All my life ɫ One Direction

Destiny McQueen er en 16-årig pige som mistede sin mor ved fødslen. Hendes far drukner sin sorg i sit arbjede og arbejder på fuldtid. Ofte er han på den anden side af jorden, og Destiny blev overladt til en masse forskellige barnepiger, som skulle passe hende. Da hun fyldte 8, tog en sød og rar dame af Destiny, som hendes barnepige. De to får sig et rimelig tæt bånd, og da den unge barnepige, dør, forlader den dårlige samvittighed ikke Destiny. Destiny besøger hende efter lang tid med dårlig samvittighed, og da hun en dag får selskab på kirkegården af en yderst sød dreng, bliver livet alligevel ikke så ensomt, som hun havde regnet med.

(Min første fanfiction, så håber i vil tage godt imod den)

70Likes
140Kommentarer
8158Visninger
AA

16. The end

Bilerne susede af sted, mens jeg stod på fortovet. En kvinde med knaldrøde læber snakkede højlydt i telefon, men alligevel forstod jeg intet af hvad hun sagde. Det skyldtes nok det faktum at sproget var japansk, ligesom næsten alt andet i miles omkreds. De farverige skilte der udelukkende bestod af de kinesiske bogstaver, og det samme med nummerpladen på en bil der trillede længere fremme. Indtil videre havde jeg forgæves forsøgt at skaffe mig en taxa, men det var ikke lykkedes mig endnu. Enten havde chaufførerne alt for travlt, eller også forstod de ikke hvad jeg snakkede om. Det undrede mig bare rigtig meget, at de ikke kunne forstå engelsk. En buttet taxachauffør havde endda sendt mig et dræberblik, da jeg forklarede ham at jeg ville på hospitalet. Måske havde han misforstået hvad jeg sagde, for andre grunde så ikke mulige ud.

Jeg rystede på hovedet og kiggede i retning af en mand der lige steg ud af den samme gule bil, som de andre taxaer.  Han så meget engelsk ud, så chaufføren og manden havde nok kommunikeret sammen, og jeg besluttede mig for at give den taxa en chance. Jeg satte mine solbriller op i panden og begyndte at småløbe hen til bilen, der holdte til siden lidt længere fremme. Solen bagte ned på mit ansigt, og jeg pustede kort ud i luften, så vinden slog blidt mod mit ansigt. Mine hæle klikkede en smule højt mod den asfalterede vej og jeg rette kort på min hvide nederdel. Mit outfit bestod af en gennemsigtig hvid T-shirt der havde noget print ved brysterne. T-shirten havde jeg stukket ned i en hvid høj taljet nederdel, som gik mig til lidt længere nede end midt på lårene. Mine sko var en svag lyserød farve, og havde en lille hæl. Ikke det helt store. Mit hår havde jeg sat op i en lidt rodet knold, men alligevel lidt fin i det.

Jeg nærmede mig bilen og nåede akkurat lige at banke på ruden, inden chaufføren havde kørt videre på sin arbejdsrute. Han kiggede forvirret rundt i bilen, inden han fik øje på mig. Jeg sendte ham et strålende smil, trods min nervøsitet der helt klart ville blive værre, jo mere vi nærmede os hospitalet. Jeg åbnede døren ind til bagsædet og spurgte om han kunne køre mig hen til den adresse, som Marc havde skrevet. Den venligt udseende chauffør nikkede og sendte mig et smil. Dernæst vendte han sig om igen og kiggede ud af forruden. Inden da skrev han dog lige adressen ind på en yderst anderledes GPS, end dem vi havde i England. Bilen trillede ud på kørebanen igen og med et slappede jeg fuldstændig af. Det gav mig en indre ro, og gav mig rigeligt med tid til at tænke. Efter chaufførens halvutydelige engelske tale, havde jeg formået at forstå at der var cirka 45 minutters kørsel hen til hospitalet. Han havde åbenbart regnet ud at det var et privat hospital, så fordi at der sikkert blev taget godt i mod hvem jeg end skulle besøge, kørte chaufføren med en normal hastighed. Tankerne susede rundt indeni mig, men jeg blev ikke forvirret over det, ligesom sidste gang.

Da jeg havde ringet Zayn op og fortalt ham min beslutning, havde han flere gange spurgt om jeg nu var sikker. Jeg fortalte ham dog at han ikke skulle bekymre sig og at jeg var helt sikker. Derefter havde han insisteret på at tage med, men det takkede jeg dog nej til. Alligevel havde jeg tilbudt at han gerne måtte komme efter jeg havde snakket med min far og ordnet vores problemer. Jeg kunne på det tidspunkt se Zayn’s sårede ansigt for mig og en mindre dårlig samvittighed havde bredt sig ud i min mave. Jeg var dog rigtig glad for at han skulle komme. Hvis intet gik som planlagt og jeg blev såret, ville det være rigtig rart at have Zayn til at trøste mig. Hvis det gik som planlagt, kunne jeg vise Zayn overfor min far, og vide hans mening. Selvom jeg ikke ville give slip på Zayn, af den grund at min far ikke brød sig om ham. Jeg tvivlede stærkt på at min far ikke ville kunne lide ham, for der var intet negativt omkring Zayn. Måske at han røg, men han havde lovet mig at han ville skære ned på det. At stoppe helt, lød umuligt for ham. Det forstod jeg også helt, så at han idet mindste ville ryge mindre end normalt for min skyld, betød virkelig meget.

Efter at have snakket med Zayn, ringede jeg til Kate, som heldigvis var sammen med Ann. Så behøvede jeg ikke at gentage mig selv. Da jeg fortalte dem det samme som jeg havde fortalt Zayn, tog de det helt fint. De fortalte begge at de bakkede mig hundrede procent op, hvilket havde fået mine læber til at bevæge sig opad i et stort smil. Dernæst havde de begge tilbudt at pakke min kuffert for mig, og selvom det kun var cirka 5 dage, takkede jeg ja. Imens ringede jeg til Niall, men da han ikke tog sin mobil ringede jeg Harry op.

