All my life ɫ One Direction

Destiny McQueen er en 16-årig pige som mistede sin mor ved fødslen. Hendes far drukner sin sorg i sit arbjede og arbejder på fuldtid. Ofte er han på den anden side af jorden, og Destiny blev overladt til en masse forskellige barnepiger, som skulle passe hende. Da hun fyldte 8, tog en sød og rar dame af Destiny, som hendes barnepige. De to får sig et rimelig tæt bånd, og da den unge barnepige, dør, forlader den dårlige samvittighed ikke Destiny. Destiny besøger hende efter lang tid med dårlig samvittighed, og da hun en dag får selskab på kirkegården af en yderst sød dreng, bliver livet alligevel ikke så ensomt, som hun havde regnet med. (Min første fanfiction, så håber i vil tage godt imod den)

70Likes
140Kommentarer
8154Visninger
AA

14. I've made my decision.

Resume fra sidste kapitel: Destiny og Zayn var på date, hvor de først tog ud at spise. Dernæst havde Zayn arrangeret en tur til en skøjtehal, hvor -zayn spurgte om Dess ville være hans kæreste. Destiny svarede selvfølgelig ja, og kapitlet endte med at Zayn kørte Dess hjem.

’’Seriøst? Tillykke!’’ Udbrød Kate og Mary-Ann i munden på hinanden. Jeg tyssede på dem, da deres udbrød kostede også nogle irriterede blikke fra nogle gamle mennesker. Vi sad på en cafe, og jeg havde lige fortalt om hvad der skete mellem Zayn og jeg i går. Jeg mumlede et ’mmh’ og slikkede noget af min flødeskumstop. Kate havde bestilt en sort kaffe og Mary-Ann nippede til en ananas vand. Jeg selv havde bestilt varm kakao med flødeskum og chokoladekrymmel på toppen. Mine øjne var lukkede, og jeg nød den kortvarige stilhed der var opstået. Jeg lænede mig blidt forover og duftede til den varme væske. Duften spredte sig i mine næsebor og jeg trak mig langsomt tilbage, stadig med lukkede øjne.

’’Dess?’’ Spurgte Kate med en undrende stemme. Jeg nikkede blot og satte mig godt til rette på den bløde sofa der gik i et med væggen. Når jeg bevægede mig udstødte det nogle lyde der løs som noget fra en traktor.

’’Vi skal til at gå nu søde’’ Det var Ann der talte. Jeg slog langsomt øjnene op og kiggede rundt. Min kakao var stadig urørt, hvis flødeskummet ikke talte med, men jeg rejste mig alligevel op og svang min taske om skulderen. Hurtigt var henne ved døren og da Kate skubbede til den lød der en ’pling’ lyd. Kate holdt døren for Ann og jeg, og vi gik ud af den. Udenfor var vejret det samme som det havde været de sidste uger. Overskyet og gråt. Det gjorde mig dog ikke særlig meget.

Vi skuttede os alle da kulden ramte os i ansigtet og Kate gennede os hen mod et busstoppested. Bussen kom kørende bag os, hvilket sørgede for at vi blev nødt til at løbe for at indhente den røde bus, der daværende tidspunkt havde overhalet os. Røgen dampede ud af et rør på bagsiden og et stort reklameskilt der reklamerede for et berømt universitet prydede det. Jeg smilte svagt ved tanken om at begynde på skole igen, og kiggede ind i bussen. Der var ikke særlig mange mennesker derinde, så Kate, Mary-Ann og jeg satte os allerbagerst. Et gammelt ægtepar sad forrest, mens de flettede fingre, hvilket gjorde mig helt varm indeni. At se gamle mennesker forelskede, beviste hvor meget kærlighed betød, og at det faktisk ikke bare var en følelse man efter noget tid, blev træt af.

