Nu må alle journalisterne være væk igen?” spurgte jeg, og han nikkede. Derefter begav vi os ud i hans bil. Vi havde faktisk en god snak på vejen hjem. Der blev taget en del flere billeder. Men vi hyggede os bare med det. Et par timer efter, holdt vi igen på stranden. Helt nede i ende, væk fra alt andet. Jeg kiggede ud på vandet. ”det er et smukt syn” han smilede selvsikkert ”Ja, vandet altså!” fik jeg skyndt mig og sige. Han grinede, og tog min hånd. ”Tak Jessica” sagde han, ”Jess!” rettede jeg. ”og for hvad?” ”for at have givet mig en chance, selvom du ikke kunne lide mig!” jeg smilede ”jeg kan stadig ikke lide dig, jeg hader dig bare ikke!” sagde jeg drillende og han smilede. Vi stod ud af bilen, og slentrede tilbage ad stranden. Hånd i hånd. ”tak for at høre på mig” sagde jeg og rødmede lidt, nu jeg tænkte over det. ”alt for dig!” sagde han drillende. Vi nåede til stranden ved byen, det vil sige der var menneske, så han tog igen cappen og solbrillerne på. Men det var for sent, vi var blevet set. ”Justin, Justin, hvem er det? Din kæreste?” blev der spurgt, og han slap min hånd. Han sagde intet, men fik mig hevet væk. ”Jess, det var hyggeligt at møde dig, men det er slut nu. Jeg må bede dig om kameraet, så du ikke viser billederne til nogen.” jeg kiggede forvirret på ham. ”jeg kan ikke blive set med dig, folk vil tro noget! Det kan jeg ikke risikere. Du er ikke kendt, du er ikke… vant til det.” Jeg kiggede på ham, og begyndte at græde, mere af vrede, en af tristhed. Tænk jeg troede han kunne være anderledes. Nej han var præcis som alle de andre. ”Så du skammer dig over mig? Fordi jeg ikke er kendt. Men det gør vel heller ikke noget, vi kommer jo ikke sammen, vi er ikke engang venner! Så ved du hvad, tak for du gav mig min iPod tilbage, ha’ et godt liv, Justin! Jeg ser du fortryde at have tilbragt din dag med mig, men ved du hvad? Jeg fortryder at kende dig. Så du kan være helt rolig, jeg skal nok lade hver med at sige det til nogen! Spade!” sagde jeg og vendte ryggen til, han greb fat i min hånd. Jeg troede han ville stoppe mig og sige undskyld, men det eneste der kom ud var; ”Jess, kameraet.” Jeg kiggede på ham, og kastede det så i hovedet på ham! Så vendte jeg om og gik et par skridt. Jeg vendte om igen, trak hættetrøjen af mig, og kastede den efter ham. ”Man skulle jo nødigt tro, du havde givet mig den, vel!” også var jeg ellers væk. Han kunne rende mig, han kunne! Opblæste nar!


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...