Ham havde jeg egentlig ikke fået snakket så meget med, så det var på en måde oplagt at jeg ringede til ham. Jeg havde regnet med en kort samtale, men det viste sig at det blev til et telefonopkald der varede i et kvarter. Vi grinte en masse, også spurgte Harry om hjælp til en pige. Hun var vidst ikke typen der faldt for selvsikre typer, og hun troede Harry var en player. Han havde lydt virkelig nedtrykt da han fortalte om det, og jeg kunne ikke lade være med at få ondt af ham. Derfor præsterede jeg at komme med et par råd, og dem tog Harry i hvert fald godt imod. Han lovede at fortælle det til Niall og de andre drenge, og at kramme dem alle sammen for mig. Zayn skulle selvfølgelig have et kys på munden, men da Harry skulle gøre det for mig, valgte jeg bare at sige et kindkys. Det havde han nu heller ikke noget imod. Desværre kunne jeg ikke selv sige farvel til Zayn, fordi han skulle sove hos sin mor den dag jeg ringede til ham, til næste dag. Det var virkelig ærgerligt, men jeg skulle forhåbentlig se ham igen i morgen.
Næsten en hel uge med Zayn i Japan lød forfriskende, og jeg glædede mig ved tanken. Men på tidspunktet var det min far jeg skulle fokusere på, så jeg blev mere seriøs.

Da pigerne var færdige med min kuffert fulgte de mig hen til lufthavnen og krammede mig farvel. Derefter satte jeg mig ind i flyet. Jeg fløj på første klasse, og der var heldigvis ikke særlig meget larm. Tiden gik med at tænke over hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle opføre mig. Med de tanker faldt jeg i søvn og vågnede først da stewardessen prikkede mig på skulderen.

 

Bilen kørte stadig og jeg kiggede hen mod chaufføren. Han var standset foran en benzintank og var ude foran for at fylde bilen op med det. Imens lænede jeg mig forover, for at tænde radioen. Chaufføren lignede ikke en der havde noget imod det, så jeg kunne godt tillade mig at tænde lidt musik. Der var 5 forskellige radiokanaler, og det var først på den sidste kanal at der blev spillet noget engelsk musik. De andre var japanske sange. Sangen var en sang jeg havde hørt for nylig, men jeg kunne ikke helt komme i tanker om hvad den hed. Det var først i omkvædet at jeg huskede navnet. Katy Perry – The one that got away. Næsten det der skete for mig og min far, bare med det faktum at vi aldrig havde været kærester og heller ikke ville blive det. Det ville være alt for klamt og jeg rystede hurtigt tankerne af mig.

Chaufføren satte sig tilbage og sendte mig endnu et smil.

’’Hvor lang tid er der tilbage?’’ Spurgte jeg med en lidt hæs stemme. Jeg rømmede mig hurtigt og gentog mig selv endnu engang.

’’Små ti minutter’’ Svarede han og vendte sig endnu engang og skruede lidt op for radioen. Jeg smilte lidt af at han var så venlig og satte mig ordentlig op i sædet. Solen havde bevæget sig en smule og skinnede derfor direkte på min kind. Jeg satte en hånd for min kind der vendte ud mod vinduet og gav min opmærksomhed mod chaufføren der var begyndt at tale.

’’Hvem skal du besøge?’’ Hans spørgsmål kom egentlig bag på mig. Jeg havde ikke regnet med at en fremmed var interesseret i mig, men jeg tog hans spørgsmål som noget godt.

’’Min far’’ Ordene hang en smule fast i luften efter jeg havde sagt dem, men det forhindrede ikke chaufføren i at spørge videre. Jeg havde dog ikke noget i mod det, det var tværtimod rart at fortælle, selvom ordene nogle gange kunne gøre ondt.

’’Hvorfor bor i adskilt?’’ Chaufføren så ud til at have opfattet der var nogle små fjendtligheder mellem min far, for hvilken far og datter ville bo SÅ langt væk fra hinanden? Også endda en datter som ikke græder, selvom ens far ligger på hospitalet? Han lignte en der var oprigtig interesseret, og ikke bare spurgte fordi han selv var nysgerrig, men for at jeg kunne have det lidt bedre. Han stoppede bilen og bad mig sætte mig op foran. Jeg gjorde som han sagde, da han lignte fader-typen.

Derfor plaprede jeg også bare løs om det meste af min livshistorie. Om at min far og jeg ikke snakkede sammen, fordi han havde for travlt med sit arbejde. Om at grunden var min mors død. Dernæst fortalte jeg om Marc’s brev, som havde fået mig til at træffe en beslutning. Historien om Zayn behøvede han ikke, for der var heller ikke særlig lang tid til at vi ville ankomme til hospitalet. Jeg fortalte historien så detaljeret og kort på samme tid, og chaufføren som hed Andy, så ud til at forstå mig. Han gav i hvert fald mit lår et klem, og trak så hånden til sig. Jeg havde intet imod hans lille berøring, for der var intet i det andet end et venskabeligt klem.

2 minutter efter var vi fremme og en stor bygning tårnede sig op. Den så dog ikke ud til at være den største heromkring, for stedet var propfyldt med en masse andre høje bygninger. Hospitalet var malet i en kridhvid farve, men malingen var skallet af et par få steder, så en dyster grå farve kom til syne. Jeg betalte Andy pengene for turen, takkede ham for at lytte, og begav mig så ud af bilen og ind i bygningen der lå foran mig. Med det samme da jeg trådte ind, fik jeg øje på en mindre gruppe fotografer. Selvfølgelig. Min far var jo ’vigtig’, hvilket nok var grundet hans høje arbejdsplads. Jeg gik i retning af en elevator, og ventede tålmodigt på at den ville åbne de røde døre. Imens skrev jeg en kort besked til Zayn.

’’Jeg er på hospitalet nu. Venter på elevatoren. Der er en gruppe paparazzier, som snakker lavmælt sammen, men jeg tror ikke de har fået øje på mig. Elsker dig x’’

Jeg sendte den, i samme øjeblik som elevatoren åbnede sine døre. Jeg trådte ind, hvor der allerede stod en sygeplejerske. Da var det at jeg kom i tanker om jeg ikke vidste hvilken etage eller hvilket værelse, min far lå på. Inden sygeplejersken trykkede på knappen til en anden etage, skyndte jeg mig ud, efter at have sendt hende et undskyldende smil. Jeg fortsatte mod receptionisten og rømmede mig kort da jeg nåede derhen. Hurtigt fik jeg den midaldrende kvindes opmærksomhed.

