All my life ɫ One Direction

Destiny McQueen er en 16-årig pige som mistede sin mor ved fødslen. Hendes far drukner sin sorg i sit arbjede og arbejder på fuldtid. Ofte er han på den anden side af jorden, og Destiny blev overladt til en masse forskellige barnepiger, som skulle passe hende. Da hun fyldte 8, tog en sød og rar dame af Destiny, som hendes barnepige. De to får sig et rimelig tæt bånd, og da den unge barnepige, dør, forlader den dårlige samvittighed ikke Destiny. Destiny besøger hende efter lang tid med dårlig samvittighed, og da hun en dag får selskab på kirkegården af en yderst sød dreng, bliver livet alligevel ikke så ensomt, som hun havde regnet med.

(Min første fanfiction, så håber i vil tage godt imod den)

70Likes
140Kommentarer
8183Visninger
AA

7. Sometimes i just can't handle it and end up crying.

 

I et par sekunder stod jeg bare og stirrede. Da jeg skulle til at løsrive mit blik, kiggede han i min retning. I begyndelsen så han forvirret ud, men lyste hurtigt op i et smil. Han kiggede tilbage på personen han snakkede med og afsluttede samtalen. Derefter slukkede han sin cigaret ved at træde på den, og satte kurs mod mig. Imens tjekkede jeg ham ud. Han havde taget jakkesæt på og sat sit hår. Den lyse stribe kom til syne og han havde forskellige farve øreringe på.

Zayn trak mig ud af mine tanker ved at vifte med en hånd foran mit ansigt. Hans parfume duftede virkelig godt, og da vi krammede snusede jeg da også til den. ’’Hvad laver du dog her?’’ Spurgte jeg undrende.

’’Tja, det samme som dig vidst. Drengene ringede og fortalte at vi blev nødt til at dukke op. Forresten ser du vildt godt ud’’ Han trak på skuldrende og sendte mig et skævt smil. Jeg nikkede som tak. ’’Du ser da heller ikke værst ud’’ Drillende puffede jeg til ham, og han var faktisk ved at miste balancen.

En rømmede sig bag mig. Åh gud, jeg havde glemt alt om Mary-Ann. Jeg sendte hende et undskyldende smil, og præsenterede hende for Zayn. Mary-Ann rakte sin rystende hånd frem, men Zayn slog den til side og krammede hende. Ann stivnede og stod bare helt stille. Han var jo hendes idol.

’’Nå, vi må videre. Ses Zayn’’ Jeg sendte ham et kort smil, som straks blev genkendt. Ann fulgte lydløst med, men de næste par dage ville hun helt klart ikke fable om andet.

Hallen var rigtig stor og pyntet med en masse festlige pynteting. På væggene hang der røde, blå og hvide balloner, og bordene var røde. Gulvet var hvidt, og der hang et stort lærred. Rigtig mange mennesker stod op med et vinglas i hånden og snakkede. En mand satte kurs mod scenen, og trådte op via nogle trapper. Han var middelhøj, havde kort hår med en skaldet plet i midten af hovedet, og han gik klædt i et mørkegrå jakkesæt. Han rømmede sig og begyndte at fortælle en masse. Blandt andet at det betød meget for børn med kræft at vi var dukket op. At han var glad for at se os. Også fortalte han lidt om hvordan programmet skulle foregå. Jeg lyttede kun med et øre, da det virkelig var kedeligt, men jeg blev desværre nødt til at høre med.

De breve skulle blive mine.

Et fnis fik mig til at kigge til siden, og der stod Mary-Ann og fniste af Zayn. Et par ældre mænd vendte sig om og sendte os irriterede blikke. Jeg skyndte mig at smile til dem, for derefter at tysse på Ann. Zayn fik et irriteret smil der bad ham stoppe.

Rummet var køligt, og der stank slet ikke af cigaretter eller røg. Små champagneglas stod på et højt bord. Glassene var heldigvis fyldt op, så jeg rakte ud efter det og nippede lidt til det.

