The best day of my life - 1D

Den 17-årige Sam, lever et hårdt liv. Hendes far er i krig, da hendes far tog afsted, begyndte hendes mor langsomt, at blive en alkoholiker.
Sam bliver mobbet i skolen pga. sin mor.
Men én dag, så løber Sam lige ind i Louis Tomlinson, den berømte sanger fra boybandet One Direction. Senere, får Sam et job i Starbucks sammen med hans søster, Lottie. Louis bliver langsomt forelsket i hende, ligesom en af hans venner gør.
Vil Sam kunne holde til presset?

OBS: Jeg ved godt at Louis er sammen med Eleanor lige nu, og de er virkelig søde sammen! Men her, så findes hun desværre ikke.

46Likes
46Kommentarer
6538Visninger
AA

14. The last goodbye.

Sam

________________________________________________

Larmen fra Tv'et, gjorde det svært at tænke. Jeg var træt, men jeg kunne ikke sove, jeg fik maridt. Jeg var sulten, men jeg kunne ikke spise noget. Melodien kørte på replay inde i mit hoved, Louis havde spurgt mig, hvad jeg skulle bruge den til, men jeg fortalte det ikke. For ærlig talt, så vidste jeg det ikke. Det hele var lidt, øhm mærkeligt? Min far ville snart komme hjem, så skulle jeg tilbage til huset. Vores hus. Det var helt mærkeligt. Underligt.

''Drenge.'' Sagde jeg, de kiggede straks hen på mig.

''Jeg ville bare gerne, øhm, sige tak. Tak fordi at jeg måtte være her, det har virkelig været rart. Jeg er ked af, hvis jeg har trukket jer med ned, i min elendighed, for det ville jeg aldrig gøre med vilje.'' Sagde jeg, jeg bed mig lidt usikkert i læben, de smilede bare.

''Du kommer bare igen, hvis der er noget. Vi vil altid være der.'' Smilede Harry til mig, jeg smilede tilbage. Jeg lænede mig tilbage i sofaen, og der slog det mig, at jeg var færdig. Jeg var færdig med at græde. Færdig med at vise følelser. Det ville sikkert ikke holde i lang tid, men måske i et stykke tid.

''Hvad gør du, når din far kommer hjem?'' Spurgte Liam mig.

''Jeg tror, at vi tager tilbage til huset.'' Svarede jeg, jeg sank en klump, og bed mig i læben. Ikke græd. Hold ud Sam. Jeg kiggede ind i Tv'et, de begyndte at afspille nogle gamle afsnit af Friends. Venner. De holder ud sammen. De er sammen om mange ting. På en eller anden måde, virker det ret bekendt. Drengene hjælper mig, vi støtter hinanden. Jeg rejste mig op, jeg fandt mit tøj frem, og gik ud på badeværelset. Jeg skiftede ud af det varme og konfortable tøj, til mit eget. Jeg undgik, at kigge mig i spejlet. Jeg ville ikke møde mig selv. Jeg tog elestikken ud af mit hår, og friserede det med mine fingre. Jeg gik ud til de andre igen, de smilede til mig. Jeg smilede lidt falsk tilbage til dem. De fortjente det ikke, men jeg kunne ikke rigtig smile ægte. Ikke endnu.

''Vil du ikke spille den der melodi, du har øvet dig på?'' Spurgte Niall mig, han smilede sødt til mig.

''Ikke endnu, i får den snart at høre.'' Svarede jeg ham, han nikkede. Min lidt smadret mobil vibredede. Far ringede.

''Hej far.'' Sagde jeg. Jeg lød svag. Jeg var svag. Jeg rystede let. Hvem var jeg?

''Hej skat, vi lander om et kvarter.'' Sagde min far. Man måtte faktisk ikke snakke i telefon når man flyver. Det var sikkert hellere ikke noget normalt fly.

''Okay, jeg kommer nu så.'' Sagde jeg, jeg lagde på, og kiggede på drengenes triste ansigt. De rejste sig op, uden at sige et ord, de krammede mig bare. De insisterede på, at køre mig til lufthavnen, jeg sagde ikke ligefrem nej, jeg ville helst bruge de sidste sekunder sammen med dem. Vi kørte lydløst, og vi ankom til lufthavnen.

''I må gerne køre hjem igen.'' Sagde jeg til dem, Louis rystede straks på hovedet.

''No way. Vi bliver her ved dig.'' Sagde han. Jeg rystede opgivende på skuldrene, og vi gik indenfor. Der var en masse mennesker, en masse krammende mennesker. Krammende kærestepar. Kvalmende. Menneskemændgen forsvandt langsomt, og nogle nye døre blev åbnet. Der kom nogle nye mennesker ud, men en bestemt person, i grønne militærbukser, og sort t-shirt. Han begyndte at smile stort, da han så mig. Men der var en sorg bag smilet. Jeg løb frem imod ham, jeg løb lige ind i hans åbne arme. Han knugede mig ind til ham. Alt det der bullshit, om ikke at græde. Ja, det virkede ikke rigtig. Jeg stodtudede igen.

