Moonlight Magic

Alting forandrer sig da Moon lærer sandheden om sin fortid at kende. Pludselig lander hun i en helt anden verden, hvor der ikke kun er skoledrama, men også en krig der står for døren. Denne historie er ikke renskrevet. Men jeg ligger i hvert fald starten på den ind her. Dette er mest kun for at få respons fra så mange som mulig. Jeg tager både imod posetiv og negativ kritik uden at blive vred. Tak for jeres meninger...

39Likes
43Kommentarer
3612Visninger
AA

3. 2. Regn

Klokken ringede til spisefrikvarter, og mange forlod klasselokalet for at gå i kantinen, eller andre steder, hvor de kunne spise. Moon rejste sig den hårde træstol og gik ud gennem klassedøren. Hun tog fat i sin jakke, tog sin iPod op af lommen og marcherede mod døren, der førte ud mod legepladsen.

Luften ramte hendes ansigt, da hun trådte ud i friheden. Hendes fødder gik taktfast mod bænkene mellem træerne. Bænkene mellem træerne var Moons yndlingssted. Det var fri for nysgerrige blikke på grund af de tætstående træer, og hun kunne stadig se himlen imellem dem. Bænken var kølig, da hun lagde sig på den med hovedet op mod himlen. Hun lukkede øjnene som hun havde gjort i klassen, og nød at hun kunne ligge i naturen på den måde.

En dråbe vand ramte hende på kinden, og hun åbnede øjnene lidt. Himlen var grå, og det var begyndt at regne. Hun strakte armene over hovedet, og nød den kølige fornemmelse, af våde dråber på hendes hud. Det var både frigørende og rensende. Moon lå på ryggen på bænken med regnen piskende i hendes ansigt, indtil klokken alt for tidligt ringede, og hun var nødt til at gå til sidste time.

 

Vandet drev ned af hende, og for hvert skridt hun tog, blev gulvet mere og mere vådt. ”Hvor i alverden har du været? Jeg har ledt efter dig hele frikvarteret”. Moon trak på skuldrende og svarede Kaja: ”Jeg var ude ved bænkene og tage mig et lille bad”. Det hun udtalte det sidste ord, var hun flad af grin. Det var i Moons øjne en af de gode naturlige følelser der frigjorde hele kroppen. Latteren smittede, og Kaja grinede med. Til sidst havde de grinet i så lang tid, at de ikke kunne huske hvad de havde grinet af. De gik sammen ind i klassen og satte sig ned for at vente på engelsklæreren, Charisse McKee, sammen med alle andre.

 

Det regnede stadig, da de fik fri. Moon gik hen til sin cykel, og låste den op. Hun sagde farvel til Kaja, og cyklede af sted så hurtigt hun kunne. Vinden duftede fugtigt og af vådt græs, og det blæste ganske let, hvilket gjorde hende afslappet.

Hendes hår havde nået at blive drivende vådt, da hun steg af cyklen hjemme ved cykelskuret. Hun låste skuret op, og satte forsigtigt sin cykel ind. Moon tog altid trapperne op til femte sal. Metalhåndtaget var køligt, da hun tog i det. Lydløst gled hun ind på sit værelse og smed sin taske. Hun tog sine slidte gummisko af, og smuttede ud på badeværelset. Badekarret fyldte hun med rygende varmt vand. Da karret var fyldt lod hun sig sænke langsomt ned i det. Varmen rislede i hendes krop. Det sorte hår flød næsten magisk i kanten, da hun gled længere ned i karret.

 Det var i grunden et mærkeligt navn hun havde. Det var jo ikke særlig mange der havde et navn der betød noget. Og hvorfor så lige Måne? Moon havde mange gange før tænkt denne tanke, men endte altid med at blive enig med sig selv om, at hendes moder nok bare havde syntes godt om navnet. Hvorfor skulle hun ellers have valgt det?

Moon følte, at hun havde ligget i karret lidt for længe, og rejste sig op. Rundt om håret viklede hun et håndklæde, og for at dække kroppen tog hun en badekåbe på. Sharron havde tændt op i kaminen, og der var dejlig lunt i stuen. Moon satte sig i en sækkestol foran pejsen. Flammerne havde altid fascineret hende. Der var aldrig nogen der var ens. De steder der var gløder, lignede det at ilden trak vejret roligt og dybt. Hun sad og stirrede forstenet ind i flammerne. Et sted bag sig, kunne hun høre moderen bladre i en avis. Der var aldrig meget at tale om om eftermiddagen.

