De Farvede

Forstil dig, hvis det eneste du kunne leve af, en dag hørte op. Forstil dig, hvis det var dig, der skulle redde din planet. Hvad ville du gøre?

2Likes
0Kommentarer
605Visninger
AA

2. Missionen

 

Vi trådte ind i rummet, få minutter efter vi var blevet kaldt over højtalerne. Vi satte os synkronisk ned i de hårde stole og så op på Krista DeNill, der så på os med sammenknebne øjne. Hun holdt et glas op med Krystaller. Der var kun to tredjedele tilbage. ”Som I kan se, er vi ved at løbe tør for Krystaller.” Hun stillede glasset ned på bordet igen, og trykkede på en knap på bordet. Et bjerg tornede sig op. Det havde glitrende sne på toppen ”Krystalbjerget,” hviskede jeg lydløst. Krista nikkede. ”I skal drage til Krystalbjerget og opsøge De Farvede,” bjerget blev afløst af en smuk kvinde, med et slør sort for ansigtet. Hendes blålige krop var nøgen, ”der skal i tale med dronningen, Fri, og tale hende til fornuft. Vi kan ikke leve uden Krystaller.” Krista slog sin knytnæve ned i bordet. Billedet forsvandt. Hun så os i øjne igen. ”For mere end to tusinde år siden, lavede vi en aftale med Fri og hendes folk, om at give os 70% af alle deres krystaller. Hun accepterede, men på en betingelse: de skulle leve uden forstyrrelse fra omverden, så deres magi ikke bliver forurenet. Det betød ingen maskiner, som kunne transportere Krystallerne til os.” Sean rejste sig og ventede indtil Krista gav ham ordet. ”Hvordan har vi så fået Krystallerne?,” spurgte han med en ophidset, metallisk stemme. Krista så på ham. ”Ved hjælp af magi.” Jeg spærrede øjne op og sagde højt: ”Men det er jo forbudt!” Hun så på mig med øjne, som kun var sprækker. ”Pas på, Nicha. Aldrig tal uden tilladelse.” Hendes stemme var kun en hvisken. Jeg slog blikket ned, for ikke at blive brændt. Krista var en ilddæmon. En meget kraftfuld en, der kunne dræbe alt og alle med sit blik. Jeg bøjede ydmygt hovedet i respekt. Jeg havde overtrådt en meget vigtig regel: Aldrig tal uden tilladelse. ”Du er ung, Nicha,” sagde Krista med sin myndige stemme, man ikke kunne undgå at lytte til, ”men jeg tillader ikke flere fejltagelser fra din side. Næste gang du gør ting udover min ordre,” hun vendte sig om og så på mig med sit intense, brændende blik,” bliver du bortvist!” Jeg spærrede øjne op. ”Bortvist,” hviskede jeg lydløst. Jeg rejste mig op, ventede. Krista så længe på mig. Ventede på at jeg skulle dumme mig. Efter lidt tid nikkede hun. ”Jeg vil ikke skuffe dig igen, DeNill,” sagde jeg med den metalliske stemme. Hun så på mig igen. Brændende.
”Godt. Her er jeres udstyr.” Hun trykkede på en knap, der skiftede bordpladen ud med en masse udstyr. Sean rejste sig op ved siden af mig. Jeg skævede forsigtigt til ham. Han havde været i tjenesten længe før jeg blev født. Med mine 17 år, var jeg den yngste soldat. Jeg var umulig, fulgte aldrig ordre. Men på grund af mit stamtræ, havde de indvilget mig. Sean var perfekt. Han var en af de få, som havde fået indbygget Krystaller i hjertet, der gjorde ham, som jeg kaldte det, langtidsholdbar. Det rigtige ord var: Livskrystal. Han var blevet en Livskrystal, da han var 25. Det var 33 år siden nu. Livskrystaller ældede folk, men ikke samme tempo som normale mennesker. Efter 33 år, lignede Sean en på 30.
”Nicha, lyt,” lød Kristas skarpe stemme. Jeg så på hende, interesseret. Men kom i tanke om, hvor jeg var, og lod blikket falde. ”Jeres udstyr: Energikrystal, Energibølge, Energiladninger og en pistol, som lades med eksplosive Krystaller.” Hun holdt et lille glas op, med højst 10 små Krystaller, der glimtede rødt. ”De er meget sjældne, og skal opbevares med forsigtighed,” sagde hun med en skarp tone, da jeg rakte ud efter glasset. ”Derfor er det Sean, som skal opbevare dem,” forsatte hun og rakte min sidemand glasset. Han puttede det forsigtigt ned i et etui, som havde samme størrelse som glasset. Derefter gav Krista os en af hver. Af Energiladningerne, gav hun os et bælte fyldt med små patroner med en tynd, næsten usynlig, ledning. Hun så skeptisk på mig, da jeg, med julelys i øjne, spændte mit bælte. Krista gennede os ud af lokalet med et, ”vi mødes en time i hangaren.”