’’..Og sidst på aftenen sender vi pengene og læser talerne op. Tak’’ Jeg nåede lige at høre det sidste af manden oppefra scenen, inden en stor klapsavle lød. Jeg klappede spastisk med, da jeg stadig holdte mit glas. Manden kom ned til mig og Ann, og vi rettede os hurtigt ordentligt op. ’’Hvad laver to unge damer her til sådan en fest?’’ Han sendte os et hævet øjenbryn, men jeg beherskede mig.

’’Min far, Trey McQueen, kunne desværre ikke møde op. i stedet sendte han mig for at gøre det for ham. Min veninde er her som støtte’’ Forklarede jeg med en fin stemme, og både jeg og Ann sendte ham et smil.

Han nikkede langsomt og gik så sin vej. Jeg åndede lettet ud. At jeg ville blive smidt ud fra festen, ville bestemt ikke få min far til at give mig brevene fra mor. Jeg bundede mit glas. At snakke om ham gav mig kvalme, og jeg rakte ud efter et nyt glas champagne.

 

Festen forløb roligt, og jeg gik med Mary-Ann ved min side. Jeg havde hilst på en masse mennesker, og hver gang de hørte mit efternavn så de overraskede ud. Som om at mit efternavn fortalte alt om mig. Nogle af de sure og gnavne mennesker blev forvandlet til sukkersøde mennesker, efter de havde hørt min fars navn eller mit efternavn.

Jeg var træt i benene og om cirka en halv time skulle jeg holde min/ min fars tale. Et smut på toilettet kunne ikke skade, så jeg gav tegn til Ann at komme ned til mig. Hun havde fundet sig en eller anden lækker fyr, som hun havde snakket det sidste stykke tid. Hun sendte ham et skuffet smil, og skyndte sig ned til mig.

’’Jeg smutter på toilettet. Gør nu ikke noget dumt’’ Det sidste sagde jeg henvendt til hende og fyrens flirtende blikke, og vendte så om på hælen for at dreje ind mod toiletterne.

Selv toiletterne var lækre. Eller ikke lækker-lækker, men de var i hvert fald ikke ulækre. Det var dejligt at få tisset af, og imens smed jeg da skoene og luftede mine tæer. Min sko blev taget ude fra den anden side. Jeg gav et spjæt fra mig af forskrækkelse, da en hånd dukkede op nede fra gulvet og tog fat i skoen. Jeg skyndte mig at gøre mig færdig, men der var ingen ude på toilettet. Alle båsene var tomme og ingen var til at se.

Suk.

Jeg kunne ikke gå derud med kun en sko. Folk ville le ad mig, og kritisere min fars arbejde. Ergo, han ville blive sur på mig og ikke give mig brevene. Frustreret fik jeg ud fra toiletterne og satte mig ned på gulvet. Jeg trak benene godt op under mig, og lagde mit hoved på mine knæ. Aftenen var nytteløs. Det kunne ikke betale sig at holde talen, eller i det hele taget være her. Ingen ville kunne få øje på andet end mine fødder. Den ene med høje glimmer sko, og den anden på bare tæer.

’’Hvad så?’’ En drillende stemme trak mig ud af mine tanker. Jeg vidste allerede hvem det var. Zayn. Jeg løftede hovedet og sendte ham et trist smil. Jeg bankede mit hoved ind i væggen og lukkede irriteret øjnene. Zayn havde vidst fået øje på min manglende sko, for da jeg åbnede øjnene var han på vej væk. Forvirret lukkede jeg endnu engang øjnene, og prøvede at lukke alt ude.

