Vold mod dødsangst

Titlen er beskrivelsen. Men du møder et menneske.........

0Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

1. Vold mod dødsangst.

 

Christian oplevede dødsangsten, da han lærte at tænke. Måske var den iboende i hjernens diffuse mekanismer, som hjerneforskere stadig har mulighed for at undersøge i mange år. Den ødelagde barndommen. Den ødelagde skoletiden. Og den manifesterede sig i ungdommens år og som voksen som et uhyre, der var i stand til at indfange ham, når det passede monsteret. Allerede i en tidlig alder opdagede han alkohol som et midlertidigt immunforsvar. Weekender var oaser, hvor han drak fredag og lørdag. Han fik aldrig voldsomme tømmermænd. Og han kombinerede det gerne med at ryge den fede. Han passede ikke skolen. Eller skolerne. På en af de sidste fik han øgenavnet Ugens Gæst. Da han slog sin mor grundet frustrationerne, som han ikke fortalte nogen om, kom han på en efterskole, der uden omtanke tog ethvert barn, hvor der fulgte betaling med fra kommunen. Også selvom de slet ikke havde kvalificeret personale. Han huskede ikke længere antallet af skoleskift, inden han afrundede på Tvindskolen. Dødsangsten frustrerede ham så intenst, at han ofte flippede ud med voldelig adfærd. Når han fightede i skolegården og sjældent i klassen, glemte han døden. Det betød intet, selvom modstanderne var ældre og større. Faktisk foretrak han den hårde modstand, og den fik han aldrig fra jævnaldrende. Som oftest turde nye klassekammerater kun afprøve hans raseri og evner med næver og ben en gang. Derefter var han den ukronede og gerne retfærdige konge blandt drengene. I de små klasser skræmte det pigerne. I de større klasser tiltrak han deres opmærksomhed.

Han havde ikke andet end en slags mosevand i pikken, da han fik den seksuelle debut i et dagtilbud for adfærdsvanskelige børn og unge. Han var blandt de yngste med 13 år på bagen, men en dag hvor han røg hash med de store, besluttede han sig for at score Bettina, der var en ypperlig tøs med grandiose jader. Hun var en feteret skabning på skolen, men det lykkedes. De var kærester, indtil han måtte forlade skolen, fordi han to gange under samtaler med en alt for pædagogisk korrekt skoleleder gik amok. Hvilket var en konsekvens af en yderst upassende opførsel i klassen, hvor han den ene gang tog kristendomslæreren i skridtet, mens han spurgte, om det var Guds skæg, der befandt sig i bukserne. Den anden gang, der medførte udvisningen kan han ikke huske årsagen til. Og så blev det Tvind efter en længere periode, hvor forældrene resignerende betragtede ham under fælles måltider. De udvekslede knapt et ord. Og de udviste ikke den store sorg, da myndighederne og forældrene i fællesskab accepterede et ophold på Tvind samt en speciel ordning om et kollegieværelse, hvor han befandt sig i weekenderne.

På det lille værelse drak han, hvad det lykkedes at stjæle i forretninger. Det var nemmere på Tvind, hvor han røg hash og hurtigt styrede skolen med hård hånd. Her fik han også en ven, der præsenterede ham for familien. Faren Karsten var tydeligvis tilknyttet spændende motorcyklister. Da han på et tidspunkt var alene med Karsten, spurgte han hurtigt og dristigt, om han kunne købe billig hash. Hvis det var muligt, så kunne de lave en god forretning. Karsten så forbavset ud og afslog. Næste gang han var med vennen hjemme, sagde faren, at de lige skulle snakke alene. Han accepterede. De aftalte hurtigt regler og pris. Da startede han som pusher. Han var på en skole, hvor mange røg, og han underbød nu ham, han normalt købte af. Efter et opgør hvor han smadrede den anden udbyder så alvorligt, at politiet gæstede skolen, stoppede den anden med at sælge. Han slap for en voldsdom. Han havde hvisket, da han var færdig, at en anmeldelse ville betyde konstante problemer. Desuden var den anden færdig på skolen, hvis han pludselig udviklede sig til et stikkersvin. Han begyndte endvidere at konkurrere med pusherne, han tidligere købte af i Ringsted. Han solgte til samme pris. Det var fornuftigt, så et opgør måske ikke blev nødvendigt. Han var alene. Han overlevede dødsangsten med alkohol og hash.

