Fyre & Flammer Og Frygtelige Fejltagelser

Izzie har travlt med at blive voksen; men det går alt for langsomt, så hun beslutter sig for selv at skubbe processen lidt i gang. Men "den nye Izzie" medfører problemer: For det første er der Josh Harper, en ret lækker og nuttet fyr, som er lidt ældre end Izzie. Og vild! For det andet er der Izzies mor, som slet ikke bryder sig om Izzies nye stil. Og så er der den aften hjemme hos veninden, Nesta, hvor Izzie går i gang med at mikse cocktails... ... Afskrivning af Cathy Hopkins originale bog: Fyre & Flammer Og Frygtelige Fejltagelser. Ejer ingen rettigheder til bogen

1Likes
1Kommentarer
335Visninger

1. Kyllinger

"Det lyder grufuldt," sagde Nesta og skar ansigt.

"Hvad?" spurgte jeg, da Lucy og jeg kom tilbage på hendes værelse med forsyninger til aftenens udskejelser (de sædvanlige: cola light, chips og lakridskonfekt). TJ, Nesta og jeg skulle sove ovre hos Lucy efter den fyre-fri fest, hun havde holdt tidligere på aftenen. Vi havde fået ryddet op, da de andre piger var gået, og nu var vi klar til en midnatssludder, inden vi skulle i soveposerne. 

"Ja, hvad er det, der lyder grufuldt?" spurgte Lucy. Tj pegede på en bog med besværgelser, som jeg havde lånt Lucy tidligere på sommeren. "At blive blodssøstre," sagde TJ med spøgelsesagtig stemme. "Hvis man virkelig vil være venner for livet, skal man hver især prikke hul på fingeren med en nål og så presse en lille bloddråbe fra sin finger mod dråben på sin venindes finger. Så er man søstre for livet, det står der i din bog, Izzie."

"Føj," sagde Nesta. " Det skal jeg ikke nyde noget af!" TJ rystede på hovedet af Nesta. "Åh, skal vi ikke nok blande blod og blive blodssøstre," sagde TJ. "Det kunne da være skægt, og så er vi veninder i al evighed." Jeg rystede på hovedet. "Ahr, det lyder åndssvagt, det er sådan noget, ungerne i 3. klasse..."

"Og det skulle komme fra mystiske Iz, hekstekunsterens dronning," sagde TJ. "Hvad er der med dig?" Jeg trak på skuldrene. "Ikke noget. Det lyder bare så barnligt. Jeg har haft den bog med besværgelser i årevis. Jeg læste den da jeg gik i sjette." TJ så skuffet ud. "Jeg synes, det lyder sejt. Og der ligger en dejlig følelse bag det - det er da noget andet end alle de besværgelser, du plejer at omme med for at få fat i fyre og sådan noget." 

"Ja, lad os nu bare prøve," sagde Lucy. 

"Vi skal altså have steriliseret nålene, det er I godt klar over, ikke? sagde Nesat. Lucy rullede med øjnene. "Åh, du er da også så sart." 

"Hun har faktisk ret," sagde TJ. "Det er bedst at være på den sikre side."

"Ja, det må vi hellere, Lucy," sagde jeg. "TJ's forældre er læger begge to, så hvis nogen ved, hvad der er sikkert eller ej, må det da være dem." 

"Ja okay, fint," sagde Lucy og begyndte at lede efter nåle i sin syæske. Hun fandt en pakke og holdt dem op for os. "Et øjeblik. Jeg skal lige have min sygeplejerskeuniform på, så skal jeg nok få steriliseret dem her." Hun var tilbage et par minutter senere og rakte os en nål hver. "Hvis vi skal det, så lad os gøre det ordentligt," sagde jeg. "Vi skal sidde i rundkreds, og hvad med stearinlys, Lucy? Har du et, vi kan tænde?"

"Nå, så mystiske Iz er ikke helt død og borte alligevel, hvad?" sagde Nesta med et drillende smil. Lucy fandt et stearinlys, tændte det, slukkede lyset i loftet, og så satte vi os i rundkreds på gulvet. Lucy, TJ og jeg stak os med det samme. Et hurtigt prik, så var vi klar. Nesta sad med sammenknebne øjne og med nålen helt tæt på tommelfingeren, som om hun havde tænkt sig at prikke hul på huden i slowmotion. "Jeg kan ikke," stønnede hun. "Jeg kan simpelthen ikke. Jeg hader nåle, og det kommer bare til at gøre så ondt."

"Du skal gøre det hurtigt," sagde Lucy. "Det tager et skeund og føles bare som... som et hurtigt prik."

"Jeg kunne godt finde på noget frækt at svare der," grinede Nesta. "Men glemt det. Er du sikker på, at de her nåle er steriliseret ordentligt, Luce? Vi kan få nogle skrækkelige sygdomme. Jeg synes, det virker risikabelt at blande blod."

"Kylling," sagde jeg.

"Kom nu, din tøsedreng," sagde TJ og tog nålen fra Nesta. "Jeg gør det for dig."

"Nej, nej," skreg hun og rullede rundt på gulvet, så hun lå oven på sine hænder. "Du stikker mig bare og prikker hul på pulsåren eller sådan noget."

"Stol på mig, jeg er læge," sagde TJ. "Eller, det er mine forældre i hvert fald."

"Nej," sagde Nesta og satte sig op igen. "Jeg skal nok gøre det selv." Endnu en gang satte hun lige så stille nålen ind mod sin tommelfinger. "Nej... Det duer ikke. Nej. Undskyld. Jeg kan ikke."

