All my life ɫ One Direction

Destiny McQueen er en 16-årig pige som mistede sin mor ved fødslen. Hendes far drukner sin sorg i sit arbjede og arbejder på fuldtid. Ofte er han på den anden side af jorden, og Destiny blev overladt til en masse forskellige barnepiger, som skulle passe hende. Da hun fyldte 8, tog en sød og rar dame af Destiny, som hendes barnepige. De to får sig et rimelig tæt bånd, og da den unge barnepige, dør, forlader den dårlige samvittighed ikke Destiny. Destiny besøger hende efter lang tid med dårlig samvittighed, og da hun en dag får selskab på kirkegården af en yderst sød dreng, bliver livet alligevel ikke så ensomt, som hun havde regnet med. (Min første fanfiction, så håber i vil tage godt imod den)

70Likes
140Kommentarer
8148Visninger
AA

5. You're so evil. I hate you

 

’’Destiny. Er du der? Destiny, svar mig!’’ Jeg kunne høre Zayn’s desperate forsøg på at få mig til at svare ham.

En bevægelse i øjenkrogen gav et sæt i mig, og både Zayn og jeg vendte hovedet for at kigge på min mobil der vibrerede. Zayn havde vidst sat den på lydløs efter jeg have tabt den. Da lå den på sofabordet og lyste op som en gal.

Endnu engang stod der ’Hemmeligt nr.’ og jeg bad indvendigt til Gud om at han ikke ville ringe mere. Zayn skulle til at række ud efter den, da jeg hurtigt lagde min hånd på hans arm. Han stoppede i sin handling, og stirrede frem. Langsomt løsnede jeg grebet, og Zayn’s anspændte krop blødte op.

’’Lad være med at tage den’’ Fik jeg fremstammet med en lav stemme. ’’Fortæl mig hvem det er’’ Bad han, og jeg tvivlede.

Tøvende stod jeg bare og stirrede frem for mig. Zayn trak mig ud på terrassen og vi satte os ned på hver vores lænestole.

Skulle jeg? Hvis vi skulle være venner, burde han kende mig. Men hvad hvis han ikke gad kendes ved mig. Min egen far gad ikke enga..

’’Det var min far’’ Udbrød jeg, og nu var det også for sent at fortryde.

Zayn’s øjenbryn bevægede sig op i panden på ham og blev til en masse rynker. Han undrede sig helt klart over hvorfor det fik mig til at blive så chokeret.

Så, derfor plaprede jeg løs. Jeg fortalte om min døde mor, min far der brugte alt sin tid på at arbejde, og ikke ville kendes ved mig. Måske fordi jeg mindede meget om mor? Og om Nanny’s død. At det var min skyld, og hvad jeg havde lavet den sidste måned. Hvordan jeg følte. Om mine 2 bedsteveninder der altid støtter mig, og Mary-Ann’s bekymrede miner, samt Kate’s vilde adfærd.

Alt imens jeg forklarede lyttede Zayn oprigtig interesseret og udstødte engang imellem nogle lyde der sikkert betød ’Åh, jeg har så meget medlidenhed med dig’. Selvom dette normalt ville irritere mig groft, skete det ikke i denne situation. Zayn havde en beroligende effekt på mig, selvom jeg så ham første gang i morges. Nu var det aften, og solen var på vej ned.

Zayn’s hånd havde fundet vej frem til mit lår, og klemte en gang imellem. Eller, det var faktisk mit knæ. Hvis det var mit lår, ville det nok være lidt mærkeligt.

Tårer havde fundet vejen frem til mine øjne, og nu flød de bare ud. Zayn sad helt stum, hvilket fik mig til at tvivle. Det var bare rigtig mærkeligt hans mening betød så meget for mig. Normalt ville jeg ligeglad med at en som jeg lige havde mødt synes jeg var mærkelig eller skør, men det var anderledes med Zayn.

Zayn kiggede pludselig opmærksomt på mig. Jeg indså hurtigt jeg var kommet til at mumle hans navn.

