This is love

Dette er en historie, skrevet til/omkring sangen "This = love" af The Script
Skriv gerne jeres mening om historien som en kommentar :-D

8Likes
14Kommentarer
1025Visninger
AA

3. This = love

 

Hans første dag på kasernen i Vejle gav et godt, og dog for mildt indtryk af, hvordan hans liv der ville blive.

Han mødet sine kammerater for det næste år, og allerede ved første møde kunne han mærke en ny form for venskab og troskab blomstre mellem dem.

De blev vist rundt på kasernen, der var en del større, end han havde troet ved første øjekast. De fik  tildelt deres sovepladser. Og de fik udleveret deres soldatertegn. En lille aluminiumsplade med et stempel, der fortalte om deres nummer og deling. Intet navn eller personligt kendetegn.

Her var han Menig 208.

 

Den første måned var hård. Og han troede, at den ville være den hårdeste. Tre mand ud af de tyve, der var i hans klasse, droppede ud, og han havde troet, at det ville være det.

Hans støvler nagede præcis som han havde forudset, og han havde ondt i selv de muskler, han ikke vidste at han havde. Men om aftenen, når han lå i sin køje og snakkede med sine kammerater, så var smerten ligegyldig. Den var en ringe pris at betale for det kammeratskab han fik med de andre menige.

Da der var gået en måned var de værste vabler forsvundet. Når han så sig selv i spejlet var han stolt af det arbejde han havde udført, og han elskede de udfordringer militæret bød på.

 

Han trænede hver eftermiddag og skulkede aldrig fra morgentræning. Om formiddagen fulgte han så mange klasser han kunne, og han brugte al den fritid han blev tilladt, på at læse op på matematikken. Og  selv om han glædede sig over, ikke længere at være den værste i klassen til matematik, så mærkede han sine prioriteter skifte.

Det var ikke længere matematikken der var vigtigst, ej heller karakteren.

 

Jeg sidder på min køje med et let duftende brev i hånden. Jeg har læst det hundrede af gange. Det er min mors første brev til mig, mens jeg har boet på kasernen.

Hun spørger hvordan jeg klarer mig, og om det er, som jeg havde ønsket, at det skulle være.

Hun skriver også, at hun bekymrer sig over mig, men trøster sig ved tanken om, at jeg ikke er her for krigens skyld.

 

Det er det første brev hun skrev til mig. Og i det brev jeg skrev som svar, fortalte jeg, at jeg havde fundet mig godt til rette. Og jeg forsikrede hende om, at jeg aldrig ville gå i krig.

 

Men det har ændret sig.

Mine atten måneder som værnepligtig er snart ved vejs ende, og alle mine kammerater har allerede skrevet sig op til den næste tur.

Det venskab jeg har fået med de mænd, der kun var drenge da vi først mødtes,er unikt. Vi har været igennem helvede sammen, og vi er nu i stand til at gøre en forskel sammen.

 

Jeg vender ordene i hovedet igen og igen, men der findes ingen måde, hvorpå jeg kan få det sagt, uden at rive hjertebånd over.

I den ene hånd holder jeg min mors første brev. Og i den anden holder jeg det blanke ark, der indtil videre kun siger,
"Kære mor"

Men som skal fortælle hende, at hendes søn er vokset op.

 

Sammen med mine klassekammerater har jeg trænet i halvandet år. Sammen kan vi gøre alt. Uden hinanden er vi sårbare.

 

Jeg kan ikke lade dem drage afsted alene..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...