Say goodnight

Maria er en lille stille pige, der går i 1. klasse. Hver dag bliver hun hentet som en af de sidste i fritidshjemmet af sin 'tante Josefine', som har fungeret som en slags mor for hende hele hendes korte liv.
Men hvorfor kan hendes far ikke hente hende? Hvorfor bliver Josefine ved med at sende ham triste blikke, de samme som hun sender Marias tegninger af hende, hendes far og Josefine? Hvad er der sket med Marias rigtige mor?

Søren er en ung men meget trist mand. Hand bedsteveninde i gennem mange år hjælper ham med at klare hverdagene og passe hans datter.
Han har ikke rigtig lysten til at leve og det driver veninden til vanvid.

Dagene går hos den lille 'familie' og håbet om ændringer er forlængst glemt... eller er det? En forfærdelig hændelse ændrer pludseligt det hele og måske til noget bedre? Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

10Likes
30Kommentarer
862Visninger
AA

4. Faderen

Kapitel 3. - Faderen

Da klokken blev lidt i syv, var Maria for længst blevet færdig med sine lektier, og de var rykket ned i sofaen. Maria med en lille skitseblok og Josefine med en af sine elskede krimier. 
Josefine elskede bøger, men i dag kunne hun ikke rigtig fordybe sig og finde ro. Klokken var ved at være mange, og hun var ved at være meget sulten. Med et suk lagde hun bogen fra sig og gik ud i køkkenet. Maria kiggede kort op på hende. Hendes blik gled over mod uret, der hang på væggen og så tilbage til sin tegning.

I køkkenet puttede Josefine frysepizzaen i den nu kolde ovn. Endnu en kop kaffe blev lavet, og hun drak den, mens hun betragtede den silende regn uden for vinduet. Mens hun stod der ved vinduet, ringede det på, og hun hørte Maria løbe ud mod døren, for at trykke på den knap der låste yderdøren til komplekset op. Låse-op-knappen kaldte den rødhårede pige knappen. 
"Far?" hørte hun Maria spørge i den lille mikrofon ved siden af låse-op-knappen. 
"Hej skattepige," lød det knasende fra den dertilhørende højtaler. 
Josefine kiggede træt på uret. Kvart over syv. I det mindste var pizzaen snart færdig. 

Kort efter gik døren til lejligheden op, og Josefine gik ud i gangen. Lige tidsnok til at se sin ven Søren trække sin datter ind til sig i et meget vådt knus. 
"Hej Josefine," smilte han til hende, mens han tog den våde frakke af. Et smil der aldrig helt nåede øjnene. Et smil der kun var der til ære for den lille pige, som skyndte sig tilbage til stuen og sine tegninger. 
"Du er en smule sent på den i dag," sagde Josefine. Mest bare for at sige noget.
"Jah, jeg ved det. Undskyld. Har der været nogle problemer?" 
Josefine rystede bare på hovedet til svar og tog i mod den våde frakke, som hun hængte op sammen med det andet våde overtøj. 
"Har i spist?" spurgte Søren, mens han fulgte efter hende ud i køkkenet.
"Maria har," begyndte Josefine. "Jeg har ikke. Der er pizza i oven, den er færdig om fem minutter. Kaffe?"
Søren nikkede. Mens hun lavede kaffe betragtede Josefine sin ven. Hende og Søren havde været gode venner i mange år, også før Maria blev født. Mange ting havde ændret sig. Søren havde i hvert fald. Engang havde han været en glad ung mand med en fantastisk og smuk kæreste. Nu... jah, hvad var han nu? En altid trist ung mand der virkede meget ældre, end han var. Han prøvede at skjule det bag falske smil, men det var tydeligt, at han havde givet op.
Han havde levet de sidste syv år i en slags depression og gjorde ikke noget for at komme videre. Han gik på arbejde, og andet lavede han vist heller ikke. 
Hver dag var det samme. Josefine kom forbi, hjalp Maria med at blive klar og fulgte hende i skole. Når Maria var afleveret, tog hun på arbejde, og når hun var færdig der, hentede hun Maria igen. Så købte de ind, hun lavede aftensmad, og til sidst kom Søren og spiste sammen med dem. Dagen endte med, at Maria fik børstet tænder, fik nattøj på, og så tog hende og Søren hjem. Det var synd for Maria. Synd for hende at hendes far ikke kunne tage sig sammen. Men hvad kunne man gøre ved det? Josefine syntes, at hun havde prøvet alt.

Fem minutter gik, og pizzaen blev båret ind i stuen. Sørens kaffe var forsvundet, og Maria sad stadig i sofaen og tegnede. Den unge mand satte sig kort ved sin datter og kiggede på den fine tegning, hun var i gang med, inden han satte sig til bords for at spise. Ikke mange ord blev sagt under måltidet. Først da de var næsten færdige, startede Søren samtalen: "Har det været en hård dag på arbejdet?" 
Med et nik forklarede Josefine om de mange problemer på jobbet. 
Klokken lidt i otte blev tallerkenerne båret ud. De blev hurtigt smidt i opvaskemaskinen, og kaffemaskinen blev endnu engang tændt. Josefine havde på fornemmelsen, at hun var ved at blive afhængig af kaffe.
To kopper kaffe, et krus kakao og en håndfuld småkager blev båret ind i stuen. Kakaoen og nogle af småkagerne endte på sofabordet hos Maria, som kort kiggede op. Resten endte ved spisebordet sammen med to trætte unge mennesker. 
Josefine betragtede den lille koncentrerede pige, mens hun brækkede en småkage i stykker. Skulle hun nævne det med tegningerne? De bekymrede hende lidt. Hun tog en dyb indånding og vendte igen opmærksomheden mod vennen over for sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...