Jeg vendte min opmærksomhed mod Kate der puffede til Ann’s skulder. Ann blev derfor skubbet ind i væggen og ømmede sig kort. Kate klukkede højt og jeg smilte stort af dem. Og også af min ikke eksisterende single liv. Zayn og jeg var kærester og bare ved tanken blev jeg helt ør. Trods kulden der sneg sig igennem den halvåbne dør, frøs jeg ikke spor. Bussen standsede kort efter det gamle ægtepar havde trykket på stop knappen, og sammen steg de fint ud. Den gamle mand gik ud et par sekunder før hans ægtekvinde, blot for at hjælpe hende ud. De var så søde og passede rigtig godt sammen.

Bussen lukkede ikke dørene i, nok fordi at det ville spare en smule, da de jo skulle åbnes kort efter. Små minutter efter trykkede jeg på den røde knap der sad på en stang og endnu engang standsede bussen. Kate sprang ind foran mig, for først at komme ud. Mary-Ann gjorde dog plads til mig også gik vi ud. Side om side begav vi os hjemad. Længere fremme gik et par mænd i jakkesæt, mens de flere gange steg ind og ud af de sorte biler. Vi kiggede undrende på dem, mens vi nærmede os stedet. Vi skulle trods alt forbi for at tage hjem til mig. En mand i sort jakkesæt og sort taske, lige som de andre, genkendte jeg som en af dem fra velgørenhedsfesten. Jeg studerede ham nærmere, og modsat de andre så han ikke ud til at have travlt. Tværtimod kom han gående mod mig, mens han sørgede for at holde øjenkontakt. Da han var helt tæt på os, prægede et sørgeligt smil hans læber, mens jeg selv kiggede forvirret på ham. Jeg prøvede at få ham til at forklare ved at sende ham et smil og nogle undrende blikke. Dog så han ikke ud til at mærke med dem, så jeg spurgte ham.

’’Er der noget galt?’’ Jeg spurgte med en fin stemme, da han lignte en der var ked af det, men alligevel var ligeglad med hvad der end fik ham til at føle sig trist. Et vindpust ramte mit hår og det begyndte at flyve mindre vildt. Jeg tog begge mine hænder og lagde dem ovenpå det, så det sad stille. Vinden ramte dog mine kinder, der fik små stød af den bitre kulde. Vinden sneg sig ind under min jakke og lagde sig tæt om min krop, så jeg rystede en smule. Det stoppede dog og blev erstattet af endnu engang undrende blikke, da manden begyndte at snakke.

’’Jeg hedder Keith. God bedring til din far, og hils ham gerne en masse gange’’ Keith snakkede hurtigt, hvilket gjorde det sværere at forstå hvad han snakkede om. For hvad snakkede han dog om? Keith sendte mig et kort og anstrengt smil, hvor han derefter vendte om på hælen og satte sig ind i en endnu sort bil. De mænd var også helt ens.

Var der sket noget med min far? Jeg forstod ikke hvad han mente og var også forsvundet helt ind i min egen verden, lige indtil en endnu koldere hånd lagde sig på min kind. Jeg kiggede forskrækket til siden hvor Ann stod. Hun smilte blidt til mig og begyndte så at snakke.

’’Han forvekslede dig sikkert med en anden’’ Fortalte Ann, mens hun sendte sigende blikke til Kate. Dog kunne jeg ikke forstå hvad hun prøvede at signalere til, så jeg slog det hen.

’’Fuck, det er altså pissekoldt. Lad os smutte’’ Fortsatte Kate videre på Ann’s talestrøm. Jeg nikkede mig enig, og ignorerede tankerne der kørte rundt. Alle de mænd gik iklædt det samme og havde alt sammen magen til hinandens. Han kunne sagtens have forvekslet mig med en anden. Endnu engang begyndte vi at gå hjemad, mens den irriterende vind flere gange fik os til at ryste. Efteråret var på vej, og et par få orange blade var allerede begyndt at dale ned og efterlade træerne mere og mere nøgne. Sommerferien var slut for en uge siden, men det betød dog ikke at jeg havde misset skoleåret. Med mine høje karakter kunne jeg med lethed starte på et privat universitet det sidste halve år, havde en vejleder fortalt mig. I morges havde jeg ringet og spurgt hende om råd til min skolegang. Jeg ville bestemt ikke gå glip af noget, men alligevel kunne jeg ikke sige at jeg følte mig klar. Måske var jeg lykkelig, men det betød ikke at jeg havde lagt mine familieulykker bag mig.

