All my life ɫ One Direction

Destiny McQueen er en 16-årig pige som mistede sin mor ved fødslen. Hendes far drukner sin sorg i sit arbjede og arbejder på fuldtid. Ofte er han på den anden side af jorden, og Destiny blev overladt til en masse forskellige barnepiger, som skulle passe hende. Da hun fyldte 8, tog en sød og rar dame af Destiny, som hendes barnepige. De to får sig et rimelig tæt bånd, og da den unge barnepige, dør, forlader den dårlige samvittighed ikke Destiny. Destiny besøger hende efter lang tid med dårlig samvittighed, og da hun en dag får selskab på kirkegården af en yderst sød dreng, bliver livet alligevel ikke så ensomt, som hun havde regnet med.

(Min første fanfiction, så håber i vil tage godt imod den)

70Likes
140Kommentarer
8159Visninger
AA

10. I'm in love.

 

Zayn’s synsvinkel:

Jeg var i gang med at rydde af bordet. Destiny var inde i stuen for at se tv, hvilket hun havde gjort det meste af tiden de sidste 2 dage. Hun virkede så fraværende, som sad hun der på sofaen med et tomt udtryk, mens fjernsynet kørte i baggrunden. Hendes mors beslutning havde taget hårdt på hende. Dog kunne hun stadig smile og snakke engang imellem. Efter hvad hun gav udtryk for, var hun ikke så langt ude at bunde som sidst. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at bekymre mig om hende. Hendes store blå øjne som havde den særlige gnist i sig, var ændret til nogle tomme og udtryksløse øjne.

’’Destiny?’’ Råbte jeg ud til hende.

Jeg stillede tallerkenerne fra mig på køkkenbordet og traskede ud til hende. Hun sad med fødderne krydset på sofabordet, mens hun stirrede ud af vinduet. Hendes øjenbryn rynkede, og blev ved med at kigge ud. I et par minutter ventede jeg på at hun ville give mig sin opmærksomhed i stedet for vinduet, men endte efter med at rømme mig.

Destiny drejede hovedet og stirrede bare på mig. Hendes øjne var knebet sammen og hendes mund var formet som en smal streg. Jeg lagde vægten på mit andet ben og lænede mig ad dørkarmen. Jeg sendte hende et svagt smil, som hun besvarede med et smil der mere lignte en grimasse.

’’Undskyld, hvad sagde du?’’ Spurgte hun med nysgerrighed i stemmen.

’’Jeg smutter i byen med nogle venner. Vil du med?’’ Egentlig var jeg ret sikker på at hun ville takke nej. Hun lignte nemlig ikke en der havde mest lyst til en bytur. Andy var endelig kommet til London for en dag, og den skulle han bruge med mig. Det var dejligt at jeg skulle se ham om noget tid. Vi havde ikke haft særlig meget tid, både på grund af at jeg arbejdede det meste af tiden, og den lange vej fra Bradford til London.
Hun nikkede, men rystede så på hovedet. Jeg fniste over hendes uenige svar. Var det et ja eller nej?

’’Jeg mener nej. Men det lyder rigtig godt at du også hygger dig lidt’’

’’Tænkte jeg nok. Derfor ringede jeg til Niall. Er det ok? Spurgte jeg. Hun kiggede smilende på mig. Niall kunne virkelig løfte hendes humør. Han var jo også noget af en humørbombe.

’’Tusind tak Zayn. Det lyder fantastisk at Niall kommer. Har du eventuelt en eller to hovedpinepiller?’’Spurgte hun og skar en grimasse. Langsomt tog hun sig til hovedet og sendte mig et bedende blik.

Hurtigt var jeg ude på badeværelset og rodede skufferne igennem. Derefter smuttede jeg ind i køkkenet efter vand. På under tre minutter var jeg tilbage i stuen med to piller og et glas vand. Destiny smilte lidt af mig, hvor hun bagefter slugte pillerne.

’’Hvornår går du?’’ Det kom ud på en lidt uhøflig måde, men jeg vidste hvad hun mente. Derfor sendte jeg hende også et beroligende smil, så hun var sikker på at jeg ikke misforstod den. Jeg tjekkede mit armbåndsur. Jeg gispede hurtigt da jeg så klokken. Jeg for op ad sofaen og kiggede endnu engang på uret for at være sikker.