’’Sig noget’’ Bad jeg. Jeg kiggede på hans ansigt og prøvede at læse hans ansigt, men jeg havde altid været dårlig til at læse folk. Jeg kunne da se medlidenhed, omsorg også en anden som jeg ikke rigtig kunne tyde.

’’Jeg er virkelig ked af det, Destiny’’ Sagde han langsomt. Det var nok for mig. Nu ville der komme den lange del hvor han fortæller at det ikke e hans skyld jeg er skør, og at han fortrød han tog mig med hjem.

 Hvad tænkte jeg da også på.

 En kendt?

 For filen da.

 Jeg skulle til at rejse mig op, da Zayn trak mig ned igen. Jeg landte på hans skød med et bump, og han kiggede mig dybt i øjnene. Han havde fået tårer i sine smukke brune øjne, og de kiggede blankt på mig.

’’Men derfor kan du da godt snakke med din far alligevel. Måske var det noget vigtigt? Og jeg skal nok holde dig i hånden, hvis du fik brug for det’’ Det sidste sagde han med et smil om læben, hvilket fik mig til at pille uroligt ved mine negle.

Jeg var nervøs. Nervøs, som i virkelig nervøs. Hvordan skulle jeg kunne snakke med min far, når jeg ikke havde gjort det i flere år?

Tøvende gik jeg indenfor, for at hente min mobil. Efter at have taget den fra stuebordet gik jeg udenfor igen. Solen var for længst gået ned, og stjernerne var begyndt at vise sig.

Idet jeg satte mig ned efter at have lukket terrassedøren, ringede min telefon igen. Jeg vidste det ham. Jeg rakte panisk ud efter Zayn’s hånd, og da han gav min et klem faldt jeg straks ned.

’’Alt du har gjort for mig, betyder rigtig meget for mig, Zayn’’ Hviskede jeg, selvom han højst sandsynligt ikke ville høre det på grund af min telefon. Det så dog ud til han havde, for han gav mig et kys på panden. Stedet han havde ladet berøre sin læber brændte, og var en smule vådt efter hans savl. Normalt ville jeg have puffet til ham, og drille ham med det, men dette var ikke tidspunktet.

Med tøvende fingre trykkede jeg på ’answer’ knappen, og satte langsomt røret op til øret. Zayn kunne sagtens lytte med, da lyden var skruet fuldt op.

’’Hallo?’’ Rungede en dyb mandestemme. Hans stemme var gået mere i overgang end sidst, så den lød helt fremmed for mig.

’’Det er Destiny her. Hvem taler jeg med?’’ Sagde jeg. Min stemme var pludselig helt kraftig, og det var som om min selvtillid var røget i vejret.

’’Jamen hej Dess. Hvor’n går det? Spurgte han med falsk interesse. Jeg himlede med øjnene af hans barnlige forsøg på at lyde som en far. Som om at når han pludselig brugte mit kælenavn, ja så var jeg solgt? Tro om igen, fister.

’’Mit navn er Destiny. Ikke Dess! Det går udmærket. Noget specielt du ville? Svarede jeg med en monoton stemme. Navnet Dess blev vrænget ud af mig, og min krop spændte. Zayn kunne vidst mærke det, for han gav min hånd endnu et klem, hvilket straks fik mig til at være mere rolig.

’’Nu havde jeg såmænd håbet på en lidt venligere tone, unge dame! Nå, men jeg ringer for at få dig til at gøre en tjeneste’’ Sagde han strengt. Siden hvornår vidste han hvor gammel jeg var? Og en tjeneste. Hmpff, det ville ikke ske under nogen omstændigheder.

’’Og det tror du jeg ville gå med til? Tro om igen. Eller vent, ville du tage Nanny fra mig? Sorry to say, dad, but she’s gone’’ At snakke om Nanny var virkelig svært. Og min fars svar gjorde mig helt mundlam.

’’Det ved jeg da skam godt. Men jeg ville nu bare sige at du kunne få nogle breve fra din mor. Hun skrev dem mens hun var gravid med dig, og planlagde hvordan hun ville give dig dem, når du lærte at læse. Hvor sødt’’ Vrængede han og slog en falsk latter op.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Eller i det hele taget; Hvordan skulle jeg reagere? Zayn drejede med to fingre, mit hoved mod ham. Han mimede noget i retning af ’Sig ja’.