 

Moon gik ind på sit værelse, og tog noget tøj på. Hun valgte noget af det dyre tøj hendes mor altid købte, men hun aldrig gik med i skolen. Et par jeans og en T-shirt faldt mere i hendes smag, end en Chanel taske og alle de dyre mærkevarer. Det var sødt af Sharron at fylde hendes walk-in-closet op med tøj. Derfor kunne hun ikke sige, at hun ikke gik med det. I stedet skiftede hun tøj når hun kom hjem. En skjorte og et par jeans blev det til, og så tog hun sin halskæde på igen. Moon forlod aldrig bygningen uden at have den på. Den havde en stor betydning for hende, selvom hun ikke vidste hvorfor. Hun tændte for musikken, og smed sig i sengen.

 

Det bankede på døren til hendes værelse, og Moon opdagede at hun havde sovet. Døren blev åbnet og Sharron stak hovedet ind. ”Hvad vil du have til aftensmad skat?” spurgte hun med sin moderlige stemme, ”Jeg kan bestille en pizza.” Moon nikkede og sagde hun bare skulle have det sædvanlige.

Hverdagen derhjemme var der ikke meget ved. Moon følte, at det gik i ring. Der skete ikke så meget nyt. Hendes liv trængte til forandring. Et liv hvor man ikke bare vidste, hvad der ville ske. Med nye eventyr hver eneste dag. Ikke bare en skole med kedelige lærer, hvor man alligevel ikke skulle bruge over halvdelen af det man havde lært. Der var en verden Moon godt kunne tænke sig at leve i. En anden verden hvor alt var nyt. Ligesom når man blev født. Der var alt nyt og spændende. Men alt blev selvfølgelig relativt hurtigt kedeligt, så mon ikke også en ny verden ville blive kedelig. Hun havde så meget at tænke over, men alt for lidt tid.

 Moon rejste sig op, og gik over til sit staffeli. Hun fandt oliefarverne frem, og udvalgte sig nogle grålige nuancer. Billeder var afspejlinger af livet. Det var i hvert fald Moons mening. Penselstrøgene var beroligende for hendes sind. Sort og hvid var ikke nok, når der fandtes så mange nuancer imellem.  

Der blev ringet på døren, og et håndtag blev trykket ned. En stemme talte, og der blev raslet med nogle penge. Dette blev efterfulgt af en banken på døren til hendes værelse, med beskeden, at der var mad. Moon gik ud i køkkenet. Der duftede af sprød pizzabund og grøntsager. Der var en lun luft, som hvis hendes mor selv havde lavet pizzaen. Ilden i kaminen var der stadigvæk. De gnistrede inde bag glaslågen. Moon stoppede næsten forskrækket op midt i det hele. Hun kiggede en ekstra gang i kaminen. Men blev enig med sig selv om, at hendes sind havde spillet hende et pus. Det havde ikke været noget. Hun var bare temmelig træt. Der havde ikke været noget ansigt i kaminen. Der havde ikke været nogen øjne der kiggede på hende. Det havde bare været en skræmmende form for paranoia. For at ryste forskrækkelsen af sig, gik hun hen og satte sig på stolen.

Gennem vinduet kunne hun se at det stadig regnede. Det regnede næsten mere, end da hun var kommet hjem. Hvordan det så end var muligt. Pizzaen var sprød og lun. Den sprøde varme fornemmelse i munden var vidunderlig. Der blev sjældent udvekslet mange ord under middagen. Og den dag var ingen undtagelse. Selvom Moon boede alene sammen med Sharron, var det alligevel som om at hun ikke kendte sin mor fuldt ud.

Moon havde aldrig forstået hvordan sindet virkede. Der var som med farverne. Flere nuancer end man kunne forstille sig. Så hun regnede med, at hun aldrig ville lære alle sider af sin mor at kende. Hun kendte jo ikke engang alle sider af sig selv. Man sagde at teenager årene var der hvor man skulle lære sig selv at kende. Det kunne Moon ikke se logikken i. Nu havde hun været teenager i et par år, men følte stadig ikke at hun kendte sig selv bedre. Det regnede hun heller ikke med at hun nogensinde ville gøre. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Var der i grunden nogle der kendte sig selv. Det var disse tanker der strejfede Moon når hun sad over for sin mor mens de spiste.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...