''Så så skat.'' Sagde min far beroligende. Han aede min ryg, og holdte mig ind til ham. Jeg trak mig ud af hans kram, og fulgte ham over til drengene. Min far gav dem allesammen hånden, og smilede så godt han kunne til dem.

''Tusind tak, fordi i har taget jer af min datter. Det er jeg virkelig taknemmelig for.'' Sagde min far.

''Ingen årsag, sir.'' Sagde Louis, han så meget alvorlig ud. Han havde endda fået en lille rynke mellem brynene. Vi satte os ind i drengenes bil, og de kørte os ud til vores hus. Da jeg så huset igen, gik noget i mig istykker igen. Jeg satte usikkert mine ben ud af bilen. Jeg skævede tilbage til Louis, han prøvede at smile opmuntrende til mig. Hellere ikke det lykkedes. Jeg frembringte et lille falsk smil til ham. Jeg tog min fars hånd, og vi gik op imod hoveddøren. Han åbnede døren, og vi trådte langsomt ind. Her duftedet rent. Ikke af alkohol eller klamt. Men rent. Nogen havde gjort rent her. Vi gik ind i stuen, hvor jeg forventede at jeg ville bryde sammen. Men det gjorde jeg ikke, der hang en masse billeder af mor. Mor og mig, mor og far. Bare mor. Det var et slags alter af en slags. Mormor havde lavet det her. Jeg gik langsomt op af trapperne, og ind på mit værelse. Hvordan kunne jeg ikke føle noget for det. Hvordan kunne jeg bare stå helt uden nogle følelser, når min far havde tårer ned af kinderne? Hvad for et menneske var jeg? Og mest af alt, hvem var jeg? Jeg kunne ikke kende mig selv mere.

1 uge senere.

Jeg tog min sorte kjole på. Den gik mig til midt på lårene. Jeg tog hurtigt min sorte blazer på, og nogle sorte pumps. Jeg lagde en enkel makeup, præcis som mor kunne lide det. Jeg lod bare mit røde hår hænge frit. Jeg kiggede mig ind i spejlet. Der stod en trist pige, som jeg ikke rigtig kendte. Det bankede let på døren, og min fars hoved kom ind.

''Er du klar skat?'' Spurgte han, jeg nikkede bare. Jeg fulgte efter ham ud af døren. Jeg kastede et sidste blik, på mors alter. Alle de smilende billeder. Alle de smilende minder. Det var sådan, jeg ville huske hende. Jeg ville få mit sidste farvel idag. Vejret forsvandt langsomt for mig, da jeg tænkte på det. Jeg satte mig ind i bilen, og mærkede min mobil vibrere. Endnu en SMS fra Louis. Det var nu blevet min tur, til at ignore ham. Jeg havde kun snakket med ham 1 gang, det var da jeg spurgte om de ville komme. Komme til min mors begravelse. Ellers har det været tomt for mig. Jeg havde ikke haft ''rigtigt'' tøj på. Kun nattøj, og afslappende tøj. Intet stramt, smart eller smukt, som idag. Jeg kiggede ned i mit skød, og ignorede endnu en SMS fra Louis. Vi ankom langsomt til kirken. Der stod allerede en masse mennesker derude. En masse familie medlemmer. Jeg steg ud af bilen, og blev stående lidt. Jeg blev straks omsværmet af en masse mennesker. En masse kram, jeg ikke rigtig følte for. Det gjorde mig utilpas. Hvordan kunne de kramme en, når min mor var død? Det var bare ikke retfærdig. Hun lå inde i en dum kiste, og var død. Imens jeg stod her, imens alle stod her. Jeg maste mig ud fra dem, og gik lidt væk, så jeg kunne trække noget luft. Jeg hørte nogle nye stemmer komme. Drengenes stemme, som var blandet med Lotties. Jeg gik en stor bue udenom dem, og gik lige ind i en dreng. Jeg gik lige ind i Jason.

''Oh, undskyld Sam.'' Sagde Jason, jeg lagde bare armene omkring ham. Han lagde sine arme omkring mig, og sådan stod vi lidt.

