Moonlight Magic

Alting forandrer sig da Moon lærer sandheden om sin fortid at kende. Pludselig lander hun i en helt anden verden, hvor der ikke kun er skoledrama, men også en krig der står for døren.


Denne historie er ikke renskrevet. Men jeg ligger i hvert fald starten på den ind her. Dette er mest kun for at få respons fra så mange som mulig. Jeg tager både imod posetiv og konstruktiv kritik. Tak for jeres meninger...

40Likes
46Kommentarer
4027Visninger
AA

12. 11. sandheden

Moon var stadig væk i sine tanker, da de nærmede skolen. Det var som om, alt så forandret ud. Selvom de store bogstaver stadig sad, som de plejede over hovedindgangen. Faktisk var alt som det plejede, bortset fra en ting. Hun vidste mere om sig selv, end hun nogensinde havde gjort. Indeni var hun ved at forandre sig, og blive til en helt anden person. Moon så overvejende over på Kaja, der var i fuld gang med at låse sin cykel. ”Lad vær’ med at låse din cykel. Der er noget jeg er nødt til at fortælle dig, og jeg kan ikke gøre det her.” Kaja så forvirret på hende. ”Hvorfor? Er det noget jeg har gjort?”.  Moon skyndte sig at forsikre at det var det ikke, og fik overtalt Kaja til at misse første lektion.

Hun kiggede over på sin veninde der bare sad og glibbede med øjnene. De sad i den samme park som Moon havde gjort blot en uge tidligere, og den lette forårsbrise pustede dem køligt i nakken. Moon havde symbolsk sat sig under det træ, hvor hun havde fundet nøglen og den mærkelige seddel. Kaja åbnede munden som om hun ville sige noget, men lukkede den så igen. Derefter kiggede hun mistænksomt på Moon: ”Du joker ikk’?” Moon ville ønske hun kunne sige ja, og så kunne de bare grine af det, men i stedet rystede hun alvorligt på hovedet. ”Okey, hvis du siger at du kan øhh… betvinge, kan du så ikke bevise det.” Moon kunne høre på Kajas tonefald a det ikke var et spørgsmål, men mere en ordre, og skyndte sig derfor at sige: ”Jeg ville gerne, men sidste gang jeg prøvede, endte det med, at jeg blev våd fra top til tå.” Kaja så en smule skuffet ud. Det var noget af det Moon elskede ved Kaja. Når hun lavede et trist ansigt, mindende hun hende lidt om en hundehvalp med kæmpestore øjne der kiggede bedrøvet op på hende. Derfor skyndte hun sig at sige: ”Men fordi der ikke er andre i parken kan jeg godt prøve. Jeg kan bare ikke love dig, at der sker noget.” Kajas ansigt lyste op igen, og Moon var tilfreds. Moon spejdede rundt i parken, og opdagede til sin forundrelse, at der stadig lå morgendug på græsset. Det måtte da gå an, tænkte hun ved sig selv. Det var trods alt stadig vand og derved et af elementerne. Hun tog en dyb rolig indånding og koncentrerede sig så om duggen. Hun huskede hvad mrs. McGrovan havde sagt, og spændte så musklerne i sin hånd. Som ved et trylleslag løftede duggen sig fra græsset. Moon blev så overrasket over at det rent faktisk var lykkedes, at hun mistede koncentrationen, og vandet faldt derefter ned på dem. ”Undskyld.” sagde Moon stille, men Kaja sad bare og smilede. Hun blev ved i noget der føltes som en evighed med at sidde og snakke om, hvor vildt det var at hendes bedste veninde kunne noget så sejt. Moon kunne ikke andet end at blive lettet over, at Kaja tog det på den måde.

Let om hjertet over, at hun ikke behøvede være alene om hemmeligheden mere, tog Moon tilbage til skolen sammen med Kaja. Det var allerede blevet frikvarter, så der var ingen der bemærkede de to piger, da de kom ind i klassen. Kaja spurgte ind til alting omkring hendes evner gennem hele frikvarteret. ”Hvor kommer du fra?” var et af spørgsmålene. Moon kunne kun svare at det var en anden verden kaldet Mithra, hvorefter Kaja påpegede at det var ligesom Narnia bare med et andet navn. Til det kunne Moon ikke lade være med at grine højlydt. De fleste af de svar hun kom med hørte der også en sarkastisk bemærkning med til svaret. Moon syntes at det var herligt. Det lettede ligesom lidt den trykkede følelse der kom, når det gik op for hende hvor lidt hun egentlig kunne svare på. Idet Kaja kom med spørgsmålet: ”Ville du egentlig gerne tage tilbage, hvis du kunne?” gik det op for Moon, hvad det næste skridt i hendes liv skulle være. Hun måtte besøge sin egen verden og så derfra finde ud af hvad hun skulle.

 

Mrs. McGrovan så meget overrasket ud da hun åbnede døren for Moon. ”Hvad laver du dog her, pigebarn?” Moon ventede ikke på at blive budt ind, men sagde frem med det samme: ”Er det muligt for mig at komme til Mithra?” Forstanderinden lukkede hende endnu en gang ind i det gamle børnehjem. ”Altså det er muligt, men kun hvis du har din nøgle. Du havde den ikke med dig da du blev adopteret af mrs. Miller, så umiddelbart ville jeg ikke sige at det er muligt for dig at tage tilbage til Mithra”. ”Jamen er det ikke muligt at låne en andens nøgle. Du sagde selv, at du også var derfra, kan jeg ikke bare låne din?” Mrs. McGrovan rystede på hovedet: ”Det er jeg desværre bange for ikke er muligt. Nøglerne bliver skabt når vi bliver født, men dukker først op første gang vi rejser til en anden verden sammen med en anden person gennem deres nøgle. Efter første gang du har rejst gennem verdenerne, er det kun muligt at benytte din egen nøgle.” Moons hjerne kørte på højtryk. Der måtte da være en eller anden måde hun kunne komme til Mithra på, og opspore sine forældre. Møde sit virkelige liv og se der, hvor hun var født. Det kunne ikke passe, at hun inden for de sidste to uger havde fundet ud af så meget om sit liv, og nu sad hun alligevel fast i den verden hun blev sendt til. Hun ville næsten ønske at hun ikke havde fundet ud af alt dette når hun ikke kunne komme til at vide alt. Hvorfor havde hun dog også fundet den dumme seddel på træet. Den seddel der fik hende til at undre sig. Den seddel der havde siddet sammen med en nøgle! Hun havde jo sin nøgle, den lå trygt hjemme i hendes skuffe. ”JEG HAR MIN NØGLE!” Moon skreg af glæde, og hun kunne mærke lettelsen skylle ind over hende. Hun kunne endelig finde ud af hvor hun kom fra.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...