All my life ɫ One Direction

Destiny McQueen er en 16-årig pige som mistede sin mor ved fødslen. Hendes far drukner sin sorg i sit arbjede og arbejder på fuldtid. Ofte er han på den anden side af jorden, og Destiny blev overladt til en masse forskellige barnepiger, som skulle passe hende. Da hun fyldte 8, tog en sød og rar dame af Destiny, som hendes barnepige. De to får sig et rimelig tæt bånd, og da den unge barnepige, dør, forlader den dårlige samvittighed ikke Destiny. Destiny besøger hende efter lang tid med dårlig samvittighed, og da hun en dag får selskab på kirkegården af en yderst sød dreng, bliver livet alligevel ikke så ensomt, som hun havde regnet med.

(Min første fanfiction, så håber i vil tage godt imod den)

70Likes
140Kommentarer
8244Visninger
AA

1. Prolog

Solen skinnede fra en skyfri himmel. Dens skarpe stråler blændede mine øjne, da jeg et kort øjeblik kiggede op. Jeg tog mine nye sorte solbriller på som Nanny havde købt til mig. Mary-Ann tog også sine på, mens Kate bare gik, ubevidst om solens blændende stråler, ved siden af os.

Skolen blev lagt bag os, og man kunne kun ane omridset af den. Resten blev skjult af en masse høje træer. De gik som et hegn rundt om skolen, og tårnede sig op over en. Nogle af dem var dog ret gode at klatre i.

Duften af blomster mødte mig, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Et lille vindpust fik mit hår til at flagre og dække for mine øjne.

Et grin lød fra mine veninder, og jeg skubbede smilende håret til siden med min hånd.

''JEG ELSKER SOMMERFERIE!'' Skreg Kate, mens Mary-Ann tyssede på hende.

''Mon ikke hr. Knold kommer og ødelægger din sommerferie ved at låse dig inde?'' Fniste jeg, og puffede drillende til hende.

Hr. Knold hed egentlig Hr. Knull, men fordi han altid har sat sit lange hår i en knold, syntes vi det var morsommere at kalde ham det.

Jeg lavede en bobbel med mit tyggegummi, og smagen af mint bredte sig endnu engang i min mund. Stadig fnisende, rakte jeg pigerne et hver, og de tog smilende imod dem.

Kate's smil blev en smule anstrengt, og man skulle ikke være særlig klog for at se hun smilte falsk. Jeg lod det ligge, for hvis hun havde lyst havde hun fortalt os det.

I sidste uge fortalte Kate os om sin kæreste, Dean. Han var vist en hun havde haft et One Night Stand med, og derfra havde det ført til mere. Hun havde virket så hemmelighedsfuld, på trods af at vi fortæller hinanden alt. Kate havde ikke fortalt andet end at de var på McDonalds igår, for at fejre deres 3-måneders dag som kærester.

Mary-Ann havde som altid om søndagen været i kirke igår. Hende og hendes familie var dybt kristne, og de bandede aldrig. Det gjorde jeg sådan set heller ikke, for Nanny plejede at være strengt imod det.

Jeg forstod hende altid når hun 'skældte' mig ud, selvom hun aldrig havde været god til at være sur. Hvergang jeg gjorde noget forkert, sagde hun bare jeg skulle lade være, men altid med et smil på læben. 

Jeg selv havde brugt Søndagen på at få kigget på billeder af min mor, mens Nanny fortalte lidt om hende. De havde været veninder lidt inden hun døde, men en fejltagelse havde vist endt deres venskab. Som 'undskyldning' ville hun passe og elske mig, istedet for min mor.

Nanny og jeg havde siddet ude i haven på hver vores lænestole, mens solen gjorde vores hud en smule brunere. Hun havde bagt chokolade cookies, som var det, hun oftest gjorde sammen med min mor.

Hendes røde bukser havde hun trukket et lille stykke op, mens hun sad i en Beatles-trøje. Ja, hun var meget stilet.

Pigerne trak mig ud af mine tanker, ved at stoppe deres snakken og pege hysterisk mod min fars villa, som jeg boede i.