’’Hvad vil du have mig til?’’ Spurgte jeg med en kold stemme. Gid det ville skræmme ham, så han ville give de breve til mig, uden at få noget for det. Hvordan kunne han overhovedet kalde sig selv for far? Han fortjente det i hvert fald ikke.

’’Jeg er i Japan lige nu, så jeg kan ikke lige med et rejse til England. Der bliver holdt en velgørenhedsfest, og du skal derover i stedet for mig. Det eneste du skal, er at møde op med fint tøj, smile til alle, og holde en lille tale som jeg sender i en besked til dig.’’ Forklarede han, med falsk venlighed i stemmen.

Jeg skar en grimasse af det han lige sagde.

 Min far og en velgørenhedsfest?

 Det passede slet ikke sammen i mine ører.

Og der burde da være noget han havde i bagtankerne.

 Hvorfor skulle han lige få mig til det? Og for noget så simpelt som en fest. Der måtte være noget bagved.

Men hvad hvis han have ændret sig?

 Min hjerne svømmede rundt i en masse tanker. Jeg valgte at stole på ham, da han sagtens kunne gøre mig ondt. Han havde altid noget han kunne få ram på mig med.

Da jeg ville sladre til forældremyndighederne om en dårlig far, truede han mig med at han ville tage Nanny fra mig, og banke hende.

 Gid jeg dengang havde sladret, og fået en eller to bodyguards til at følge Nanny og jeg. Det kunne have været så meget bedre.

’’Og hvad hvis jeg skal noget i morgen?’’ Spurgte jeg flabet om. Han havde godt af at lide en smule.

’’Så ringer jeg til min sekretær og får hende til at sende det hus du bor i, herover. Hvilket vil sige at alt indeni er mit. Hvilket også gælder Nanny’s og mors ting? Eller du kunne komme på et børnehjem? Jeg har masser af andre ideer, men telefonregningen bliver for dyr. Bestem dig hurtigt, eller jeg sender regningen hjem til dig. Besværlig som altid’’ Det sidste mumlede han for sig selv. 3 ord fik mit indre vrede til at slippe løs, og lige inden jeg skulle til at åbne munden og skrige han aldrig havde været der for mig, dækkede en stor hånd for min mund.

Jeg havde glemt alt om Zayn, selvom han stadig holdte min hånd. ’’Bare sig ja. Det skader ikke. Og en dag, så kan du give ham igen. Men ikke nu’’ Hviskede Zayn i mit øre.

Jeg gjorde som han sagde, og fortalte min far, at jeg var med på den.

Et hånligt grin undslap hans mund, og han fik et kraftigt hosteanfald. Det fik mig til at smile, mens Zayn fniste ved siden af mig.

Uden et ord lagde jeg på, og smed telefonen over på Zayn’s lænestol, som var tom. Zayn selv, sad på min højre side. Han smilte tryggende til mig, og gav endnu engang min hånd et klem.

Jeg smilte kort tilbage, for derefter at læne mig opad hans brystkasse. Hans vejrtrækning var rolig, og jeg sukkede. Jeg havde stærkt på fornemmelsen at Zayn og jeg ville kunne få et trofast venskab op at køre, hvilket fik et stort smil til at pryde mine læber.

Zayn trak et tæppe frem under stolen, og lagde det om os. Han holdte mig tæt ind til sig, og delte sin kropsvarme med mig. Trykkende og lettet faldt jeg i søvn.

At falde i søvn var ikke normalt for mig, men i Zayn’s selskab så det ud til at ville ske flere gange endnu. Hans hjerte bankede mod min ryg, og han havde lagt armene om mig.

 Hans hoved hvilede på min skulder, mens jeg sørgede for ikke at lade al min vægt være på ham. Han var trods alt utrolig sød og betænksom. Jeg kiggede mig til siden uden at dreje hovedet.