’’Jeg har kun halvanden time!’’ Ubrød jeg panisk. Destiny begyndte at grine af mig. Positivt overrasket over hendes glade adfærd, hævede jeg et øjenbryn.

’’Hvad griner du af?’’ Spurgte jeg med en falsk fornærmet stemme.

’’Normalt bruger drenge en halv time på at gøre sig klar. Du bruger næsten lige så meget som os piger’’ Fniste hun. Jeg rystede på hovedet af hende og gik ud af stuen efter at have sendt hende et smil. Jeg havde trods alt travlt.

 

 

En time efter havde jeg været i bad og fået tøj på. Jeg manglede at sætte mit hår og børste tænder.
Jeg havde ikke tænkt mig at score i aften. Med Destiny herhjemme føltes det slet ikke rigtigt. Det var jo egentlig slet ikke sådan at vi var kærester, så jeg kunne rent faktisk ikke se hvad der skulle være forkert i det. Alligevel havde jeg en mærkelig følelse i mave, så jeg valgte at droppe ideen med at score.

Jeg tændte lyskontakten inde på badeværelset og gik derind. Vasketøjskurven var næsten fyldt op, hvilket mindede mig om at få vasket tøj snarest muligt. Destiny havde overnattet her siden hendes mors breve, så hendes tøj havde nok også en plads i kurven.

Jeg skyllede tandbørsten ren for tandpasta og satte den tilbage i skabet. Mine tænder var kridhvide, hvilket betød ret meget for mig. Jeg børstede tænder flere gange dagligt, da dårlig ånde og gule tænder var et no-go for mig.

Jeg satte mit hår perfekt og skyllede hårvoksen af mine fingre. Derefter sendte jeg mit spejlbillede et tandpastasmil og rettede lidt på mit hår.

Dørklokken kimede og jeg gik langsomt ud i gangen. Derude stod Andy og Destiny som snakkede livligt. Andy sendte hende et charmerende smil, som hun gengældte med et mislykket skævt smil. Andy var slet ikke hendes type, så der var ikke noget at virke urolig for. Misforstå mig ikke, Andy er en sød og flot fyr, men ikke rigtig Destiny’s smag.

Da de fik øje på mig rykkede Destiny sig så jeg kunne komme forbi. Jeg smilte til Andy og krammede Destiny. Hun fik også et lille kindkys, som hun gjorde tydeligt at hun ikke havde forventet. Jeg smilte af hendes reaktion og lavede håndtegn med Andy. Jeg smækkede døren efter at have råbt et farvel, og begav mig ud i Andy’s bil.

’’Yo man. Hot chick’’ Andy’s friske stemme lød da vi sad i bilen. Jeg nikkede og grinte lidt. Jeg ville nu bare sige at hun var smuk, i stedet for at kalde hende lækker. For hun var smuk. Både indeni og udenpå.

Andy satte bilen i gang og vi var på vej mod en eller anden random natklub.

Niall’s synsvinkel:

Jeg krammede pigen farvel og fortsatte min gang. Mørket havde lagt sig og gadelampen lyste svagt vejen op. Jeg var på vej over mod Destiny, da en fan havde set mig. Hun havde bestilt det ’sædvanlige’, en autograf og et billede. Ikke at jeg have noget i mod det. Et smil prydede mine læber da jeg så hendes mørke skikkelse løbe over til sine forældre. Hun lignede en på 13 år, og havde ikke prøvet at flirte med mig. Jeg syntes ikke at det var i orden at piger under de 16 flirtede med attenårige. Nogle piger på pigens alder havde faktisk prøvet at sende mig skæve og charmerende smil, men for mig virkede det bare ucharmerende og akavet. En ringeklokke lød og jeg flyttede mig hurtigt. Dybt fordybet i mine tanker havde jeg ikke opdaget at jeg havde bevæget mig ud på cykelstien, og flyttede mig tilbage til fortovet.

Jeg rystede kort på hovedet af mig selv fortsatte min gå gang. Der var ti minutter til jeg ville være hos Destiny endnu, så jeg satte farten lidt mere op.

Destiny.


