Da jeg troede livet ikke kunne blive værre.

Denne historie er et skole project. Jeg vil opdatere så tit som mulig :-)

0Likes
0Kommentarer
329Visninger
AA

2. Anden del.

Jeg vågnede ved at mine forældre snakkede sammen. ”Hun er ikke gammel nok!”, hørte jeg mor sige. ”Hun er måske heller ikke gammel nok til at køre i bus?”, spurgte far. ”Du ved hvordan jeg har det med store biler!”, sagde mor. ”Ja! DU hader dem! Det er da klart at Eline ikke er glad, når du hele tiden leger barnepige! Eline er ved at blive voksen, og det kan du ikke accepterer!”, sagde far. Det næste jeg kunne høre, var en smækket dør. Jeg listede ud i gangen, hvor de havde snakket, og så far med hovedet ind mod væggen. Mor var væk. ”Hvad sker der?”, spurgte jeg. Jeg var ikke vant til at de skændes. Og jeg forstod heller ikke hvorfor far støttede mig, når han igår blev sur, når jeg sagde at jeg ville have flere rettigheder. ”Mor og jeg… Kom op og skændes”, sagde far tøvende. ”Skal i skiltes?”, hviskede jeg. ”Eline!”, sagde far, og gav mig et knus. ”Det er helt normalt at voksne skændes! Især mand og kone. Mere normalt end køer på en mark, du ved… naturligt, Peace out people”, sagde far. Den hippie… Jeg nikkede bare, og gik ind hen til mit værelse, inden jeg stoppede op. ”Hvor er mor”, sagde jeg. Men far var allerede væk, og råbte bare, ”HVAD?”. ”Hvor er mor?!”, skreg jeg. ”Åh… Mor… Hun øh… Hun er på apoteket”, sagde far. ”Men mor handler ikke på apoteker!”, sagde jeg. Mor handlede kun i helse forretninger, og på underlige markeder. ”Nå ja. Hun øh…”, sagde far. ”Hvor er hun?!”, skreg jeg. Far svarede ikke. Jeg brasede ind på mit værelse, og skreg. ”Og hvorfor har i ikke vækket mig? Nu mister jeg skolen!”. Jeg var helt knust. Hvor mon mor var henne? Hvad lavede hun, og hvorfor? Og hvorfor støttede min gamle hippie far, min lige pludselig. Mon det betød at jeg kunne tage til Italien? Det håbede jeg, og skyndte mig at skrive til Maria. Hej Maria. Forældrene er ved at give sig. Hvordan går det? Skriv hvis du ikke skal noget i morgen J Hilsen Eline., Skrev jeg over en sms. Jeg kiggede på mobilen, lige indtil jeg fik svar. Der gik et stykke tid. Jeg ventede og ventede. Det føltes som evigheder, men da jeg kiggede på uret, var der kun gået 10 minutter. Endelig bippede mobilen. Det er jeg ked af, Eline. Min storesøster skal med alligevel… Undskyld…  J Kh Maria. Ps Håber du tilgive mig…

 

Fortsættelse følger…

Jeg lagde mig på sengen. Begravede hovedet ned i puden. Hvorfor? Hvad har jeg gjort, der er så slemt, at min mor er skredet, min far er blevet ultra hippie, og min bedste veninde fortæller mig i sidste øjeblik at jeg ikke må komme med? Jeg forstod det ikke. Jeg begyndte at græde. Jeg havde holdt alle mine følelser inde i for lang tid. Jeg følte mig som en slidt dørmåtte. For mange havde tørret deres jord af på mig , og alt for mange havde trampet på mig. Det var som om en hel flod, var dannet i mine øjne, og den dæmning jeg havde bygget, var brudt. Jeg kunne bare ikke mere… ”Eline”, hviskede en lys stemme. ”Det er mor”, sagde den. ”Gå din vej”, mumlede jeg ind i puden. ”Du er bare en dum hippie ligesom far. Du skrider på det værste tidspunkt, kommer tilbage, og tror at alt er godt igen, mor!” Skældte jeg ud. Døren åbnede, og mor trådte ind. ”Jeg ved det godt… Undskyld, Eline”, sagde hun stille. ”Kan vi ikke blive gode venner igen?”, spurgte hun, og satte sig på senge kanten. Jeg begyndte at hulke. Ikke på grund af mor, men fordi jeg åbenbart ikke var sluppet helt af med tårerne. ”Hvad er der dog?”, sagde mor panisk. ”Er du syg?”. ”MOR!”, græd jeg. ”Jeg er ikke 4 år længere! Jeg græder ikke fordi jeg er syg, eller fordi en eller anden har taget min bamse! Jeg græder fordi mit liv er noget skidt, og fordi du hele tiden passer på mig! Om fem år bor jeg her ikke længere mor! Så kom dog videre! Jeg er ikke 4 år!”, skreg jeg. Mor så ud som om jeg havde slået hende i maven. Hun sagde ikke noget, kiggede bare stift på mig. ”Eline…”, sagde hun sorget. ”Jeg er dig mor”, sagde hun hviskede. ”Min mor? Næ nej! Min mor er ikke hippie, min mor ville elske hvis jeg tog den offentlige transport, og min mor tog IKKE til Sverige for at mediterer!”, skreg jeg. Min mor kiggede væk. ”Eline, jeg er din mor, om du vil have det eller ej, og hvis du ikke kan acceptere det, så må du tvinge dig selv til det, lige meget hvad!”, sagde hun skarpt. ”Og jeg er ikke et lille barn længere! Og hvis DU ikke kan acceptere det, så må du tvinge dig selv til det! LIGE MEGET HVAD!”, råbte jeg. ”Eline, du kan godt glemme at om den tur til Italien!”, råbte mor. ”Det har jeg allerede gjort”, sagde jeg. ”Jeg blev røv rendt!”, skreg jeg, og løb ud af værelset. ”Eline! Eline kom så tilbage!”, råbte mor efter mig. Men jeg hørte ikke efter. Jeg løg igennem stuen. Hvor far sad, og jeg løg direkte forbi ham. ”Eline hør på din mor!”, sagde far. ”Hvornår interesserer det dig? Lede hippie!”, råbte jeg, imens jeg løb. Jeg nåede ud i køkkenet, og tømte skabet med slik. ”Dumme idioter!”, råbte jeg. Jeg ved ikke hvorfor. Det gjorde jeg bare. Jeg tog en vand fra køleskabet, tog en pose, og puttede forsyningerne ned i den. ”Ring når i er blevet normale, HIPPIE!”, råbte jeg, og forsvandt ud af døren. Jeg hoppede op på den cykel, som jeg aldrig havde cyklet på, og begyndte at cykle. ”Eline!”, råbte mor ud af vinduet. ”Kom så tilabge!”, råbte hun. ”Jeg tæller til tre!”, truede hun. Jeg satte farten op, imens jeg hørte hende tælle. 1,2,3. ”Godt!”, skreg hun. ”Så er jeg ikke din mor længere!”, skreg hun og smækkede vinduet i. Jeg var ligeglad jeg ville bare væk. Væk fra det hele. Men hvorhen? Jeg kunne ikke tage hjem til Maria, for hende er jeg  sur på, og jeg kan ikke tage hen på skolen, for den er lukket. Jeg måtte bare cykle. Cykle til jeg ikke kunne mere…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...