All my life ɫ One Direction

Destiny McQueen er en 16-årig pige som mistede sin mor ved fødslen. Hendes far drukner sin sorg i sit arbjede og arbejder på fuldtid. Ofte er han på den anden side af jorden, og Destiny blev overladt til en masse forskellige barnepiger, som skulle passe hende. Da hun fyldte 8, tog en sød og rar dame af Destiny, som hendes barnepige. De to får sig et rimelig tæt bånd, og da den unge barnepige, dør, forlader den dårlige samvittighed ikke Destiny. Destiny besøger hende efter lang tid med dårlig samvittighed, og da hun en dag får selskab på kirkegården af en yderst sød dreng, bliver livet alligevel ikke så ensomt, som hun havde regnet med.

(Min første fanfiction, så håber i vil tage godt imod den)

70Likes
140Kommentarer
8160Visninger
AA

4. He seems like a good guy

 

Vi havde kørt i lidt tid, og en akavet stilhed bredte sig ud i bilen. Det var tydeligt at se, vi begge ikke vidste hvad vi skulle sige, og syntes det var pinligt. Egentlig kom det bag på mig at hun overhovedet stolede nok på mig til at sætte sig ind i min bil. Hun vidste intet om mig andet end mit na… Det havde jeg glemt at fortælle hende. Ups.

’’Jeg er Zayn’’ Sagde jeg og sendte hende et smil, som hun kort gengældte. Det lød lidt som om hun ’smagte’ på det, hvilket fik mig til at fnise. Hun drejede hurtigt hovedet mod mig, og så lidt undrende ud. Sikkert over mit fnis.

’’Og jeg er Destiny’’ Præsenterede hun sig selv. Jeg kiggede på hende, og lagde mærke til hun var begyndt at ryste igen. I starten sad hun normalt, men hendes gennemblødte tøj var sikkert begyndt at blive en anelse koldt. ’’Fryser du?’’ Spurgte jeg. Uden at kigge på mig svarede hun.

’’Ja, en smule.’’

Jeg satte farten op så vi hurtigere kunne komme hjem. Nu lagde jeg også mærke til, jeg også var gennemblødt.

Vores røde hus kom til syne, og min mors bil var ikke hjemme. De var ikke kommet hjem endnu, hvilket gjorde hele situationen bedre. Hvad ville de ikke sige til jeg tog en fremmed pige med hjem?

Vi steg begge ud af bilen, og jeg førte an mod hoveddøren. ’’Pas på trinnet’’ Advarede jeg, da det før var sket at folk var snublet over det.

Hun kiggede sig nysgerrigt om, og lagde vidst ikke mærke til hvor tæt på trinnet vi var. Jeg lod hende gå op først, og mens hun  løftede hovedet, kiggede hun på mig og smilte et halvhjertet smil som tak. Dette førte dog til at hun alligevel snublede og faldt ned på jorden.

Eller næsten.

Jeg nåede at gribe hende, og fik øjenkontakt med hendes smukke blå øjne der kiggede akavet op i mine. I et par sekunder stod vi der og kiggede ind i hinandens øjne. De fortryllede mig, og det så ud til jeg havde samme effekt på hende.

Hun rømmede sig og trak mig endnu engang ud af mine tanker. Rødmende trak vi os fra hinanden, mens den akavede stilhed igen bredte sig. Jeg fumlede med nøglerne inden jeg fik låst hoveddøren op, og gjorde plads så hun kunne komme ind.

Forsigtigt trådte hun indenfor, og tørrede sine fødder på dørmåtten. Hun stilte sig ind mod væggen, så jeg også kunne komme ind, og stod ellers bare og betragtede mig tage mit overtøj af. Først forstod jeg ikke hvorfor hun ikke tog sit eget af, da det gik op for mig hun var typen der var høflig. Hun ventede helt sikkert på jeg bedte hende om det. Hvilket jeg gjorde, så hun ikke bare skulle vente.

Hun takkede med et nik, og begyndte ellers langsomt at tage sin våde jakke af. Hun rakte den ud mod mig, så et par dråber røg ned på gulvtæppet. Jeg tog imod den, og hængte den op på de sorte knager.

Destiny tog roligt skoene af, i modsætning til mig der bare havde sparket dem af. Hun virkede så høflig og stille at jeg pludselig blev i tvivl om hvordan vi overhovedet skulle få en samtale i gang. Men så slog det mig at det var ret normalt, efter sådan en tude-tur som hun havde fået sig.

Hun kiggede som omkring ude i gangen, og studerede det, mens jeg bare stirrede på hende. Det var tydeligt at hun vidste jeg stirrede på hende og fandt det ubehageligt, så jeg kiggede mod stuen, og gjorde tegn til hende om at følge med.