’’Jeg er kommet for at besøge en Will McQueen’’ Meddelte jeg hende med en monoton stemme, og sendte hende et venligt smil. Hun gengældte mit smil og kiggede kort ned på sin computer, for derefter at taste noget ind på den. Imens kiggede jeg mig lidt omkring, og efter jeg havde studeret stedet flere gange, var damen færdig. Hun åbnede munden og begyndte så at snakke.

’’Han har ønsket at det skulle forblive hemmeligt. Ellers andet jeg kan hjælpe med?’’ Trods hendes undvigende tone, smilede hun venligt. Jeg havde på fornemmelsen at hun kun snakkede sådan på grund af hendes arbejde, og gerne ville være venlig imod så mange som muligt.

’’Jeg er hans datter’’ Svarede jeg så, og en lille rynke opstod mellem kvindens øjenbryn. Hun undrede sig sikkert over, hvorfor min far ikke havde fortalt det til hende. Og ganske rigtig, for hun spurgte mig om det.

’’Min far og jeg har ikke været.. på talefod, og jeg vil gerne overraske ham’’ Måske var det lidt forkert bare at sige det til hende, men hun virkede som en sød type, der havde stor respekt for familieforhold. Ikke at jeg kunne vide det, men det var bare noget jeg tænkte.

’’Hmm, okay selvfølgelig’’ Hurtigt forklarede hun mig etagen og værelsesnummeret, og efter et tak og nogle smil, begav jeg mig endnu engang hen til elevatoren. Jeg kiggede mig omkring og fik øje på paparazzi gruppen. En kvinde stod lidt uden for gruppen og kiggede rundt. Hendes blik studerede kraftigt menneskene her, som ville de kunne give hende en rigtig god artikel. Inden hendes blik kunne nå mit, kiggede jeg væk og trykkede på sølvknappen der signalerede til elevatoren om at der var nogen der ventede på den. Dog kunne jeg kort efter se et par blitzer blænde mod min ryg og siden af min arm. Jeg vendte mig om for at se efter om fotograferne havde fået øje på mig, og straks gik blitzene løs. Lyde af fingre der knaldede mod knappen til at tage billeder, kunne tydeligt høres, sammen med lyden af nogle spørgsmål der blev fyret ud i rummet. Overvældet trådte jeg et par skridt tilbage og skyggede for mine øjne med min højre hånd. Jeg trådte endnu et skridt bagud og ramte noget koldt metal. Hurtigt var jeg klar over at det var elevatoren, så efter at have vendt mig om gik jeg ind i den. Nogle skridt der bevægede sig tættere på mig, kunne høres, men jeg skyndte mig at trykke på knappen der ville føre mig til min fars etage. Elevator dørene lukkede sig med en lidt for langsom fart, men ingen af paparazzierne nåede at komme ind.

Jeg lænede mig op ad væggen og åndede lettet ud. Jeg ville ikke rigtig nyde at se mig selv på et blad, hvor de sikkert opfandt et eller andet som ikke er sandt. Overskriften kunne tydeligt lyde noget i retning af ’’Destiny besøger far Will McQueen på privat hospital, for at arve alle hans penge’’

Det var engang sket med en af min fars kollegaer og kollegaens datter. Det havde dog vist sig overhovedet ikke at være sandt, og der blev også åbnet en lille retssag mod journalisten. Dog blev sagen droppet, da den alligevel ikke var så vigtig. Det var ikke sådan at det var noget min far havde fortalt mig, for vi snakkede jo ikke sammen. Kate havde fundet et blad hvor der stod noget med Lady Gaga på, også længere nede stod der noget om dem.

En lille lyd stammede fra en mindre højtaler der var placeret lige over døren, og meddelte at elevatoren var på etagen. Jeg traskede ud af den, og kiggede på dørene efter at få øje på det tal som receptionisten havde fortalt mig. Langsomt begyndte mit hjerte at banke en smule hurtigere, men det var ikke det mest vilde. Måske var jeg blevet lidt roligere, efter mine tanker havde været på fuld skrue. Jeg kiggede forskrækket op, da jeg kunne mærke jeg var ved at gå ind i nogen. Vedkommende havde dog været mere opmærksom end jeg, for den halvgamle læge veg lidt væk fra mig. Jeg sendte ham et undskyldende smil, som han besvarede. Derefter fortsatte jeg med at lede efter min fars stue.

Nogle minutter senere fandt jeg det dog, og stod lige ud for døren. Med en tøvende hånd bankede jeg blidt på døren, hvis nu han sov. Jeg ville ikke starte ud med at vække ham, for det ville bestemt ikke gøre det bedre mellem os. Selvom jeg havde en indre vrede indeni mig, var jeg utrolig fornuftig, og havde heldigvis smidt min vrede så langt væk, at den forhåbentlig ikke ville findes hos mig igen. Og da slet ikke, hvis min far og jeg fandt ud af det.

Jeg kunne intet høre fra den anden side af døren, hvilket nok skyldtes den lydtætte dør, de havde her på hospitalet. Jeg ventede nogle få sekunder inden jeg trådte indenfor, da jeg kunne regne ud at nogle burde have sagt noget i retning af kom ind. Døren knirkede let, og længere fremme kunne jeg ane en skygge der sad på en stol. Lavmælt snak lød, og jeg rømmede mig kort for at vedkommende skulle vide jeg var her.

Jeg regnede med at det var min far og en anden der snakkede sammen, men tanken lød pludselig ikke så fornuftig. Jeg søgte rundt i min hjerne, og nåede frem til at min far burde blive opereret lige, jeg skævede til mit armbåndsur, nu. Derfor rynkede jeg også panden, men blev stående på min plads. Vedkommende der sad ned lige før så ud til at have hørt min tilstedeværelse, for kort efter rejste personen sig fra stolen og gik ud til gangen, hvor det viste sig at være en halv kraftig bygget mand i fint jakkesæt. I hånden havde han en sort IPhone som han holdte en hånd overfor, sikkert fordi at han snakkede i telefon lige før. Jeg fik bekræftet min teori om at min far var i gang med at blive opereret lige nu, og tanken skræmte mig.

