Min anden side

En novelle om kærlig, venskab, og livet på nært hold.

0Likes
0Kommentarer
296Visninger

1. Min anden side

 

Har du nogensinde taget en forkert beslutning? En vildt forkert beslutning, som ikke kunne gøres om? Det har jeg. Det var forkert og dybt uansvarligt. Alt var så perfekt. Lige indtil at han dukkede op og min koncentration forsvandt fuldstændigt. I den blå luft forsvandt all min fornuft. Alt det jeg har arbejdede med. Alt det jeg stolede på. Og det er her min forkerte beslutning kom ind i billedet. Jeg forsvandt helt. Jeg gik. Jeg gik væk fra alt jeg nogensinde har kendt. Alt hvad jeg altid har drømt om. Jeg gik ud i skoven og slog mig ned ved et vandhul. Jeg spejlede mig selv i vandet. Mit spejlbillede var med mørkt krøllet hår og brune øjne. Men det var ikke mig. Jeg havde lyst langt hår og blå øjne. Jeg rakte hånden ned mod vandet og brød den glatte overflade. Selvom jeg havde tårer til at trille ned af mine kinder, smilede mit spejlbillede og det tog forsigtigt min hånd.

”Nu er jeg her igen!” Hviskede jeg

”Det kan jeg se” Sagde pigen i vandet blidt ”Hvordan gik det? Hvorfor græder du?” En hånd af vand tørrede min tåre bort. Det skete rent faktisk. Vand tørrede min tåre bort. Jeg snøftede.

”Han var der igen” Hulkede jeg. Pigen så roligt på mig.

”Hvorfor beder du ham så ikke bare om at gå væk?” Spurgte hun.

”Det kan jeg ikke. Han bliver ved med at komme tilbage”

”Kom” Sagde hun og smilede opmuntrende til mig.

Jeg begyndte at tage mine sko og jakke af. Jeg lagde det i kanten af søen. Strømper, nederdel og smykkerne blev også lagt i kanten. Kun iført lange posede leggins og en lille top stak jeg forsigtigt min fod i vandet, som var iskoldt. Jeg gøs. Men min veninde ventede på mig og lige så snart jeg havde haft hovedet under i et par minutter kunne jeg ikke mærke noget mere.

Jeg satte min anden fod ned i det kolde vand og gøs igen. Jeg skubbede mig fra bredden og stødte mine fødder på bunden af søen. Jeg bøjede i mine knæ så mine skuldre også var under vand. Min krop var lammet. Jeg kunne mærke en hånd holde i min. Jeg holdte vejret og dykkede under med mit hoved. Normalt vinter bader jeg ikke, men det her var noget specielt. Pigen tog mine skuldre og pressede dem ned. Jeg kunne ikke komme op og få luft. Men jeg havde prøvet det her før. Til sidst slap hun mig. Og jeg flød op til vand overfladen igen. Jeg smilede til pigen og hun smilede til mig. Jeg følte at min hjerne var fuldstændigt tømt. Jeg kunne kun tænke på hvor koldt vandet var.

”Hvordan har du det?” Spurgte hun og jeg kiggede ned på hende og så nikkede jeg lidt.

”Må jeg ikke komme med dig?” Spurgte jeg hende, men hun rystede på hovedet

”Det er ikke et sted for mennesker” Svarede hun blidt

”Men jeg føler mig ikke som menneske mere! Og jeg er alligevel i vandet. Vil du ikke nok?!” Pressede jeg på men hun rystede bare på hovedet. Jeg kiggede skuffet ned i vandet.

”Hvorfor blev jeg født som menneske?” Spurgte jeg mig selv og pigen grinede.

”Fordi jeg skulle ha’ en legekammerat!” Grinede hun og tog fat i min fod. Og så svømmede hun ned imod bunden og jeg røg med. Vi grinede og pjattede under vandet. Jeg var ved at få styr på at trække vejret under vandet, men når jeg fik vand i munden hostede jeg bare lidt og hun lod mig gå.

Jeg svømmede op til overfladen og ind til kanten og hostede lidt.

Pigen fulgte efter mig.

”Jeg er så misundelig på dig!” Sagde hun uden videre.