Han begyndte på styrketræning på efterskolen. Da han opdagede, at resultaterne ikke var proportionale med indsatsen, droppede han hashrygning og begyndte endvidere at spise mange gange om dagen. Det var ikke et problem med penge til mere mad end måltiderne, som skolen tilbød. Han tjente en god sum penge hver måned på salg af hash. Han var almindelig af bygning, men han ønskede at blive langt større. I begyndelsen når han trænede, var angsten ofte ved at sende ham ud af træningsrummet, men han kæmpede i mod og undlod samtaler med andre, når han havde problemer med angsten. Det virkede, når han udelukkende koncentrerede sig om øvelserne. Han erkendte efterhånden, at han skulle bruge vejledning for at udvikle sig. Det var inden tiden, hvor det var muligt at google næsten alt, så han meldte sig ind i et motionscenter. Han måtte i kontakt med nogle af de store drenge, så udviklingen gik hurtigere. Som tænkt så gjort. Ikke lang tid senere havde han vundet tillid hos et par af de voluminøse styrketrænende. De lovede at skaffe ham anabole steroider, men de skulle have kontanter først. Allerede samme dag som de drøftede emnet fik de penge. En uge senere indtog han første gang muskeludvidende midler. Sælgeren forklarede, at han skulle træne tungt og meget, såfremt pillerne skulle have maksimal effekt. Han trænede 4 eller 5 dage om ugen på skolen tidligere. I motionscentret ville han aldrig træne mindre end 5 dage. Og så var belønningen, at han måtte drikke alkohol og ryge fede, når træningen fredag var overstået. Den særdeles hårde og stabile træning gav bonus. Trods det faktum at han ikke ville indtage alkohol eller hash til hverdag, så sov han for det meste uden problemer om natten. Men dødsangsten lurede hele tiden.

Og nu voksede han. Det gik forbavsende stærkt. I hvert fald de første 3 måneder på krudt. Derefter begyndte øjnene ikke at se vækst. Men badevægten i centret gav motivation, for muskelmassen øgedes tilsyneladende.

Tiden nærmede sig afgangseksamen. Han var rykket en klasse ned grundet meget ballade og lidt lektier og manglende koncentration i undervisningen. Han havde ikke problemer med fagene, og i matematik hørte han altid til blandt de bedste. Matematik var logisk. Dansk var heller ikke et problem, selvom han næsten kun afleverede stile og kun lavede få lektier. I de andre fag havde han i flere år, siddet mest på den forkerte side af døren. Og det lærte han ikke alverdens af. Han besluttede at droppe en nedtur med eksamener. Han kom simpelthen ikke. Og derefter var han ikke nød til at modtage undervisning. Han koncentrerede sig om styrketræning og salg af hash. Han havde stadig den gode forbindelse, som ligeledes var yderst tilfreds med indtjeningen.

Trods alderen gik han nu ofte i byen med de andre store fra motionscentret. Nogle af dem stod dørmænd. De havde et team, hvor en fra centret var bestyreren af opgaver. Han lovede Christian arbejde. Det var venligt, men Christian tjente mere end de fleste arbejdere. Hvis han ønskede det, kunne han få en tjans i garderober, men det gad han ikke. Han tjente for godt. Han ønskede heller ikke likvide midler fra forældrene. Han gad ikke kontakt med dem. Og han havde ikke brug for at tigge penge. Det betragtede han som unødvendigt og ydmygende. Han forstod ikke, hvorfor han fik dødsangsten som en slags dåbsgave, men han hadede forældrene af den grund. De vidste intet om den. Men det var deres problem. Måske havde han fortalt om den indre kamp, hvis de nysgerrigt og søgende havde spurgt ind til årsagen til problemerne i skolen. Dengang var de trods alt mere nære end tilfældige påtvungne skolepsykologer. Senere var det for sent.

Han huskede forældrene som maskinelle materialister. De var Hr. og Fru Danmark, som så mange andre bedsteborgere. Han vidste intuitivt, at det var dårlig stil med nætter i barndommens år, hvor han lå dybt ulykkelig og bange. Det havde ikke passet ind i konceptet hos Hr. og Fru Danmark. I dag styrede han det pinlige med alkohol, hash og mest af alt træning. Desuden havde fået en kontakt, der skaffede nervemedicin, som han solgte videre og selv benyttede hver aften. Og unge kvinder og ældre kvinder scorede han et utal af på byture, hvor han charmerede dem med søde bemærkninger og drak dem godt berusede.

Da han fyldte 18, kom han på bistandshjælp, selvom den ydelse ikke var nødvendig. Han ønskede faktisk ikke kontakt med en socialrådgiver, men Karsten - der stadig formidlede hash til videresalg - forklarede, at det var en nødvendighed, hvis myndighederne ikke skulle få øje på hans kriminelle løbebane. Det var logik, uanset tanken ikke havde strejfet ham. Derefter måtte han lytte lidt til et menneske, der gerne ville have ham tilbage på skolebænken. Efter et par samtaler besluttede han, at det vist var det nemmeste at starte på VUC. Han fortsatte forretningerne med diverse illegale stoffer og fandt flere købere på VUC. Desuden havde han udvidet forretningen til modtagelse af billige stjålne let sælgelige ting. Lærerne var venlige nok, og det forløb fint med anonymitet under undervisningen. Dødsangsten provokerede ham dog i særdeleshed grundet den nødvendige disciplin. Den dulmede han ved besøg i en nærliggende kiosk, hvor han købte et par øl i næsten hvert eneste frikvarter. Han fik en nogenlunde fornuftig afgangseksamen og scorede en del unge og lidt ældre kvinder, så tiden udviklede sig fornuftigt.