 

En knipsende hånd vækkede mig fra min let sovende tilstand og stod og viftede med min sko. I den tro at jeg drømte lukkede jeg øjnene og viftede skoen væk. Et fnis fik mig til at spærre øjnene op, og tage godt fat i skoen. Jeg rev den til mig, og holdte den tæt ind til mit bryst. Da jeg kiggede op så jeg Zayn’s ansigt. Han sendte mig et halvhjertet smil, hvilket kom bag på mig. Hans ene hånd var bag hans ryg, og jeg kunne allerede fornemme at han gemte noget.

Med strakt arm åbnede jeg hånden, så han kunne ligge tingen i min hånd. Uden at jeg havde brugt ord, forstod han mig, og rakte den tøvende ned til mig. ’’Jeg fandt den inde i skoen’’ Zayn kiggede granskende på mig og ledte sikkert efter tegn på reaktion. Den kom bare ikke. Tingen var en seddel. Den var lille, og jeg tog den op foran mine øjne.

’Det kan da godt være du tror du er smart unge dame. Tro om igen. Du er hoppet på din fars dumme ide, og det går alt sammen ud over dig selv’

Jeg var i chok. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Måbende stod jeg bare og stirrede og opdagede næsten ikke Zayn der tog papiret fra mig.

Jeg ’vågnede’ da han rakte mig en arm, som jeg straks tog imod. Jeg fik skoen på og smed papiret ud

Vi gik ind i salen igen, hvor en kvinde i en rød, lang kjole afsluttede sin tale.  Jeg tog en dyb indånding, og øvede hurtigt talen indeni mig selv.

’’Og nu vil Destiny McQueen, på hendes fars vegne, holde en tale for os alle sammen’’ Manden sendte mig et beroligende smil. Zayn gav min skulder et klem, og jeg faldt til ro. Med bestemte skridt bevægede jeg mig op ad trapperne og smilte til en masse mennesker. Jeg gik perfekt i mine sko, og jeg åndede lettet ud, da jeg fik øje på Mary-Ann og Zayn. Han smilte et charmerende smil til hende, som hun rullede med øjne af. Zayn’s og mit kys var glemt, og det var også i orden med mig. Det var gået alt for hurtigt efter min mening, og at starte på ny ville være bedst.

En klapsalve lød, og jeg glippede med øjnene. Hele forsamlingen stirrede på mig, men jeg kiggede kun på en lyshåret dreng. Han var vidst nok Niall. Kate’s yndlings fra ’One Direction’. Han kiggede nysgerrigt på mig, og jeg sendte ham et smil. Jeg rømmede mig, og startede min fars tale.

’’Jeg vil for det første gerne sige tak, fordi jeg måtte komme i stedet for min far. Det betyder meget for ham, at hans datter og i det hele taget bekendte, bliver accepteret af hans arbejdskollegaer. Min far er en god og barmhjertig mand, der tænker på dem i sin omgangskreds’’ *Host Host*. Mary-Ann sendte mig et underligt blik, mens Zayn kiggede ud i luften med afsky. At min far ligefrem var en løgner var forfærdeligt, og at han tvang mig til det, det var klamt.

’’Min far arbejder virkelig hårdt for at sørge for at jeg har det godt, og hans arbejde fungerer. Det store pres sørgede desværre for at han ikke kunne møde op i dag. Alligevel vil han give et rundt pengebeløb til kræftramte børns familier. Tusind tak’’ Jeg afsluttede talen, og følte mig helt dårlig. At fyre sådan en stor løgn var ikke nemt. Pengebeløbet var rigtigt, men hans væremåde passede slet ikke. Folk begyndte at klappe, og nogle unge fyre piftede. Jeg skyndte mig ned ad scenetrapperne og løb mod udgangen. Jeg havde brug for luft, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Nogle skridt lød bag mig, men det fik mig ikke til at standse. Jeg slog den tunge dør op, og vinden legede med mit hår. Mørket var faldet på, og et par gadelamper lyste svagt stedet op. Det var ikke sådan at jeg ville forsvinde, men bare have lidt luft. Derfor standsede jeg også ved udgangen til pladsen. Bilerne holdte stadig parkeret, og der så ikke ud til at komme flere. Derimod begyndte et par mennesker at smutte hjem, da festen også nærmest var slut. Alligevel kom der ikke flere end de 2-3 mennesker der kørte hjem. Jeg sank nedad hegnet, og lagde min numse mod den kolde jord. Det fik mig til at gyse, men jeg ignorerede det. Skridtene kom nærmede, og jeg ænsede det næsten slet ikke. Blondt hår kom til syne, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at det var Niall. ’’Hey’’ Hilste han. Jeg nøjedes med en lille viften med hånden, som fik ham til at grine. Fra skæret af lyset kunne jeg svagt ane hans skikkelse. Det eneste der var tydeligt var hans hår, og hans mund. Resten kunne jeg selv regne ud. ’’Jeg hedder..’’Han skulle til at præsentere sig selv, da jeg afbrød ham. ’’..Niall’’ Afsluttede jeg.