’’Din postkasse er vidst overfyldt. Du burde tømme den, inden det hele vælter ud’’ Kate og Ann begyndte at le, da de sikkert forestillede sig, mig begravet under en masse breve. Jeg smilte dog af dem og kiggede hen mod postkassen. Et brev stak ud, så der burde sikkert være en masse andre indeni. Jeg låste op for pigerne og lukkede derefter døren efter dem. Kulden skulle helst ikke gøre huset koldt, for så ville vi da for alvor blive syge. Jeg satte kurs mod postkassen for at tømme den, og fandt min nøgle frem. Nøglen blev sat i det lille grå hul, der var det eneste der ikke var i en kraftig rød farve. Det var Nanny’s ide at det skulle være rødt. Den dag vi tog ud for at få købt en flottere postkasse end en grå slidt en, havde hun samtidig fået købt en knaldrød læbestift, som hun selvfølgelig var helt vild med. Nanny ville derfor have postkassen til at matche hendes læbestift, og med en masse overtalelser overgav jeg mig. Det var nu egentlig ret fedt. Vores nabo huse, som selvfølgelig lå med en smule afstand fra os, havde postkasser i sort, grå eller hvid. Alle sammen enkle farver, som ikke skilte sig det mindste ud. Nanny havde altid været en smule fin, i frygt for at blive taget fra mig fordi hun opførte sig som en teenager. Engang imellem elskede hun dog at skille sig ud og ikke at gå i et med mængden. Trods hendes udskilning, gik hun i lækkert modetøj, som jeg tit kopierede en smule.

Postkassen åbnede og jeg kneb øjnene blidt sammen for at mindske den store mængde breve der ventede på mig. Jeg blev dog noget overrasket, da det eneste der kom ud, var en konvolut der stak ud. Det lignte at det var meningen den skulle stikke lidt ud, sikkert for at jeg bedre skulle få øje på den. Hvis det dog var så vigtigt, kunne vedkommende vel ringe til mig. Ingen fra min vennekreds sendte breve til min postkasse, så det var sikkert noget professionelt der vedrørte min far. Når folk ikke kunne få fat på ham, plejede de som regel at sende det til min hus adresse. Alligevel undrede det mig, da min far havde fået en ny sekretær, som ALTID havde styr på tingene.

Jeg tog fat i kuverten og lod mine fingre glide over håndskriften. Mit navn og efternavn stod skrevet med en lidt sjusket håndskrift. Brevets afsender havde ikke skrevet sit navn på ydersiden af brevet, hvilket gjorde mig mere nysgerrig. Jeg havde ingen anelse om hvem det var og et par sekunder stirrede jeg ud i luften. Det kunne måske være fra skolen, der fortalte at jeg ikke kunne gå der. Den tanke virkede dog for usandsynlig, så jeg slog den væk. Endnu engang ramte vinden mit ansigt og jeg skar en grimasse af de små stød jeg mærkede, hver gang kulden ramte mine forfrosne kinder. De var helt sikkert røde og resten af mit ansigt føltes helt blegt. Jeg skyndte mig at lukke postkassens låge i, og med brevet i hånden åbnede jeg hoveddøren og gik indenfor. En varme lagde sig med det samme om mig, men den brændte sig nærmest ind i mig. Mine tæer begyndte at brænde, da jeg jo lige kom udefra. Dernæst smed jeg mine sko og hængte min jakke ved siden af Kate og Ann’s. Jeg kunne høre deres grinende stemmer og en lavmælt summen, der stammede fra fjernsynet. Ganske korrekt, da jeg trådte ind sad Kate og Ann med hver deres kopper te. De grinede så meget at de ikke opdagede mig, og der fik jeg min teori om at fjernsynet var tændt, helt rigtig. Kort tid efter, hvor jeg havde betragtet dem med et stort smil, vendte de opmærksomheden mod mig. De smilte begge kort og vendte tilbage til deres te. Jeg satte mig ved siden af Ann og fulgte med i deres samtale.

