All my life ɫ One Direction

Destiny McQueen er en 16-årig pige som mistede sin mor ved fødslen. Hendes far drukner sin sorg i sit arbjede og arbejder på fuldtid. Ofte er han på den anden side af jorden, og Destiny blev overladt til en masse forskellige barnepiger, som skulle passe hende. Da hun fyldte 8, tog en sød og rar dame af Destiny, som hendes barnepige. De to får sig et rimelig tæt bånd, og da den unge barnepige, dør, forlader den dårlige samvittighed ikke Destiny. Destiny besøger hende efter lang tid med dårlig samvittighed, og da hun en dag får selskab på kirkegården af en yderst sød dreng, bliver livet alligevel ikke så ensomt, som hun havde regnet med.

(Min første fanfiction, så håber i vil tage godt imod den)

70Likes
140Kommentarer
8161Visninger
AA

3. The boy

 

Solen gemte sig bag en masse skyer, ligesom den havde gjort det meste af sommeren. Som om den genspejlede mit humør, og næsten ikke havde turdet skinne, i skræk for at gøre mig endnu mere ked af det.

Jeg krøb ned i min jakke, og bandt mine converse. På under 2 minutter var jeg ude af døren, på vej til Nanny’s gravplads på kirkegården.

Det eneste jeg havde gjort ud af mig selv var, at jeg havde taget noget hverdagstøj på, var gået i bad, og havde redt mit humør. Så jeg var helt makeup fri, ligesom hele sidste måned.

Efter at have gået i 20 minutter, trods mit hurtige tempo, kunne jeg lige ane kirkegården. Tågen havde vist sig, og gjorde det sværere at se omgivelserne.

Dog kunne jeg stadig se formerne på de røde huse ved siden af kirkegården. Den kvindelige præst boede vidst i en af dem.

Grusstien under mig larmede når jeg gik. Mine skridt gik i takt med mit bankende hjerte, som efterhånden var begyndt at banke hurtigere. Gennem gravpladsen gik en tynd stribe lys, som skyerne gav solen lov til at skinne. Alt virkede som på film, altså omgivelserne gjorde. De mange gravsten med lidt plads mellem sig, det mørkegrå ’skur’ hvor man kunne få hjælp til at finde sine bekendte der lå begravet her.

 Selvom jeg kun havde været her til begravelsen, husker jeg tydeligt hvor hun lå. Hendes plads lå lidt ude i siden, hvor der ikke var så mange andre gravpladser. Det havde jeg fået ordnet, da jeg tydeligt huskede dengang hun besvimede af klaustrofobi.

Ikke at hun ville gøre det, når nu hun ikke fandtes.

Jeg bryder mig mest om ordene ’ikke fandtes’, og ’ikke eksisterende’. At sige død er som om man allerede har opgivet, og det er et ord jeg bærer stort had til. Døden har taget min familie fra mig. Mor, Nanny og far. Ja, far var jo på en måde død for mig.

Jeg nåede gravpladsen, efter at have skimmet de andre gravsten. Hurtigt knælede jeg ned på jorden, og satte mig ved siden af hende, sådan så jeg støttede siden op af hendes gravsten.

Langsomt begyndte jeg at tegne cirkler på den, og som var det planlagt, begyndte det at storme ned med regn.

’Hey..’ begyndte jeg, mens min stemme knækkede.

’Jeg savner dig’ En prikken i mine øjne signalerede til at jeg var ved at græde igen. Igen. Men det var lige meget for mig. Nanny havde set mig græde så mange gange, at jeg slet ikke kan tælle til det.
Min sorte striktrøje klæbede sig til min hud, og mine bukser var allerede gennemblødte. Regnen mod min krop føltes hård, men i det øjeblik var det eneste der betød noget var Nanny.

’Jeg elsker dig’ På grund af kulden rystede min stemme, og mine hænder var begyndt at blive blå.

Som havde hun hørt mig, lød der et knæk fra en gren, et sted længere væk. Jeg kunne ikke få øje på noget, men jeg var næsten sikker på jeg havde hørt rigtigt.

’Den dårlige samvittighed har slet ikke forladt mig. Jeg ved det er min skyld, og hvor jeg dog fortryder det. Jeg har ikke været ude for en dør i evigheder. Men jeg lover jeg vil komme og besøge dig. Jeg fortryder det bare så meget.’ Endnu engang knækkede min stemme over, og tårerne var nu begyndt at strømme ned af mine kinder i en kraftig fart. En tåre røg ned til min hage, hvor den derefter blev blandet sammen med regndråberne.

Jeg trak ærmerne op om mine hænder, og skuttede mig. Endnu engang hørte jeg et knæk, men jeg var sikkert bare paranoid. Det var jo helt ’normalt’ at høre lyde på en kirkegård. Selvom jeg slet ikke følte det her som et sted hvor de døde var, men som en slags ferie for dem. Som om de ville komme tilbage og være sammen med os for evigt.
 Jeg vidste dog godt, at det bare var noget pladder, jeg bildte mig selv ind.