’’Er du fan?’’ Spurgte han. Han lyste op i et stort smil, da ordet fan kom i brug. Han var vidst glad for sit arbejde, hvilket også var forståeligt.

’’Næ. Min veninde er. Desuden kender jeg Zayn’’ Mit svar var kort og trist. Han skulle til at spørge til Zayn’s og mit venskab, da han afbrød sig selv. I stedet startede han ud med en bekymret stemme. ’’Hvad skete der? Er det noget med din far? Du ser bestemt ikke for godt ud’’ Flere spørgsmål blev smidt i hovedet på mig, uden jeg havde en jordisk chance. Selvom jeg lige havde mødt ham, kunne jeg mærke han var typen der ikke kunne lide at se folk kede af det. Hans desperate spørgsmål fik mig til at smile.

’’Rolig nu. Jeg fik det bare dårligt. Nogle private ting. Jeg har det også dårligt’’ Jeg sukkede lettet da han ikke så ud til at spørge om mere. Det eneste der manglede var en alt for bekymret dreng, som knap nok kendte mig. Det havde været lettende at forklare min livshistorie til Zayn, men også rigtig svært. Jeg orkede ikke at forklare det til en fremmed, som jeg sikkert så mere til. Han og Zayn var jo i samme band. ’’Skal jeg kalde på Zayn?’’ Spurgte han forsigtigt.

Jeg skulle til at nikke, men stoppede i stedet. Jeg ville hellere snakke med Mary-Ann. Hun havde altid haft en beroligende effekt på mig. ’’Sig til Zayn, han skal hente Mary-Ann. Min bedsteveninde’’ Forklarede jeg. Han så ud til at fatte jeg var træt, så han skyndte sig ind igen.

Imens Niall var indenfor, kom en krøltop ud. Ved siden af ham gik to andre drenge. Alle tre med brunt hår. De havde også alle sammen samme slags tøj på. Det eneste der ikke lignede de andres, var deres hår. Krøltoppen havde jo krøller. Ham i midten daskede puffende til krøltoppen, som straks standsede og sendte mig et flirtende smil. Jeg himlede med øjnene. Det der, havde jeg bare slet ikke brug for. Drengen i midten havde sat sit hår til siden, mens den tredje dreng havde noget hår der mindede om Justin Bieber’s. Ikke at jeg var fan af Justin.

De tre drenge nærmede sig, og jeg gik et øjeblik i panik. Gid Niall ville skynde sig ud. Lige nu kunne jeg godt bruge hans irriterende bekymrede stemme. Krøltoppen grinte, og jeg fik gåsehud på armene. Drengen med Justin-håret tøvede lidt, inden han gik helt hen til mig. De andre drenge kiggede overrasket på ham. Desperat prøvede jeg at lade være med at skrige, og jeg ønskede mest af alt at grave mig ned i et hul. Hvis de drenge så meget som rørte mig, ville jeg helt klart ikke kunne holde til det. Stik modsat mine forventninger satte han sig ned på hug, og sendte mig et venligt smil. Krøltoppen og den anden dreng stod og kiggede på. I lyset fra lygten kunne jeg se drengen foran mig rigtig. Han var Liam. Niall og Zayn’s ven. De to andre var sikkert også med i deres band.