’’Hvordan går det egentlig med Jesper?’’Spurte Ann nysgerrigt. Jeg nikkede mig hurtigt enig i spørgsmålet, da det egentlig var noget jeg også ville vide. Kate kiggede rødmende ned på bordpladen, hvilket bare beviste at det gik godt. Derefter falmede hendes ellers så store smil en smule, og Ann og jeg kiggede forvirret mellem hinanden og Kate.

’’Men..?’’ Opfordrede jeg Kate til at fortsætte. Hvis der var noget galt, måtte vi have det at vide. Både fordi hun var vores bedsteveninde, og nok også grundet at hun ikke skulle gå inde med sine frustrationer. At komme ud med sine følelser og problemer, var helt klart noget af det mest lettende jeg kendte til. Det havde jeg da også fået bevist ved at fortælle det hele til Niall og Zayn.

’’Det går egentlig rigtig godt, men han fotograferer halvnøgne piger næsten hverdag, så jeg tvivler en smule’’ Indrømmede hun. Et øjeblik havde jeg troet at han ville noget mere end hun ville, men Kate havde jo været med til en masse, så det ville nok ikke være problemet. Ikke at Kate var billig, for det var hun overhovedet ikke. Hun havde bare virkelig let ved at sige fra, og hvis det ikke hjalp, så havde hun rigeligt med metoder.

’’Åh. Jamen det skal du da ikke tænke på. Jeg har set hvordan han kigger på dig, og med de kærlige blikke i sender hinanden, så kommer det ikke til at ske’’ Beroligede Ann. Jeg troede også fuldt på at han ikke ville gøre sådan noget, og derfor kom jeg også med at par enige lyde. Kate så en del mere rolig ud og smilte svagt til os. Hun mumlede et tak og vendte så sin opmærksomhed mod mit skød. Jeg kiggede forvirret i hende retning og opdagede brevet, jeg havde glemt at lægge fra mig.

’’Hvad er det? Og du kom da kun ind med et brev’’ Spurgte Kate forvirret. Mary-Ann kiggede også på brevet og rynkede panden en smule, så en lille rynke opstod i panden på hende.

’’Jeg ved det egentlig ikke. Jeg har ikke læst det endnu. Og mærkeligt nok, var det her det eneste brev der var derinde’’ Svarede jeg. Jeg tog brevet op foran mine øjne og læste så de to navne der stod på endnu engang. Destiny McQueen.

’’Så åben det’’ Sagde Kate en smule ivrigt. Jeg kiggede op og smilte lidt af hendes nysgerrighed. Derefter vente jeg igen min opmærksomhed mod papiret og lod min pegefinger løbe langs åbningsstregen. Jeg lagde langsomt min finger mod den yderste side og rev det tøvende op. jeg havde intet at tøve over og jeg vidste heller ikke hvorfor jeg gjorde det. Tanken om at det kunne være fra skolen meddelte sin ankomst og jeg sukkede frustreret. Jeg valgte ikke at tænke på noget, for hvis det virkelig var fra skolen der kom med dårlige nyheder, ville jeg helt klart have det rigtig dårligt. Alligevel lød tanken helt latterlig, for hvis brevet var sendt fra skolen, ville der stå noget mere end mit navn, og det ville også blive skrevet med computerskrift. Ikke en sjusket håndskrift, der var skrevet med en kuglepen.

