Moonlight Magic

Alting forandrer sig da Moon lærer sandheden om sin fortid at kende. Pludselig lander hun i en helt anden verden, hvor der ikke kun er skoledrama, men også en krig der står for døren.


Denne historie er ikke renskrevet. Men jeg ligger i hvert fald starten på den ind her. Dette er mest kun for at få respons fra så mange som mulig. Jeg tager både imod posetiv og negativ kritik uden at blive vred. Tak for jeres meninger...

39Likes
42Kommentarer
3829Visninger
AA

17. 16. Venefica Academy

Moon vænnede sig heldigvis til følelsen undervejs på deres tur, og jo længere de red jo mere kunne hun lide det. Det var mærkeligt at tænke på hun skulle forlade det hjem hun først lige havde lært at kende. Den lille landsby med alle de rare mennesker og selvfølgelig den rare Fanny. Jo mere hun tænkte over det fik hun en smule hjemve. Hun kunne bare ikke bestemme sig til at det var Sharron og det liv hun havde levet hele sit liv, men alligevel aldrig følt sig hjemme, eller om det var til det lille hus i landsbyen, hvor Fanny boede og hun havde følt sig velkommen lige siden det første møde.

Moon blev forskrækket da hendes hest lige pludselig stoppede op og hun var næsten ved at falde af. Ved siden af hende var Tristan også stoppet op, og sad og stirrede ligefrem.  Først kunne hun ikke se, hvad han kiggede på, men langsomt voksede der sig et lille lys frem mellem to nøgne træer, der stod i sneen. Træerne snoede sig i spiraler mellem hindanden og lyset vokskede så kraftigt, hun ikke kunne holde ud at se på det. Lyset dæmpede sig en smule og Moon kiggede forsigtigt frem. De to træer havde dannet en bue af træ og inde i den brændte lyset klart. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige og kom til at sidde med åben mund og bare stirre dumt på portalen, der var blevet dannet foran hende. Tristans hest bevægede sig, og Moon skyndte sig at lukke munden. Det lille sølvemblem sad stolt på hendes slag.

Det kildede lidt i hendes mave og følte sig en smule svimmel. Men det var langt fra den samme følelse hun havde haft, da hun var gået igennem portalen der havde ført hende til Mithra. Hun var lige ved at falde af sin hest, men nåede at rette op inden det gik galt. De var igen i en skov, men denne her var anderledes end den de lige var kommet fra. Der var noget over den. Noget næsten magisk tænkte Moon for sig selv. Det var ikke fordi den så meget anderledes ud. Sneen lå overalt omkring de nøgne træer og skovbunden var frossen. De red stille videre frem. Tristan lignede en der vidste hvor han skulle hen. Derfor fulgte Moon bare efter.

Hun var ikke sikker på om de havde redet i en time eller blot 10 minutter, da skovebrynet begyndte at vise sig og skoven lysne. Moon der bare havde siddet og kiggede ned i jorden det sidste stykke tid kiggede endelig op og fik øje på det. Moon troede at det gamle børnehjem havde været storslået og smukt, men det var intet i forhold til den bygning der tårnede sig op foran hende. Et kæmpe slot med flere tårne end Moon kunne tælle til. Alle sammen en anelse skæve med et tvist af særpræg over sig. Alt sammen dækket med den fineste hvide sne i kontrast til den stengrå rå murstensvæg. Det prægtige slot var omgivet af bakket landskab. Fra skoven kunne Moon se noget der lignede en stor sø til højre fra slottet. Og hvis hun ikke tog meget fejl, var der noget der lignede en kampplads med skydeskiver og træningsdukker. Derudover var der også en stor plads Moon ikke rigtig kunne se formålet med.

