Da jeg troede livet ikke kunne blive værre.

Denne historie er et skole project. Jeg vil opdatere så tit som mulig :-)

0Likes
0Kommentarer
326Visninger
AA

3. Tredje del.

Det var ved at blive mørk, og jeg havde glemt mine cykellygter. Rettere sagt; Jeg havde ikke nogen. Mor og far havde vist ikke tænkt på det, ellers troede de ikke at det ville blive nødvendigt. Men der tog de fejl. Jeg er jo Eline. Hende med det underlige navn, hvis forældre var uforståelige hippier. Nogen forældre, der behandlede mig som en lille pige, alle prøvede at dræbe. Men det var jeg ikke. Jeg var stærk, og moden. Selvom mine forældre kun prøver at hjælpe, så hjælper det mig ikke at vokse op blandt forældre der lever i det 19 århundrede.

Jeg hoppede af cyklen, tæt på en skov. Mine forældre havde ikke fortalt mig om typerne i mørke skove, men jeg vidste godt, hvem der rendte rundt derinde. Jeg trak cyklen med mig, og gik langs skoven. Jeg fandt en bænk, ved en gadelygte, og satte mig der. Jeg kunne se en mand, og en gammel cykel, lidt længere henne i skoven. Mit hjerte bankede alt for hurtigt, da jeg tog noget af det slik jeg havde taget fra slik skabet.. Jeg åbnede posen. parat til at kaste slikket ud af den, og ramme skikkelsen længere inde i skoven. ”Er der nogen?”, hviskede jeg. Cyklen forsvandt, og det samme gjorde manden. Jeg tog en lakrids op af posen. Tog en bid af den, og lagde den ned igen. Jeg var bange. Hele mit hjerte bankede, og jeg kunne ikke finde ro. Hvis jeg rejste mig op, og gik, ville der være mørkt, og manden ville sikkert snige sig ind på mig, og slå mig ihjel, eller tage min mobil. Jeg tog ingen chancer. Jeg tog min mobil frem, og lod som om den ringede. ”Hallo?”, sagde jeg til mobilen. Selv om den var slukket, kunne man vel godt lade som om… ”Nå hej far, som er politi betjent, og har det sorte bælte i karate”, sagde jeg højt. Selvom det var løgn, og også lød rimelig urealistisk, ville det måske skræmme manden væk. ”Kommer du og henter mig?”, sagde jeg endnu højere. Jeg prøvede at lyde begejstret, men manden kom tættere og tættere på. Til sidst var hans cykel, og ham, så tæt på at jeg kunne se personen. Han havde langt hår, et underligt grimt pandebånd på, sandaler, Sikkert hjemløs, eller hippie…

”FAR!”, råbte jeg. Manden kiggede rundt omkring. ”Mig?”, spurgte han. ”Hvad laver du her!”, skreg jeg. ”Du var ved at dræbe mig!”. På den ene måde var jeg glad for at se ham, og på den anden side, irriterede ”Hvem snakkede du med i telefonen?”, sagde far, som nu kom helt tæt på. ”Far! Hvorfor gemte du dig?! Og jeg LOD som om jeg snakkede med DIG!”, skreg jeg, imens jeg løb hen til far. ”Men jeg er da ikke politi betjent, og har ikke noget sort bælt i karate?”, sagde han spørgende. Jeg grinte. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var glad for at se ham. Meget glad.

Det var ved at blive rigtigt mørkt, men alligevel så det meget lysere ud, når du havde din far ved din side. Jeg smilte hele vejen hjem. Jeg sad på min cykel, far på hans, lygterne var tændte, og jeg havde lånt far reserve cykel lygter. Da vi kom hjem sad mor i sofaen, med lys, varm kakao, og kage. Da hun så mig lyste hendes ansigt op, og hun smilte. Jeg smilte også, og hoppede ned i sofaen, ved siden af hende. Hun gav mig et knus, som varede 100 år, og da jeg endelig slap fri var jeg helt rød i hovedet. ”Undskyld”, hviskede jeg. ”Og hvis du stadig ikke vil være min mor, så er det okay”, sagde jeg, og kiggede ned i gulvet. ”Jeg vil altid være din mor, lige meget hvad”, sagde mor, og gav mig endnu et langt knus. ”Men mor…”, sagde jeg. ”Ja?”. ”Skal vi til Sverige, og mediterer i år?”, spurgte jeg.  ”Faktisk”, sagde far der var kommet ind i stuen. ”Har vi tænkt os at tage til USA, i den kommende ferie”. Jeg hoppede op af sofaen. ”HVAD?! Laver i sjov? I hader jo USA! I siger der er for varmt, og for ferie agtigt!”, skreg jeg. Ikke sådan sur, mere overrasket, eller glad. ”Ja… Men vi alle mangler vist lidt ferie”, smilte mor. Nu var det mig der gav hende et knus. Et langt og stort knus. Sådan nogen, børn giver når de taber deres første tand, og får noget slik, eller tyve kroner. Sådan et knus, mødre vil gøre alt for at få, af deres 13 årige datter. ”Hvad med mig?”, sagde far sorget. Jeg løb over til ham, og gav ham et ligeså langt knus.