Jeg trak brevet op fra konvolutten og endnu engang afslørede en håndskrift sig for min nethinde. Jeg lagde konvolutten på glasbordet foran mig, og begav mig til at læse brevets indhold. Det frembragte en svag duft der stammede fra et kopirum. Lugten af nyt og friskt papir, havde været noget jeg tit kunne lide at dufte til.

’’Hej Destiny.

Du kender mig sikkert ikke, men mit navn er Marc. Jeg har været din fars tætteste assistent og gjort hvad han har bedt mig om. Dog er jeg det ikke længere, da der var problemer på arbejdet. Jeg er stadig venner med ham, og selvom han så mange gange har tryglet mig om at lade være med at give dig besked, mener mit hjerte det modsatte. Indholdet af dette brev er dybt hemmeligt for din far, og det kan koste hans og mit venskab hvis han fandt ud af det. Som hans datter bør du vide at din far er på hospitalet. Han var uheldigvis med i en bilulykke og han har for mange indre blødninger til at slippe uden om en livsfarlig operation. Lægerne mener at han ikke ville kunne klare en yderst farlig operation, grundet hans alder. Jeg selv er fuldkommen sikker på at han vil kunne klare det, og selvom din far ikke tror på mig, vil han alligevel have den operation. En læge forklarede mig dog, at hvis din far kunne lade være med at tænke så meget, bare slappe af med et familiemedlem, kunne han blive rask. At grine og smile er så sundt, at flere mennesker er blevet helbredet af det. Din far har virket så underlig, nærmest helt fraværende på det sidste. Han har tænkt en masse, og man skal være heldig hvis man får tilsendt et smil af ham. Tro mig, jeg forstår udmærket at du ikke engang vil overveje at tage herhen, men jeg vil stadig tilbyde dig det. Du er ung endnu, og der er stadig tid nok til at bygge din fars og dit forhold op. Alle mennesker begår fejl, inklusiv dig selv og din far. Nogle mennesker er bare længere tid om at forstå de forkerte handlinger de har begået, hvilket tit kan medføre at man aldrig får snakket sammen igen. Jeg ved stort set alt om dig og din far, og selvom du ikke kender mig, ønsker jeg dig det bedste. Jeg synes at du skal tænke dig grundigt om, før du smider dette papir ud og glemmer mine ord.

Marc.’’

Brevet stoppede og nederst stod en adresse til et hospital samt et telefonnummer. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere på det. Det hele spillede sig for mine øjne. Jeg havde billeder af hvordan min far så ud, og hvordan vores hver især fremtid ville se ud, limet fast på min nethinde. For at fjerne de ensomme billeder fra mit syn, glippede jeg med øjnene og gjorde tegn til pigerne om at hælde et glas vand op til fra vandkanden der stod ubemærket på bordet foran mig. Uden at vide hvem der rakte mig det halvkolde glas, tog jeg rystende imod det, og lod den lunkne væske glide gennem min hals. Jeg sank besværet en klump og knuden i min hals løsnede sig en smule. Dog var den stadig til stede, hvilket gjorde situationen mere uoverskuelig. I starten af brevet havde jeg allerede bestemt mig. Jeg ville ikke tage af sted og besøge ham, trods han var min far. Det hele var hans egen skyld, og han burde kunne redde sig selv ud af den. Alligevel var jeg i tvivl. Jo mere jeg læste af brevet jo mere blev jeg usikker på min beslutning. Marc havde utrolig nok ret, trods jeg intet kendte til ham. Hele brevet kunne også have været en joke, men det så ikke særlig sandsynligt ud. Og der var det jeg kom i tanker om manden fra tidligere. Hans navn var som forduftet fra min hjerne, men jeg huskede tydeligt hans sidste sætning.