Det var det eneste tegn på jeg overhovedet vidste han fandtes. Han ringede aldrig, og når jeg prøvede at ringe til ham havde han enten travlt, eller også gav jeg besked til en af hans sekretærer om at han skulle ringe tilbage.

Ambulance-folk løb ud og ind og en båre blev trukket med ud. På den hvide båre lå en midaldrende kvinde, mens hendes arme hang slapt ned. Jeg stivnede i noget, der føltes som flere timer. Jeg smed mit diplom for at være færdig med skolen på jorden og løb op mod huset. Pigerne fulgte hurtigt med, men jeg var hurtigere. Min vejrtrækning steg en anelse, og min underlæbe begyndte at dirre. Jeg havde på fornemmelsen at noget forfærdeligt var sket, og at min elskede 'Nanny' var damen på båren.

En prikken i øjnene signalerede til min krop at tårerne snart ville vise sig, og med forvirrede tanker begav jeg mig igen op mod huset.

Jeg kunne høre pigernes bange råb efter mig, men jeg ignorerede dem og satte farten op. Jeg nåede huset og kunne nu ane røg fra badeværelset. Hvad kunne det dog være? Jeg vred min hjerne for at se hvad der kunne være årsagen til alt dette. Dog fik jeg intet andet ud af det end at blive mere forvirret.

En af mændene i orange tøj trådte frem da han fik øje på mig, og gik med faste skridt imod mig. Jeg selv blev stående for at vide hvad der var sket.

''Destiny McQueen?'' Manden trådte hen til mig og sendte mig et anstrengt smil.

''Ja?'' Min stemme var rystende og grødet, på trods af jeg ikke havde grædt endnu.

Han rømmede sig og hans blik blev alvorligt. Hans øjenbryn blev skudt i vejret, og han stod og tænkte en smule, inden han begyndte.

''Jeg er virkelig ked af at meddele at Julia Smith ikke ser ud til at klare den. En lille brand startede oppe fra badeværelset, hvor et glattejern var glemt at blive slukket. Det gør mig ondt.'' Han sendte mig et 'opmuntrende' smil, og derefter vendte om på hælen og gik sin vej.

Jeg stod lammet tilbage og kunne ikke røre mig. Et sted langt væk kunne jeg høre paniske råb som råbte mit navn.

Jeg kunne ikke se den store villa som Nanny og jeg delte, for alle mine tårer. Mit blik blev mere og mere sløret, mens jeg hulkede højt. Den hårde asfalt føltes endnu hårdere da mine ben knækkede sammen under mig, og jeg faldt til jorden.

Et par stærke hænder greb fat i mine overarme, og jeg kunne mærke det var en mand. To varme hænder trykkede blidt mine hænder, mens jeg slet ikke vidste hvad der foregk. Jeg forstod intet af det. Det kunne da ikke være rigtigt, vel? Hele situationen gjorde mig sørgelig, og jeg fik kvalme ved tanken om at jeg skulle på alene i et kæmpestort hus uden min kære Nanny.

Minder løb gennem mit hoved, men jeg kunne slet ikke finde rundt i dem. De blev blandet sammen til en klump, hvor det eneste klare var at det hele var datid. Intet af det skulle ske igen. Det var umuligt.

Ligesom jeg var ved at vende tilbage til den 'virkelige verden' og jeg kunne høre Mary-Ann's dæmpede hulk, mens en trøstende Kate prøvede at berolige hende, mærkede jeg et stik i overarmen.

Det fik mig til at klemme øjnene sammen og forsvinde ind i en drømmeløs søvn. Inden jeg dog nåede det, nåede en masse bebrejdende tanker igennem mig.

Jeg havde jo glemt at slukke for glattejernet. Jeg havde så travlt med at finde mine yndlings øreringe og glemte alt om det. Hvis bare jeg var stået tidligere op. Hvis bare jeg ikke havde haft så travlt med mig selv. Hvis bare jeg havde husket at slukke for det forbandede glattejern. Det er jo ikke sådan at mit hår ville dø hvis det ikke blev glattet. Nej, men det gjorde Nanny.

Det er min skyld hun er død..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...