Sia - My love (For at komme i den rette stemning)

Kirkeklokken begyndte at ringe, og tårene pressede straks på. Jeg gik ud af Jasons arme, og ind i kirken. Jeg hørte drengene kalde på mig, men jeg ignorede dem. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg var sårbar. Et forkert blik, eller bare deres blik, ville få mit til at knække, som en kiks. Jeg satte mig foran sammen med min far, og min mormor. Jeg fik en stor klump i min hals. Kisten stod kun få meter fra mig, den var pyntet op, med en masse smukke blomster. Min mor, lå lige derinde. Eller dernede. Præsten kom frem, og begyndte at snakke. Han velsignede os allesammen. Så begyndte han at fortælle lidt om min mor, og fortælle hun vil komme et bedre sted hen. Men et bedre sted var her. Lige her hos mig. Jeg kunne ikke holde tårene tilbage mere. De flød langsomt ned. Det stak for hvert et ord han sagde. For hvert et sekund. Præsten satte sig ned, og min far trådte frem. Luften blev hevet ud mig, jeg hev lydløst efter vejret.

''Som i jo nok kendte Karen, så var hun ikke typen som gav op. Hun ville ikke give op. Hun ville ikke give op, for min skyld, eller sin mor. Men hun ville ikke give op, for Sam skylds. Sam betød alt for hende. 

Jeg husker den dag, hvor Sam kom til verden. Jeg har aldrig set din mor være så glad for. Hun havde aldrig smilet så meget før, smilet ville ikke forsvinde. Siden den dag, har hun altid smilet. Da Sam gik sine første skridt, smilede hun endnu mere. Karen elskede Sam. Hun elskede alle os.'' Sagde min far, han kunne ikke holde til mere. Han tørrede sine øjne, og satte sig ned. Jeg rejste mig op, og gik med usikre skridt derop. Alle folks øjne var på mig. De fleste havde våde øjne, ligesom jeg selv havde. Jeg trak vejret.

''De fleste af jer ved, at jeg ikke er så god til det med ord. Men jeg vil prøve alligevel.

Det er ikke retfærdigt. Det er ikke retfærdigt at min mor ligger der. At hun ikke er her mere. For det var alt for tidligt, alt for tidligt for hende.

Jeg vil altid huske på de gode minder med hende. Alle de glade minder.

Men jeg elsker, ja elsker, og ikke elskede for jeg er ikke stoppet med, at elske min mor. Det vil jeg aldrig gøre. For uanset hvor hun er, så vil hun altid være her hos os. Hun vil altid være her.'' Sagde jeg, tørrene strømmede ned af mine kinder. Jeg gik med usikre skridt hen mod klaveret, og satte mig ned.

''Gør det, du føler er rigtigt. Gør det som du elsker. For du er speciel, og det kan ingen tage væk fra dig.'' ''Det sagde mor altid. Og jeg vil gøre det, som jeg føler er rigtigt. Og jeg ved, at hun ville være stolt af mig.'' Jeg trak vejret dybt, og tænkte det hele igennem. Var det her rigtigt? Jeg begyndte at spille melodien, som jeg havde øvet på hele ugen. Den melodi som Louis lærte mig. Jeg åbnede min mund, og der kom en smuk stemme ud.

''My love, leave yourself behind
Beat inside me, leave you blind
My love, you have found peace
You were searching for release

You gave it all
You gave into the call
You took a chance and
You took a fall for us

You give thoughtfully, loved me faithfully
You taught me honor, you did it for me

Tonight you will sleep for good
You will wait for me my love

Now I am strong (Now I am strong)
You gave me all
You gave all you had and now I am home

My love, leave yourself behind
Beat inside me, leave you blind
My love, look what you can do
I am mending, I'll be with you

You took my hand and added a plan
You gave me your heart
I asked you to dance with me

You loved honestly
Did what you could release

I know in peace you go
I won't relieve this love

Now I am strong (Now I am strong)
You gave me all
You gave all you had and now I am home

My love, leave yourself behind
Beat inside me, I'll be with you.'' Jeg sluttede sangen af smukt. Det føltes helt forkert. At jeg skulle synge her, lige her ved min mors begravelse. Jeg fortrød det hurtigt, hele min familie smilede til mig, ikke af tristhed, men af kærlighed. Mine øjne fandt Louis, og han tørrede sine øjne, han nikkede til mig. Jeg gik ned til min far igen, han tog min hånd, og mumlede.

''Det var utroligt smukt. Det ville mor havde været glad for.'' Mumlede han. Jeg sagde ikke noget, jeg tørrede mine tåre væk, men der kom nye hurtigt. Musikken begyndte, og min far og nogle andre fra familien, tog fat i kisten og bar hende ud. De bar hende hen over græsset, og hen på hendes plads. Jeg stod ved siden af min mormor. Mor blev langsomt sænket ned i jorden, og de tog jord på hende. Mængden af mennesker forsvandt. Jeg stod med en rose i hånden, jeg kunne ikke få mig selv til, at ligge den. Det ville være det samme som, at sige farvel. Jeg var ikke parat til farvel. Der kom nogle skridt gående imod mig, jeg vendte mig rundt, og så Louis komme gående i en sort smoking. Han så virkelig godt ud. Han holdte også en rose, han gik hen til mig, og lagde rosen på jorden.

