Moonlight Magic

Alting forandrer sig da Moon lærer sandheden om sin fortid at kende. Pludselig lander hun i en helt anden verden, hvor der ikke kun er skoledrama, men også en krig der står for døren.


Denne historie er ikke renskrevet. Men jeg ligger i hvert fald starten på den ind her. Dette er mest kun for at få respons fra så mange som mulig. Jeg tager både imod posetiv og konstruktiv kritik. Tak for jeres meninger...

40Likes
46Kommentarer
4035Visninger
AA

15. 14. Fanny

Det var rart at sidde ned, selvom stolen var hård. Pejsen var lun, og der kom lige så stille liv i Moon igen. Sammen med varmen kom smerten i hendes fod. Det gjorde ondt. Den var højst sandsynligt forstuvet. Tristan kom ind af døråbningen med to store kopper. Der dampede en varm dampende luft fra dem, der duftede helt ubeskrivelig godt. Han satte sig på den hårde træbænk over for hende. Den ene kop rakte han til hende. Væsken i koppen havde en rødlig farve. Først havde hun troet at det var te, men væsken var for tyk, og havde en unaturlig gylden farve. ”dværgete” sagde han med en blød og beroligende stemme.

Moon tog forsigtigt en slurk. Det var bedre en noget hun nogensinde havde smagt. Smagen kildede hende på tungen.

Der var en akavet tavshed. Ingen af dem vidste rigtigt hvad de skulle tale om. Heldigvis blev de hurtigt reddet af en ældre dame, der kom ind af døren. ”Hej” sagde Moon med en lav stemme, hvilket måske var en fejl. For i det øjeblik det gik op for den gamle dame, at der var andre end Tristan derinde, tabte hun alt hvad hun havde i hænderne. I stedet for at samle alle de papirer op hun havde tabt, pegede den gamle dame bare på Moon mens hun kiggede spørgende med store øjne på Tristan. Hendes underlæbe dirrede, som ville hun sige noget, men ingen ord kom frem. Moon ønskede at der snart var nogen der ville sige noget. Og endelig, efter hvad der føltes som en evighed, tog Tristan ordet. ”Hej bedste, det her er Moon.” Det var, som gik der et lys op for den gamle dame. 

Uden at værdsætte Tristan så meget som et enkelt blik mere, gik den gamle dame over til Moon. Først kiggede hun Moon dybt i øjnene, hvorefter hendes blik vandrede ned mod hendes skadede fod. Den gamle dame forsvandt ud gennem den samme dør Tristan var gået igennem, da hen havde hentet te, og kom igen efter nogle minutter med en skål og nogle gamle klude. Hun havde endnu ikke sagt et ord til Moon, men trak blot en skammel hen til Moon, og lagde hendes fod op på den. Herefter smurte hun indholdet i skålen, der havde en meget stærk lugt af gran og mynte, på foden og bandt herefter kludene om den. ”Om et par dage burde du kunne støtte ordenligt på den igen.” Dette var det første den gamle dame sagde til Moon. Moon var både forvirret og lettet, ”øhh… tak mrs…” Og først her gik det op for Moon, at hun havde startet en sætning hun ikke kunne færdiggøre. Hun kendte jo ikke damens navn. Og igen gik op for hende, at hun ikke havde nogen anelse om, hvad hun lavede i denne verden. Eller rettere sagt hvad hun skulle stille op. Hun kunne jo ikke blive hos Tristan for evigt. Men hun kunne heller ikke bare gå sin vej, når hun ikke kendte andre. ”Bare kald mig Fanny,” sagde en stemme, der havde den samme bløde klang, som Tristan også havde.

Omkring en time senere sad Moon på en bænk i en have fyldt med farverige blomster, grønne buske og høje træer. I skumringen kunne man se ildfluer sværme rundt alle vegne. Ved siden af hende på bænken sad en dreng, kun lidt ældre end hende med brunt pjusket hår og matchende nøddebrune øjne. Han kiggede indgående på hende, og af en eller anden grund, ville hun ikke møde hans blik. Som om hun ville forsvinde, hvis hun så ind i den evige tunnel af nøddebrun. ”Så, hvorfor er det helt præcist at du er kommet tilbage til Mithra?” Den dybe stemme trak hende blidt tilbage fra tunnelen hun alligevel var kommet til at gå igennem. Hun tænkte sig lidt om inden hun svarede, og sagde så til sidst bare: ”Afklaring…” Hun blev en smule deprimeret ved tanken om, at hun ikke kendte noget til sit sande jeg. Tristan kunne fornemme tristheden i hendes stemme, og skyndte sig hurtigt at tilføje, at hvis hun havde lyst kunne hun blive nogen tid. Selvfølgelig kunne Moon ikke andet end at takke ja til tilbuddet. Hvis hun havde sagt nej, kunne han have sovet et sted ude på gaden, og alligevel ikke vidst, hvad hun skulle stille op når hun vågnede. Hvis hun blev, var der trods alt håb om, at Tristan kunne hjælpe hende med, hvad hun kunne gøre.

Hun kunne mærke hans varme ånde mod sin kind. Selvom hun næsten ikke kendte ham, var der noget beroligende over hans nærvær. Den varme brise kom nærmere. De var kun et par centimeter fra hinanden. Det gik op for Moon, at hun igen var faldet i tunnelen. Hun skyndte at trække sig væk.

I et kort sekund kunne Moon ikke huske, hvor hun var. Hun satte sig forskrækket op. Men så kom det hele tilbage til hende. Portalen. Verdenen. Tristan. Netop som hun havde tænkt det sidste, gik døren op. Ind af den kom han i bar overkrop. Mavemusklerne var tydelige at se inden under den bare mave. Han rodede i sit hår med noget der lignede et håndklæde. ”Godmorgen,” sagde hans dybe stemme. ”Der ligger noget varmere tøj på kommoden. Det vækker ikke så stor opmærksomhed som det du kom i, og det gør også at du ikke kommer til at fryse.” Og rigtigt nok over på den kommode der stod ved siden af sengen lå en bunke tøj.

Moon stod op med lidt besvær og klædte sig på. Det var svært nok at vide hvordan tøjet skule sidde og det var ikke spor meget lettere med en forstuvet fod. Endelig fik hun tøjet på og begav sig nedenunder til de andre to.

Hun kunne høre dem tale afdæmpet sammen, da hun nærmede sig køkkenet. Deres stemmer lød lettere ophidsede, men hun kunne næsten ikke høre, hvad de talte om. ”Jeg ved det bedste, men Zavino…” Resten sagde Tristan så lavt, at Moon ikke kunne høre ham. Hun havde ingen anelse om hvem ’Zavino’ var, men lige nu var hun også ligeglad. Næsten ubemærket trådte hun frem i døråbningen. Samtalen døde øjeblikkelig og blev i stedet erstattet af en indbydelse til at tage noget mad. Moon valgte at ignorere den pludselige tavshed og tog i stedet noget at spise. Det var langt fra hvad hun var vant til, men det smagte alligevel meget godt. Havregrød og hjemmebagt brød.

Fanny var meget interesseret i at høre Moons historie, og da Moon afsluttede med at hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle stille op kom Fanny med en ide. Hun forslog at Moon startede på Landets bedste kostskole, hvor Tristan også gik. På den måde, kunne hun lære en masse om Mithra, sine kræfter og samtidig havde hun et sted at bo. Fanny skulle nok tage sig af at skrive et brev til forstanderinden. Det kom en anelse bag på Moon, at der var en skole. Om det var fordi der ikke var noget elektronik, eller om det var fordi at det var så normalt, vidste hun ikke. Men om ikke andet blev det planen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...