Zayn’s synsvinkel:

’Zayn, kan du ikke købe ind? Også kan du jo besøge tantes gravplads imens?’ Min mor råbte til mig. I går kom jeg hjem til min familie, da det var besøgstid. At stige ud af min nye bil, og se min families røde hus, med rødt tag, var en dejlig følelse. At se det gamle æbletræ der ikke længere voksede æbler på, blomsterne der ikke var vokset særlig meget i år, på grund af mangel på sol.

Sommeren havde været ret kedelig. Eller i starten var det jo solskin, strand og is, men hen ad dagene begyndte solen kun at titte frem fra skyerne en gang imellem.

’Jojo’ Sukkede jeg, mens jeg rejste mig fra lædersofaen i stuen. Det store fladskærms tv blev slukket, og fjernbetjeningen blev bare smidt på sofaen.

Vores hus lignede meget det som man ser i designerkataloger. Det var vidst nok også en professionel der havde designet det. Det eneste vi, eller min mor, skulle var at betale. Og det havde vi ligefrem ikke svært ved.

Jeg gik ud på gangen hvor jeg fik mit overtøj og sko på, mens jeg for en sikkerhedsskyld tog mine nøgler med. Hvis nu der skulle være låst når jeg vendte tilbage. Bilnøglerne have jeg i min hånd, og ellers begav jeg mig udenfor.

Køreturen var ikke særlig lang, andet end en 10 minutter, og jeg ankom hurtigt til supermarkedet.

Supermarkedet var ret småt, taget i betragtning af at der kom en masse mennesker. Indtil videre var jeg ikke blevet genkendt, og jeg regnede heller ikke med det, da det var et supermarked, og dér kommer unge teenager piger jo ikke lige hverdag.

Alligevel havde jeg taget solbriller på, trods solen ikke var til at se. Det fik dog også nogle kunder til at sende mig underlige blikke, men jeg overlevede vist.

Med en buket blomster, en agurk, mælk, og nogle chips til i aften satte jeg kurs mod kassen. Kassedamen havde en badge på med skriften ’Ny medarbejder’, hvilket nok også forklarede den ultra lange kø.

Udenfor var der en forfærdelig kulde, og mit humør røg langt ned. Den lange kø og det dårlige vejr gjorde mig irriteret, og jeg fik pludselig en trang til at sparke til en sten. Hvilket jeg gjorde. Heldigvis landte den på græsset, så ingen skader opstod.

Inden jeg satte mig ind i bilen blev jeg opdaget af en lille gruppe piger. Dog var der ikke så mange, så jeg ventede lidt, til de nåede over til mig.

 At se dem være så glade efter at have taget billeder og givet autografer, trak først i min ene, dernæst den anden mundvig. Inden længe stod jeg og smilte for mig selv. Rystende på hovedet af mig selv, satte jeg mig ind i bilen og kørte mod kirkegården.

I det jeg trådte ud af bilen startede et frygteligt regnvejr. I håb om at mine stramme bukser ikke ville blive alt for gennemblødte drejede jeg hen mod min døde tantes gravplads. Hendes død havde dengang taget hårdt på mig, men jeg var kommet over det.

Selvfølgelig tænkte jeg på hende, men jeg græd ikke over det længere.

Jeg husker tydeligt hvordan jeg fik et opkald om at hun var borte, og jeg havde taget det første fly til Bradford. Drengene kunne ikke nænne at aflyse koncerten, så de holdte den uden mig.

Drengene havde virkelig støttet mig i det, og efter koncerten havde de også sendt en masse beskeder, og ringet utallige gange for blot at høre om jeg var okay.

Kirkegården var næsten tom for mennesker. Ikke så langt væk kunne jeg skimte et menneske sidde ved en gravsten, lænet op ad den. Jeg tog mig ikke rigtig af det, da det ikke ragede mig.

Mit hår var begyndt at ugle en smule, så jeg satte yderligere farten op, og nåede min tantes begravelsessted. Der lå en masse blomster som mine forældre nok havde lagt der.

Jeg satte mig ned på jorden, og ligeglad med jeg var gennemblødt, begyndte jeg at snakke med min tante. I tænker nok det er lidt mærkeligt at en 19-årig superstjerne snakker til sin døde tante, er mærkeligt, men det er der jo ikke noget galt i. Jeg er jo ligeså normal som jer, og selvom jeg er ovre hende, kan jeg jo stadig snakke til hende. Om hun hører mig eller ej, kan jeg stadig håbe hun gør.

Jeg begyndte at snakke lidt om hvordan det gik. Jeg havde jo været her før og snakke med hende, så der var ikke så utrolig meget at fortælle.

