Trapped In Fantasy

En pige. Fanget i sin egen fantasi. Stakkels Anna. Hun kan ikke kende forskel på fiktion og virkelighed mere. Hun bliver forfulgt over alt. Aldrig alene, mener hun. Hvem er ægte, hvem er ikke? Hun bliver slugt af sin fantasi, helt ind til de sidste stykker af hendes hjerte. Der er intet håb for hende.

4Likes
1Kommentarer
567Visninger
AA

2. Gentle to the open eyes

 

Vågn op nu, søde.

 

Jeg åbner øjnene. Mine øjne klistrer sig sammen til hinanden. Har jeg grædt? Det har jeg sikkert.
Jeg mærker et tryk på mit venstre ben. Forskrækket rejser jeg mig op i sengen. Det er heldigvis bare min kat.
"Du gør ikke noget, gør du?" siger jeg til ham, kærtegner hans kønne hoved. Jeg smiler samtidig. Det er som at vågne fra et mareridt. Selvom jeg ikke drømte noget. Hvis jeg har, kan jeg ikke huske det. Katten kommer med en lille brummen, som hvis han svarede. Han ser på mig med sine gule øjne, fortæller mig.. at jeg skal ae ham igen. Jeg smiler lidt til ham, kører min hånd over hans mørke, glatte, korte pels.
"Møgkat," hvisker jeg ind i hans øre, tager fat om livet på ham - og hiver ham med ned at ligge. Så kan han lære det. Han gør selvfølgelig stærkt modstand, så jeg lader ham gå.
Og han er væk.
Så ligger jeg bare der, ubeskyttet, som var jeg et fremmed sted. Jeg kigger op på loftet. Jeg ser former, farver og lysende blink. Hvordan ser jeg det? Jeg har ingen speciel evne, nej. Jeg har bare altid set ting sådan  her.
Siden jeg var lille, ja. Jeg kan huske underlige øjeblikke. Engang mente jeg, at der stod en hel gruppe af mænd i sorte kutter rundt om min seng. Jeg gik nok i 1. klasse. Samme måned mente jeg, at et piratskib fløj ude foran mit vindue. Jeg var overbevist. Jeg husker det tydeligt. Det var så tæt på. Ikke mere end få meter! Der var ingen mænd ombord, men det var der! Så gammelt, som var det fløjet ud af et eventyr. Jeg kan dog ikke huske, om jeg fortalte det til min mor, men de få personer jeg har fortalt det til, tror aldrig på mig. De mener jo, jeg drømte.
Men jeg er overbevist. Eller, ikke altid. Jeg har ikke lyst til det. At tro på det, altså. At det jeg ser.. er virkeligt. Hvis det er, hvor tæt er jeg så på.. at miste fodfæstet til virkeligheden?
Engang sang jeg. Meget. Jeg måtte ha' været omkring de 10 år, da jeg sang højt omkring i gangene. Indtil en pige sang med mig.
Det var ikke den samme sang, nej. Det var en gammel sang, et fremmed sprog. Jeg blev så bange.. jeg løb direkte ud på gaden, hen til min nabo. Min mor hentede mig den aften. Men min barndom har altid været utydelig. Som om den ikke giver mening. Og som om.. at der mangler få klip fra den. At en eller anden.. bare har skåret dele af min hukommelse, min barndom ud. Om det er sagen, det ved jeg dog ikke.
Tilbage til virkeligheden. Se, nu skete det igen. Jeg blev væk i mine tanker. Dog er jeg tilbage i mit værelse. De tunge gardiner lader kun meget lidt månelys slippe ind igennem. Det rammer min hånd, får den til at lyse op. Den ligner.. en fe's hånd, faktisk. Noget overnaturligt. Noget smukt. 
Jeg tager hånden op foran mig, men hånden lyser stadigvæk. Så bliver jeg bange. Den lyser denne.. fremmede.. blå farve, lyser indefra. Men så blinker jeg, og så er det væk. Alt er okay igen. Se, sådan går min hverdag, min nat.. mit liv. Jeg ser syner. Over alt. Hele tiden. Konstant. Ingen pause. 
Igen - en sort skikkelse kravler hen imod mig, den klør kommer nærmere og nærmere, nærmere..
Jeg ryster hovedet væk, ligger mig på siden igen, væk fra det. Ind mod væggen, væk fra det åbne rum. Så er alt godt igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...