”Kommer du?” Ved lyden af Tristans stemme, opdagede Moon at hun var stoppet op. Hun blev siddende et øjeblik for at fordøje alle de nye indtryk og fulgte så efter Tristan. ”Det er… Det er…” Moon ledte efter det rette ord til at beskrive stedet. ”Det har noget fortryllende over sig.” Besluttede hun sig til sidst for med en drømmende stemme. Tristan grinede lidt og lyden af hans grin gjorde hende opmærksom på at hun måtte lyde som en der aldrig før havde set en bygning. Hun havde skam set bygninger før. Bare ikke nogen så storslået som denne her. Kun kedelige grå kontorbygninger.

”Jeg havde det på samme måde første gang jeg så skolen. Tænk at jeg er blevet optaget i landets bedste skole. Den er virkelig noget for sig. Bare vent til du ser stedet indefra!” Det gik op for Moon at han virkelig elskede stedet her. Hun var glad for at han følte sig godt tilpas her. Hun var bare bange for ikke at føle at hun passede ind. Hun havde aldrig følt sig tilpas hjemme på jorden, og hun kunne ikke se hvordan hun skulle gøre det her. Ikke engang i sin egen verden var hun normal. Her var hun også unormal. Ingen steder hun havde været, passede hun rigtigt ind.

Da de tøjlede hestene i stalden kom end kvinde gående ind gennem porten. Hendes skulderlange brune hår indrammede hendes ansigt og markerede de skarpe ansigtstræk.  Hendes hæle klikkede på det robuste trægulv da hun kom hen til dem. ”Calista Woodham rektor her på skolen,” Sagde han mens hun trykkede Moons hånd med et fast håndtryk. ”Du må være Luna, velkommen til Venefica Academy!” Moon skulle lige til at protestere og sige at hun ikke kendte nogen ved navn Luna, men kom i tanke om at det åbenbart var hendes rigtige navn, hvad det så end skulle gøre godt for. ”Det er godt at have dig tilbage i vores verden. Stella bliver så glad når hun ser dig. Hun har ikke lavet andet end at klage over hendes enetimer hos professor Rinse.” Moon var forvirret men smilede bare og lod som om hun vidste hvad rektoren talte om. De tøjlede hestene færdig og gik op mod slottet.

De fik en rundvisning af skolen. Tristan kendte selvfølgelig godt skolen, men gik med alligevel. Hans undskyldning var, at han stadig ikke så godt kunne finde rundt. Det gik hurtigt op for Moon hvorfor. Der var smalle trapper overalt. Nogle stoppede på alle etager. Andre sprang etager over og var genveje, mens andre kun førte op for at gå ned igen som endnu en genvej.  Derudover var der adskillige forskellige gårde. Nogle brolagte med solide bænke, hvor man kunne bruge sin fritid på at nyde vejret udenfor, og andre med græs, hvor man kunne sidde under træerne om sommeren. De var ikke gået særlig længe, da Moon ingen anelse havde om hvor de var kommet fra.

De endte endelig i spisesalen, og Moon kunne hverken huske hvor runelokalet lå eller hvordan man kom ud af slottet. Spisesalen var stor. Den bestod af 3 lange borde. For enden af lokalet stod der et lidt mindre bord med 12 stole om. Moon gik ud fra, at det var der lærerne sad.

Til sidst gik de ud af spisesalen og befandt sig i noget der mindede om en forhal. Moon regnede med at den store dobbeltdør var hovedindgangen. Ved siden af døren ind til spisesalen var en trappe der var en smule bredere end dem hun havde set indtil videre. Rektor Woodham gik op ad den og Moon fulgte efter. De kom ind i et stort rum med en masse møbler og al mulig underholdning. Der var både brætspil og en pejs og alverdens mærkelige ting Moon aldrig havde set før.

”Dette er et fælles opholdsrum for alle årgange. Derudover har hver årgang sin egen opholdsstue. Jeres opholdsstue er på femte sal, som Tristan udmærket godt vidste i forvejen. Fra opholdsstuen kan i komme ind på jeres værelser. Nu skal jeg vise jer derop.” Moon syntes at Tristan smilede lidt bedrevidende da rektor Woodham nævnte ham. På vej op fortalte rektoren videre om opholdsstuen og værelserne.

