It begins with hate, but turns into love - Justin Bieber histore

Hej!:-) Jeg vil lige starte med at undskylde for, hvis der er stavefejl eller tastefejl, men jeg håber i kan læse det alligevel ellers må i spørge mig. Historien handler kort sagt om pige ved navn Jess. Hendes lillesøster elsker Justin Bieber, men det er noget Jess i hvert fald ikke gør, men hvem ved måske ændre det sig....

24Likes
42Kommentarer
4768Visninger
AA

56. Et kapløb med tiden

Jeg kunne Grammy showet i baggrunden, da jeg sad på gulvet, på gangen. Jeg var nærmest blevet svimmel af alle de tanker der fløj igennem mit hoved. Om det der lige var sket, overhovedet var sket, var næsten helt uklart. Justin ville ikke blive såret mere, og der var det, jeg ønskede. Min hjerte bankede utrolig langsomt, og jeg var knust. Af date en kendt, var det ikke noget alle piger drømte om, bare en gang? At date en kendt, måske en sanger, der ville lave en sang om en, der ville hive en op på scenen, der ville vise en frem? – alt det, jeg havde oplevet. Og det var noget alle piger drømte om, men jeg? jeg ville ønske det ikke var sket. Havde jeg ikke tabt min iPod, havde Justin ikke afleveret den tilbage, havde vi ikke været ude at køre sammen, havde vi ikke mødtes, havde jeg ikke været knuset. Justin havde ikke været knust. Lige nu, fortrød jeg alt! Jeg fortrød ikke Justin, jeg fortrød, at det hele var endt, som det nu var. Jeg elskede Justin, og jeg ville aldrig give slip på ham, men jeg ville ikke såre ham, så det var bare noget, jeg blev nødt til. I mit hoved kørte alle vores minder igennem mig. Lige fra vores første kys på stranden, til hans møde med min mor. Jeg klemte et lille smil frem, da jeg huskede vores lille vandkamp. Det var utrolig, at jeg på så kort tid, havde oplevet så meget med Justin. At jeg havde fået de følelser jeg havde, følelser jeg aldrig havde haft før. Og nu, sad jeg her i en virkelig dyr kjole, købt af Justin, men uden Justin. Nogle enkelte tårer løb ned af mine kinder, men tørrede dem langsomt væk. Hvad skulle jeg sige til Caitlin? Eller Chaz? Christian? Pattie? – utrolig venlige Pattie, der altid stod klar til at beskytte mig. Jeg havde utrolig dårlig samvittighed. Jeg var et dårligt menneske.
”Jess?” hørte jeg en blid stemme sige bag mig, jeg kunne sagtens genkende den, Caitlin’s. Jeg trak vejret dybt, men turde ikke rigtig kigge på hende. Var hun mon sur? Skuffet, måske? Hun satte sig på gulvet ved siden af mig, hun havde mine stiletter i hånden, som hun lagde ved siden af mig. I starten blev der ikke sagt noget, så jeg gik ud fra hun var vred, men så pludselig lagde hun sin hånd, over min. ”Caitlin jeg…” – jeg ville i det mindste have chancen for at forklare, men hun afbrød mig. ”Jess, jeg tror der er noget, du har misforstået helt. Hvis du nu bare ville snakke med Justin så…” nu var det min tur til at afbryde. ”Det kan jeg ikke, jeg såre ham bare igen…” jeg kiggede ned, og mærkede med det samme alle tårerne løbe. Jeg mærkede hvordan Caitlin’s hånd løftede min hage op, så jeg var tvunget til at kigge på hende, jeg prøvede at fjerne mine øjne fra hende, men hun holdt blikket fast. ”Jess, du er nødt til at høre på mig! Justin er på vej hjem nu, og nu er han knust, men kun fordi han mister dig. Du har misforstået det andet totalt!” Caitlin’s stemme blev hurtigere, og det lød nærmest som om, hun skulle til at hyperventilere. ”Caitlin! Lad nu hver… jeg så hans blik da han kom ned fra scenen, jeg så hans triste ansigt. Jeg vil ikke lade mig selv, gøre det mod ham, igen” Caitlin’s blik borede ind i øjnene på mig. Hun blev vidst en smule irriteret. ”Jess! Hør nu! Det var Jasmine, han er sur på hende, ikke dig! Og hvis du ikke løber nu, så når han at køre, også for han aldrig fortalt dig, hvad han prøvede på før!” Jeg kiggede uforstående på hende. Var… var det ikke mig, han var irriteret på? Var det ikke mig, der havde knust Justin? – Var det Jasmine? Jeg forstod det ikke, hun havde jo ikke gjort ham noget, andet end at være utrolig flabet, men stadig. Men ville det sige, der var en chance for at blive sammen med Justin, jeg havde en chance! Og den skulle ikke spildes! Jeg kiggede på Caitlin, der smilede og pegede ned af gange, som vi var kommet ind af. ”Skynd dig!” Caitlin hævede stemmen, og smilede. Jeg var så glad for Caitlin, men hende måtte jeg takke senere, lige nu skulle jeg have fat i Justin.

Jeg rejste mig op, og satte i løb. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, eller så hurtigt man nu kunne i sådan en kjole her. Jeg kunne se gennem de store vinduer, der regnede, meget. – og jeg havde ingen sko på, men det betød ingenting, det vigtigste var, at nå til Justin. Gangen virkede nærmest uendelig. Jeg synes jeg løb og løb, gangen havde ingen ende. Endelig kom jeg til hjørnet, hvor jeg vidste jeg skulle dreje, det kunne jeg dog huske. Mit blik flakkede rundt, mens jeg forpustet blev ved med at løbe. Mine øjne faldt hurtigt på Jasmine, der stod foran dørene, man gik ud af, ud til bilerne. NEJ, han kunne ikke være væk, nej! Jeg satte farten højere op, og løb forbi Jasmine, hun sagde noget til mig, men jeg hørte det ikke. Forpustet skubbede jeg mine hænder mod dørene, og løb ud. En bekendt bil, den vi var kommet i, var bakkende på vej ud. ”VENT! VENT! JUSTIN!” men det var for sent. Bilen var kørt. Regnen løb ned over mine kinder, og jeg mærkede hvordan min make – up løb, og mit hår faldt, men alt det var jeg ligeglad med. Jeg havde ikke nået Justin, mit hjerte var knust. Jeg faldt ned på knæ, kjolen blev våd af regnen, men det betød intet. Tårerne løb, og løb, uden ende. Min vejrtrækning blev hurtigtigere og hurtigere. Det kunne bare ikke ske. Jeg havde mistet Justin. Regnen løb ned over min krop, jeg blev mere og mere våd. Og Jasmine, ja hun stod sikker og grinede utrolig meget lige nu. Hun morede sig sikkert. Men da dørene blev åbnet og en skygge trådte ud, orkede jeg ikke at råbe af hende…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...