Efter alle de knus, og kram, satte vi os alle tre i sofaen, og tændte for fjernesynet. Mor rakte mig et stykke kage, og far en kop kakao. Imens vi sad og så en eller anden serie tænkte jeg hvordan det mon var at ligge på stranden i USA, og spise is på størrelse med min rygsæk, og shoppe i billege butikker, hvor tøjet kun holder et år. Men så kop jeg i tanke på mine forældre. Far i han bomulds shorts, og solhat, og mor i en badedragt, med regnbuens farver. Åh nej! ”Men mor?”, spurgte jeg. ”Ja?”, sagde hun. ”Er i ikke søde, ikke at være pinlige når vi skal til USA? Jeg vil så gerne have en god ferie!”, fnisede jeg. ”Okay”, grinede mor og far i kor, inden jeg faldt i søvn.

Næste morgen var det lørdag. Det meste af tiden, brugte vi på at finde billige rejser, 4 stjernet hoteller, og gode strande. Og da klokken blev fire, havde vi nok ringet til 8 hoteller. Far sagde at det skulle blive vores livs rejse, og derfor var det med at finde den store pengepung frem. Jeg skyndte mig ind og finde min pung frem, i håb om at der lå 12.000 kroner, eller lignende i den. Men der lå desværre kun 300 kroner. Jeg overvejede hurtigt om jeg skulle give dem til far, men det gjorde sikkert ingen forskel. Da eg kom tilbage til stuen igen, var mor væk. ”Hvor er mor?”, spurgte jeg. ”Hun er nede og veksle penge”, sagde far. ”Til hvad?”, spurgte jeg. ”Til ferien!”, sagde far. ”Vi rejser på onsdag. Jeg var nær ved tabe kæben. ”På onsdag?”, spurgte jeg. ”Men vi skulle jo være der i efterårs ferien?”. Far nikkede. Han smilte mere, end jeg nogensinde havde set ham smile. Sådan et lusket smil. ”Du laver sjov ikke?”, sagde jeg. ”Nej! Vi skal være der en uge ekstra. Vi fandt et hotel, da du var væk, hvor de havde to værelser til en rimelig pris, i to uger. Og så får du også dig eget!”, sagde far over lykkelig. ”Virkelig?” Sagde jeg. ”Nu lyver du ikke?”. Og da jeg troede det ikke kunne blive bedre, åbnede far sin mund. ”I går da jeg sagde, at mor var på apoteket”, sagde han. ”Var hun faktisk til et møde. Hun havde arvet nogen penge, af en eller anden ukendt faster eller noget”. Ukendt faster? ”Hvor meget taler vi om?”, sagde jeg, med en fornem overklasse stemme. ”1 million kroner, og 250.000!”, sagde far begejstret. Det er ikke første gang. Det ved du godt… Men jeg faldt igen, og stødte hovedet ind i væggen.

Da jeg igen vågnede lå jeg på sofaen. Jeg prøvede at huske hvad der var sket. Noget med nogen penge, og en ferie. Og så noget med en ukendt faster… Jeg prøvede at huske mere, men det lød allerede som en drøm. Jeg satte mig op. Kiggede rundt omkring i stuen. På sofa bordet stod der et glas vand, og en skål med suppe. Jeg kiggede på uret. Tallene var utydelige, og  små. Der var helt mørkt. Jeg kiggede ud af vinduet. Helt sort. Jeg lukkede øjnene, og åbnede dem igen. Jeg kunne skimte tallene på uret. Halv to. Jeg forstod det ikke. Jeg kunne klart huske at klokken var fire, tidligere i dag. Hvordan kunne den så være to? Jeg lukkede øjnene. Prøvede at huske noget. Men i stedet for faldt jeg i søvn, og vågnede først, da det var lyst igen.

Da jeg vågnede kunne jeg mærke n hovedpine. Jeg gabte, og satte mig op. Mine øjne var tunge, ligesom mit hoved. Jeg lå stadig i sofaen. Klokken viste 9:00. Jeg hørte en nynnen ude fra køkkenet. Den var lys. Det lød som mor. ”Mor”, kaldt jeg. Mor kom ind i stuen. ”Godmorgen solstråle”, sagde hun. ”Hvad skete der?”, spurgte jeg. ”Jo efter du fik af vide at vi sådan nærmest er blevet millionære, besvimede du, og da jeg kom hjem, fra banken lå du i sofaen. ”Nå ja”, sagde jeg og tog mig til hovedet. ”Har du ondt i hovedet?”, spurgte mor. Jeg nikkede. Far kom ind i stuen. ”Godmorgen min lille pige”, sagde han. ”Når du er stået op, må du hellere begynde at pakke alt dit tøj. For når sådan en ung pige skal til USA, hvor der lige nu er varmt, må du hellere have meget tøj med”.

Efter morgen maden havde jeg det meget bedre. Fuld af liv. Jeg skyndte mig at ringe til Maria. ”Hallo?”, sagde hun. ”Hej Maria, min dejlige veninde”, sagde jeg. ”Wow hvad sker der med tøsen?”, svarede hun. ”Tøsen skal til USA, så du er mere end tilgivet”, sagde jeg. ”USA?!”, sagde Maria. Jeg nikkede. Også selvom Maria ikke kunne se, eller høre det, håbede jeg hun forstod det. ”Heldige dig!”, sagde hun. ”Jeg ved det! Vi rejser på onsdag”, sagde jeg. Jeg kunne høre Maria hvine i den anden ende. Jeg sagde farvel, og lagde på. Lige i det alt var så godt, fandt jeg ud af noget lort. Jeg havde intet tøj!

”Mor!”, skreg jeg. ”Jeg kommer nu!”, sagde hun, og var inde på værelset, inden jeg nåede at blinke. ”Jeg har intet tøj!”, sagde jeg. Mor gav mig nogen sedler. ”Her”, sagde hun. ”Tag bussen ind til byen, og køb noget tøj”, smilede hun. Jeg smilte igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...