”Moon du skal selvfølgelig dele værelse med Stella. Det er tradition at fælles evner deler værelse. Der er lidt ekstra plads inde på jeres værelse som i kan udnytte, alle værelser er nemlig femmandsværelser. Moon var ved at gå ind i Tristan da de andre to pludselig var standset op foran en væg. Tristan der stod tættest på væggen trykkede på en mursten, og væggen skilte sig fra hinanden. De tre personer trådte indenfor i rummet der var dukket op. Det cirkulære rum mindede lidt om fællesrummet de var kommet fra, der var bare færre møbler. I en pejs gnistrede ilden lystigt, og der hang en lysekrone i loftet, der lyste rummet op. Rummet virkede varmt og hjemligt. Det mørke egetræsgulv knirkede da Moon gik over det. På den modsatte væg af ildstedet var en vindeltrappe der førte opad. Da de gik opad kom de forbi 3 afsatser. På hver afsats var to døre. Dette var de andres værelser. Et til pigerne og et til drengene. De nåede helt op for enden af trappen inden Woodham stoppede op. Hun åbnede døren til venstre og lukkede op til et rum, der helt tydeligt allerede var beboet. Der stod to senge. Den ene var allerede fyldt op med puder i gule og orange farver og på den kommode der hørte til sengen stod der parfumer og små nipsting. Den modsatte seng var helt tom og neutral. Moon kunne regne ud, at det var hendes seng.

Rektor Woodham kiggede mistænksomt på Tristan og sagde så: ”Normalt er det ikke tilladt med personer af det andet køn på værelserne, men jeg vil tillade det indtil de andre elever ankommer i morgen. Der er mad kl. 19:00 nede i spisesalen” Og med de ord forlod hun rummet. Tristan smilede og kom helt hen til hende.

”Det ser lidt trist ud syntes du ikke?” Spurgte han mens han smed sig på hendes seng. ”Skal jeg prøve at fikse det? Det lykkedes med Stellas ting” Moon var ikke helt sikker på hvad han mente, men besluttede sig for at give ham lov til hvad det end var han ville.

Han rejste sig beslutsomt op og kiggede undersøgende på Moon, der forsigtigt havde taget plads i Stellas farverige seng. Lige inden Moon skulle til at spørge hvad han stirrede på vendte han sig om og så endnu mere koncentreret på Moons halvdel af værelset. Der kom en let brise, og for øjnene af Moon ændrede værelset sig. Himmelsengen ændrede farve for øjnene af hende. I stedet for grå og støvet havde den nu en dyb mørklilla farve fyldt med små sølvstænk. Sengetøjet havde også fået en mørk blålig farve næsten sort. Selve træet var også blevet en tone mørkere. Samtidig var der dukket adskillige puder op i lignende farver fyldt med måner og stjerner. På væggen var der dukket spejle op. Det eneste ord Moon havde tilovers var: ”Hvordan?...” Tristan smilede bredt ”Det bedste jeg har opnået indtil videre, hvis jeg selv skal sige det. Hvad syntes du? Jeg var lidt i tvivl om hvad du kunne lide, så jeg tænkte at jeg ville vælge et tema i kontrast til Stellas soltema. Du er trods alt månen.” Han blinkede en gang til hende og hun fik kort fremstammet: ”Det er perfekt!”

Tristan lå på Moons seng og underholdte hende, mens hun pakkede sin kuffert ud. ”Du har faktisk privilegier,” udbrød han pludselig ”Din seng er meget større end min. Min er bare en almindelig enkeltmandstørrelse. Men den her er jo en dobbeltseng.” Desuden er din kommode meget større, og i er kun to om at dele et skab.” Han vendte sig om, og kiggede direkte ind i hendes øjne.