Jeg åndede lettet ud, og kørte en hånd gennem mit hår. Jeg slappede af i skuldrende, og kiggede op på Liam. Han så et øjeblik forvirret ud, men vendte tilbage til sin bekymrede mine.

’’Jeg har det fint. Bare lidt dårligt. Min veninde kommer alligevel lige om lidt. Niall skulle hente hende. Zayn kommer nok også. Spørg jeres spørgsmål til dem. Jeg orker ikke at svare på noget lige nu’’ Jeg snakkede ud i en lang køre, og mens jeg snakkede, kom Niall med Mary-Ann og Zayn bag sig.

De andre drenge så forvirrede ud, og kiggede spørgende på os andre. Ann skyndte sig ned på jorden for at kramme mig, mens Niall fortalte drengene hvad der var sket. Indimellem kiggede han på mig, og jeg sendte ham bare en masse taknemmelige smil. Zayn så ud til ikke at vide hvad han skulle, så han kiggede akavet på os andre. Det så virkelig komisk ud, men dette var ikke tidspunktet til at grine. I stedet kiggede jeg op mod ham, og straks bøjede han sig ned for at give mig et kram. Han duftede virkelig godt, og jeg indsnusede endnu engang duften. Jeg trak vejret dybt ind, og pustede så ud. Zayn smilte af mig, og et par sekunder efter satte han sig ned, for at give mig et rigtigt kram. Han holdte mig tæt ind til sig, så jeg kunne umuligt komme fri.

De andre begyndte at le af vores kram, og jeg smilte halvt. Episoden med at jeg havde løjet sad stadig i mig, og ønsket om en sød far der var betænksom voksede. En der ville vække mig om morgenen ved at kaste en pude i hovedet på mig, eller trække dynen af mig. En mor der kom op med morgenmad på en blomstret bakke, mens duften af boller afbrød min fars og min lille pudekamp. En mors latter der var så smuk, og en far der kildede hende.

Det var netop hvad der aldrig kunne ske. Min mor havde desværre forladt os, og min fars egoistiske tanker havde taget så meget overhånd, at han ikke engang kunne ringe til mig, medmindre det var en tjeneste. Selvom jeg hadede min far så inderligt, ønskede jeg at vi kunne leve lykkeligt. Det så dog ud til aldrig at kunne ske.

Sukkende tog jeg imod den hånd Niall rakte mig. Zayn havde også rejst sig op, og snakkede nu med krøltoppen.

’’Vi kører jer hjem’’ Sagde Liam henvendt til Mary-Ann og jeg. Ann nikkede kraftigt, mens jeg rystede på hovedet, da jeg godt kunne køre selv. ’’Min bil er her’’ Svarede jeg kort. Niall sendte mig et hævet øjenbryn, og fik mig til at se forvirret på ham.

’’Hvad?’’ Spurgte jeg irriteret om. ’’Hvor skulle bilnøglerne ligge, om jeg må spørge?’’ Spurgte han med en flabet stemme. Jeg kiggede rundt, og opdagede min taske ligge indenfor. Jeg orkede ikke at gå indenfor, men ville stadig ikke køre med dem. Jeg kendte dem jo slet ikke. Undtagen Zayn. Og lidt Niall.

’’Jeg kan desværre ikke køre med nogle jeg ikke kender navnet på. Desværre’’ Seriøst. Var det mit bedste svar? Et grin lød, og jeg kiggede irriteret på krøltoppen. Han sendte mig endnu engang sit flirtende smil, og jeg hævede det ene øjenbryn. Det var tydeligt at han trængte til noget. Og nej, det skulle han ikke få fra mig.

