The Irish Dream

Den dansk/irske pige Katelyn O'Conner har boet i Danmark siden hun blev født. Hendes mor, som er irsk, og Katelyn's far, som er dansk, besluttede at flytte til DK for at hun kunne få lov til at få et dansk liv, som hendes far ønskede. Hun besøgte Irland for et par år siden, og hun var vild med det. Men nu er der gået 17 år, siden hun blev født, og hun har besluttet sammen med sine forældre, at flytte tilbage til Irland og bo hos sin moster og onkel i et stykke tid, som ikke er helt bestemt. Her møder hun Niall Horan. Hun bliver rigtig gode venner med ham, men stikker der noget under? Og hvordan har Niall det? Vil hun kunne stole på ham, og fortælle ham sin største hemmelighed, som ingen ved noget om, undtagen hendes forældre?

22Likes
25Kommentarer
1631Visninger
AA

1. Darling, Ireland is the new 'in'!

"Katiiiieeeee, kommer du lige herned?" råber far, aka. Jes.

Jeg sukker, sender min sidste besked til Marie, ligger min telefon fra mig, og går nedenunder til mine forældre, som sidder i stuen. De sidder tæt sammen, og min mors arm snoende om min fars, og hendes fingre glider ind i hans, som de altid gør, når der var noget de ville sige. Jeg stopper midt på trappen og kigger på dem med det ene øjenbryn løftet. 

"Nu skal i ikke til at have et til barn, vel?" spørger jeg med en lille grimasse.

Mor, a.k.a. Ciara, ps. jeg elsker hendes navn, trækker på smilebåndene og siger:

"Nej, min skat.. Men vil du ikke lige sætte dig ned?" 

Jeg bevæger mig lidt langsomt ned af trappen, mens nysgerrigheden er ved at overtage. 
Jeg placerer mig i den store lænestol, lidt væk fra sofaen hvor mine forældre sidder, og kigger nysgerrigt på dem, med hænderne under min hage. Far smiler da han ser mit ansigtsudtryk. 

"Det er skam ikke noget alvorligt, vi tænkte bare, at du måske havde lyst til at besøge dit moderland i et stykke tid?" 

Tre uger senere:  
Jeg har ikke spor lyst til at give slip på Marie. Nej, men det bliver jeg nødt til.
Én, to tre... Okay, to sekunder mere.. Jeg giver slip på hende, og kigger på hende. Søde karamel tand, jeg savner hende allerede. Hun sender mig 'det der' søde smil, der altid tyder på, at hun er ved at græde. Jeg smiler, og tørrer tårerne væk fra hendes kind. Grinet kommer ud af min mund uden nogen egentlig grund. 

"Såså, skatter, vi skal jo se hinanden igen!" siger jeg og blinker med det ene øje. Det sjove er, at vi altid gør grin med duller, så vi kalder altid hinanden 'skat', 'pus', 'smukke' o.s.v.
Hun griner og giver mig et kys på kinden. Jeg smiler og går og hen til flyet, med min håndtaske svingede ved min hofte. Jeg vender mig en sidste gang og vinker og smiler til min veninde og mine forældre.

Når jeg endelig har fundet min plads i flyet, ser jeg at jeg skal sidde ved siden af en fremmed dreng, nok lidt ældre end mig, som sidder og sover med solbriller og en cap.

"For søren, da.." hvisker jeg lavmælt, og er sur på min plads.

Jeg læner mig tilbage, men holder øjne med drengen ved siden af. 
Han ser egentlig ret sød ud, nu hvor jeg tænker over det. Hans lyse hår stikker ud under cap'en. Jeg ligger og holder øje med ham til jeg falder i søvn. Før jeg ved af det, hører jeg en lille klik lyd, og så er jeg vågen. Jeg har sovet op ad drengen ved siden af mig. Mit hoved ligger stadig på hans skulder. Jeg sætter mig hurtigt op, helt rød i hovedet... Han kigger på mig og smiler sødt. Jeg bliver endnu røderede. Hvis man kan sige det.. 

"Godmorgen." siger han på engelsk med en irsk accent. Jeg kan mærke hans smil og hans øjne der hviler på mig.
 Freaking chokoladefondant... 

"Jeg er rigtig ked af det, jeg faldt bare i søvn.. Det var ikke med vilje," mumler jeg til ham, mens jeg begraver mit ansigt i mine hænder.

"Det gør ikke noget. Jeg sov selv det meste af tiden, tror jeg, men jeg ville have ønsket at jeg var vågen," siger han. 

Mere rød. For syv svesker, da, lad vær med at gøre man flov! Jeg vidste ikke at man overhovedet kunne blive så rød. Drengen sætter sig lidt tilbage og studerer mig lidt. Så siger han:

"Jeg hedder Niall. Hvad hedder du?" mens han holder en hånd frem og smiler.

"K.. Katelyn," får jeg fremstammet, og møder hans hånd med min egen, som han ryster roligt. Jeg trækker den tilbage. Hellige bananmuffin, hans hånd var blød!
Jeg kigger op fra mine hænder og spørger Niall:

"Er du fra Irland? Du har en irsk accent, ligesom min mor." 
Han smiler. 

"Jeps! Så du er irsk hva'? Sejt. De irske er de sejeste." 

"Nemlig," siger jeg smilende. Han virkede meget sød. 

"Så... Katelyn. Hvor gammel er du?" 