 

Jeg hoppede nærmest, da vi trådte ud af døren, der lukkede i efter os med en ”shvjus” lyd. ”Er det ikke vildt? Vi skal redde hele planeten og til Krystalbjerget! Det smukkeste bjerg i universet!” Sean så bare på mig med et kedeligt blik. ”Prøv at skjul din begejstring, Nicha. Opfør dig som en dannet soldat.” Jeg så ned på ham. Jeg var lige nogle få centimeter højere end ham. ”Bare fordi jeg ikke er en Livskrystal, behøver jeg ikke at være en dårlig soldat.” Jeg drejede om på hælene og stormede ind på min afdeling.

Måske var jeg lige hård nok overfor Sean. Han var min halvbror, så jeg vidste hvorfor han blevet til en Livskrystal. Jeg lagde mig på den tykke madras, der med det samme hævede sig op 30 centimeter op i luften. Med hænderne i nakken, lod jeg dvæle i minderne.

 

Sean blev ført væk på en bore, mens han gispede efter luft og stønnede af smerte. ”Sean? Hvad er der sket?,” spurgte jeg med rædsel malet i mit ansigt. Dr. Klino stod og vred sine hvide plastikhandsker. ”Hvad er der sket,” gentog jeg oprevet. Dr. Klino så bare på mig med tårerne trillende ned af kinderne. ”Han er blevet ramt af en Energibølge i brystet. Hans ene lunge er klappet sammen og hans hjerte har svært ved at holde sig i gang,” hun så på mig med røde øjne, ”hvad hvis han dør?” Jeg trak hende ind i min favn. ”Der sker ham ikke noget. Sean er en stærk mand,” hviskede jeg og prøvede at lyde sikker. Men det var jeg ikke.
Hvert sekund følte som et helvede, da jeg sad på en hård, grå plastikstol udenfor den afdeling, hvor min halvbror vi indlagt. Jeg havde allerede gået frem og tilbage, mens jeg vred min blusekant, men det havde bare gjort mig mere rastløs.
Endelig efter fem timer, kom Dr. Klino ud, med røde øjne, men med at smil på læben. ”Han overlever, men,” sagde hun, da jeg så på hende, ”vi blev nød til at gøre ham til en Livskrystal.” Hendes øjne flød over med tårer. ”Han kommer aldrig til at føle noget igen. Ikke kærlighed, ikke sorg. Kun hvis selve hans hjerte blev såret. Hans hjerte der det eneste der kan få ham til at føle smerte.” Jeg trak hende ind i min favn igen. ”En dag, bliver han normal igen.” En dag...

 

Jeg åbnede øjne igen. Mit hår var vådt af sved. Jeg måtte holde om med at tænke på det minde. Jeg lagde mig ned på sengen igen, udmattet. Jeg sukkede dybt, og sengen sænkede sig, da den mærkede min bevægelse.
Jeg var hvad man kaldte en Minder. En Minder kunne se hvert eneste minde, hver eneste tanke, der nogensinde var blevet tænkt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...