''Du kan godt.'' Hviskede han til mig. Jeg snøftede. Jeg satte mig på hug, og lagde langsomt rosen ned på jorden. Det sidste inde i mig faldt. Det faldt fra hinanden. Det var ikke som det skulle være. Louis hjalp mig op, og trak mig ind i et kram. Jeg græd ind mod hans bryst. Han aede mig over håret. Han løftede mit ansigt, så hans øjne kiggede direkte ind i mine tårefyldte.

''Det var virkelig smukt.'' Var det eneste han kunne sige. Louis fulgte mig hen til min far, han kyssede mig på håret, og gik over til de andre. Min far og mig, var de sidste der var tilbage. Han trak mig ind i et stort kram.

''Jeg savner hende så meget.'' Hulkede jeg.

''Jeg savner hende også.'' Sagde min far stille. Vi satte os ind i bilen, og kørte hjem. Vi gik stille op mod hoveddøren, min far satte sig ind på sofaen, og jeg gik ind på mit værelse. Hver vores vej. Jeg satte mig på sengen, og smed forskellige ting på gulvet, og ind i væggen. Sådan gjorde jeg i noget tid, før jeg lagde mig hulkende på min seng. Jeg havde ikke fået et ordenligt farvel. Jeg havde det så dårligt. Jeg rejste mig op, stadigvæk i mit begravelsestøj, jeg gik målrettet mod døren. Jeg lagde et tæppe over min far, før jeg gik ud af døren. Jeg tænkte ikke rigtig over, at det var koldt. Men jeg mærkede ikke kulden. Den var bare tom, nytteløs ingenting. Jeg gik over mod kirkegården midt om natten. Folk ville måske tro jeg var skør, men det var jeg ikke. Kirkegården var let pålyst af nogle lamper. Jeg fandt hurtigt min mors grav. Hun havde også fået en gravsten nu, jeg kørte mine fingre henover bogstaverne.

''Undskyld mor.'' Sagde jeg. Der kom en let vind, somom hun svarede mig. Men det var jo latterligt.

''Jeg er så ked af det mor. Undskyld jeg ikke hjalp dig.'' Sagde jeg. Jeg havde igen fået tårer i øjnene. Der kom endnu en let vind. Pludselig hørte jeg, nogle grene knække. Jeg kiggede mig forskrækket om, og så en skikkelse komme imod mig. Den skikkelse var alt for kendt. Langsomt blev hans krøller oplyst. Han kom over til mig, og lagde armene omkring mig.

''Jeg tænkte nok, du ville være her.'' Sagde Harry til mig. ''Du er jo helt kold Sam! Her tag min jakke.'' Han begyndte at tage jakken af, men jeg stoppede ham. Han skubbede blidt mine hænder væk, og tog jakken helt af. Han lagde den omkring mig. Jeg smilede et ægte kort smil til ham.

''Se, du er meget smukkere når du smiler.'' Smilede han opmuntrende til mig. På en eller anden måde, synes jeg det var sjovt. Så jeg lod en klukkende latter komme ud. Hans varme hånd fandt min, og vi begyndte at gå. Vi gik rundt i London by, midt om natten. Vi fandt en cafe som havde åbnet, og drak noget varm kaffe. Vi fandt os en bænk, han lagde den ene arm omkring mig, og jeg lagde mit hoved på hans skulder. Langsomt ude i det fjerne, kunne vi skimte solen, komme langsomt frem. Den lette orange, rosa farve var så smuk. Min mor elskede solopgangen. Det mindede mig om hende, jeg begyndte at smile. Ja, rigtig smile.

''Det er smukt.'' Sagde jeg.

''Ja det er så.'' Sagde Harry tilbage. Vi så solen stå helt op, så tog Harry min hånd, og fulgte mig hjem. Udenfor huset, stoppede jeg op, og gav ham hans jakke.

''Tusind tak Harry.'' Smilede jeg til ham. Han smilede tilbage. Jeg kyssede ham på hans kind, og gik indenfor. Han tog sig til kinden, og smilede stort. Jeg åbnede døren, og varmen kom mig i møde. Jeg lukkede døren, og langsomt kom der en kriplende følelse i min mave. Det føltes næsten som sommerfugle. Men nej, det kunne det ikke være. Jeg havde altid sommerfulge sammen med Louis, og nu havde jeg fået det sammen med Harry. Det er sikkert ingenting. Men jeg er glad for, at jeg brugte natten på, at være sammen med Harry. Det betød meget for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...