Say goodnight

Maria er en lille stille pige, der går i 1. klasse. Hver dag bliver hun hentet som en af de sidste i fritidshjemmet af sin 'tante Josefine', som har fungeret som en slags mor for hende hele hendes korte liv.
Men hvorfor kan hendes far ikke hente hende? Hvorfor bliver Josefine ved med at sende ham triste blikke, de samme som hun sender Marias tegninger af hende, hendes far og Josefine? Hvad er der sket med Marias rigtige mor?

Søren er en ung men meget trist mand. Hand bedsteveninde i gennem mange år hjælper ham med at klare hverdagene og passe hans datter.
Han har ikke rigtig lysten til at leve og det driver veninden til vanvid.

Dagene går hos den lille 'familie' og håbet om ændringer er forlængst glemt... eller er det? En forfærdelig hændelse ændrer pludseligt det hele og måske til noget bedre? Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

10Likes
30Kommentarer
864Visninger
AA

5. Rebecca

Kapitel 4 – Rebecca

Maria førte en af sine røde krøller om bag øret med den ene hånd, samtidig med at hun rakte ud efter et viskelæder med den anden. Da hun havde visket det alt for store øje ud, lagde hun den gule viskelæderand på bordet og kunne et kort øjeblik ikke finde sin blyant.

Det var først da hun havde rejst sig og lagt tegneblokken fra sig, at hun fandt den mellem to af sofapudderne. Med blyanten tilbage i hånden satte den lille pige sig endnu engang til rette i sofaen og lagde blokken på benene, som var klædt i hendes yndlings strømpebukser.

De var grønne og stribede med en lille smule glimmer i den mørke af farverne. Og så havde hun fået den af Josefine, fordi de passede så godt til den kjole, hun også havde fået af hende, engang de havde været meget langt væk hjemmefra.

Eller Maria syntes i hvert fald, de havde været langt væk. De havde både været med toget – noget Maria ellers ikke havde prøvet før – og med en bus. Det hun huskede bedst var, at de havde spist is på en lille café. Det var den bedste is, hun nogensinde havde fået. At togturen højest havde taget et kvarter, var hun lykkeligt uvidende om.

Den tur var et af Marias bedste minder. Det havde været en god dag. Desværre var det bare alt for længe siden, og der kom slet ikke længere dage som den. Josefine tog hende ikke længere med ind i byen for at kigge på spændende ting. I stedet sad hun i sin sofa og så træt ud.

Maria brød sig ikke om det. Hun savnede sin glade tante, der altid syntes, de skulle lave noget sjovt i weekenderne. Leje en film eller gå i biografen for eksempel. Maria ville gerne i biografen. Der var kommet en ny film, som hun rigtig gerne ville se. Men hun kunne ikke få sig selv til at spørge, om Josefine ville se den sammen med hende. Hvorfor, vidste hun ikke. Hun lod bare være.

Den lille rødtop rystede en smule træt på hovedet og kvalte et gab; det var ved at nærme sig hendes sengetid. Alligevel førte hun endnu engang blyanten mod papiret og fik tegnet øjet rigtigt. Nu passede det i størrelsen med det andet. Til gengæld kunne hun til sin irritation konstatere, at blyanten trængte til at blive spidset.

Hun fik fat i penalhuset og ledte mellem de utallige farveblyanter og glimmertuscher efter en spids blyant. Hun fandt ingen, der var spidse nok, og fandt hurtigt ud af hvorfor, da hun heller ikke fandt nogen blyantspidser. Endnu engang måtte hun lægge sit projekt fra sig, inden hun bevægede sig mod spisebordet for at spørge Josefine, om hun kunne hjælpe.

De to voksne talte lavmeldt sammen og noget i deres tonefald gjorde, at Maria stoppede op og lyttede. Strømpefødderne havde ikke larmet meget mod det gamle gulv; de havde ikke opdaget, at hun stod lige bag dem.

”Søren, det er synd for hende. Du bliver nødt til at gøre noget, for jeg kan snart ikke mere.” Josefines stemme var trist og indtrængende. Selvom Maria ikke forstod, hvad det handlede om, blev hun trist. Hun blev altid trist, når Josefine var trist. Det var jo meningen, at hendes tante skulle være glad.

Nogle gange blev Maria bange for, at det måske var hende, der gjorde Josefine trist. At det var hendes skyld. At hun bare var en irriterende lille unge, som ingen kunne lide, og som alle helst ville slippe for. Nogle gange følte hun, at Maibrit var den eneste, der kunne lide hende. Men måske det bare var fordi, at Maibrit skulle kunne lide hende. Hun arbejdede jo i fritidshjemmet – så skulle man vel kunne lide børnene?

”Jeg kan ikke, Josefine. Jeg kan ikke.”  Maria bed sig i læben, da hendes far begravede ansigtet i hænderne. Hvad var det dog, de snakkede om?
”Du bliver nødt til at prøve.”
”Det nytter ikke noget,” sukkede Søren og rystede på hovedet.

”Jo det gør!” Josefine lød utrolig bestemt, og hun havde svært ved ikke at hæve stemmen. ”Du bliver nødt til at komme videre. Rebecca er væk, og hun kommer ikke tilbage. Du kan ikke blive ved med at lade som om, du ikke ved det. Du bliver nødt til at acceptere det.” I et par fantastiske sekunder kom Josefine endelig af med noget af sin frustration.

Maria vidste ikke, hvem Rebecca var. Hun havde aldrig hørt navnet før. Dog vidste hun med det samme, at hun ikke brød sig om hende. Ikke hvis hun gjorde hendes tante og far triste. Den lille og uvidende pige vendte rundt og gik tilbage til sofaen – i dårligere humør end før. Hun havde ikke lyst til at afbryde de voksne. Hun havde egentlig kun lyst til, at de skulle være glade. Desværre blev der længere og længere mellem de store, varme smil, og den livsbekræftende latter.

Hun smed den stadig uspidsede blyant i penalhuset med de små, søde bamser på. Var de overhovedet så søde, som hun havde syntes, da hun valgte penalhuset hos boghandleren dengang sammen med Josefine? Dengang lige inden hun begyndte i skole. Dengang hvor Josefine ikke altid var så træt.

Med en mærkelig følelse i maven ledte hun efter en gul farveblyant, og på en nye side tegnede hun en kæmpestor og smilende sol for at komme i bedre humør. Det virkede bare ikke. Det var som om solen ikke smilede på den rigtige måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...