Følelsen af at der var en chance for at han ikke overlevede, drev mig til vanvid, trods jeg først lige var begyndt at komme til fornuft. Manden stod få meter fra mig, så han havde nok regnet ud hvem jeg var. Dog kendte jeg intet til ham, havde aldrig set ham før. Tanken om at det kunne være Marc slog mig først da han præsenterede sig selv som en af min fars bedstevenner, og jeg sendte ham et halvhjertet smil. Marc gengældte det med et bekymret og samtidig venligt smil, og rakte mig sin anden ledige hånd. Jeg trykkede den blidt og nikkede kort til ham. Marc lavede et tegn med to fingre om at han lige skulle snakke videre i telefon, og jeg sendte ham bare et smil, som at han havde min tilladelse. Selvom den ikke ville betyde så meget, men det var jo ret godt at være høflig.

 Mens Marc vendte ryggen til mig og snakkede videre, studerede jeg gangen. Der var malet hvide vægge, og en halvstor plante stod lænet op ad den ene væg. På den anden væg var der et maleri af noget kunst, som i starten forestillede en klump dej i røde nuancer. Da jeg studerede det lidt nærmede, begyndte billedet at forme sig til små utydelige billeder.

Jeg trådte tættere på billedet og stod en smule på tæer, så jeg var i øjenhøjde med maleriet. Mine øjne legede med billedets former og de forskellige nuancer af farven rød, og et lille øjeblik dansede maleriet næsten. Jeg rystede på hovedet og kiggede så indtrængende på det.
Jeg lagde mærke til en lang tyk streg der var malet nedad, så den godt kunne gå for at være en stilk til en rose eller en hvilken som helst blomst. Jeg løftede blikket en smule, og rigtig nok var det en rose der var blevet malet. Jeg kiggede grundigt på rosen, som var i en kraftig rød farve på toppen. Pludselig opdagede jeg en streg som kunne gå for at adskille himlen og jorden fra hinanden, og en smal vej der kørte rundt om et bjerg kom til synes. Rosen forestillede nu en mindre bil der manglede et dæk, men det var ikke det der fangede min opmærksomhed.
Stilken havde formet sig til et træ, hvor bladene var visnet en del, og træet næsten så helt nøgent ud. Jeg kiggede til højre for at kigge på bjerglandskabet endnu engang, men det eneste jeg kunne se var to fugle som havde den samme orm i munden. Det mindede alt for meget om en scene fra en film jeg så, hvor pigen og drengen kommer til at tage den samme spaghetti, og ender med at kysse. Det skete dog ikke her, da det kun var et billede.

En stemme rungede kraftigt i mit hoved, og jeg lagde hurtigt en støttende hånd mod væggen. Men i stedet for at ramme væggen, kom jeg til at ramme maleriets kant, så det i en langsom, men hurtig bevægelse faldt ned på gulvet, hvor glasset splintrede i tusind småstykker. Jeg stirrede forfærdet på det førhen smukke maleri, som nu endnu engang forestillede en klump dej i rød. Jeg rystede forvirret på hovedet af mig selv, og stemmen fra før lød igen for mine ører. Første gang havde jeg ikke forstået hvad stemmen sagde, men anden gang kunne jeg både mærke og forstå ordenes tydelighed. ’’Læg mærke til hvordan billedet så ud først, bagefter og nu’’. Jeg kiggede tilbage i min hukommelse, selvom det hele kun var sket på under 2 minutter. Og der var det at det faldt mig ind.

Jeg startede med at se et ligegyldigt billede, og hvis jeg ikke kedede mig, ville jeg aldrig have fundet det interessant. Men jeg var heldig at jeg fandt det kedeligt og uinteressant, for da var det at jeg lagde mærke til alle de smukke ting omkring noget som nogle ville kalde det, grimt. Efter at jeg tabte det og glasset gik i stykker, var det som om at jeg skulle kende maleriet på ny. Som om at det var nøgent og ikke havde noget at dække sig til med, andet end sin facade.
Præcis som mig og min far.
Han følte helt klart sorg over min mors død, og at se på mig hver eneste dag, må have været noget af det hårdeste jeg kan forestille mig. Faktisk kunne jeg ikke engang forestille mig smerten, men jeg kunne regne ud at den havde været ulidelig. Jeg var klar til at smide alt hvad jeg havde i hænderne, og begynde på ny. Min far byggede sin facade, da hans glas, mor, gik i stykker. Jeg selv havde aldrig tænkt over at han følte det på dén måde, men på det tidspunkt gav det hele mening. Jeg var sikker på at hvis min far kom levende ud af den operationsstue som lå på anden etage, ville vi helt klart finde ud af det. Et håb begyndte at spire sig indeni mig, og jeg begyndte at smile.

Mens jeg stod der og stadig kiggede uopmærksomt på det ødelagte kunstværk, havde jeg ikke hørt at Marc var færdig med at snakke. Først da han rømmede sig, vendte jeg mig om og sendte ham et stort smil. Marc kiggede forvirret på mig, men gengældte dog mit smil.

’’Hvorfor så glad, unge dame?’’ Spurgte han nysgerrigt og støttede vægten på sit ene ben. Det andet løftede han let og støttede op ad væggen bagved ham. Jeg trak kort på skuldrene og sendte ham et endnu bredere smil end før. Han klukkede lidt, inden han rettede sig op og kiggede alvorligt på mig. Jeg kiggede nysgerrigt på ham, da han lignte en der skulle til at snakke. Hvilket han også gjorde.

’’Din far er færdig med operationen, og du kan godt se til ham, hvis du har lyst’’ Hans stemme lød så nedtrykt, hvilket med et smadrede alle mine håb indeni mig. Det lød som om at han allerede var sikker på at min far ikke overlevede, men i brevet han sendte mig, stod der da at han troede min far ville klare den, 100 %? Jeg kiggede underligt på ham, og han skiftede hurtigt sit triste ’smil’, med et mere trygt et.
Dog havde jeg set det triste smil der var på hans læber, og jeg gik med hovedet bøjet ud af døren.