"Jamen, vi andre kan da heller ikke gå videre, hvis du ikke er med," sagde Lucy. "Det ville ikke være rigtigt. Mig, TJ og Izzie ville høre sammen for altid, og du ville være udenfor. Det kunne bringe ulykke i den helt store stil."

"Ja, kom nu, din kujonkylling," sagde jeg og gned min tommelfinger. "Mit blod er ved at størkne."

"Jeg er ked af det, men jeg kan ikke. Jeg kan bare ikke." Nesta lænede sig tilbage og tog bogen med besværgelser fra sengen. "Er der ikke noget andet, vi kan gøre for at høre sammen for resten af livet? Noget, som ikke er lig med smerte?" Hun rakte ud efter chipsene. "Hvad med at vi alle sammen tager en bid af en chips og sender den videre. Sammen for altid om en chips. Det er da lidt det samme - deles om alting, holde sammen om noget." Jeg kunne ikke lade være med at grine. Nesta tager aldrig sådan noget med besværgelser alvorligt. "Okay, så send chipsen videre," sagde jeg. Nesta valgte en fra posen, og så sendte vi den rundt og tog hver en lille bid af den. 

"Okay, ved den kraft, som er mig givet fra denne salt & vinegar-chips," sagde jeg med min mest højtidelige stemme, "erklærer jeg hermed, at disse fire piger, som er samlet her i aften, skal være veninder i al evighed, knyttet til hinanden af den magiske kraft fra den almægtige chips." Lucy og Nesta begyndte at grine. "Hil dig, oh chips," sagde Lucy. Så fik jeg en idé. "Okay, men hvad så med det her: Hvis vi virkelig er ude efter en oplevelse, der kan knytte os sammen, hvorfor gør vi så ikke noget, som også får os til at se godt ud?"

"Hvad mener du?" spurgte TJ. "Skal vi tage noget bestemt tøj på til besværgelserne?"

"Nej, hvad med, at vi alle sammen bliver piercet i navlen?"

Der var chokeret tavshed. Det havde de vist ikke regnet med, men jeg havde overvejet at blive piercet et stykke tid. Som en del af et helt nyt image. Vi skulle starte i 9.klasse om en uge, og jeg ville på en eller anden måde gerne efterlade den gamle Izzie med det gamle skoleår. Jeg følte, at jeg var vokset fra utrolig mange af de ting, jeg plejede at gå op i, og også fra mit tøj - bogstavelig talt fra noget af det. Jeg var vist vokset adskillelige centimeter i løbet af det sidste års tid, og nogle af mine jeans stumpede over anklerne. Rimelig utjekket. Nå, men jeg havde i hvert faldt fortalt mor, at jeg var ude i en midtteenagerskrise og havde brug for noget nyt tøj. Hun havde grinet og sagt, at der ikke var noget, der hed midtteenagerkrise, for når man er teenager, står den på krise hele vejen igennem - især for mødrene. Pladder. Hun ved vist ikke, hvor heldig hun er. Hvis hun vidste, hvad nogle pigerne fra skolen gør, uden at deres forældre ved det, så ville hun da få et føl på tværs. Alt i alt har hun haft det let med mig, men det synes hun vist ikke. 

"Hmm," sagde Nesta til sidst. "Hvis man skal have et smykke i navlen, gør det sikkert ondt, tror du ikke? Men.. jeg har altid gerne villet have et." Hun lod hånden glide ned over sin ufattelig flade mave. "Mmm, en lille sten i navlen ville se sejt ud."

"Det gør ikke ondt," sagde jeg. "Candice Carter er blevet piercet. Det fortalte hun mig. Hun sagde, at de putter et eller andet på maven, som nærmest lammer den, så man ikke mærker noget."

"Okay, jeg er med," sagde Lucy. "Jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få, for at få fyre til at lægge mærke til mig. En navlepiercing ville se vildt sejt ud, og så ville man ikke lægge så meget mærke til, at jeg ikke har nogen kasser."

"Kasser?" spurgte TJ. "Hvad mener du?" Lucy pegede på sine bryster. "Babser din knold. Lal kalder dem kasser eller tasker." 

TJ skar ansigt. "Han har brug for hjælp din stakkels bror."

"Det behøver du ikke at fortælle mig," sukkede Lucy. "Men for at vende tilbage til navlepiercingen, så kunne det være fedt hvis vi alle fik i forskellige farver."

TJ så lidt tvivlende ud. "Jeg ved ikke rigtigt. I andre har alle sammen sådan noget flade maver, min er altså lidt mere buttet. Og jeg synes ikke, piercinger er så flotte, hvis ikke man har en mave som et vaskebræt. Og så koster det vel også en formue, gør det ikke? Jeg har sikkert slet ikke råd til det, med de lommepenge jeg får."

"Åh nej, du har ret," sagde Lucy. "Hvor dyrt tror du, det er?"

"Det skal jeg nok finde ud af," sagde jeg. "Så dyrt tror jeg altså heller ikke, det er. Jeg mener, vi skal jo ikke have en rigtig diamant eller guld eller noget."

TJ så bekymret ud. "Jeg tror heller ikke, min far og mor vil synes om det."

"De behøver da ikke få den at se," sagde Nesta. "Vi starter i skole igen om en uge. Og så bliver det snart tid til varmere tøj igen. Ingen behøver få den at se."

"Jamen , hvorfor skulle vi så få en?" spurgte TJ.

"Til når vi er ude sammen, kvikke," sagde Nesta. "Når vi har vores stumpetoppe på. 

"Tjah," sagde TJ.

"Er vi så med alle fire?" spurgte jeg. De andre nikkede, TJ virkede tøvende.

- "Okay fint," sagde jeg. "I morgen formiddag. Jeg har set et sted i Kentish Town i nærheden af, hvor bandet har spillet. Vi tager derhen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...