’’Vil du låne noget tøj?’’ Spurgte jeg hende om. Hun stirrede skeptisk på mig for derefter at hviske et ja. Jeg satte kurs mod mit værelse. Jeg sprang op ad trapperne og var ved at falde op til flere gange.

Kulden havde virkelig lagt sig om mig, og jeg skyndte mig op at få noget tøj på. Hurtigt skiftede jeg til en T-shirt og nogle joggingbukser.

Til Destiny valgte jeg en mørkeblå T-shirt og nogle af mine gamle jogging-bukser. Ved siden af lagde jeg et par sokker, og noget undertøj som jeg lånte af min søster. Hun ville nok ikke have noget imod det.

Nedenunder stod Destiny henne ved nogle billeder som hang på væggen. Billedet forestillede et billede af drengene, mig og min søster til min søsters fødselsdag.

Et smil bredte sig på mine læber, og jeg kunne også se et lille smil på Destiny’s læber brede sig på hendes smukke ansigt. Hun vendte sig om, og fangede mig i at stirre på hende. ’’Er det dine bedstevenner?’’

Spørgsmålet kom bag på mig. Jeg havde egentlig regnet med hun havde genkendt mig, men så alligevel ikke. Lige i dag var jeg ikke rigtig i humør til det.

’’Ja. Vi er faktisk med i et band’’ Svarede jeg. Hun så pludselig tilbage på billedet, mig, billedet. Sådan blev hun ved i et helt minut, indtil hun stoppede ved Niall.

’’Det er ham den blonde. Ham der.. Han er.. Dig!’’ Udbrød hun. Jeg kiggede overrasket på hende. Jeg troede ikke hun var fan. Og det sagde jeg højt.

’’Nejnej, men mine bedsteveninder er. De snakker altid om et eller andet om et band, og en lyshåret irsk dreng. Så, nu er jeg i en kendt’s hus?’’ Spurgte hun.

Som svar nikkede jeg, mens jeg trådte et skridt frem mod hende. Først nu opdagede hun tøjet i mine hænder. Jeg rakte det frem mod hende, da hun nok lignede en der trængte til et bad.

Med tøvende fingre tog hun imod det. Hun skimmede det igennem, og så undrende på bh’en og undertøjet. Så trak hun på skuldrene og bevægede sig ovenpå, efter jeg havde peget i den retning.

Jeg kunne kort efter høre vandet fra badeværelset løbe. Ovenpå var der nogle madrasser, dyner og puder som jeg hurtigt hentede og lagde på gulvet foran tv’et. Derefter gik jeg ind i køkkenet og fandt en slikskål og to glas, som også blev stillet i stuen. Til sidst gik jeg ud i garagen for at finde cola og selve slikket frem.

Min mor plejede at gemme det derude, så vi ikke skulle finde det og spise det hele. Det plejede at være noget hun gjorde da vi var små, og selvom vi nu er voksne, gør hun det stadig.

Indenfor kunne jeg høre Destiny’s trin på trappen. Hun kom slentrende ind i stuen, og så, trods mit tøj, stadig godt ud. Hendes øjne var stadig røde og hævede, og hun havde sikkert grædt ude på badeværelset. Jeg ignorerede det og klappede på pladsen ved siden af mig. Med forsigtige skridt gik hun imod mig, og satte sig ned med et bump på madrassen.

Jeg havde sat en film på, men havde stoppet den, så vi måske kunne få snakket en smule.

Vi kiggede begge bare frem for os, uden at sige noget. Det eneste jeg kunne høre var hendes ukontrollerede vejrtrækning, som var hun urolig.

Som om hun havde glemt alt om mig begyndte hun at mumle utydelige lyde for sig og ryste en smule.

Det kom både bag hende og jeg, da jeg lagde mine arme om hende og trak hende tæt ind til mig. Først stivnede hun og stirrede bare med åben mund, men lidt efter lagde hun også sine arme om mig. I lang tid sad vi bare der og krammede, mens jeg mumlede beroligende ord i hendes øre.

Hver gang jeg hviskede noget, gav det hende kuldegysninger, og jeg kunne tydeligt se det på hendes arme. Noget tid efter trak hun sig væk, og mimede et tak. Hendes ansigt udtrykte sorgmodighed, og på en eller anden måde ramte det mig også. Vi havde lige lært hinanden at kende, og.. Hey! Det havde vi ikke engang. Det eneste jeg vidste om hende var hendes navn.

