Da jeg troede livet ikke kunne blive værre.

Denne historie er et skole project. Jeg vil opdatere så tit som mulig :-)

0Likes
0Kommentarer
324Visninger
AA

1. Første del.

Jeg hedder Eline. Jeg er 13 år gammel. Jeg ved godt at mit navn er underligt. Eline. Hvem hedder Eline? Det gør jeg. Min mor siger det er specielt på den gode må, min far siger det er et smukkere navn end normale navn som Freja, eller Sarah. Men jeg synes det er underligt. Eline. Eline den underlige, kan man kalde mig. For jeg er vokset op blandt forældre, som tror det stadig er moderne at være ”flippet”. Min far har hår ned til skuldrene, og min mor til taljen. De begge har sådan nogen underlige, flippede pandebånd på, og render rundt i stærke farver, for at ”passe ind”, som de siger. Problemet er bare at jeg fortæller dem hver dag, at de nemlig IKKE passer ind. Nej det helt modsatte! De ville passe ind, hvis far gik i jeans, og en hvid skjorte, i stedet for en lilla sweater, og bukser i regnbuens farver, på samme tid. Og mor ville passe ind, hvis hun havde et par stramme jeans på, og en t-shirt i sort. Og en blazer hvis det da kunne lade sig gøre… Ja så ville de passe ind! Og så ville det heller ikke gøre noget, hvis far fik klippet sit hår, og de begge droppede de der pandebånd. Nå ja og deres sandaler! Selv om vinteren render de rundt med sådan nogen græske sandaler. Men disse er dog laves af et eller andet naturligt, og behageligt stof, som holder i flere år tier. Om vinteren har de sådan nogen tykke uldstrømper på, så derfor har de begge skoene i hver deres størrelse, og så nummeret større, til om vinteren. De siger at det gør så de ”passer ind”. Og hvad med mig? Passer jeg ind til alle de steder, hvor min mor insisterer, at køre mig derhen, i vores gamle Passat, fordi hun tror at buschaufførerne ikke kan køre busser, fordi de enten lugter, eller ryger. Det plejer mor altid at bruge som eksempel, når jeg tigger og beder dem om at blive hjemme, når jeg skal et sted hen. Men det går ikke! Ikke ifølge mine forældre. ”Hvis du ikke vil køres af os, må du gå. Eller låne fars cykel!”, plejer mor at sige.  Jeg forstår heller ikke hvorfor jeg ikke må bruge min egen cykel. Den er åbenbart for ”ny”, til at køre på, plejer de at sige. Nu da du har fanget mit problem kan jeg da fortælle lidt om mig selv. Andet end at mit navn, underligt nok er Eline, og at jeg er tretten år, og mine forældre er syge i hovedet, så ved du ikke særlig meget. Jeg går i 6 klasse. Min bedste veninde hedder Maria, og hun er også tretten. Marias forældre er helt normale, og det er Marias navn også. Maria. Maria den seje. Maria ER sej. Hun bor i en villa, og har et værelse med altan, og walk in closet. Jeg har kun en kommode, og to vinduer. Maria er også rig. Hun får lommepenge, og rejser altid til USA, eller Italien i ferierne. Hun tager ikke til vildmarken i Svergie, for at messe, ligesom mine forældre. Og jeg bliver tvunget med! Men i går fortalte Maria mig noget meget spændende; Maria skal på efterårs ferie i Italien, og da hendes storesøster ikke gider med i år, må jeg komme med! Selv om hun skal have svar om en uge, fortalte jeg først mine forældre om det i går. Og deres svar… Åh det vil du ikke vide! Men jeg fortælle det alligevel. ”Søde Eline”, sagde de. ”Italien er et land for mennesker der vil slappe af…”, sagde de inden jeg afbrød dem, og sagde ”MOR! I hippier slapper da kun af! Og det vil kun koste jeg fly biletten! Hvornår tænker i lidt på mig?!”. Mor og far virkede både overrasket, og sorget. Så jeg tog en dyb indånding, og fortsatte. ”Jeg ivl bare gerne med… Jeg er ikke fem år længere, og kan godt tåle at være lidt væk fra jer… Jeg vil gerne have FERIE”, sagde jeg roligt. Far vendte sig om, og gik ud i køkkenet, og mor blev bare stående. Helt stiv. ”Men Eline, du ved vi elsker dig!”, sagde mor med en lys, og hysterisk stemme. ”Hvis i elsker mig, ville i lade mig køre i bus, kalde mig for Sarah, eller Laura, eller Freja, og i ville gå i NORMALT tøj! Hvis i elsker mig ville i sige, ”Åh Eline! Jamen det må du da! Og her er 100 euro, så du kan købe noget lækkert italiensk tøj. Og her er et kamera, så du kan tage billeder af Rom, og af alle de gelatoer du vil få!””, sagde jeg. ”Gelatoer?”, spurgte far, som var kommet ind i stuen igen. ”Gelatoer er is!”, skreg jeg, stormede op på mit værelse, og smækkede døren. Nå ja og mit værelse! Et værelse på 10 m2, hvor tapeten var PINK! Jeg mærkede tårene presse på, men ville ikke græde. ”Idiotiske hippier”, mumlede jeg, men det fik bare tårerne til at presse mere på. ”IDIOTISKE HIPPIER!”, skreg jeg så højt jeg kunne, inden jeg faldt ned i min seng, og stødte hovedet ind i væggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...