Zayn så virkelig nuttet ud, sådan som hans hoved var på min skulder og hans øjne lukkede. Et fnis undslap mine læber da jeg tænkte på, hvad hans hår ville ligne om morgenen.

’’Du stirrer’’ Sagde Zayn med lukkede øjne. Jeg fniste endnu engang, mens søvnen langsomt overtog min krop.

 

                                                        ɫ        ɫ        ɫ

 

Et vindstød fik min frosne krop til at skælve. Langsomt slog jeg øjnene op, og lagde mærke til at tæppet var faldet ned. Solen var ed at stå op, og Zayn sov tungt.

 Han havde jo også mig over sig, så han var en del varmere end mig. Vi var faldet i søvn mens vi sad ned. Jeg havde regnet med efter at jeg faldt i søvn, så ville Zayn bære mig op i en seng, men det så vidst ud til han heller ikke kunne modstå søvnen.

Jeg løftede langsomt Zayn’s hoved fra min skulder, og kulden lagde sig hurtigt om mig.

Stedet hvor Zayn’s hoved havde ligget brændte i modsætning til resten af min krop.

 Rystende rejste jeg mig, og gik hen imod tæppet. Vinden slog hurtigt til igen, og fik tæppet til at flyve længere væk.

Jeg udstødte en lyd af utilfreds, og begav mig længere ud. Tæppet stoppede ikke langt fra mig, og lige da jeg skulle til at lange ud efter det, røg det hen mod poolen.

I håb om at poolen ville hjælpe mig med at få fat i det åndssvage tæppe, vendte jeg om mod poolen og gik med hurtige skridt frem. Lige inden jeg skulle til at bukke mig ned for at få fat i tæppet, blev jeg puffet frem, så jeg røg i.

Sprællende fik jeg kæmpet mig op til overfladen og kunne trække vejret. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og min vejrtrækning var urolig.

’’ZAAAAAAAAAAAAYN!’’ Skreg jeg, for derefter at svømme hen til kanten. En ide fik mig til at smile hånligt, men blev afløst af et sukkersødt smil.

Zayn gik tøvende hen til kanten, som var han bange for mig.

 Hvilket han måske også burde.

’’Vil du ikke hjælpe mig op?’’ Jeg prøvede at sige det med en hel normal stemme, så han ikke fik mistanke.

Det gjorde han dog heller ikke.

Hans spændte skuldre slappede af, og han åndede lettet ud. ’’Jeg troede lige du ville gøre gen..’’ Mere nåede han ikke, før et plask lød og Zayn sprællede rundt.

 Det så ud som om han havde svært ved at komme op igen.

Kunne han ikke svømme?

Zayn kom op til overfladen og gispede efter vejret.

 Straks røg han dog i igen. Han sprællede som en gal.

 En uro bredte sig i mig, og jeg skyndte mig over til ham for at hjælpe.

Han var virkelig tung, og som han lå der og sprællede blev han endnu tungere. Et øjeblik gik jeg helt i panik, men fik straks kontrollen igen. Jeg gennemgik de ord som svømmelæren havde fortalt, og fik dem hurtigt gennemført.

Inden længe lå vi begge på græsset, mens vi hev efter vejret. Jeg havde ikke regnet med at Zayn ikke kunne svømme. Det kom helt bag på mig, og jeg kiggede til siden.

Zayn lå med hænderne på brystet, mens hans kropsvægt hvilede på hans albuer. Han drejede hovedet og kiggede undrende på mig og gjorde tegn til at jeg skulle begynde.

’’Jeg vidste virkelig ikke du ikke kunne svømme. Jeg undskylder virkelig mange gange. Det var ikke min men..’’ Et par læber afbrød min hurtige talestrøm.

Zayn sendte mig et prøvende smil, mens jeg bare stirrede chokeret frem for mig. Jeg kunne stadig smage smagen af hans læber, og noget inde i min mave kildede. Jeg kunne ikke helt sætte ord på hvad det var, men på en måde var det behageligt.

’’Det er ok, Destiny. Du kunne ikke gøre for det. Jeg ved jo godt det ikke var din mening’’ Sagde han, mens han smilede stort.

Nød han kysset?