Gangen herude føltes længere end den var da jeg var på vej herover, selvom jeg heller ikke havde det for godt denne gang. Førhen havde jeg været nervøs, men det var intet i forhold til min nervøsitet på tidspunktet. Mine hænder svedte og jeg gned dem mod hinanden, og tørte så sveden af i min nederdel. Den viftede lidt mens jeg gik, sikkert fordi at jeg gik med lidt for hurtige skridt. Mine sko klikkede højt, men jeg fokuserede ikke på det. En tung klump havde sat sig fast nede i min mave, og mindede mest af alt om en urokkelig sten som man bare ikke kunne få væk. Kvalmen havde også meldt sig og et øjeblik føltes det som om at syren fra min mave var ved at komme op, men heldigvis skete det ikke. Min hjerne alarmerede at jeg skulle kaste op, hvilket fik mig til at standse op med et ryk. Hurtigt fik jeg fundet vejen hen til toilettet, og inden længe lå jeg nede på gulvet og knækkede mig. Min morgenmad sammen med noget mavesyre smagte ubehageligt, og jeg skar en grimasse af den sygelige væske som for kort tid siden var blevet kastet op. Efter noget der føltes som en mindre evighed, dog kun var 5 minutter, rejste jeg mig op og holdte en hånd for munden, mens jeg bevægede mig hen til håndvasken. Hvis nu jeg skulle op med mere. Jeg lagde mine hænder mod den kolde bordplade og ønskede bare noget koldt vind mod mit ansigt. Mit hår klistrede ude i siden til min kind, så jeg vaskede mine hænder og fjernede så håret. Derefter tændte jeg for vandhanen, og i et par sekunder stirrede jeg bare på den gennemsigtige, men samtidige hvide, væske ryge ud af hullet fra hanen og videre til håndvasken. Dog kom jeg til mig selv og plaskede noget vand i ansigtet. Noget vand sprøjtede på min T-shirt, men det betød ikke så meget lige der. Jeg tørrede mine hænder hurtigt under håndtørreren der var placeret på væggen, og resten af vandet tørrede jeg i min nederdel, endnu engang. Jeg lagde mærke til to halvsorte pletter på det nederste af min nederdel, som var kommet da jeg satte mig på gulvet lige før. Jeg ignorerede det dog, da jeg allerede havde tilbragt nok tid herude.

Hurtigt åbnede jeg døren og gik ud på gangen endnu engang. Jeg pustede let til mit hår som faldt ned over mit ansigt, og viftede det væk med min ene hånd. Jeg tog store skridt, fordi jeg allerede var sent på den, så jeg var hurtigt gået ind i elevatoren, steget ud, og stod nu og ventede foran døren til operationsstuen. En læge i hvid kirtel med trekvartærmer og blå bluse indenunder kom gående ud med en rapport i hånden. Jeg skyndte mig hen til ham og rømmede mig så.

’’Undskyld, kan jeg spørge om noget?’’ jeg fik med det samme lægens opmærksomhed og han nikkede og sendte mig et venligt smil. Jeg gengældte det med noget der mest af alt lignede e grimasse og begyndte så at spørge.

’’Kan jeg besøge Will McQueen?’’ Jeg spurgte med en bedende stemme, selvom jeg allerede vidste at jeg ville komme ind, uanset hvad. ’’Jeg er hans datter’’ tilføjede jeg. Lægen så ud som han havde set ud for et minut siden, før han nikkede og sendte mig et smil, hvorefter han vendte sig rundt og gik den anden vej. Jeg kiggede forvirret efter ham, da det slog mig at Marc jo havde fortalt mig at min far var klar til at blive besøgt. Tanken om at han måske var ’død’ virkede så faretruende tæt på, og kvalmen fra før vendte hurtigt tilbage. Jeg prøvede at ryste de sørgelige tanker væk, og gik så hen til den store dobbeltdør, hvor min far lå på den anden side. Der var et stort vindue og en masse ventestole, men jeg ville hellere se ham i virkeligheden, før jeg så ham gennem en rude.

Jeg skubbede blidt den ene dobbeltdør op og en stærk lugt mødte mig med det samme. Jeg viftede kort med en hånd foran mit ansigt, og luften forsvandt øjeblikkeligt. Det første jeg fik øje på var en reol fyldt med en masse nåle, sakse og andre redskaber som læger bruger når de opererer. Tanken om at de havde skåret i min fars mave, tiltrak mig slet ikke, dog sørgede tanken for at gøre det sværere at sluge den klump der havde sat sig fast i halsen på mig. Mit blik kørte videre til nogle hvide skabe der var ved siden af hinanden. De havde alle sammen en masse skuffer og der så helt rent ud herinde. Skraldespanden var endda helt tømt, og gulvet så ud til at være vasket for ikke så lang tid siden. Det var dog også klart at der var her rart, når det jo var en operationsstue og bakterier var strengt forbudt. Hvilket mindede mig om at jeg ikke havde noget af det der hospitalstøj på, som besøgende tager på når de skal se til nogle.  Mit blik søgte rundt efter tøjet og ovre ved døren hang en blå ’kjole’ og en maske som man kan sætte for munden. Jeg skyndte mig derhen og fik hurtigt taget det på. Jeg prøvede om jeg kunne trække vejret mens jeg havde masken på, hvilket jeg godt kunne. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg tog masken på for munden og næsen.

Endelig kiggede jeg på sengen som var placeret op ad den ene væg og var i en neutral hvid farve. Farverne herinde var meget enkle, kun blå og hvid var til at se. En skikkelse lå på sengen, og hans fødder stak en smule ud af den anden side af lagnet. Min fars ansigt var vendt den anden vej, så jeg gik om på den anden side, for bedre at kunne snakke med ham.
Hans ene hånd hang lidt ud for sengen, mens den anden var gemt inden under dyne. Min fars ansigt havde mistet stort set al farven, hvilket mindede mig om Marc’s triste mine. Jeg rystede på hovedet, og fokuserede på at være optimistisk. Intet var sikkert, så længe han ikke havde fået et hvidt lagen over sig, som kun blev gjort på de døde.
Gråden byggede sig langsomt op i min hals og sendte smertefulde bølger op i min gane. Det føltes som om at mit indre kunne byrde fra hinanden hvert sekund og jeg måtte bide mig hårdt i læben for at holde det tilbage. Jeg sank besværet klumpen i min hals og begyndte at berolige mig selv, ved at huske mig selv på at trække vejret dybt. Et øjeblik hjalp det med at trække vejret dybt helt nedefra lungerne ikke, men pludselig lagde en let følelse sig på mine skuldre og erstattede den tunge følelse af bekymring.