”Fordi jeg har slugt vand?” Hostede jeg.  Hun grinede igen

”Nej” Sagde hun ”Eller måske lidt ” Hun trak på skulderne

”Okay?” Spurgte jeg

”Nej, det er fordi du skal trække vejret” Sagde hun og så sørgeligt på mig

”Jeg hader det” Fortalte jeg hende

”Lad være med at sige det” Hun lød desperat.

”Hvorfor?” Spurgte jeg mens jeg spyttede det sidste vand ud af munden.

”Det ville være en frihed at kunne trække vejret igen” hun skubbede til mig. ”Du glemmer hvad jeg er! Jeg er ikke menneske mere” Sagde hun trist og dykkede igen.

 ”Nej, Stella. Vent! Undskyld!” Jeg dykkede efter hende ” Det havde jeg glemt” Jeg fandt hende ned i hjørnet af søen. Jeg lagde mine arme om hende.

”Undskyld” Mumlede jeg og lagde min pande imod hendes. Stella, min dejlige pige, druknede i denne sø mange år siden. Jeg havde kendt hende i et år eller to. Normalt plejede jeg bare at sidde på kanten og snakke med hende, men i dag var jeg hoppet i vandet.

”Er du okay?” Spurgte jeg blidt på veninde måden. Hun nikkede lidt. Jeg tog hendes hænder og trak hende med ud i lyset for jeg kunne nemlig ikke se inde i det mørke hul, som hun sad i.

”Hvad skal vi lave?” Spurgte jeg hende.

”Du skal fortælle mig om ham!” Bestemte hun.

”Hvem ham?” Spurgte jeg dumt og hun skulede til mig.

”Du” Sagde hun og pegede på mig,  jeg svømmede baglæns ” Du kan ikke snyde mig, jeg vil vide alt! Du flygtede fra ham? Hvad skete der så?” Spurgte hun

”Han fulgte efter mig” Jeg trak på skulderne, men Stella så henrykt ud

”Og hvad skete der så?” Spurgte hun

”Han prøvede at stoppe mig og snakke med mig” Stella blev suget helt ind i mig med sine øjne.

”Og jeg bad ham om at skride” Hendes mund stod åben

”Bad du verdens lækreste dreng som at skride?” Spurgte hun som om jeg var hjernedød.

”Ja” sagde jeg bare

”Hvorfor?” Spurgte hun ”Syndes du ikke at han er lækker?”

”Jo, mega!” Sagde jeg ”Men jeg kan ikke have en kæreste, som alle andre piger er forelsket i!”

”Du har en pointe!”

”Især ikke en kæreste som min døde veninde syndes er lækker!” Grinede jeg ”Hvor gammel er du lige i forhold til ham?”

”Nu er det jo ikke mig som han er forelsket i!” Stella vrikkede med sine øjenbryn

Jeg grinede og fik vand i munden. Jeg måtte op til overfladen igen for at hoste det ud. Jeg svømmede hen til kanten. Jeg greb fat i en rod og bukkede mig forover. Pludselig kunne jeg høre en gren knække. Jeg kiggede forskrækket op.

”Hvem der?” Råbte jeg. Jeg følte mig virkelig våd. Og luften var kold. Jeg skælvede.

” Du var under vandet i over syv minutter!” Lød en stemme fra bag et træ. Det var en dyb stemme. Det var en dreng og jeg kendte stemmen.

”Skrid nu!” Råbte jeg anklagende til ham. Han dukkede op bag et træ.

”Hvad laver du?” Spurgte han og så på mit våde tøj

”Spiller fodbold!” Sagde jeg sarkastisk og hostede ”Undskyld mig” Jeg dykkede igen og satte fra ved vand kanten. Men jeg var ikke hurtig nok.  Drengen smed sig ned på maven og greb fat i min fod. Jeg hev ham med i vandet. Jeg grinede af ham og han slap min fod.

”Gud, hvor er vandet koldt! Hvad laver du dog hernede?”

”Det har jeg jo sagt! Jeg spiller fodbold!” Jeg dykkede igen, denne gang uden en hånd om min fod. Jeg svømmede hen til Stella, under vandet.

”Hvad tror du at du laver? Gå dog tilbage til ham! Han er fortabt uden dig?!” Hviskede hun panisk.

”Vel er han ej” Jeg havde ryggen til ham.

”Kig selv!” Sagde hun

Jeg vendte mig om og så på ham. Stella havde ret. Han lignede en and som ikke havde lært at svømme endnu. Og han kunne bunde.