Så det var ikke bare for at få mig til at lukke bøtten?

Som havde han læst mine tanker, lænede han sig frem og lod sine læber ramme min hårbund. Jeg indåndede hans duft og strammede grebet om hans trøje.

Kulden havde igen fundet vej frem under mit tøj, men Zayn’s varme distraherede mig fra at tænke på det.

Alligevel nikkede jeg ja, da han spurgte om vi skulle gå indenfor. Tæppet lod vi stå udenfor, og jeg huskede at tage min mobil med mig på vejen ind.

Indenfor var der varmt, og Zayn ledte os ovenpå hvor hans værelse forhåbentlig lå. Jeg havde ikke lyst til at sove alene, så da han spurgte om jeg have noget imod at sove sammen med ham, rystede jeg kraftigt på hovedet.

Først skulle vi lige skifte tøj, da det ville være ekstremt koldt at sove med vådt tøj. Da Zayn trak sin trøje af, kunne jeg ikke lade være med at overglo hans mavemuskler. Hold da helt op.

Han fangede mig i at stirre på ham, og fniste tydeligt over mit ansigtsudtryk.

’’Vil du ikke vende dig om?’’ Spurgte jeg Zayn, da han havde sat sig godt til rette på sengen, for at se mig klæde om. Han sendte mig et skuffet blik, mens han kiggede ind mod væggen.

Hurtigt trak jeg Zayn’s våde trøje af, og erstattede den med en ny hvid T-shirt. Joggingbukserne røg også af, og jeg fik et par nye af Zayn.

Vi lagde os godt til rette i sengen, og kiggede op i loftet. Jeg var egentlig rigtig træt. Dagen i går og i dag havde været meget anderledes.

Jeg havde regnet med at tage hjem efter turen på kirkegården også græde mig selv i søvn flere nætter efter. I stedet fik jeg mig en ny ven, som måske kunne blive til mere.

På disse to dage havde jeg grint meget mere, end jeg havde i en hel måned. Zayn var virkelig god for mig, og han var sikkert klar over det.

Med hånden hvilende på hans bryst, mens vores knæ rørte hinanden, faldt jeg ind i en drømmeløs søvn.

 

 

Zayn’s synsvinkel:

’’Waky waky Zainyyy’’ Jeg kunne mærke en person hoppe rundt i min seng. Med lukkede øjne greb jeg ud efter personens ankel og trak til. Som jeg allerede havde regnet ud var personen Destiny. Hun landede på min mave, og jeg udstødte et klynk.

Luften blev slået ud af mig, og jeg gispede efter vejret. ’’Dess… Luft..urghf’’ Jeg prøvede at få hende til at rejse sig, hvilket hun også gjorde. Hun satte sine fødder på gulvet, og rakte armene ud mod mig. Jeg tog fat i hendes hænder, og langsomt trak hun mig op.

’’Jeg har lavet mad’’ Fniste hun. Jeg undrede mig over hvad hun fniste over. Så jeg spurgte hende. Hun svarede ved at pege på mit hår.

Forvirret gik jeg hen til spejlet og lagde mærke til mit hår var uglet. Jeg fattede hentydningen og smilte en smule. Mit blik faldt automatisk på mine læber, og jeg lukkede øjnene.

Destiny’s læber mod mine føltes så fantastisk.

Jeg var ikke forelsket i hende, men hun var virkelig tiltrækkende. Og som hun stod der og bare snakkede løs, kunne jeg ikke holde mig. Og jeg fortrød det ikke.

Lugten af røræg og bacon trak mig ud af mine tanker, og jeg dansede ned mod køkkenet hvor Destiny dækkede bord. ’’Har min lille solstråle brug for hjælp?’’ Drillede jeg, mens jeg skubbede til hende med hoften.

Hun fnes mens hun rystede på hovedet, og fortsatte med at dække bordet.

Jeg satte mig hurtigt ned på stolen, for derefter at gå løs på maden. Det hele duftede skønt, og det smagte også herligt. Der var lunt i køkkenet, mens det regnede udenfor.