’’Far..’’ Hviskede jeg stille, men han burde kunne høre mig. Alligevel kom der ingen reaktion fra ham, så jeg sagde det igen, bare højere denne gang. Da han endnu engang ikke reagerede, tog jeg blidt fat i hans hånd, mens jeg skælvede. Hans hånd var kold, og jeg fik kuldegysninger ved tanken om hvorfor hans hånds temperatur var som den var. Jeg holdte med begge mine hænder om hans hånd der for lidt siden dinglede ud over sengen, og nussede hans håndflade med mine tommelfingre. Det føltes lidt som om at varmen fra mig røg over til ham, men jeg var ikke sikker på om det bare var noget jeg bildte mig selv ind.
Mens jeg sad der med min far, hvis iskolde hånd jeg havde i mine varme hænder, kørte en masse gamle minder igennem mit hoved, hvor de bare susede af sted. En masse illustrerende billeder dukkede op af episoder som jeg helt havde glemt eksisterede. Stunderne med min far var flere end jeg havde regnet med, sikkert grundet det faktum at jeg havde næret et stort had til ham lige siden jeg begyndte at tænke logisk. Jeg forstod pludselig at jeg havde haft alt for travlt med at hade min nu sovende far, at jeg havde glemt alt til de minder som vi havde sammen. Det var også som i slutningen af mit 13. år at jeg begyndte at lægge mærke til min far aldrig var her sammen med mig, men jeg var overrasket over at alle de ting overhovedet var sket. Det føltes så surrealistisk, at jeg lukkede øjnene, bare for at få styr på mine svimlende tanker. Et minde stak lidt ud fra de andre, og jeg gennemgik hver eneste detalje fra episoden der skete få dage inden jul.

Mit hår fløj rundt om mit hoved sammen med resten af min krop, der dansede lystigt på mine nye sko foran min far. Jeg fniste rigtig meget, og min far klukkede også. Små snefnug havde lagt sig få steder på hans sorte skægstubbe og det gav ham et udseende der godt kunne gå for at være i familie med julemanden. Jeg satte mine fødder ned på græsset der ikke var til at se for den kridhvide sne, og løb flygtigt hen i min fars arme, der var spredt ud til et stort bamsekram. Mit hoved lå støttet op af hans brystkasse og den røde uldtrøje kildede let i øret. Min far brummede højt som en rigtig bjørn og jeg skreg op, mens jeg skubbede mig blidt væk fra min far. Jeg grinede højlydt og min far prøvede ihærdigt at holde masken. Jeg kunne se på ham, hvor tæt han var på at eksplodere ud i grin, men blev nødt til at holde inde. Han havde godt fast, men blidt, fat om mine håndled, så jeg ikke kunne flygte nogen steder. Jeg vidste udmærket at det var en kildetur der løb igennem hans hoved, hvilket også fik mig til at grine endnu mere, selvom han ikke engang var gået i gang med den hyggelige tortur ethvert barn synes er sjovt. Jeg prøvede at sætte mine fødder hårdt fast ned i sneen, men uheldigvis kom jeg til at glide og faldt direkte ned på min fars skød. Jeg kiggede op, hvor hans halvgamle ansigt mødte mig og han sendte mig et kærligt og drillende blik. Jeg selv kiggede bedende på ham, dog med et sort smil der blev ved med at blive større. Inden jeg havde nået at rejse mig op igen, lå min far på alle fire over mig, mens han støttede sig på sine albuer. Han strakte en arm, for ligesom at forberede mig, men jeg lå ned og flækkede af grin. Det var nærmest umuligt for mig at grine endnu mere end jeg gjorde i forvejen, og jeg begyndte så småt at få mavekramper. Jeg lod mig dog ikke mærke med det, og håbede bare inderligt på at Nanny ville komme og kalde os ind til aftensmad, så min far kunne stoppe. Drilleriet lyste ud af min fars øjne, og da Nanny’s kald lød, ændrede hans blik sig til et faderligt kærligt blik. Han sendte mig et stort smil, og hjalp mig op at stå. Han hev mig ind til sig og hviskede nogle ord ind i mit øre, så det kildede i øret, og jeg løftede skuldrene så det skulle lade være. Det var nogle ord, som var noget han altid fortalte mig, så tit som det var muligt for ham. ’’Jeg elsker dig, Mizty’’

Mindet kørte på replay inden i mit hoved, og jeg ønskede mig tilbage til den dag, hvor jeg var fyldt mit 14. halve år, altså 7 hele år. Følelsen af kærlighed og tryghed var savnet, og jeg strammede lidt mere om min fars hånd, bare for at få lidt varme fra ham af. Varmen fra mine hænder havde ikke hjulpet overhovedet, så den samme skælvende følelse gik igen igennem mig. Jeg åbnede mine øjne og vendte tilbage til den lige nu ubehagelige virkelighed, som jeg for alt ikke ville møde. Tårerne var stoppet deres langsomme trillen, og jeg undslap et højt hulk. Det eneste jeg ønskede mig var at min far skulle åbne øjnene og snakke til mig som var alt i orden, men det skete ikke ligefrem. I stedet gennemgik min hjerne et andet minde, der stammede fra en uge før sommermånederne begyndte. Forundret over jeg endda kunne huske hvilken dag mindet opstod, lukkede jeg endnu engang øjnene og lod mindet overtage min krop.

