The best day of my life - 1D

Den 17-årige Sam, lever et hårdt liv. Hendes far er i krig, da hendes far tog afsted, begyndte hendes mor langsomt, at blive en alkoholiker. Sam bliver mobbet i skolen pga. sin mor. Men én dag, så løber Sam lige ind i Louis Tomlinson, den berømte sanger fra boybandet One Direction. Senere, får Sam et job i Starbucks sammen med hans søster, Lottie. Louis bliver langsomt forelsket i hende, ligesom en af hans venner gør. Vil Sam kunne holde til presset? OBS: Jeg ved godt at Louis er sammen med Eleanor lige nu, og de er virkelig søde sammen! Men her, så findes hun desværre ikke.

46Likes
46Kommentarer
6270Visninger
AA

21. The day, i never will forget.

OBS: Det her kapitel er ikke for sarte sjæle. Der vil ske, nogle rigtig dramatiske ting. 

Sam

_______________________________________________________________________________

Beep, beep, beep. Jeg lukkede hovedpuden omkring mine ører, og håbede, at den irriterende lyd ville forsvinde. Det gjorde den så bare ikke. Jeg slog irriteret, ud mod alarmen, og den landede på jorden med et bump. Lyden stoppede, og jeg smilede for mig selv, før jeg vendte mig om på den anden side. Og jeg hurtigt i søvn igen.

Jeg slog langsomt øjnene op igen, og lå og kiggede lidt rundt, før jeg kiggede hen på min alarm, som åbenbart ikke stod på bordet. Jeg satte mig fortvivlet op, jeg smed så benene ud over sengen, og trådte ned på gulvet. Min ene fod, ramte så ikke gulvet, men noget hårdt, og der løb en smerte igennem min fod. Det var ligesom, at træde på en lego klods! Jeg tog mig til foden, og hoppede rundt, indtil smerten langsomt forsvandt. Lorte alarm, som er en lego klods, når den ligger på gulvet. Virkelig fedt. Fuck nej. Jeg samlede den så op, og kiggede på uret. 09:23. Fucking shit lort nej. Jeg smed alarmen igen, og løb hen til mit skab. Jeg hev nogle sorte bukser ud, og tog sweater på. Jeg satte hurtigt mit hår op, i en løs hestehale, før jeg lagde hurtigt mascara. Jeg løb ud på badeværelset, og  børstede mine tænder. Jeg greb min taske, og proppede en masse bøger derned. Jeg tog min mobil, og stormede ned i køkkenet. Hvor min far sad stille og roligt og spiste morgenmad.

''Hvorfor vækkede du mig ikke?!'' Hvæsede jeg af ham. Jeg tog mine flade slidte ankel støvler på.

''Jeg kan tydeligt huske, den gang hvor  jeg vækkede dig, råbte du af mig, fordi du først skulle møde kl 10. Så jeg er helt stoppet med, at vække dig.'' Svarede min far kort. Hvad er det for en lorte undskyldning. Jeg tog irriteret min jakke på, og tog et æble, før jeg svingede tasken over skulderen, og stormede ud af døren. Jeg var ikke nået mere end 100 m fra mit hus, før min mobil vibrererede, jeg hev den irriteret frem, og kiggede ned, til en masse sms'er fra Louis. Hvad jeg skulle lave i aften, hvorfor svarer du ikke? Er du sur på mig. Flere af den slags sms'er. Det irriterede mig endnu mere. Amen seriøst! Det her er bare ikke min dag, slet ikke! Også selvfølgelig, valgte Louis da også lige, at han ville ringe.

''Hvad?'' Spurgte jeg irriteret.

''Hvorfor er du så sur?'' Spurgte han.

''Tja, det ved jeg virkelig ikke. Måske det faktum, at jeg har sovet over mig, også det faktum, at min far slet ikke vækkede mig, så nu er jeg sur på ham. også det faktum, at du har skrevet uafbrudt, for jeg har slet ikke set dine sms'er, hvorfor? Ja fordi jeg sov over mig, også at du bliver ved med, at spørge om jeg er sur, det gør en endnu mere sur Louis! Også er det så fucking koldt udenfor, at jeg er ved at fryse mig selv ihjel, fordi jeg kommer forsent. Det er så men bare det. Og nej, jeg skal ikke lave noget iaften, så hvis du vil finde på noget, som kan gøre mit humør bedre, så er du hjertelig velkommen til det.'' Udbrød jeg. Det ville ikke overraske mig, hvis jeg var tomatrød i hovedet, bare at jeg havde sagt det, gjorde mig sur faktisk. Jeg forventede, at Louis ville sige noget spidst til mig, men han grinte bare. 