’’Hvad sker der?’’ Spurgte jeg hende undrende om, og kiggede hende dybt i øjnene. Hendes blik flakkede, og hun stirrede på det sorte tv, som om det var vildt interessant. Hun hentydede vidst til at det skulle tændes, hvilket jeg straks gjorde.

Jeg kunne mærke på hende at hun ikke ville tale om det hvilket også var helt okay. Jeg ville nok heller ikke åbne op for en ’fremmed’. Det kunne godt være hun vidste jeg var kendt, men det var bestemt ikke nok.

Introen til The Notebook startede, og jeg lagde mig godt til rette. Efter et kort stykke tid lænede Destiny sig tilbage og ramte min brystkasse. Hurtigt trak hun sig tilbage, men jeg nåede at gribe fat omkring hendes håndled og trække hende tilbage. Hun så undrende på mig, men jeg smilede bare tilbage.

Sådan lå vi gennem hele filmen. Nær slutningen havde jeg fået tårer i øjnene, og den ene var trillet ned på hagen. Destiny nåede dog at gribe den, inden den nåede det bløde gulvtæppe.

Jeg var en smule flov over at græde over det, men som om Destiny havde læst mine tanker drejede hun sin krop ind mod min, så hun lå og kiggede ind i min brystkasse. Hendes hånd lagde sig også godt til rette der, og hun kunne sikkert mærke mit hjertes hurtige banken. 

Mens hun lå der, blev hendes øjenlåg tungere, hvorefter hun faldt i søvn.

Jeg havde taget grueligt fejl med hende. Hun var ikke så indelukket og genert. Først skulle man lige vise hende at man var til at stole på, derefter ville hun helt klart åbne op, og turde grine.

Min hånd lagde sig omkring hendes liv, og straks efter faldt jeg i søvn.

 

Destiny’s synsvinkel:

Zayn virkede så rar. Han virkede meget som en jeg hurtigt kunne komme til at holde af, og en som jeg sagtens kunne stole på. Tidligere var jeg ved det, men jeg lod chancen passere.

Han ville jo ikke synes at jeg var dum, bare fordi jeg havde mistet folk omkring mig. Og hvis han gjorde ville Kate og Mary-Ann hurtigt træde til.

Smilende gned jeg mig i øjnene og strakte mig. Jeg ramte en anden person, hvilket fik mig til at give et spjæt fra mig.

Jeg åndede dog lettet ud da jeg kom i tanker om det var Zayn Han rørte træt på sig, og kort efter slog han langsomt øjnene op. Et par gange blinkede han med dem, inden han rakte ud efter sin hvide IPhone på sofabordet.

Først nu lagde jeg mærke til hvor tæt vi var. Jeg kunne mærke hans rolige hjertebanken, mens hans brystkasse hævede og sænkede sig.

’’Min mor har skrevet at de sover hos nogle venner. Så, vi er alene hjemme indtil i morgen’’ Fortalte han, mens han lagde telefonen fra sig. Han stirrede på mig, mens jeg trak min IPhone op ad lommen på Zayn’s joggingbukser. Det var faktisk meget behageligt at have på, selvom jeg nok så virkelig dum ud.

Et par beskeder fra Kate, og et dusin opkald samt beskeder fra Mary-Ann. Det var så typisk hende at blive bekymret.

Jeg skrev til hende at jeg var hos en ven, og nok ville være der lidt mere. I håb om at hun ville sige det videre til Kate, skulle jeg til at slukke den, da en høj kimen lød.

Jeg skar en grimasse på grund af den høje lyd, og kiggede på skærmen. ’Hemmeligt nummer’ stod med fed skrift, og jeg besvarede tøvende opkaldet.

En dyb mandestemme der sagde mit navn, gav mig et chok, og mobilen gled ud af min hånd.

I mange år havde vi levet hver for sig, uden nogen form for psykisk kontakt.

Hvad ville han mig dog? Og hvor åndsvagt at han overhovedet turder ringe til mig.

Zayn lagde vidst mærke til min pludselige forskrækkede adfærd, for han var hurtigt henne ved telefonen og lægge på.

Dernæst kravlede han hurtigt over til mig, og holdte mig tæt indtil sig. Han kyssede mig på kinden, og om det var på grund af rødmen, eller hans telefonopkald ved jeg ikke, men min kind brændte, og en klump landede i maven på mig.

Hvad i Guds navn prøvede han på?'

                                                        ɫ        ɫ       ɫ

Hej kære læsere. 18 favoritlister og 18 likes? OMG! Tusind tak.

Nå, hvad synes i om at synsvinklerne skifter? Og hvem er det der ringer til Destiny?

Kom endelig med jeres bud, og smid da gerne en kommentar om historien hvis i ´har lyst :)

Ord: 2019

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...