Blomsterne svajede let fra side til side, mens træerne gjorde det en smule vildere, dog ikke for meget. Marken vi var på lå et godt stykke væk fra motorvejen, så der var heldigvis ingen forgiftende lugt af benzin og os i luften. Jeg indåndede den renlige duft, der kun kunne findes få steder nu om dage. Min fars store røde bil var det eneste der var til at få øje på så langt øjet rakte, men den holdte også lidt længere væk fra marken. Min far løb lige bag mig og jeg vendte mig om for at kigge på ham. Han havde iklædt sig en simpel T-shirt og et par cowboy shorts der gik ham til midten af skinnebenet. Det sorte kamera der dengang var det nyeste af det nyeste, dinglede om hans hals, og slog ham på brystet for hvert skridt han tog. Han havde et lille smil på læben, mens han åndede tungt ud. Han kiggede op i himlen, som den dag ikke var den mindste smule overskyet, tværtimod var der ingen skyer at få øje på. Himlen var i en klar blålig farve, mens solen skinnede på sit højeste. Solstrålerne fik mine blege arme til at lyse op, og den tykke smøre solcreme der var smurt på, blev tydelig. Min gule sommerkjole gik mig til en smule over knæene og jeg løftede fødderne højt når jeg løb, så stråene ikke skulle sidde fast i mine sandaler. Mine kinder føltes varme, nærmest stegte, og mens jeg løb tog jeg begge mine hænder op på mit ansigt og mærkede efter. Rigtig nok var hele mit ansigt varmt grundet solen, og jeg sænkede armene ned og spænede videre. Min far sænkede en smule bagud, mens han rakte armene frem for sig, for at skubbe sig hurtigere frem. Efter et par minutters løben, satte jeg mig med et bump ned på jorden. Min vejrtrækning var hurtig og kortfattet, og jeg kiggede forpustet hen på min far, der luntede stille og roligt. Inden jeg vidste af det sad han ved siden af mig, og lagde en arm om min ryg. Selvom vi sad ned, var han meget højere end jeg var, sikkert også grundet mine små 8 år. Kameraet sad stadig om hans hals, dog var det rykket en smule op mod hans højre skulderblad, fordi han havde løbet for blot et minut siden.
’’Prøv det nu, prøv det nu’’ Udbrød jeg ivrigt, så min far klukkede af mig. Jeg grinte kort med, inden jeg igen gav min fulde opmærksomhed til kameraet, der på tidspunktet var mellem min fars hænder. Han fumlede kort med at få linsen af, men fik det så gjort. Derefter trak han det mini låg der var på ’tag-billede-knappen’ af, og rakte det til mig. Jeg kiggede overrasket på ham, da jeg ikke havde regnet med at få lov.
’’Du må gerne, tag det nu inden jeg ændrer mening’’ Jeg nikkede kraftigt og tog imod kameraet som han holdte ned mod mig. Jeg kiggede kort på det og studerede hurtigt de masser af detaljer der sad rundt omkring på kameraet, som min far havde købt til sig selv i går. Han var kommet hjem fra sit arbejde for at besøge mig for 2 dage siden, og i går var vi taget ud for at købe det sammen. Selvfølgelig var det kun hans, men jeg var taget med alligevel. Jeg satte kameraet op foran mit venstre øje, og kneb det andet sammen. I den position sad jeg i et helt minut, mens min far kiggede på mig med et stort smil på læben. Lige da jeg skulle til at trykke på knappen der sørgede for at blitzen gik og billedet blev taget, blev jeg stoppet af min far. Jeg kiggede forvirret på ham og blev et øjeblik helt sørgmodig. Jeg var bange for at han havde lavet sjov før, og ikke ville give mig lov alligevel. Dog tog han den ud af hånden på mig, slog blitzen fra, og rakte det tilbage til mig. Han havde helt klart regnet ud hvad jeg tænkte på, og tjattede drillende til min skulder. Jeg fniste kort og tog så kameraet op foran øjet igen. Jeg kiggede ud på landskabet gennem kamerahullet, der bestod af en gul mark, med nogle træer længere fremme. Uden jeg havde lagt mærke til det var jeg kommet til at zoome, og pludselig kunne jeg se en gren, hvor der hang nogle små bær på. Dog fik jeg en ny ide, i stedet for at taget et billede af landskabet. Kameraet skulle være noget mellem min far og jeg, og ikke have billeder af landskaber, i hvert fald ikke som det første billede. I stedet rakte jeg min arm med kameraet frem mod himlen, mens linsen var vendt mod mig og min far. Han fattede hurtigt hvad jeg ville, og lænede sig hen til mig og sendte kameraet et strålende smil. Det samme gjorde jeg, og min manglende fortand blev blottet. Jeg trykkede på knappen, og tog så kameraet ned til os igen. Min far trykkede på en knap jeg ikke havde set, og pludselig begyndte kameraet at printe billedet ud i farve. Det var et billede på størrelse med en halv matematikbog, og havde en hvid ramme rundt om. Rammen var lidt tykkere nederst og der var plads til at skrive en mikroskopisk tekst. Jeg kom hurtigt i tanke om at min far altid havde en tusch på sig, og derfor kiggede jeg afventende på ham. Han forstod min pointe og fandt den sorte tusch frem. Teksten blev: ’’Jeg elsker dig Mizty’’

Forbløffet kiggede jeg ned på min fars ansigt, der langsomt var begyndt at få en smule farve igen, ellers var det noget jeg bildte mig selv ind, men jeg håbede virkelig det var det første. Uden selv at ligge mærke til det, begyndte jeg at bede min far mumlende om at slå øjnene op. Da jeg dog opdagede det, skulle jeg til at holde op med da det lød tåbeligt, men en lille bevægelse fra min far af, fik mig til at fortsætte. Jeg stirrede indtrængende på hans ansigt og krop, for ikke at misse nogen form for reaktioner fra ham.