’’Okaaay? Jeg hedder Liam. Ham til højre for Niall hedder Louis, og ham til venstre hedder Harry. Skal vi smutte?’’ Han pegede rundt på de andre to drenge, mens de grinte. Fordi jeg ikke havde noget comeback blev jeg nødt til at følge med. Specielt fordi Mary-Ann ikke ville snakke til mig før lang tid, hvis jeg ikke fulgte med.

Jeg faldt i en let sovende tilstand, hvor jeg godt kunne høre hvad folk omkring mig sagde, men jeg var der ikke rigtig. Efter lang tids kørsel standsede bilen og en lille mumlen startede. Kort efter kunne jeg mærke to stærke arme løfte mig op i brudeform, og bære mig ud af bilen, og hen til det jeg regnede med var deres hus. Regnet ud fra de stærke arme, var jeg sikker på at det var Zayn, men det kunne selvfølgelig også være en af de andre. Jeg blev lagt ned i en dejlig blød seng, hvor jeg derefter fik et kys på panden. Straks kom søvnen, og trak mig ind i drømmeland.

                                                              ɫ        ɫ        ɫ

Lyset skar mig i øjnene, trods mine lukkede øjenlåg. Jeg spekulerede hårdt på hvordan jeg var kommet hjem, men intet dukkede op. Jeg kunne kun huske jeg løb ud af festsalen og Zayn og jeg krammede. Resten var forduftet, og min hjerne var tom for minder. En bevægelse i sengen trak mig ud af mine tanker, og i frygt for at jeg ville vække vedkommende, stoppede jeg med at trække vejret. Langsomt slog jeg øjnene op, og det første jeg fik øje på, var en mørkhudet mandefod. Foden bevægede sig lidt, for derefter at stå stille. Mit blik gled op ad personen, og vedkommende var en med mørk hud. Og mange mavemuskler. Og sort hår.

Det passede ikke.

Det kunne det ikke.

Holy cow.

Jeg kunne ikke være gået i seng med Zayn.

Selvom jeg ikke kunne se hans ansigt, tydede resten af hans krop på at det var ham.

Jeg kiggede ud på gulvet, og mit tøj samt hans lå på gulvet. Langsomt kiggede jeg nedad mig selv under dynen, og til min overraskelse havde jeg undertøj på, og en T-shirt. Den tilhørte nok Zayn. Lettet over at jeg ikke havde gjort noget dumt med Zayn, rejste jeg mig langsomt fra sengen. Jeg listede hen mod badeværelset, og låste omhyggeligt døren efter mig. Der duftede af sæbe, og jeg fik tisset af. Tøvende gik jeg mod bruseren, men standsede så brat op. Jeg vidste ikke om jeg måtte låne det, men det værste der kunne ske var at Zayn blev sur.

 

Vandet løb nedad min krop, og jeg fik skyllet det sidste shampoo ud. Glad for at jeg tog et bad, gik jeg hen til skabene og ledte efter et håndklæde. Efter lang tids søgen fandt jeg et sort håndklæde til håret, og et i samme farve til min krop. Jeg tørte mig grundigt, og tog mit gamle undertøj på. Zayn’s T-shirt røg i vasketøjskurven, og i undertøj og et håndklæde om håret, låste jeg døren op og gik ind på værelset. Til mit held sov Zayn stadig.