”Bliver jeg virkelig nødt til at svømme tilbage til ham?” Spurgte jeg og hun nikkede

”Kom tilbage!” Råbte han i samme sekund.

”Er du virkelig SÅ hjælpeløs?” Råbte jeg tilbage

”Jeg sidder fast kom og hjælp mig!” Han lød vildt irriteret

Jeg svømmede langsomt hen til ham

”Hej Vini! Har du tænkt dig at hjælpe mig!” Sagde han til mig

”Hej Viktor!” Jeg kiggede ned af ham.

 ”Du sidder ikke fast!” Sagde jeg overrasket

”Flot set!” Jeg skulle til at dykke igen. Men Viktor tog fat i mig og lagde begge arme om mig. Han holdte mig til sig.

”Slip mig” Hvæsede jeg og vred mig. Viktor var stærk.

”Hvorfor går du hele tiden væk fra mig?!” Spurgte han.  Og strammede sit greb.

”Fordi jeg ikke kan lide dig”! Slip mig så” Jeg vred mig endnu mere.

”Og hvorfor kan du ikke lide mig?” Fortsatte han

”Fordi du holder mig fast og jeg fryser!” Skældte jeg ud. Men han så hårdt på mig. Ingen følelser. Ingenting. Jeg blev en smugle bange for ham. Jeg havde den ene arm fri. Jeg rakte den op til hans ansigt og smøg en af hans sorte lokker om en finger og kiggede ham dybt i de mørke blå øjne.

Han så mig i øjnene.

”Stella!” Hviskede jeg ”Stella, hjælp mig”

”Hvem er Stella?” Spurgte Viktor

”En veninde!” Svarede jeg

”Er hun her?” Han kiggede sig omkring.

”Det ved jeg ikke! Men det tror jeg” Sagde jeg stille. Jeg kiggede ud over søen. Fra den bred, hvor Stella var da jeg sidst så derhen, kom der en tyk røg ud fra. Det var tåge.

Jeg så på Viktor igen, jeg kunne ikke tro at dette ville lykkes, men jeg måtte prøve.

Da tågen var kommet så tæt på os at Viktor havde lagt mærke til den slog jeg til. Han kiggede til siden og så på tågen, og i det sekund at han kiggede tilbage på mig svingede jeg min arm og stank ham en lussing. Han så overrasket på mig og hans arme fløj op til hans ansigt. Jeg var fri. Lyn hurtigt dykkede jeg og svømmede ind i tågen igen. Jeg kunne mærke Stellas arme omkring mig. Jeg lagde mit hoved på hendes bryst.

”Svin” Hviskede hun i mit øre. Det var om Viktor og jeg kunne ikke være mere enlig.

Jeg så på ham. Han så helt forvirret ud.

”Kan du lave mere tåge?” Spurgte jeg Stella og hun nikkede. Tågen blev højre og tykkere. Det var som om at side i et dampbad. Jeg kunne se Viktors omrids vande igennem vandet hen til det sted hvor jeg havde lagt mit tøj. Han rørte det ikke, men satte sig ved siden af. Han satte sine fødder op på nogle rødder og begravede sit ansigt i sine hænder.

”Græder han?” Spurgte jeg hviskende Stella

”Det tror at han gør!” Hviskede hun tilbage

”Skal jeg sige noget til ham?” Jeg så på hende, men hun rystede på hovedet

”Vent lidt” Sagde hun

Og det gjorde jeg. Vi sad lidt og så på den grædende dreng.

”Vini” Hviskede han ” Hvor er du?” Jeg så på Stella men hun rystede stadig på hovedet, hvilket betød at jeg ikke skulle svare.

Viktor hoppede ned i vandet igen, han gik langsomt rundt. Jeg kunne se når han faldt og når han kom tættere på. Han blev ved med at kalde mit navn.

”Vini! Vini?!” Råbte han. Og så råbte han det værste som han kunne råbe.

”Vini. Jeg kan ikke svømme!” Jeg stivnede. Først kiggede jeg på Stella, men kiggede jeg tilbage på Viktor. Men han var der ikke.

”Stella” Råbte jeg

”Han er under vandet, Vini” Sagde han

”Laver han sjov med mig igen?” Spurgte jeg panisk.