Da jeg havde snakket færdig og stillet blomsterne på graven rejste jeg mig op. Langsomt satte jeg kursen mod udgangen, da et snøft standsede mig. Jeg stivnede kort, for derefter at vende mig om. Mennesket fra før viste sig at være en pige med smukke lyse lokker. Hendes øjne var hævede og røde. Hun havde en normal jakke, der ikke så for varm ud. Pigens hår klæbede sig til hendes ansigt. Hendes ene hånd tegnede cirkler på graven og i regnvejret lignede hun en der så meget lost ud.

Endnu engang snøftede hun, og trak mig ud af mine tanker. Igen satte jeg kursen mod gravpladserne, og jeg nærmede mig pigen.

En svag mumlen kom fra hende, men ordene var endnu svære at tyde. Noget om at hun havde dårlig samvittighed og savnede vedkommende fik jeg da opfattet.

Jeg lod hende tale i lidt længere tid, da jeg syntes hun lignede en der virkelig trængte til at få snakket ud. Om det var med en død gjorde måske ikke den store forskel. Kort efter var hun dog færdig.

Efter lidt stilhed begyndte hun at hulke. Først prøvede hun at dæmpe dem, men da det vidst gik op for hende at der sikkert ikke var nogle der kunne høre hende, lod hun være.

Bare stå der og glo, mens hun græd, virkede ikke så tiltrækkende, som hvis jeg hjalp hende, eller i det mindste prøvede at trøste.

Jeg rettede en smule på mit hår, så det i hvert fald så præsentabelt ud, og tænkte over hvad jeg kunne gøre eller sige. Jeg tog hænderne op af mine lommer og gned dem mod hinanden for at finde varme. Det hjalp ikke rigtig, så jeg stak dem ned i mine bukselommer igen.

Jeg rømmede mig og bed mig nervøst i læben. Pigen stivnede midt i et hulk, og langsomt vendte hun hovedet mod mig. Da hun fik øje på mig spærrede hun straks øjnene op, og mumlede nogle utydelige ord for sig selv. Som om hun først lagde mærke til regnen nu, kiggede hun nedad sig selv, og begyndte at ryste.

’Hey’ Jeg prøvede at vinde hendes opmærksomhed, hvilket lykkedes. Hun rettede blikket mod mig, og viste sit smukke ansigt. Hendes klare blå øjne blev indrammet af en masse lange øjenvipper. Hendes kindben var markerede, og munden var lille og fyldig. Det var tydeligt at hun ingen make-up havde på, og i dette tilfælde havde hun da heller ikke brug for det.

’Hej’ hviskede hun tilbage. Hendes stemme var hæs, nok efter at have grædt så meget. Hun sendte mig et prøvende smil, som mere blev til en grimasse.

Jeg gengældte smilet, og lagde mærke til hun stadig sad ned. I tvivl om jeg bare skulle hjælpe hende op, eller om hun selv fandt ud af det, valgte jeg det første.

I starten fik hun vidst et chok, for et lille spjæt undslap hendes læber. Jeg fniste en smule, mens hun bare smilede. Med hjælp fra mig kom hun op at stå, og hun børstede mudder og jord væk fra sin numse.

Stadig mens hun rystede og jeg holdte hende om livet, gik vi mod udgangen. Vi nåede min bil, og kunne godt se hun trængte til et lift hjem, så jeg tænkte på at spørge hende. Men på den anden side ville jeg lære hende at kende, så hvis nu jeg tilbød hende at tage hjem til mig? Nej, det ville nok lyde alt for meget som om jeg var en pædofil. Hvis nu…

’Vil du med hjem til mig?’Udbrød jeg, uden at ville det. Spørgsmålet kom bag på hende, og hun så en smule skræmt ud.

’Jeg mener..øh..altså det er jo koldt..og øh…. Jeg har bil….ehmm….ikke noget’ Jeg kludrede i ordene, og så ned i jorden på mine vans. De blev i dette øjeblik utrolig interessante, og jeg stod bare og studerede dem.

Hun lagde pludselig sin hånd på min kind, hvilket fik mig til at kigge op. Hånden brændte mod min kind, og jeg begyndte at rødme svagt. I håb om at hun ikke lod mærke til det, bevægede jeg mig ikke. Jeg turde ikke kigge hende i øjnene, på grund af det dumme spørgsmål jeg havde stillet hende.

’Det vil jeg gerne’ Sagde hun og trak hånden til sig igen.

Jeg åndede lydløst ud, og hjalp hende ind i bilen. Lædersædet blev hurtigt vådt, men det kunne jo tørre. Med et smil på læben gik jeg om på min egen side, åbnede døren og satte mig ind.

Det her skulle nok blive hyggeligt. 

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                     

Så kom andet kapitel. Hvad synes i? Hvem af drengene havde i først troet det var? Hvad synes i om det er Zayn der mødte hende først? Kom endelig med jeres meninger :)

Kapitlerne kommer nok til at fylde mindst 2.000 ord. Nederst ved hvert kapitel vil der stå hvor mange ord der er skrevet. Bare til jeres info.

 

Ord: 2185.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...