Say goodnight

Maria er en lille stille pige, der går i 1. klasse. Hver dag bliver hun hentet som en af de sidste i fritidshjemmet af sin 'tante Josefine', som har fungeret som en slags mor for hende hele hendes korte liv.
Men hvorfor kan hendes far ikke hente hende? Hvorfor bliver Josefine ved med at sende ham triste blikke, de samme som hun sender Marias tegninger af hende, hendes far og Josefine? Hvad er der sket med Marias rigtige mor?

Søren er en ung men meget trist mand. Hand bedsteveninde i gennem mange år hjælper ham med at klare hverdagene og passe hans datter.
Han har ikke rigtig lysten til at leve og det driver veninden til vanvid.

Dagene går hos den lille 'familie' og håbet om ændringer er forlængst glemt... eller er det? En forfærdelig hændelse ændrer pludseligt det hele og måske til noget bedre? Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

10Likes
30Kommentarer
862Visninger
AA

3. Lejligheden

 

Kapitel 2. - Lejligheden

Det regnede kraftigt i den lille by, og der var ikke en sjæl at se på de mindre gader ud over en ung kvinde og en lille pige. Bag den gennemtrængende lyd af regnen, der slog mod fliserne, kunne man svagt høre de få biler, der kørte på de større veje i nærheden. 
Kvinden og pigen stoppede foran et af de gamle lejlighedskomplekser, og kvinden slap pigens hånd, som hun ellers have holdt indtil nu. I en af lommerne på sin våde jakke fandt kvinden en nøgle, og hun låste døren op. Den lille pige tørrede sit våde ansigt, hvor ildrøde hårlokker havde klistret sig fast. Med et sidste kig ned ad gaden fulgte pigen efter kvinden ind svuppende i sine regnbuestribede gummistøvler.

Josefine slog hætten ned på sin jakke og tørrede sit ansigt, så godt hun nu kunne. En kastanjebrun og meget våd hårtot blev fjernet fra hendes pande.
"Nå, skal vi se, hvem der kommer først op i dag?" spurgte hun pigen, mens hun fremtvang et smil. Hun var træt. Den lille pige smilede, og det elektriske lys blev genspejlet i hendes smukke grønne øjne, mens hun nikkede.
"Godt så," sagde Josefine, mens hun trykkede på knappen til elevatoren. Efter få øjeblikkets venten åbnede elevatordørene sig, og Maria begyndte at løbe op ad trapperne. Den halvtunge skoletaske bumpede på hendes ryg, mens hun skyndte sig op på første sal. 

Elevatordørene gik op, og Josefine trådte ud, lige efter at Maria forpustet nåede op ad trapperne.
Engang have Josefine løbet sammen med hende, men det kunne hun ikke længere. Hun var alt for træt efter arbejde og syntes, at turen til fritidshjemmet og hjem var anstrengende nok. 
"Det var vist lige i dag," sagde Josefine med endnu et fremtvunget smil, mens hun igen greb pigens kolde våde hånd. 

Det var med et lettelsens suk, at Josefine trådte ind ad døren til sin egen lille lejlighed. Hun smed sin våde jakke over en stol og sank ned i sofaen, mens hun gned sit ansigt. Maria satte hjemmevandt sine gummistøvler og hængte det våde regntøj op på knagerne.
På badeværelset tørrede hun, så godt hun kunne, sine hænder og ansigtet i håndklædet, inden hun slæbte sin taske ind i stuen. Hun var vant til det. Til selv at gå ind. Til selv at sætte sig med sine lektier mens hun ventede på, at Josefine rejste sig fra sofaen.

Lejligheden var ikke specielt stor. Når man kom ind, var der først en lille gang, hvor der lige var plads til at hænge jakker og stille sko. På højre side af gangen var der et lille køkken og et badeværelse. Lige ud var soveværelset og på venstre side først et lille værelse og så stuen. 
Stuen var det sted Josefine brugte mest tid. Det var her, hun sad, når hun kom hjem fra arbejde. Her hun spiste, da der ikke var plads til et spisebord i køkkenet. 

Med et suk rejste Josefine sig fra den sorte behagelige sofa. Maria havde sat sig ved spisebordet med sine lektier. Josefine rystede på hovedet i et forsøg på at ryste trætheden af sig. Dog uden held.
Den gennemblødte jakke blev taget af stolen og Marias regntøj taget ned fra knagerne. Det våde tøj blev hængt op på badeværelset, hvor det kunne dryppe i brusekabinen. De regnbuestribede gummistøvler kom samme vej, og Josefine skiftede til tørt tøj.

I køkkenet kiggede Josefine hurtigt i køleskabet og andre skabe for hurtigt at danne et overblik, over hvad der kunne blive til aftensmaden.
Købe ind havde hun ikke haft tid til i dag. Det plejede hende og Maria at gøre, men Josefine plejede også at have over en time før fri.

Det have været en stressende dag. I den lille fryser fandt hun en halv pose pølsehorn og en frysepizza, som hun tog op. Hun tændte ovnen og puttede fire af de små pølsehorn ind. Tre til Maria og et til hende selv. Hendes opgivende blik faldt på kaffemaskinen, og hun nåede frem til, at en kop dejlig varm kaffe ikke ville skade. 

"Mariaskat?" kaldte hun ind i stuen, mens hun fandt to krus i skabet.
"Jah?" lød det inde fra stuen af, og kort efter lød et svagt bump, da Maria gled ned fra stolen. Kort efter dukkede hun op i døren til køkkenet.
"Vil du have en kop varm kakao?" spurgte Josefine, mens hun betragtede den spinkle rødhårede pige.
"Ja tak," nikkede Maria, mens hun hængte en tegning op på køleskabet med de små hjerteformede magneter. Det var ikke lektier, pigen havde lavet, gik det op for Josefine. Det var tegningen, hun havde tegnet færdig.

Maria kiggede mistænksomt ind i den tændte ovn og derefter på kvinden ved siden af sig. 
"Tre til dig og et til mig," forklarede kvinden, mens hun begyndte at lave kaffe og kakao. Det var ikke første gang, at det var sådanne pølsehorn, der havde stået på menuen til aftensmadden. Maria vidste efterhånden, hvor mange hun kunne spise. 
Maria gik tilbage til stuen for at lave sine lektier og efterlod sin tante alene i køkkenet. 

Josefine kiggede på uret over komfuret. Tyve minutter i seks. Det så ud til, at alle var sent på den i aften. En tår kaffe hjalp en smule på trætheden og humøret, og Josefine fik båret pølsehorn, kakao og kaffe ind i stuen til Maria. Inden hun forlod køkkenet, nåede hun dog at sende tegningen på køleskabet et trist blik.
De spiste i stilhed, ingen af dem havde noget at sige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...