”Så er der da én fordel ved ikke at passe ind…” Ved den kommentar fik hun en i hovedet af Tristan. ”Du passer da ind, måske er det bare dit ego, der er lidt for stort.” Denne gang var det Moons tur til at give Tristan en på hovedet. Tristan gav tilbage ved at vælte hende omkuld. De lå lidt på gulvet og rodede rundt, men til sidst endte Tristan, der var den stærkeste af dem, ovenpå Moon ved at holde hendes arme mod gulvet.  Moon trak vejret tungt for at få vejret ordenligt. Hun kunne høre på Tristans vejrtrækning at han også var lettere forpustet. Det var som om det gik op for ham, at det var lidt akavet, for han skyndte sig at slippe hende, som om han havde brændt sig på hende.  

Moon rejste sig også op og gik igen i gang med at pakke ud. Hun gik hen og åbnede skabsdøren og opdagede til sin forbavselse ”Skoleuniformer?...” Moon sukkede dybt. ”Du lyder ikke særlig begejstret.” Fastslog Tristen.

”Jo jo, jeg havde bare ikke regnet med det. Skal vi have dem på hele tiden?” Spørge Moon, der ikke kunne se nogen grund til, at Fanny havde købt alt det tøj til hende. ”Nej, kun når vi har time eller spiser.” Dette beroligede Moon lidt. Uniformen bestod af En hvid skjortebluse, en nederdel eller bukser, og en sort jakke. Derudover slips. Moon kunne dog ikke se grunden til at der var flere farver slips. Tristan så Moons forvirrede ansigt, da hun tog fat i de forskelligfarvede slips. ”Sjovt du har alle farver slips. Jeg vil gætte på at de selv vil lade dig bestemme hvilket slips du vil have på. Stella går med det sorte, går ud fra at det er fordi hun ville syntes det var mærkeligt at bære samme farve som tankelæserne, magikerne eller formskifterne for den sags skyld.” Tristan lagde sig afslappet ned på sengen i gang og kiggede op i loftet mens han så tænksom ud.

”Hvad med feerne og elverne?” Det var først nu gået op for Moon, at der ikke havde været sovesale til dem. Tristan satte sig endnu en gang op i sengen og Moon lagde mærke til at hår var blevet rodet, da han havde lagt sig ned i sengen. ”De bor ude i skoven i deres eget residens så at sige. De foretrækker at holde sig for sig selv, og de eneste fag vi har sammen med dem er det valgfrie fag. Ikke engang der snakker de særlig meget med os…” Moons syntes, at der var noget i Tristans stemme der lød lettet, men valgte at overhøre det.

Da Moon var helt færdig med at pakke ud, nærmede klokken sig 19:00. Sammen bevægede de sig ned mod spisesalen. Tristan førte hende hen til en dør i det ene hjørne i spisesalen, der viste sig at føre ind til køkkenet. Inde i køkkenet stod en lettere overvægtig mand efter Moons mening.

”Hej Philippe, hvad er der at spise i dag?” Kokken vendte sig om i kiggede undersøgende på Moon, der stod og så med fra sidelinjen. ”ahh, Tristan! Kun den bedste urtesuppe til min lille ven, og hvem er så denne skønne unge dame du har med dig?” Kokken blinkede en gang til Tristan, og Moon kunne mærke at hun blev lettere rød i kinderne. ”Philippe, hils på Moon. Eller måske skulle jeg hellere præsentere hende som Luna, skolens nyeste elev.” Philippe lo hjerteligt og hilste varmt på hende, mens han hældte en kæmpe portion suppe op til dem begge.

Moon og Tristan gik ud igen og satte sig ved det lange bord længst til venstre. Spisesalen virkede meget stor, når det kun var de to der sad der. De lange bænke langs bordene der virkede så uendeligt lange. Pyntet med store lysekroner langt under det høje loft, og fuldendt med det korte bord for enden af salen med de 12 majestætiske stole til at forvrænge det ensformige billede.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...