"Jeg er 17, snart 18, og hvor gammel er du så?" jeg smiler, og kan mærke rødmen forsvinde fra mit ansigt eftersom jeg bliver mere bekvemt med Niall.

"Jeg bliver snart 19! Om et par dage, faktisk," han smiler sødt. "Skal du ikke sige tillykke? Det er jo ikke sikkert, at vi kommer til at se hinanden igen."
Omg, hr. kagemand, nu må du gerne skåne mig for det søde smil. Helst dræbe mig, mange tak. 
Jeg kan ikke lade være med at grine lidt.

"Jo, da! Stort tillykke, Niall!" siger jeg med et stort smil. 
Han griner, og spørger efter en sandwich da stewadressen kommer forbi. Seriøst, det der grin, ikke? Det har jeg hørt før.. Og de blå, skinnende øjne.. Så smukke og fantastiske.. Ej, okay, kom tilbage til jorden, fru! Jeg kan bare ikke sætte fingeren på, hvor, hvornår og hvordan... Eller noget.. 

Stewadressen kommer tilbage efter noget tid, med en kyllingesandwich og en flaske vand. 
Hun spørger om jeg skal have noget. Min mave var faktisk begyndt at slå lidt kolbøtter. Ja, sjovt nok, så gjorde den det når jeg var sulten. 

"Ehm.. Bare det samme som ham," jeg nikker mod Niall, som er godt i gang med sin mad. Jeg smiler lidt til stewadressen, da hun går igen. Jeg synker lidt ned i den bløde stol, og ligger armene på armlænet. 
Niall kigger på min krop og smiler imens, så jeg sætter mig hurtigt op igen.
 
"Hvad?" spørger jeg ham. Han kigger på mig og smiler skævt. 
"Ikke noget. Nå, hvad skal du så lave i Irland?" spørger han mig, og tager en til bid af sin sandwich. 

"Ehm, jeg skal bo i noget tid hos min tante og onkel. You know, I'm half irish," jeg smiler "Har du hørt om Mullingar?" 
Han kigger først ret overrasket på mig, og så begynder han at grine. Rigtig meget. Jeg sidder bare og stirrer mærkeligt på ham, og prøver at finde det der var sjovt i min sætning. 

"Om jeg kender det? Jeg har boet der hele min barndom!" hans smiler stort og hans øjne stråler med glæde. For syv chokoladekager, da... Skulle han nu også bo der? Det ville jeg faktisk ikke have så meget imod, nu hvor jeg tænker nærmere over det. Jeg smiler. 

"Nåda! Det er der hvor min tante og onkel bor! Skal du bo der?" siger jeg forhåbningsfuldt, men trækker det straks i mig, ved at bide mig hårdt i læben. Han smiler stadig.. Hold da op, hvordan kan han smile så vidunderligt? 

"Nej, jeg skal bo på et hotel lidt væk.. Desværre." han sukker kort. 
"Men min familie bor der! Jeg skal hen og besøge dem et par gange, og så kan det jo være at vi mødes!" 
han smiler stort igen. Oh my dear cake... Hvor awesome er det lige! Og hvad skete der egentlig med stewadressen? Seriøst?? Hvad er det for noget budding betjeneste...

"Fedt!" siger jeg, mens jeg smiler til ham. Så kommer der en kvindestemme fra højtalerne, der siger at vi snart lander, og at vi ikke må rejse os fra stolene. Øv. Ikke mere til hr. Niall Cuteness. Nå, det kan da være at vi mødes igen. Det kan være at Niall tænkte det samme, for der kom en lille utilfreds lyd over hans læber. Jeg kan ikke lade være med at grine. Han kigger på mig, og smiler. 

"Nå, så er det vel ved at være tid til at skilles.." siger han med en halv-sur mund. 
Lille skuespiller. Smilet kommer automatisk på mine læber. 

"Ja.. Det er sørgeligt! Men jeg håber da, at vi kommer til at se hinanden igen snart!" siger jeg og kigger ud af vinduet, fordi vi er meget tæt på jorden nu. Han nikker. 

"Ja. Her, du kan da få mit telefonnummer, så kan vi blive i kontakt!" 
Han trækker et stykke papir og en kuglepen op fra lommen, og skribler et nummer ned. Jeg tager imod papiret og smiler venligt. 

"Jeg sender dig en besked, så snart jeg har fået min telefon ladet op." siger jeg med et stort smil plantet på læberne. 
Niall blinker med det ene øje og sender mig et sødt smil. Oh my cake... 

Vi skilles efter vi har fundet vores bagage, og han rækker hånden frem igen. Jeg smiler og rækker ham min hånd, som han ryster igen, denne gang lidt voldsommere. Grinet kommer over mine læber. Igen. 
Han smiler og siger farvel, mens han går væk fra mig. Min hånd er stadig oppe i luften, når han er væk. 
Jeg trækker den hurtigt ned, og begynder at lede efter min onkel. 
 

 

Well, what do you think?(:
Ja, den kunne selvfølgelig godt have været lidt længere, og det har jeg også tænkt mig at rette op på, men jeg ville lige se, om der ville være nogen interesserede først. Hehe... :3 
Ja, men skriv gerne noget jeg kan gøre bedre! Og hvis du ikke har noget imod det, så må lille dig gerne trykke på 'like' knappen deroppe!(; Tak, tak... 

See ya! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...