Jeg samlede mit tøj op, og lagde det sammen i en bunke. Min makeup havde jeg vasket af, og mit hår havde jeg børstet med fingrene. Der var ikke andre muligheder. Jeg lod mit hår hænge løst, da det skulle tørre. Tanken om en føntørrer var umulig, da Zayn sov, og han skulle helst ikke vågne. Jeg gik ind i Zayn’s Walk-in-closet og fandt en stor blå T-shirt. Der var en graffiti dåse på i rød, som sprayede forskellige nuancer af den røde farve. Jeg kunne dog ikke finde noget at tage på mine ben. En lækker duft af bacon kom mig i møde, og dansende gik jeg ind i køkkenet. Dernede stod Liam og lavede morgenmad, mens Niall sad på køkkenbordet og kiggede på. Liam fik først øje på mig, og sendte mig et venligt smil. Jeg gengældte det hurtigt, og lod mit blik møde Niall’s. Han prøvede ikke at kigge på mine bare ben, hvilket fik mig til at rømme mig. ’’Har du nogle joggingbukser jeg kan låne? Jeg kunne ikke finde nogle hos Zayn og han sover’’ Spurgte jeg. Niall nikkede, mens han trak mig med hen på sit værelse. Der var virkelig rodet derinde og der trængte også til at blive luftet ud. Hurtigt gik jeg hen imod vinduet og åbnede det på vid gab. Niall rystede på hovedet af mig, for derefter at rode i sit skab. Imens tog jeg et kig på hans værelse. Der hang en plakat af Justin Bieber over hans seng. Ellers havde han et meget normalt teenagerværelse med dobbeltseng, skrivebord og skab. Der så bare meget dyrere ud herinde, end der gjorde hos andre.

Niall rakte mig nogle grå joggingbukser og nogle blå hygge sokker. Jeg gjorde tegn til at han skulle vende sig om, og trak hurtigt bukserne samt sokkerne på. Da jeg var klar, begav vi os hen til køkkenet igen. Louis var stået op, og sad og grinte af noget han selv lige havde sagt. Liam smilte, mens han gjorde tommel op mod mig. Det fik rettet Louis’ blik mod mig, og jeg kiggede rødmende ned. Det var så typisk mig at rødme, men drengene grinte bare af det.

Louis og jeg dækkede bord, mens vi drillede hinanden for sjov. Op til flere gange havde vi begge været fanget i grineflip, og vi smilte også hele tiden. Louis var en virkelig sjov gut, og jeg elskede allerede at tilbringe tid sammen med ham. Jeg holdte allerede af ham som ven, så mon ikke tiden ville gøre vores venskab stærkere. Han var dog ikke typen jeg ville falde for. Det så da også ud til at han også så mig som kun ven, hvilket passede mig perfekt. Niall sad endnu engang på køkkenbordet, mens han gav ordrer til Liam om at skynde sig. Engang imellem kiggede Niall over på Louis og jeg og grinte lidt af os. Da bordet var dækket færdig kom Harry og Mary-Ann ned til os.

Gud.

Jeg havde glemt alt om hende. Ups. Jeg gik over og krammede hende. Jeg smilte et godmorgen til Harry, som hurtigt gengældte det. Den eneste der manglede var Zayn. Han kom sløvt indad døren, og slæbte nærmest sig selv ind. Da han fik øje på mig, lyste han op i et stort smil, og nikkede et godmorgen til alle.

Jeg sad ved siden Niall, og Liam som sad for bordenden. Foran mig sad Zayn, der blev ved med at sende charmerende smil til mig. Hver gang kiggede jeg rødmende ned i min mad. Snakken gik, men jeg fulgte ikke rigtig med. Zayn så heller ikke ud til at følge med, for han sagde ikke noget. Louis skævede flere gange til os, hvilket var ved at gå hen og blive rigtig ubehageligt.

’’I har fået noget i nat, hva?’’ Udbrød Louis pludselig, og tiltrak de andres opmærksomhed. De stirrede alle sammen mellem mig og Zayn. Jeg kiggede forvirret på Louis, mens Zayn stirrede rødmende ned på sin mad. ’’Nej, vi har ej? Jeg sov i Zayn’s T-shirt i nat, og jeg faldt også i søvn med det samme’’ Irriteret kiggede jeg på Zayn, som slet ikke sagde noget. Vi havde jo ikke lavet noget!