Jeg kiggede til siden hvor der hang et spejl på væggen. Det viste sig Destiny der skulle snige sig ind på mig, og hun havde ikke lagt mærke til at jeg havde opdaget hende.

Jeg kunne se på hende at hun ville ugle mit hår mere til, så lige da hendes hænder var over mit hoved, greb jeg ud efter dem og placerede dem på mine kinder. Hendes hænder var iskolde hvilket fik mig til at skælve kort.

Hendes perlende latter lød, og jeg grinede med hende.

Jeg kunne mærke på hende at hun havde følt det var befriende at give slip på sine tanker, leve i nuet og bare grine.

Da hun fortalte mig sin historie syntes jeg hun var sej. At hun havde klaret at være igennem alt dette var virkelig modigt, også selvom hun græd sig selv i søvn.
I starten var jeg chokeret og målløs, men da hun desperat begyndte at få mig til at sige noget, kom jeg tilbage til virkeligheden.

Destiny betød allerede virkelig meget for mig, og at hun allerede havde åbnet op for mig var fantastisk. Jeg ved ikke hvad dette ville føre til, men noget burde det da. Vi havde haft en fantastisk kys, som jeg længes efter.

Hun satte sig overfor mig, og vi førte den ene samtale efter den anden. Jeg fik fortalt hende om mit band. Om min familie, og om at være kendt i en alder af 19 år. Hun lyttede med oprigtig nysgerrighed, og bad mig da også om en autograf til hendes 2 bedsteveninder.

Hun nævnte noget med at de ville give hende en masse skideballer for at være væk, og havde brug for noget at aflede deres opmærksomhed med. det fik mig til at klukke, og kort efter grinte vi begge to.

Jeg tog af bordet, mens jeg befalede Destiny om at sætte sig ind i stuen. Hun havde lavet morgenmad og dækket bord, trods hun var en gæst. Jeg havde jo manerer.

’Zayn, kan du køre mig hjem igen? Jeg aner ikke hvor jeg er, og jeg har brug for noget ordentligt tøj som ikke stinker’’ Spurgte hun. Jeg fnyste, mens jeg med et fornærmet blik svarede hende igen.

’’Du kan selv stinke. Og jeg dufter amaziiiing’’ Drillede jeg, mens jeg satte en hånd i siden.

’’Jeg mente at det stank af sved. Og selvtilliden fejler vist intet? Hey vent, er det en tot hår jeg kan se der hænger løst?’’Svarede hun kækt.

Jeg hoppede op i luften og spurtede hen til et spejl. Mit hår sad heldigvis som det skulle, hvilket fik mig til at ånde lettet ud. Men hey! Hun havde snydt mig.

Ude fra stuen kunne jeg høre hendes høje latter, hvilket fik mig til at smile. Jeg hoppede ind i stuen, og sprang på hende, da jeg var tæt nok på. Overraskelsen var tydelig i hendes øjne, og hun gav et spjæt fra sig.

Jeg begyndte at kilde hende og hun skreg af grin. Jeg selv fniste, og sørgede omhyggeligt for at hun ikke kunne komme fri.

Hun vred sig under min vægt og prøvede at skubbe mig af sig. Det mislykkedes dog totalt for hende, hvilket fik mig til at grine endnu mere.

Efter lidt tid var vi begge to virkelig forpustede og trætte. Vi hev efter vejret, og da vi begge kiggede på hinanden, brød vi endnu engang ud i grin.

Nå, skal vi køre?’’ Fik jeg spurgt om. Dess nikkede, og rejste sig. Hun hjalp mig op at stå, og sammen giv ud i gangen hvor vi fik overtøj på.

 

                                                                   ɫ        ɫ        ɫ

 

Hvad synes i om kysset? Og hendes fars betingelse? Hvad tror i der vil ske i næste kapitel? Hvad mener i om at synsvinklerne skifter? Var kapitlets længde i orden eller var det for langt/kort?

 

Ord:3.689

OMG! 22 Likes? Tusind tak, det betyder virkelig meget for mig. Jeg havde slet ikke regnet med at så mange likes på min førte movella. Millioner gange tak, og ha' en god aften :))

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...