All my life ɫ One Direction

Destiny McQueen er en 16-årig pige som mistede sin mor ved fødslen. Hendes far drukner sin sorg i sit arbjede og arbejder på fuldtid. Ofte er han på den anden side af jorden, og Destiny blev overladt til en masse forskellige barnepiger, som skulle passe hende. Da hun fyldte 8, tog en sød og rar dame af Destiny, som hendes barnepige. De to får sig et rimelig tæt bånd, og da den unge barnepige, dør, forlader den dårlige samvittighed ikke Destiny. Destiny besøger hende efter lang tid med dårlig samvittighed, og da hun en dag får selskab på kirkegården af en yderst sød dreng, bliver livet alligevel ikke så ensomt, som hun havde regnet med.

(Min første fanfiction, så håber i vil tage godt imod den)

70Likes
140Kommentarer
8157Visninger
AA

2. I'm crying to much

Regnen plaskede mod vinduets ruder, og ikke særlig langt væk kunne jeg høre torden. Med lukkede øjne hev jeg dynen godt op om mig og kunne ikke længere mærke kulden. Selvom jeg troede jeg ikke kunne sove videre, valgte jeg at prøve. I en let sovende tilstand faldt jeg endnu engang i søvn. Små flashbacks kom frem på indersiden af mine øjenlåg, og jeg slog øjnene op, for derefter at vide det ikke var virkelighed. Langsomt løftede jeg mit hoved fra puden, som var gennemblødt af tårer. En svag dunken i mit baghoved mindede mig om gårsdagens hændelser. Jeg havde ryddet op i Nanny’s værelse. Nogle af tingene røg ned i kælderen, mens dem med flest minder blev opbevaret i en kasse på mit værelse. At blive husket om hendes ikke eksisterende tilstedeværelse havde fået mig til at tude. Ja, ikke bare at græde ’smukt’ som de piger på film, men hulkende havde jeg lagt mig i seng.

Jeg svingede benene ud over sengekanten, og rejste mig op. Jeg var lige ved at falde i mine alt for lange natbukser, men nåede heldigvis at finde balancen igen.
At starte dagen ud med at falde og slå mig, er vidst ikke det bedste.

Sløvt gik jeg hen imod værelsesdøren der førte ud til gangen, for derefter at gå ned af trapperne. Forenden af trappen kunne jeg skimte Nanny’s halstørklæde. Det bragte alt for mange minder frem, og at vide at det aldrig skulle ske igen, startede en prikken i mine øjne.

Mine gamle varme honningbrune øjne.

 De var ikke til at se længere. Nu kunne man kun se nogle hævede, blodsprængte øjne, som ikke havde den særlige gnist i sig længere.

Jeg tog øjnene væk fra det lyserøde halstørklæde, og kiggede mod køkkenet. Jeg havde ikke været derinde i noget der føltes som evigheder. Mary-Ann og Kate havde hver dag på skift, kommet med mad til mig. Nogle gange kom de også samtidig. I går havde jeg ringet til dem og sagt jeg ville gøre rent herhjemme, og ikke behøvede hjælp. Ergo, jeg skulle selv ordne morgenmad, frokost og aftensmad.

De var bekymrede for mig. Flere gange har de grædt med mig, både på grund af Nanny’s ikke eksistens, og at se mig på bunden. Uden for en dør, havde jeg ikke været siden Nanny’s død, hvilket er en måned siden nu.

Jeg vandrede livløst rundt i køkkenet, indtil jeg stødte min tå mod et bordben. Smerten bredte sig hurtigt hen til hele foden, og min storetå dunkede.

Støttende hen ad skabene, fandt jeg hen til ’vores’ store køleskab, med sedler, billeder og magneter på. En gul seddel tiltrak dog min opmærksomhed.

’Husk jeg elsker dig søde. Hav en hyggelig dag i skolen. Jeg kom lidt for sent i seng i går, så du må selv sørge for madpakke i morgen. Ellers er der penge på køkkenbordet.’

Af ren refleks vendte jeg mig mod vores træbord, og der lå der penge til ’dagens’ madpakke. Den ’dag’ hvor alt gik galt.

Med bestemte tanker skubbede jeg tanken væk for ikke at bryde sammen igen, og åbnede køleskabet. En pizzabakke lå derinde, med en seddel ovenpå.

’Hej babe. Jeg tog noget pizza med i går, da jeg tænkte du ville få brug for det i dag.
Kate.’

Det trak i min ene mundvig at vide at pigerne altid ville være her, og jeg tog pizzabakken ud. Den blev stillet på spisebordet i stuen, og straks gik jeg ind i køkkenet for at lede efter noget juice.

Jeg satte mig godt til rette og tændte for fladskærmstv’et. Det var et min far havde sendt i påskegave, fra Kina. Han tænkte vidst at han kunne købe vores far-datter forhold, men desværre findes det ikke længere. For mig er han en mand jeg åbenbart er i familie med, som sender mig ting.

Zappende mellem de mange kanaler spiste jeg grådigt af min pizza med fingrene, til jeg stødte på en tegnefilmskanal. De små tegnefilmsfigurer åbnede munden og snakkede, men jeg kunne intet høre. Figurerne bevægede sig i takt med en svag musik i baggrunden, mens mit blik var fokuseret på én figur. Den forestillede en pigemus i lyserøde sko og kjole, med nogle store ører.
Pigen huskede mig på et billede jeg havde set af min mor og far i Disneyland. Min mor havde været gravid med mig imens, og en pige mus havde holdt på min mors mave, mens billedet blev taget.

Minnie Mouse.

Det var dét hun hed.

En høj og kimende lyd trak mig ud af mine tanker.

Min mobil vibrerede fra sin plads på sofabordet, og lyste op.

Jeg skyllede den kolde væske ned så pizzaen lettere røg ned gennem halsen, og rakte ud efter min telefon.

’Ukendt nr. Stod tydeligt med fede bogstaver. Jeg skulle til at ignorere det, da den høje kimen fortsatte.

’Hallo?’ Spurgte jeg nervøst, i håb om at det bare var en af pigerne.

’Hvem snakker jeg med?’ Spurgte en monoton stemme som gav mig kuldegysninger.

’Destiny McQueen’

’Jeg ringer angående Julia Smith. Vi vil venligst bede jer pakke nogle af hendes ting ned. Et par mænd vil blive sendt hjem til dig og hente dem. Tingene skal sælges, og pengene ryger ind på din bankkonto.’

Opkaldet sluttede da han lagde på efter sin ligeglade tone, og jeg stod måbende tilbage.

Skulle jeg af med Nanny’s ting?

Det kunne da ikke passe.

Det måtte jeg ’diskutere’ med Nanny.

Jeg begav mig op på mit værelse og ledte efter i mit walk-in-closet efter noget passende at tage på, på kirkegården.

 

 

                                                                                                                                                               

Så kom første kapitel. Jeg ved ikke om det er godt nok, så hvis i ville komme med konstruktiv kritik ville være rigtig dejligt. Smid et like og favoriteser den endelig hvis du kan lide den.

Hvad synes i om kapitlet? Eller om Destiny? Er hun FOR følsom, eller er det ok?

Tusind tak for alle de likes og favoriteseringer jeg allerede har fået. Det betyder meget :-)

Forrsten fylder kapitler 2 sider i word, og er på 928 ord. Skal det være mere, eller er det fint nok? :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...