Zayn skyndte sig at kigge op og gøre sig enig med mig, da jeg sparkede ham over skinnebenet. Hvorfor rødmede han, og hvad fik ham til pludselig at være så genert? I stilhed spiste vi videre. Harry og Mary-Ann snakkede stille mellem sig, men ellers blev der ikke sagt noget. Da jeg var færdig med min mad rejste jeg mig op, og gik over til opvaskeren med den. Jeg tøffede ud på Zayn’s værelse, hvor jeg lagde mig træt i sengen. Jeg lå ned på ryggen og kiggede op i loftet. Jeg havde brug for at få tænkt alt det med min far igennem, hvilket jeg også fik gjort.

 

Zayn’s synsvinkel:

Jeg trådte langsomt ind på mit værelse. Destiny lå derinde på sengen, mens hun kiggede op i loftet. Hvis hun havde lukket sine øjne, havde jeg troet hun sov. Hu lå så stille, at jeg næsten ikke ville forstyrre hende. Alligevel rømmede jeg mig, og jeg fik hendes opmærksomhed. Hun kiggede indtrængende på mig med sine dybe blå øjne, mens hun satte sig op. ’’Hvad så?’’ Spurgte hun, nok mest for at sige noget. Jeg ville undskylde for min opførsel i morges. Jeg vidste heller ikke selv, hvorfor jeg ikke havde gjort det klart for drengene at vi ingenting havde lavet, men jeg var vel bare lidt væk.

’’Jeg ville gerne sige undskyld for i morges. Jeg ved egentlig heller ikke selv, hvorfor jeg ikke ’hjalp’ dig, men jeg var nok lidt..væk?’’ Undskyldte jeg. Hun viftede med hånden, som tegn på at det var okay. Jeg smilte stort til hende, og lagde mig i sengen ved siden af hende. Hun vendte sig pludselig, så hun lå med front mod mig. Jeg kiggede op i loftet, men da jeg kunne mærke hendes stirren i lang tid, kiggede jeg spørgende på hende. Jeg lagde min hånd på hendes kind, og i stedet for at kærtegne den, gav jeg den nogle små klap. Destiny fniste, mens jeg bare smilte. ’’Skal vi ikke gå nedenunder?’’ Spurgte hun. Jeg nikkede mig enig. De andre undrede sig sikkert over hvor vi blev af.

 

’’Heeeey boys and girrrl’’ Jeg råbte højt ud til alle, mens jeg rullede med r’et i girl. Der lå 4 madrasser inde i stuen, også en masse dyner, puder og slik. ’’Vil du ikke hente energidrik fra garagen, Niall?’’ Spurgte Liam. Niall nikkede, og gik med hurtige skridt ud i garagen. Kort efter var han tilbage med ti dåser Redbull. At starte morgenen op med alt dette var måske klamt, men det var jo i princippet meget hyggeligt. Louis satte sig yderst, derefter Mary-Ann og Harry. Ved siden af Harry sad Liam, Destiny, Niall og jeg. Destiny havde insisteret på at sidde ved siden af Liam. Han var vidst den mest søde og mindst drillende mellem os, så hun kunne roligt se en gyserfilm sammen med ham. Vi andre grinte bare af hende, mens hun lænede sig op ad Liam. Han lagde en tryg hånd på hendes ryg, mens han sendte sit kærlige og venlige smil til hende.

’’Vi skiftes til at vælge film. Du starter Louis’’ Beordrede Niall.

Louis valgte ’Ted’. Sjov film.

Hahaha.

FUCK YOU THUNDER, YOU CAN SUCK MY DICK!

 

***

vad synes i om Destiny's forhold til drengene? Hvad vil i gerne have der sker? Og hvad synes i om Destiny? Kom endelig med jeres kommentarer. Hver eneste kommentar betyder virkelig meget. Selv et 'Mere' kan gøre mig glad.

Tusind tak for alt :)

Jeg prøvede at skrive et langt kapitel idag, og jeg blev da også tilfreds med det. ;-).

Ord: 4714

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...