Destiny var så skrøbelig, men samtidig så stærk og frisk. Når hun smilte, kunne hun få alle i rummet til at smile. Misforstå mig ikke, jeg kunne ikke lide hende på den måde. Allerhøjest så jeg hende som min bedsteveninde, og hun betød allerede så meget for mig efter kort tid. Jeg vidste og kunne stærkt mærke at hun skjulte noget. Jeg havde ingen anelse om hvad, men det var virkelig tydeligt at hun i hvert fald gemte på noget, som gjorde hende ked af det. Jeg ville gerne vide det, ikke fordi jeg var nysgerrig, men jeg ville bedre forholde mig til hende og have mulighed for at tage hensyn. Når jeg prøvede at fange hendes blik, undgik hun mig nogle gange. Det var frustrerende at hun ikke ville fortælle det når hun fik det dårligt. Alligevel kunne jeg mærke indeni mig at hun snart ville fortælle det. Hvis hun ikke gjorde, var der så ikke så meget at sige til det. At blive sur havde jeg ingen ret til, og jeg så det også latterligt. Hvis hun følte sig klar, kunne hun bare plapre ud. Hvis hun ikke gjorde, så var det også i orden.

Jeg var ved at snuble over en sten, men genvandt balancen. Jeg stirrede chokeret ned i jorden, men da jeg ikke så nogen fare, kiggede jeg op. Endnu engang var jeg forsvundet dybt ind i mine tanker, og havde gået et par huse for langt. Jeg skyndte mig at gå tilbage og bankede på. Jeg trådte lidt væk fra hoveddøren så hun kunne komme til at åbne døren, og betragtede Zayn’s hus. Han var vel nok allerede taget af sted, for det var blevet mørkt. Lyset ude i gangen tændte og kort efter åbnede Destiny døren. Hun lyste op i et stort smil og jeg slog armene om hende. Hun fniste let og rykkede sig lidt til siden, så jeg også kunne komme ind. Jeg smed mine sko og hang min jakke op. Derefter gik vi ind i stuen hvor der lå chips, popcorn, cola og film klar, samt en stor madras og to puder på gulvet.

 

Vi var i gang med at se en komedie film, da Destiny pludselig kiggede ud af vinduet. Jeg lagde mærke til hendes bevægelse ud af øjenkrogen, og vendte derfor hovedet helt mod hende. Egentlig var det nogle rigtig sjove film, men selvom Destiny havde grint flere gange, var det tydeligt hun ikke fandt det morsomt. Jeg følte at hun lukkede af, hvilket gjorde mig opsat på at komme ind til hende. Jeg betragtede hende stille. Hendes læber var en smal streg som næsten ikke var tydelig, og hendes øjne havde hun knebet sammen. Det så ud til at hun havde siddet i den position flere gange før, for hun så ikke ud til at dreje og vende sig for at finde en god position. Eller også fandt hun en behagelig stilling med det samme. Jeg rømmede mig kort, men hun lagde ikke mærke til det. Jeg hostede kort og falsk, men hun lagde sjovt nok heller ikke mærke til det.

’’Destinyyy?’’ Jeg smilede mens jeg sagde hendes navn. Zayn havde sagt noget om at hun var lidt væk nogle gange, og at jeg virkede som en kedelig psykolog ville nok ikke være det fedeste. Derfor kunne jeg da også smile lidt, og vise hende at det var det værd at have det sjovt, i stedet for at stirre ud af et vindue.

Ingen reaktion.

’Halooo?’’ Jeg rykkede mig tættere på hende og viftede med en hånd foran hendes øjne. Hun rystede på hovedet og glippede med øjnene. Derefter kiggede hun på mig og sendte mig et smil. Måske var jeg alt for god til at gennemskue folk, eller også var Destiny dårlig til at skjule noget, men det smil hun sendte mig var hundrede procent falsk. Jeg lagde en hånd på hendes skulder og vendte hendes hoved mod mig.

’’Okay. Hit med det. Hvad er der galt?

Destiny’s synsvinkel:

Jeg havde faktisk været lidt væk. Min mors breve og det at hendes plan var gået i vasken havde gjort mig nedtrykt. Men det var mere det at jeg var forelsket i Zayn. Misforstå mig ikke, jeg kan godt lide Zayn. Han er en fantastisk fyr, som jeg sikkert har nævnt før. Han er så betænksom, sød, flot og en masse andet. Problemet er bare at jeg er Destiny og han er Zayn Malik. Jeg havde ikke gjort så meget ud af at han var kendt, men nu hvor jeg var faldet for ham, gjorde det en stor rolle. Han var verdenskendt; ergo han kunne få alle dem han ville. Jeg havde prøvet at tage lidt afstand fra ham, hvilket havde været ret svært. Hver gang han kiggede på mig med sine brune øjne blev jeg fortryllet og glemte alt andet.