’’.. God bedring til din far, og hils ham gerne en masse gange’’

Så havde han altså ikke forvekslet mig med nogen anden. Jeg stillede langsomt glasset fra mig på bordet og kiggede op. Kate og Mary-Ann kiggede begge bekymrede på mig. De sad begge lænet helt over mod mig, så de næsten var ved at falde ned af stolen. I enhver anden situation ville jeg sikkert le, men det var ikke helt tilfældet denne gang.

’’Hvad stod der så?’’ Spurgte Kate med en interesseret klang i stemmen. Dog vidste jeg at de ikke bare spurgte fordi de var nysgerrige, men med den grund at de ville vide hvad der sørgede for jeg opførte mig som jeg gjorde. Jeg var dog alt for oprevet og også alligevel ikke, til at kunne forklare hvad der stod. Derfor rakte jeg papiret til Kate, og Ann kiggede med over skulderen på hende. Jeg selv kiggede ned i gulvet. Mit hoved støttede jeg af mine hænder, mens mine albuer hvilede på mine knæ. Mine albuer borede sig faktisk ned i knæene og smerten var tydelig. Alligevel lagde jeg ikke så meget i det og tænkte videre. Eller, jeg tænkte ikke. Jeg havde lukket øjne, så det eneste jeg kunne se var et sort tomrum. Der kørte en masse tanker rundt i hovedet på mig, også alligevel ikke. Det hele var virkelig forvirrende, og jeg ønskede inderligt ikke at være placeret i sådan et dilemma. Skulle jeg bide tænderne sammen og tilgive min far for hans fejl, eller give ham noget af sin egen medicin.?

Jeg var forsvundet så dybt i mine ’tanker’, at jeg ikke havde opdaget Ann der viftede med brevet foran mig. Dog kom jeg til mig selv kort efter og kiggede fraværende på dem begge. Det så ud til at de havde læst brevet, for Kate var i gang med at putte det tilbage ned i konvolutten. Imens kiggede Ann indtrængende på mig og jeg følte mig helt bange. Som at de på en made ville tænke anderledes, hvilket valg jeg traf. Jeg vidste dog godt at det ikke passede, for de var mine bedsteveninder og ville være med mig igennem det hele. Så hurtigt som følelsen kom, forsvandt den dog og mit indre blev erstattet af en tomhed, som ekkoede højlydt for min trommehinde. Høje bank der hele tiden slog mod en mur lød for mine ører, og et øjeblik så jeg sort. Dernæst vendte jeg dog tilbage og kiggede på Ann der var begyndt at tale. Jeg opfattede kun nogle ord der afslørede hele sætningen, uden jeg havde hørt resten.

Det som jeg forstod, lød noget i retning af ’’Er der noget vi kan gøre for dig?’’. Jeg rystede på hovedet, så mine albuer faldt ned af mine knæ. Smerten som jeg havde glemt alt om, forsvandt øjeblikkeligt og i stedet dunkede det svagt.

’’Jeg … tror jeg vil være lidt alene’’ Fik jeg sagt uden min stemme døde helt. Mary-Ann nikkede forstående og gjorde tegn til Kate om at rejse sig. De gik begge to hen til entreen, nok for at tage deres overtøj og sko på. Dernæst stak Kate hovedet ud og sendte mig et kort smil, som jeg besvarede med noget der mindede mest af alt om en grimasse.

’’Vi er her for dig, hvis det er’’ Forsikrede hun mig. Det næste jeg hørte var hoveddøren, der langsomt blev lukket i. Jeg satte mig sukkende tilbage på sofaen og lukkede mine øjne, for dernæst at døse hen i en tilstand mellem søvn og virkelighed.