”Det tror jeg ikke” Sagde hun stille. Jeg kiggede panisk på hende. Og så dykkede jeg igen. Vandet var kold, det skar i min hjerne. Hvad betød det at jeg hjalp ham? Betød det at jeg elskede ham? Betød det at jeg var bundet til ham? Ville vi så være sammen.

Jeg fandt han liggende på bunden af søen. Hans øjne var åbnede og han så på mig. Prøvede han at drukne sig selv. Jeg tog fat i hans arm. Men nu var det hans tur til at give sig løs. Jeg tog prøvede igen og tog fat i hans arm. Igen rev han sig løs. Han kiggede på mig. Prøvede han at drukne sig selv? Hvorfor gjorde han det? Var det på grund af mig?

”Kom nu, Viktor!” Råbte jeg til ham. Jeg plejede at snakke normalt under vand, men jeg havde en klump i halsen så jeg råbte som om jeg var vildt bange. Det var jeg jo også.

”Viktor, jeg beder dig!” Jeg ruskede i ham. Han åbnede munden og sagde noget til mig. Men jeg kunne ikke høre hvad han sagde.

”Kom op til overfladen og tal med mig! Bare i 2 minutter!”

Han først så han bare på mig, men så rejste han sig op og jeg hjalp ham til vandkanten. Jeg satte mig op og kiggede til Stella, hun nikkede til mig.

Viktor fulgte mit eksempel og satte sig også på kanten.

”Hvad laver du?” Spurgte jeg

”Jeg prøvede at tage livet af mig selv, og jeg fortsætter når du har snakket færdig!” Svarede han.

”Hvad? Hvorfor?” Jeg var frustreret.

”Du vil jo ikke være sammen med mig!” Hans øjne var blanke og han halvlang hår klistrede sig til hans pande. Jeg tog en hånd op for at ordne det.

 ”Hvis du har tænkt dig at stikke mig en lussing igen så fortæl mig det lige!” Sagde han.

”Jeg slår dig ikke” Sagde jeg, mens jeg pillede ved hans hår.

”Lover du det?” Spurgte han

”Ja” Sagde jeg. Jeg havde næsten fået han hår til at sidde pænt da jeg tog min hånd ned. Han kiggede underligt på mig og jeg følte mig som et truet og udryddet dyr. Jeg var en mammut.

”Du må ikke stoppe” Sagde han

”Men jeg er færdig” Svarede jeg. Til min overraskelse hoppede Viktor ned i vandet igen. Jeg fulgte ikke efter ham, men blev siddende og kiggede på ham. Han stak hovedet ned i vandet og rystede på det. Han lod sine hænder ugle hans hår og hev han sit hoved op af vandet igen. Han hænder begyndte at glatte sit hår ned af panden igen. Jeg grinede lidt. Han satte sig på kanten igen. Jeg løftede min hånd og begyndte at ordne hans sorte hår igen. 

”Hvorfor kan du ikke li’ mig?” Spurgte han. Jeg undgik at se ham i øjnene, men holdte fokus på hans hår.

”Det er ikke fordi jeg ikke kan lide dig!” Sagde jeg stille ”Jeg kan bare ikke være sammen med dig?”

”Og hvorfor så ikke det?” Han lagde en hånd på min skulder: ”Elsker du mig ikke, eller hvad?”

”Jo, jeg kan meget godt lide dig!” Sagde jeg ”Problemet er bare at det kan alle andre piger også” Jeg trak på skulderne. Han så på mig.

”Hvad mener du?” Spurgte han forvirret

”Så åben dog dine øjne!” Råbte jeg af ham ”Alle piger besvimer når du snakker med dem!”

”Åbenbart alle undtagen dig!” Råbte han tilbage. Jeg fik tårer i øjnene og var vildt tæt på at stikke ham endnu en lussing. Men så tog han mine hænder og kiggede mig dybt i øjnene.

”Du må ikke græde” Sagde han stille. ”Jeg skal nok gøre det godt igen!”

”Gøre hvad godt?” Spurgte jeg

”Alt!” Sagde han ”Alt hvad du hader ved mig! Jeg forandrer mig. Bare giv mig en uge. Jeg vil ikke være den samme, som nu! Jeg lover det, jeg vil være sød og rar. Jeg vil aldrig gøre dig ked af det”

Jeg rev mig fri fra hans blink og jeg grinede lidt forlegent.

”Det er ikke dig, Viktor!” Sagde jeg og det var den pureste sandhed.  ”Jeg kan bare ikk

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...