 Jeg kiggede ned i gulvet, men kiggede så op og mødte Niall’s blik. Hvor skulle jeg egentlig begynde?

’’Æh’’ Jeg kiggede flovt ned i gulvet. Nu hvor jeg egentlig skulle begynde, så det hele så svært ud. ’’Søde, bare tag en dyb indånding’’ Beroligede Niall. Jeg trak vejret dybt ind og kiggede op, hvor jeg mødte hans blik. Han sendte mig et varmt smil, og jeg begyndte at plapre ud. Engang imellem knækkede min stemme en smule over, men de steder kunne Niall regne ud hvad han skulle sige, så han hjalp mig.

Det var rart at komme ud med det meste, og jeg følte mig lettet. Klumpen i min mave var væk og jeg åndede lettet ud. Vi var kommet til den sværeste del af min livshistorie, min mors breve.

’’Jeg fik jo de her breve af min mor som min far sendte mig. Min mor havde skrevet dem inden hun..æh..døde’’ Jeg stoppede op for at rømme mig. Min stemme var blevet en smule hæs efter at have grædt så meget.

’’Jeg læste brevene for to dage siden. Lige inden vi var sammen’’ jeg pegede på os for at vise det var ham og de andre jeg mente. Min hals snørede sig sammen og jeg sank besværet en spytklump. Tårerne strømmede hurtigt ned ad mine kinder og jeg gjorde intet for at stoppe dem. Mit hoved var begyndt at dunke, sikkert fordi pillerne var stoppet med at virke.

’’Der stod at hun havde kræft’’ Det sidste kom ud som en hvisken og jeg brød sammen. Niall fjernede sin hånd fra min skulder og holdte sig tæt indtil mig. Selvom Niall ikke vidste resten og sikkert var en smule forvirret, spurgte han ikke ind til det. Jeg ville dog ikke lade denne chance for at forklare det gå fra mig, så jeg trak mig langsomt ud af krammet.

’’Der er mere’’ Min stemme knækkede over og Niall rystede på hovedet. ’’Destiny, det ok..’’ Jeg afbrød ham ved at sætte en hånd for hans mund. Jeg snøftede og tørrede mine øjne. Det var stensikkert at jeg ikke ville kunne snakke, så jeg valgte at hviske det.

’’Hun vidste det godt. At hun ville dø. Hun gav sit liv til mig’’ Jeg hulkede højt og mit hoved var virkelig begyndt at dunke. Jeg skar en grimasse og lagde mit hoved mod Niall’s brystkasse. Hans rolige vejrtrækning fik mig til at tage en dyb indånding og slappe lidt af. Jeg trak mit hoved fra hans bryst for at sende ham et taknemmeligt smil, men i stedet fik jeg øje på en sort våd plet på hans T-shirt. Min mascara var helt sikkert løbet og nu var hans T-shirt også våd.

Sådan sad vi der. Niall der holdte mig stramt indtil sig, mens jeg en gang imellem kom med nogle hulk. Tårerne var stoppet med at løbe, nok fordi at jeg havde grædt så meget. Jeg knugede hans T-shirt i min hånd, som for at vise at han ikke måtte gå. Selvom Niall heller ikke ville det. Mit hoved dunkede mere end før og jeg skar endnu en grimasse. Jeg løftede hovedet og sendte Niall et blik. Jeg anede ikke hvordan, men han forstod det. Straks var han gået og jeg lagde mit hoved på madrassen. Niall kom kort efter tilbage med en hovedpinepille. Jeg slugte den og rejste mit hoved, så Niall kunne sidde. Jeg lagde mit hoved på hans skød og han strøg mig langsomt over håret.

Hans rolige håndbevægelser samt hans trøstende ord gjorde mig søvnig, og jeg faldt ind i en drømmeløs dyb søvn.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er slet ikke tilfreds med dette kapitel. Men jeg følte at i have ventet længe nok. Tusind gange undskyld for den lange ventetid, har bare haft en mindre skriveblokering.

Like og kommenter gerne hvis i lyster.

- Halima xoxo

Ord:2558

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...