Efter en afhøring af politiet angående både salg af hash samt anabole steroider besluttede han sig for en anden metode end det ret så udisciplinerede. Han gad ikke fængselsophold, hvis det kunne undgås. Han anmodede skattemyndighederne om et CVR-nummer og startede derefter et rengøringsfirma. Han ansatte to jævnaldrende fra træningscentret, der var en smule yngre end ham. De aflønnedes grundet salg af hash, speed, tyvekoster og anabole steroider, men det stod naturligvis ikke på selvangivelsen eller andre steder. De var rengøringsfolk næsten af samme kaliber som kokkene i filmen ”I Kina spiser de hunde”. De var lavtlønnede, så gode måneder med meget salg belønnede han med penge under bordet. Mange i bymiljøet vidste, at han var kriminel, men indtil videre lod politiet ham i fred. Hvis de havde undersøgt sagen til bunds under afhøringen, inden han oprettede firmaet, var han naturligvis blevet knaldet. Men af mystiske årsager lignede det bare en beskeden advarsel til en ung hormonpumpet mand. Han forklarede sælgerne i rengøringsfirmaet, at de skulle være forsigtige med speed. De måtte kun sælge til nogle, de kendte. Angående hash og anabole steroider var reglerne nemme. De skulle bare sælge. Anabole steroider var ikke forbudte til eget forbrug på daværende tidspunkt. Og han vurderede, at politiet næppe ville være så nærgående angående salg. Han solgte heldigvis også til to politibetjente i centret til favørpris, og det var eksplicit, at de ville prøve at dække over en undersøgelse angående krudt. Alligevel erkendte han, at han legede en farlig leg. Men den fortsatte ufortrødent med et særdeles godt overskud hver måned. Han legede med tanken om en udvidelse af sortimentet. Måske ville det være godt for forretningen med kokain til kunderne. Det skulle dog gennemtænkes. Og endvidere måtte han så lede efter en så god forbindelse som med hash. På dette tidspunkt vidste han, hvem hans egen pusher købte af. Han havde via de efterhånden mange forbindelser fået undersøgt det. Ikke fordi han ønskede at gå på ryggen bag Karsten, der kickstartede forretningen, men hvis han enten ønskede at stoppe eller gik bort på tragisk vis, ville det være yderst uheldigt. Karsten var tilsyneladende en af spidserne i den sidenhen navngivne store nordiske rockerkrig. Christian forsøgte neutralitet, men kom det til nødvendig indblanding hjalp han naturligvis til på den side, hvor hans altid stabile pusher kæmpede. Han håbede indblanding ikke blev nødvendigt, for han hadede samarbejde, hvor han ikke kontrollerede. Og under krigen solgte han stadig, men han udførte et par transporter af blandt andet våben for vennen Karsten. Det var naturligvis dybt angstprovokerende, men han havde tilstrækkeligt med midler til beroligelse af det indre kaos. En enkelt gang måtte han bruge vold, da han besøgte Karsten, da to af de tilstedeværende blev flabede. De smadrede de to ballademagere til pindebrænde og slap naturligvis for anmeldelser. Karsten udviklede sig til det eneste menneske, han stolede fuldstændig på, dog ikke tilstrækkeligt til omtale af dødsangsten. Den forbandelse bedøvedes dagligt, og fik han anfald om aftenen eller natten, smed han hurtigt Valium i munden. Han ville miste sin position, hvis nogen lærte den hemmelighed at kende. Den næststørste frygt var fængslet. Han var ikke alkoholiker, men han var træningsjunkie, hash og pillejunkie. Ergo måtte han bekende det for en læge. Det ville koste et totalt sammenbrud, hvis han skulle undvære beroligende piller. Han var overbevist om, at han langt nemmere kunne klare sig uden hash, selvom det ville blive særdeles hårdt. Men han evnede intet andet end det kriminelle liv, så den overhængende risiko for at komme i politiets søgelys, og derefter bag tremmer måtte han ignorere. Når de tanker overvældede ham, drak han voldsomt og søgte gerne kvalificerede slagsbrødre at slås med på værtshusene. Eftersom han var flyttet til Amager, var der nok af den slags. Og det lykkedes næsten altid at finde et bytte, der betragtede sig som nærmest uovervindelig. Christian fungerede som et stort set uovervindeligt monster. Når han lignede en blodig taber, kom dødsangsten væltende og forærede fornyet styrke. Et par gange havde han dog oplevet at tabe, men aldrig et totalt nederlag, når det var mand mod mand. Han havde leget med sortbæltede kampsportsudøvere og dygtige boksere, men størrelsen og beskidte tricks udlignede deres skolede træning.

