Moonlight Magic

Alting forandrer sig da Moon lærer sandheden om sin fortid at kende. Pludselig lander hun i en helt anden verden, hvor der ikke kun er skoledrama, men også en krig der står for døren. Denne historie er ikke renskrevet. Men jeg ligger i hvert fald starten på den ind her. Dette er mest kun for at få respons fra så mange som mulig. Jeg tager både imod posetiv og negativ kritik uden at blive vred. Tak for jeres meninger...

39Likes
43Kommentarer
3605Visninger
AA

14. 13. Tristan

Sneen knirkede under et par støvler. Det vuggede let under Moon. Hun blev båret. Hun åbnede øjnene let. De var nede i landsbyen. Der var huse på begge sider af hende, og gaden var smal. Moon kom til bevidsthed igen. De øjne hun kiggede op i havde en varm nøddebrun farve. Ansigtet var rundt og lidt drenget. Det var omringet af bløde mørkebrune krøller, der indrammede ansigtet.

Hun gav et spjæt fra sig, og det drengede ansigt der ikke kunne være meget ældre end hende selv kiggede ned på hende. Forsigtigt fik Moon fremstammet: ”J-jeg kan altså godt gå selv”. Hun prøvede at trække sig ned, og han satte hende forsigtigt ned. Hendes ben skælvede let til at starte med, men til hendes lettelse kunne hun holde sig oprejst. ”Hvem er du?” spurgte hun. ”Mit navn er Tristan,” svarede han kort og kontant ”og du er?”. ”M-moon” svarede hun forsigtigt. ”Hvordan fandt du mig?” ”Jeg går altid en tur op på bakken. Det er der man har mest ro, men jeg må sige at jeg ikke er vant til af falde over en smuk pige, der ligger i sneen. Du var kold, og jeg kunne ikke få liv i dig, så jeg tænkte at du nok havde brug for varme. Men hvorfor lå du egentlig bevidstløs i sneen?” De begyndte at gå videre hen ad gaden.

Moon mærkede at hun måtte have slået sin fod enten da hun kom gennem portalen, eller da hun faldt. Hun følte sig pinligt berørt over at have været besvimet. Moon påbegyndte sit svar, men tøvede da hun kom i tanke om, at hun ikke vidste om det var normalt at rejse gennem verdener her. Faktisk gik det op for hende at hende var total hjælpeløs, når det angik denne verden. Hun vidste ikke rigtig, hvordan hun kom tilbage igen. Og hun havde ikke noget sted at sove. Derfor besluttede hun sig for, at det var nemmest at fortælle ham sandheden. Han havde trods alt hjulpet hende til ikke at fryse ihjel.

”Jeg kommer fra en anden verden.” Ordene var ude og hun kunne ikke trække dem tilbage. Til hendes overraskelse begyndte drengen ved navn Tristan blot at le. ”Hvad griner du af?” spurgte hun tvært. Hun kunne ikke se, hvad der skulle være så sjovt. ”Selvfølgelig kommer du fra en anden verden, det vidste jeg godt. Du har jo magiske evner. Det var måske et lidt dumt formuleret spørgsmål. Det jeg mente var, hvad laver du her?” Moon var blevet enig med sig selv om, at hun skulle være ærlig over for ham og skulle til at svare, at hun var her for at finde sin familie, da en tanke slog hende: ”Hvad mener du med at du godt vidste at jeg kom fra en anden verden, og at jeg har magiske evner?” Han smilede et skævt smil. ”Det er rimelig åbenlyst. For det første ligger du besvimet i sneen, det er en typisk nybegynderting at være svimmel og dårlig tilpas efter sin første rejse. For det andet har du din nøgle hængende i en kæde om halsen. Og for det tredje kan jeg ikke læse dine tanker. Derfor må du have magiske kræfter.”

Hans smil fortsatte. Det borede sig dybt ind i hende, og pludselig blev hun lidt svimmel igen. Der var aldrig nogen der havde smilet sådan til hende før. ”Hvad mener du med at læse tanker?” Spurgte hun pludselig en smule forlegen. ”Jeg er tankelæser,” sagde han som  var det helt normalt. ”Men du er da herfra ikke? Det er da vores skriftsprog der står på din medaljon.” Hun kiggede ned på sin medaljon, og til sin overraskelse kunne hun læse, hvad der stod. Luna. Det stod med snørklede bogstaver.

Moon skulle lige til at besvare Tristans spørgsmål, da hun blev afbrudt. ”Vent lidt… Luna? Du er betvinger!” Det var åbenbart noget der var noget ved. ”Ja, er der noget specielt ved det? Der er vel mange der er betvingere.” Hun prøvede at sige det med en rolig stemme, men der var noget ved den måde han havde sagt det på, der gjorde, at hun ikke var sikker på om det var en normal, eller for den sags skyld, en god ting. Han rystede langsomt på hovedet. ”N-nej… Ved du det slet ikke? Der er kun 2 betvingere. Den ene er en pige, der hedder Stella, og den anden må være dig.” Moon var forvirret. Hvis der kun fandtes 2 betvingere, hvorfor havde mrs. McGrovan så ikke sagt noget? ”Hvorfor vidste du at jeg var betvinger på grund af, at der står Luna på min medaljon? ”Moon undrede sig.  ”Det er det navn, der er blevet givet den ene betvinger. Det betyder måne. Det andet navn er Stella. Det betyder sol. Det er selvfølgelig bare gamle historier, men der må vel være noget om det, hvis du virkelig er betvinger”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...