ɫ---ɫ

Jeg vendte mig langsomt rundt og bevægede langsomt rundt på mig. Duften af mig selv stammede fra mit sengetøj og jeg følte mig med et tryg. Med lukkede øjne strakte jeg min højre arm, men ramte noget varmt og hårdt. Jeg gav et lille spjæt fra mig og slog mine øjne op. Til siden lå Zayn i en rød bluse og støttede sin ryg opad en pude. Han kiggede bedrøvet ned på mig og jeg kiggede forvirret rundt. Jeg lå på mit værelse og alt så ud som det skulle. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg kom herop, og hvad Zayn lavede hos mig. Zayn. Jeg sendte ham et strålende smil og kyssede ham blidt på munden. Han kyssede med, men trak sig så væk. Jeg kiggede forvirret på mig, men slog det så hen. I stedet stilte jeg ham et spørgsmål.

’’Hvordan kom du ind. Og hvad laver du her egentlig?’’ Zayn smilte kort til mig og trak så vejret dybt ind, som skulle han besvare i en lang talestrøm.

’’Mary-Ann fortalte det med brevet til Harry, som få forklarede det videre til mig, og jeg fik af vide hvor ekstranøglen lå og låste mig selv ind, så jeg kunne se til dig, også fandt jeg dig sovende på sofaen i stuen og bar dig herop, også har du nu sovet i et par timer, så det er faktisk blevet aften og mørkt’’ Zayn sluttede af med at puste ud og trække vejret dybt ind. Jeg forstod ikke hvorfor han snakkede sådan, men nogle gange gjorde folk nogle lidt forvirrende ting.

’’Ved du så alt hvad der er sket?’’ Spurgte jeg nysgerrigt. Zayn nikkede og lænede sit hoved ned mod mit. Han plantede et vådt kys på min pande og trak sig så tilbage. Jeg smilte svagt ved hans blide berøringer og lagde mig så godt til rette. Jeg løftede kort mit hoved, for derefter at lægge den oven på Zayn’s overarm.

’’Jeg elsker dig’’ Mumlede jeg mod hans brystkasse.

Han klukkede hæst, og sagde noget i retning af et ’ i lige måde’. Til lyden af hans søde latter lukkede jeg endnu engang øjnene. Ikke for at sove endnu engang, men bare for at tænke igennem. Hvilket jeg jo slet ikke havde fået gjort. Desværre var min tankegang blokeret til, for jeg kunne slet ikke koncentrere mig om andet end min ’kæreste’ og hans rolige vejrtrækning, der let kildede min hovedbund. Derfor satte jeg mig op og kiggede Zayn i øjnene. Jeg gav hurtigt hans kind et kys og rejste mig så op, for at kunne tale mere tydeligt.

’’Jeg kan ikke tænke det her igennem når du er i nærheden af mig. Du ved jeg elsker dig, men jeg kan ikke koncentrere mig, når min kæreste er ved siden af mig’’ Sagde jeg med en drillende klang i min stemme.

’’Er du helt sikker søde? Jeg skal nok lade være med at have lyst til at kysse-kramme for meget’’ Spurgte Zayn.

’’Rolig søde. Jeg klarer mig’’ Beroligede jeg ham med og fulgte ham hen til hoveddøren, hvor han fumlede kort med sine sko.

’’Ring, når du har besluttet dig’’ Var det sidste jeg hørte fra ham inden han kyssede mig hurtigt på munden og gik ud af døren. Jeg kiggede efter ham i et helt minut, men rystede så på hovedet og gik ovenpå.

 

Jeg åndede mod glasset så en rund cirkel opstod. Dernæst strakte jeg min pegefinger for at tegne en blomst indeni. Jeg sad på sofaen i stuen, og havde et gennemsigtigt glas i mine hænder. Jeg havde fundet det ude i garagen da jeg skulle hente en dåse cola. Den var dog for længst færdig og smidt ud i skraldespanden. Der var gået en yderligere time siden Zayn tog hjem og jeg havde allerede efter 5 minutter taget min beslutning. Den virkede meget mere fair, også alligevel ikke. Begge beslutninger havde hver deres gode og dårlige sider, og det at de var så lige gjorde det hele meget sværere. Jeg var glad for den støtte som pigerne samt Zayn og også Marc havde givet mig. De virkede så forstående, selvom enhver anden ikke ville have nogen anelse om hvorfor det var så svært at vælge. Det var bare anderledes, og jeg havde også selv ret svært ved at sætte ord på situationen. Jeg genoptog min bevægelse og åndede endnu engang mod glasset. Den samme cirkel, bare større, opstod endnu engang. Som lige før tegnede jeg en blomst, denne gang var blomsten bare i en anderledes form.