I 2009 fandt han ved et tilfælde et onlinespil på internettet, hvor det handlede om at krige som en pirat. Det hjalp lidt på uroen om aftenen, når han sad og legede krig i stedet for den evige krig mod dødsangsten. Han brugte mange penge på at komme fremad på ranglisten. Han tjente særdeles godt, så den underholdende pengesluger af et spil var ikke belastende for økonomien, selvom han indenfor det første års tid brugte cirka 40.000 kroner på opbygning af sin hær i Wargames. Han startede spillet i en lille klan, men da han ikke kunne få hjælp til test, så han kunne komme højere op i levels, anmodede han om medlemskab i en af de største og ældste klaner. Han blev optaget. Derefter gik der et par dage, hvorefter han fik en forklaring om, at han skulle downloade teamspeak og han fik samtidig de nødvendige koder til at logge ind. Som skrevet så gjort. Derefter fik han mange aftener til at foregå med krig på ”vandet”, mens han drak og røg fede. Han opdagede til sin lettelse, at der ikke var mange almindelige kedelige borgere, der spillede. Og han overraskedes over hvor mange kvinder, der spillede piratspillet. Der var en del, han opfattede som tåber, men han hjalp med dem med at teste alligevel. Den store smukt indrettede hightech-lejlighed var gemmestedet for omverdenen, og han nægtede næsten konsekvent besøg. Det var endda kun yderst sjældent, at han havde fundet en kvinde værdig til en overnatning. Han lejede hellere et hotelværelse, hvis de ikke kunne dyrke sex hos hende. Mange kvinder fandt det også spændende med et hotelophold, og så kunne han holde dem væk fra hans lebensraum, hvor der helst kun skulle være ham, når han valgte ensomheden i stedet for druk, venner, bekendte og euforiserende stoffer. Men det var behageligt med de bekendte, som han snakkede med på teamspeak om aftenen. Og efterhånden fik han mange historier om deres liv. Det var kun meget få, der var født med en guldske i røven og ikke havde været i gennem et hårdt liv. Han begyndte efterhånden at snakke med nogle af kvinderne i private rum om deres dårlige oplevelser med chikanerier og tæsk. Han harmedes, selvom han selv havde delt en del hårde flade ud til kvinder. Han overvejede, hvorfor han fandt det anstødeligt, når han vidste, at han stadig ville slå kvinder, hvis de blev for dygtige. Han snakkede bedst med de andre spillere, der levede deres liv i det hårde miljø – eller som havde gjort det. Og dem snakkede han også med i private rum. Disse samtaler udviklede sig en tilfældig lørdag aften i maj 2011 til bytte bytte købmand. De aftalte indbyrdes en bestemt tjeneste, der skulle udføres for en af de andre. De konkluderede også, at de ikke skulle mødes privat. Ingen kendte hinandens rigtige navne. Derfor besluttede de også, at det var utilgiveligt med indbyrdes venskaber på eksempelvis Facebook. Al samtale skulle foregå i private rum på ts. De aftalte køb af taletidskort og udveksling af numre, så de kunne skrive, at de skulle mødes på ts. Alle betragtede det som et spændende krydderi i tilværelsen med denne leg.

Han fortalte mig om oplevelserne, da han lå på dødslejet. Han bad mig skrive historien om forbandelsen med hans ord. En del af ordene måtte jeg spørge ind til, da jeg nok kendte selve ordet men ikke påvirkningen.

Nu havde han intet at miste bortset fra et dårligt eftermæle som en brutal og magtbegærlig kæreste. Han erkendte, at der ikke var alverdens af gode hændelser at huske ham for. Han håbede ekskæresterne, som der var mange af, ville tilgive de blå øjne og mærkerne på kroppen. Han håbede de tre børn med forskellige mødre ville vokse op uden at arve forbandelsen. Han håbede på et Guds rige, hvor han måtte befinde sig efter denne jordiske straf. Et rige hvor han ønskede godhed, venlighed og barmhjertighed. Jeg fornemmede, han kun nåede en lille del af fortællingen om et liv med druk, stoffer og kriminalitet, inden de ødelagte indre organer forhåbentlig forærer ham et liv i himlen. Han var slutteligt så bedøvet af morfin, at jeg ikke ville ødelægge historien med beretninger, der mest lød som tågesnak. Som præst var det en speciel oplevelse at høre om et liv som dette.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...