Say goodnight

Maria er en lille stille pige, der går i 1. klasse. Hver dag bliver hun hentet som en af de sidste i fritidshjemmet af sin 'tante Josefine', som har fungeret som en slags mor for hende hele hendes korte liv.
Men hvorfor kan hendes far ikke hente hende? Hvorfor bliver Josefine ved med at sende ham triste blikke, de samme som hun sender Marias tegninger af hende, hendes far og Josefine? Hvad er der sket med Marias rigtige mor?

Søren er en ung men meget trist mand. Hand bedsteveninde i gennem mange år hjælper ham med at klare hverdagene og passe hans datter.
Han har ikke rigtig lysten til at leve og det driver veninden til vanvid.

Dagene går hos den lille 'familie' og håbet om ændringer er forlængst glemt... eller er det? En forfærdelig hændelse ændrer pludseligt det hele og måske til noget bedre? Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

10Likes
30Kommentarer
865Visninger
AA

2. Tegningen

 

Kapitel 1. - Tegningen

En høj slank kvinde trådte ind ad dørene til det gamle fritidshjem, som hun efterhånden kendte så godt. Det havde regnet det meste af dagen, hendes jakke var næsten gennemblødt og hendes sko smattede af mudder. Kvinden bød for en gangs skyld den elektriske varme og duften af nybagt brød velkommen, og hun blev med et klar over, hvor sulten hun var ved at være. Det havde været en lang dag på arbejdet, syntes hun, og regnvejret havde ikke gjort det bedre. Nu glædede hun sig til at komme hjem og slappe lidt af, hvis hun da kunne komme til det.

Med et suk bevægede kvinden sig ind i fritidshjemmets fællesrum. Klokken var snart fem, og alle børnene på nær et var blevet hentet. Ved et af bordene sad en lille pige med stort ildrødt hår og tegnede, hun kiggede op, da kvinden nærmede sig, og et stort smil dukkede op på hendes kønne lille ansigt. 
"Tante Josefine," sagde den lille fregnede pige glad og hoppede ned fra stolen, hun havde siddet på, for at give kvinden et kram.

Josefine var i virkeligheden ikke pigens tante men blot en af faderens gode venner, som havde påtaget sig opgaven at hjælpe med at passe den lille pige.
"Så Maria, du bliver jo helt våd nu," sagde Josefine, mens hun gjorde sig fri af de spinkle arme og strøg pigen kærligt over håret. "Smut du ud og find dit tøj, så skal jeg nok fortælle Maibrit, at du tager hjem nu."
Maria nikkede og halvløb ud til garderoberne for at finde sine ting

"Husk at det regner udenfor," kaldte Josefine efter hende, inden hun kiggede på tegningen, Maria kort forinden havde siddet og tegnet. Med et trist smil kunne hun konstatere, at det var endnu en tegning af pigens 'familie'. Ved første øjekast ville man tro, at det var en far, en mor og deres datter, men hvis man læste de kantede og klodsede bogstaver over figurerne, stod der ikke mor nogle steder. I stedet stod der 'Josefine'.

Pigen var god til at tegne, i forhold til at hun kun var fyldt syv år kort tid forinden, og alt glæden i tegningen, med den store gule sol der skinnede over personernes hoveder, gjorde kun Josefine endnu mere trist.
Men et kort hovedryst tog kvinden sig sammen, samlede tegningen op, satte farveblyanterne på plads og skyndte sig så ud i fritidshjemmets køkken, hvor hun fandt Maibrit, som altid var den sidste fra personalet der tog hjem, og som hver dag bagte boller til børnene om eftermiddagen.

Da Josefine nåede ud i køkkenet, var Maibrit ved at tømme opvaskemaskinen, der havde været fyldt med farverige plastictallerkener. Maibrit var en ikke helt tynd middelaldrene kvinde, som elskede børn og altid var glad og venlig over for forældre, og hvem der nu ellers kom og hentede de mange børn.

"Goddag Josefine," hilste Maibrit, mens hun strakte sin ryg. "Jeg kan forstå, at vores lille tegner er på vej hjem."
"Goddag Maibrit," hilste Josefine tilbage endnu engang mindet om tegningen i hendes hånd. "Jah, endelig kunne jeg være her," fortsatte hun. "Men du er vel også glad for snart at kunne komme hjem?"
"Tjae, det er vel ikke det værste," smilede Maibrit. Hun satte de sidste plastictallerkener på plads og lukkede opvaskemaskinen. 

"Kom, jeg må hellere sige farvel til Maria og krydse hende ud, så i kan komme hjem. Du ser en smule træt og våd ud." Maibrit begyndte at forlade køkkenet, og Josefine fulgte stille efter hende.
Ved garderoberne sad Maria i regntøj med sin skoletaske på ryggen og ventede. 
Mens Maibrit og Maria sagde farvel, puttede Josefine forsigtigt tegningen i Marias taske efter endnu et kort blik på den. 

Fem minutter efter var kvinden og den rødhårede pige forsvundet i regnen, og pædagogen kunne endelig låse fritidshjemmet af for i dag og komme hjem, men hendes tanker blev alligevel ved den lille stille pige, som hun holdt så meget af, og den hårdtarbejdende trætudseende unge kvinde der stort set havde viet sit liv til at give pigen et respektabelt liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...