Grunden til jeg ikke havde ringet til Zayn med det samme var fordi jeg alligevel ville vente lidt. Jeg var ikke helt sikker på om det mit hjerte eller min hjerne der havde truffet den svære beslutning, men hvad jeg end tænkte nu, kunne med lethed blive ændret når jeg overrakte beslutningen til Zayn. Han havde sikkert fortalt det til de andre drenge, hvilket slet ikke gjorde mig noget. Så slap jeg for selv at fortælle dem det. Jeg kunne lige forestille mig Niall der nærmest tiggede om at få lov til at snakke med mig, men selvfølgelig blev stoppet af Zayn der mente jeg havde brug for at være alene. Hvilket jeg i den grad også havde.

Jeg vendte mit blik væk fra det halvkolde glas i mine hænder og gav min opmærksomhed til uret der tikkede, som gjaldt det livet. Der var blot fem uendelige sekunder til klokken ville være præcist et minut over 21, og det ville være på det tidspunkt jeg ville forklare min situation til Zayn. Eller jeg ville egentlig ikke give mig til at forklare det for ham, blot fortælle det.

Jeg rakte ud efter min telefon som lå ved siden af brevet, og tog den op foran mine øjne. Dernæst lod jeg min pegefinger stryge henover ruden i en glidende bevægelse, så skærmen lyste op. jeg gik ind under kontakter og fandt Zayn’s nummer. Med vejret dybt trukket ind tog jeg mobilen op til mit øre, efter at have trykket på den grønne knap der signalerede for ’Kald op’. De velkendte toner lød for min hørelse og jeg spændte kroppen da det lød som om telefonen blev taget. Dog narrede jeg mig selv, for den skrattende lyd, sørgede bare for at gøre klar til endnu en tone. Lige da jeg sukkede irriteret og skulle til at lægge mobilen fra mig, lød Zayn’s hæse stemme, som havde han døset hen i en mindre søvn.

’’Det Zayn’’ Lød hans stemme. Jeg nikkede blot, selvom han ikke rigtig kunne se mig.

’’Jeg har truffet min beslutning’’ Min stemme lød kærlig, alt andet ned hvad jeg havde regnet med den ville være. Jeg rømmede mig kort, så Zayn havde nemmere ved at høre mit endelige valg.

’’Ja søde?’’ Det lød som om at Zayn satte sig op, for sikkert at kunne høre bedre med. jeg rømmede mig endnu engang og med en monoton stemme fortalte jeg det endelig.

’’Jeg har bestilt en enkeltbillet til Japan’’

 

 

A/N: Jeg undskylder så mange gange for den lange ventetid, men jeg har haft en rigtig dårlig ude, hvilket medførte en skriveblokering. Dog har jeg fundet ud af det hele nu. Det kan allerede siges at der kun kommer et kapitel mere, også er denne Movella slut.

Det betyder virkelig meget at jeg ingen læsere har mistet, trods ventetiden.

               Hvad tror i der sker hos faren? Hvordan tager han imod

               Destiny? Og hvad siger de andre til hendes beslutning?

Mange tak til den søde Tess Towler for at have læst kapitlet igennem og hjulpet mig med eventuelle fejl. I burde tage et kig på hendes Movella 'The Liar in me'. tro mig, efter første kapitel er i helt fanget af hendes levende skrivemåde.

Ord: 4733.

Just Broken xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...