Jeg var døset hen i mine egne tanker, mens jeg stadig mumlede de samme ord om og om igen. Endnu engang kom den tåbelige følelse frem i mig, men jeg fortsatte alligevel. Med undtagelse af min stille mumlen, var rummet stille. Der lød ingen små hospitalske lyde fra maskinerne, blot stilhed. Derfor kom det også som en overraskelse for mig, da min far udtalte utydeligt mit kælenavn, Mizty, med hans hæse stemme. Han havde lukkede øjne, så jeg blev et øjeblik i tvivl om det var indbildning, eller rent faktisk skete. Jeg fik bekræftet min teori, da min far endnu engang gav en lyd fra sig. Det lød som om at han ville komme i kontakt med mig, men var alt for hæs til at kunne snakke. Derfor søgte mit blik desperat rundt efter et glas vand, eller nogen anden form for væske. Hurtigt fik jeg fyldt glasset der lå på natbordet op, og rakte det til min far. Hans hånd jeg holdte om havde fået en smule varme, hvilket lettede en hel del inden i mig. Han åbnede øjnene, men kneb dem så sammen, nok grundet lyset herinde. Jeg gav slip på hans hånd, så han selv kunne drikke. Han tog glasset op til munden og tog så en lille slurk. Jeg kunne se ham synke vandet på hans hals, og det lignte at det kostede ham en masse besværligheder.

Han gav mig glasset tilbage, som jeg stillede på sin plads igen. Farven havde fundet hans ansigt igen og jeg kiggede bare på ham, med et lille smil på læben. Min far kiggede forvirret på mig, som kunne han ikke genkende mig. Derefter gav han mig et elevatorblik med opspærrede øjne, og jeg grinte lidt af hans overraskelse.

’’Du er vokset’’ Var det første han sagde, og jeg undslap et fnis. Jeg nikkede og sendte ham så et stort smil.

’’Er du okay, far?’’ Det føltes som en evighed jeg sidst havde kaldt ham det, og ordet føltes fremmed i min mund. Jeg slog tanken væk, da det nok var meget normalt når jeg ikke havde kaldt ham det i lang tid. Min far kiggede en smule overrasket på mig, nok grundet ordet ’far’, men så sendte han mig et faderligt smil, og nikkede blidt. Jeg tog hans hånd og blev mødt af en normal kropstemperatur, så alt virkede til at være godt med hans helbred.

Jeg skulle til at komme med en lang forklaring om at jeg gerne ville begynde på ny og være ’venner’, men jeg blev afbrudt af dobbeltdørene der blev smækket op. Ind trådte Marc og han sendte os et strålende smil. Både min far og jeg kiggede forvirret på Marc, der i øjeblikket var i gang med at tage den blå kjole og maske på. Dørene lukkede af sig selv bag ham, og Marc kom hen til os. Min far og jeg sendte hinanden nogle spørgende blikke, men ventede på at Marc ville begynde at forklare hvorfor han var i et så strålende humør, også på et tidspunkt som dette.

’’I er jo blevet gode venner. Det var så lidt, seriøst i behøver ikke takke mig’’ Marc kiggede fornøjet på os, mens et stort drillende smil prydede hans læber. Det var først efter et halvt minut at det gik op for mig hvad han mente, og jeg rystede så på hovedet.

’’Vi skulle til det, men så kom du herind’’ Fortalte jeg drillende, så det lød som om at han havde spoleret et kongeligt bryllup, eller noget i den retning.

’’Hvad s-snakker i om?’’ Min far rømmede sig endnu engang og jeg rakte ham hurtigt vandet igen. Han drak denne gang en stor slurk, også holdte han glasset mellem hans hænder. Jeg kiggede på Marc, som at han skulle forklare. Selvom min far havde taget godt i mod mig, var jeg pludselig nervøs for om han overhovedet ville kendes ved mig, når jeg nu havde været skyld i min mors død.

Marc kiggede fornøjet på min far og rettede så lidt på sin maske. Derefter strøg han en hånd over hans hospitalskjole, og det så virkelig komisk ud. Marc havde for lidt tid siden virket så gravalvorlig og mindede ikke den mindste en smule om nogen der kunne finde på at opføre sig fjollet. Han mindede om Louis, og straks kom savnet til Zayn frem. Hurtigt skubbede jeg tanken væk, for det var ikke det jeg skulle fokusere på. Jeg skulle desuden se ham i morgen, og nok også ringe til ham senere.

’’Jeg..æh.. ringede til Destiny og fortalte hende om at du var..æh.. her’’ Marc ændrede hurtigt sit humør og kiggede ned på sine fødder, der i øjeblikket virkede meget mere interessante end nogensinde. Hans nervøsitet skyldtes sikkert at det løfte som han havde givet min far, var blevet brudt. For ikke at gøre nogen sure på nogen, brød jeg ind mellem dem, inden min far kunne nå at bebrejde Marc.

’’Far. Jeg ville selv komme, og det er jo takket være Marc at vi overhovedet kan snakke sammen bare en smule’’ Jeg sendte ham et strengt, men samtidig blidt blik. Min far kiggede opgivende på os, og slog så opgivende ud med den hånd, der ikke holdte om glasset. Jeg sendte min far et betryggende smil, hvilket fik ham til at bløde op med det samme.

’’Nå men pyt da. Selvfølgelig kun på en betingelse’’ Jeg kiggede lidt nervøst på ham, bange for hvad betingelsen ville være. Heldigvis sukkede jeg lettet ud, da min far udbrød hans ønske.

’’Et gruppekram selvfølgelig. Gud hvor har jeg savnet dig Mizty’’ Hurtigt var Marc og jeg ovre ved min far, i gang med at kramme ham hårdt og fast. Dog gav vi slip, da min far havde brug for hvile.

Brugen af mit gamle kælenavn varmede mit hjerte, og jeg kunne ikke få mit klistrede smil væk. Marc og jeg gik udenfor efter at have sendt min far nogle kærlige og venskabelige smil. Kjolerne tog vi af og hang op på stativet ved siden af døren, mens maskerne blev smidt ud i skraldespanden. Da vi kom ud, spurgte jeg Marc om han ville have noget imod det, hvis jeg krammede ham. Han rystede blot på hovedet og trak mig så ind i et kæmpestort kram, og i det øjeblik følte jeg glæden strømme igennem min krop, og jeg blev helt overvældet. Jeg havde et strålende smil på, og med en varm fornemmelse i maven gav jeg slip på Marc. Nu skulle jeg ringe til Zayn og fortælle ham den gode nyhed. Dernæst skulle han bare blive godkendt af min far, men det hele tegnede godt, og jeg havde en dejlig følelse spredt ud i kroppen.

 

 

 

- Just Broken x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...