''Lou! Det er altså ikke sjovt!'' Sagde jeg, men så smittede Louis grin mig, og jeg grinte med.

''Det er virkelig sjovt Sam, du er seriøst sød, når du er sur!'' Grinede han.

''Jeg gider slet ikke snakke med dig, når du er så irriterende.'' Grinede jeg. ''Seriøst, jeg lægger på nu.'' Jeg lagde grinende på, og jeg krydsede gaden. Det ville være hurtiger for mig, at tage bag indgangen ind, og der ville hellere ikke være nogle lærer. Jeg hoppede igennem hullet i hækken, og gik om bagved skolen. Jeg trak ned i håndtaget, og gik ind. Gangen var helt tom, der var en underlig stilhed. Jeg gik hen til mit skab, jeg lukkede op, og smed min jakke og taske derind. Jeg fandt de bøger jeg skulle bruge, og gik hen til klassen, jeg trak ned i håndtaget, men der var låst. Jeg trak lidt i døren, og bankede på.

''Hallo?'' Spurgte jeg, jeg kunne høre nogle bevæge sig derinde,så jeg bankede lidt hårdere på døren.

''Jeg kan høre i der derinde, luk mig ind.'' Sagde jeg. ''Hvis det er fordi jeg kom forsent, så er jeg ked af det.'' 

Der skete et eller andet derinde, også blev der sagt noget, og råbt noget. Men døren blev ikke åbnet. Tak røvhuller. Jeg gik hen til mit skab igen, og smed mine bøger derind, før jeg gik ned mod skolens kontor. Det var somom jeg blev trukket ind i noget usikkerhed, gangene var helt stille, og der blev ikke sagt noget, det virkede ikke som en rigtig normal dag. Jeg åbnede døren indtil kontoret, men der var ingen. 

''Amen seriøst.'' Udbrød jeg. Der var pludselig noget, som fangede min opmærksomhed. Der lå noget på jorden, bar en af bordende. Jeg gik stille derhen, der lå 3 personer. 3 døde personer. Der flød blod ud af dem. Det røde blod var overalt. Jeg gik langsomt bagud, der jeg pludselig stødte ind i bordet. Jeg fik et virkelig stort chok, da jeg troede, jeg gik lige ind i den person, som havde skudt dem. Jeg løb hen til døren, og løb ud af den, jeg kiggede rundt efter nogen, men der var ingen, så jeg løb hen af en af gangene. Jeg åbnede den første dør, og synet skræmte mig, mere end noget andet. Der lå elever spredt ud over hele gulvet. Deres hullet livløse kroppe, lå forvredet i smerte, imens hele gulvet langsomt blev malet i blod. Hvad skete der her? Tårene svækkede mit syn, indtil jeg blinkede dem væk. De løb ned af mine kinder. Jeg forstod det ikke. Men noget bevægelse brød mine tanker, der var en dreng, som bevægede sig. Jeg skyndte mig hen til ham, han blødte ud fra armen. 

''Hvad sker der?'' Hviskede jeg panisk. Han var helt væk, hans øjne forsvandt langsomt, men han hviskede nogle ord tilbage.

''Gem dig.'' Også lukkede hans øjne sig. Jeg rejste mig hurtigt op, og jeg løb hen til døren. Jeg ved ikke hvad jeg lavede. Hele min krop, reagerede på adrealin. Den reagerede på en rædsel. Jeg løb hen ad gangen, med tårene piskene ned af mine kinder. Jeg var næsten henne ved hjørnet, da jeg hørte et højt smæld. Også en pige som skreg. Jeg tog mig til munden, og jeg var rædselsslagen. jeg hørte endnu et skud, og pigen skreg ikke mere. Jeg gik med hurtigt skridt baglæns, indtil jeg stødte på en dør, jeg tog langsomt ned i den, men den var låst.

''Please luk mig ind, han kommer. Luk mig ind.'' Hulkede jeg bønfaldende, men der skete ingenting. Jeg trak lidt hårdere i døren.

''Luk mig ind! Vil i ikke nok?'' Hulkede jeg. Døren blev ikke låst op, jeg kiggede mig fortvivlet rundt, efter en løsning. Mine øjne faldt på noget, som aldrig var låst. Badeværelset. Jeg spurtede derover, imens et par nye skud blev affyret. Jeg skubbede døren op og løb ind. Jeg løb hurtigt ned til den sidste bås, og låste mig derinde. Jeg satte mig på toilettet, så man ikke kunne se mine fødder. Jeg trak vejret i hurtige stød, og jeg kunne slet ikke tænkte ordenligt. Jeg var så bange. Jeg frygtede for mit liv. Jeg frygtede, jeg aldrig ville se min far igen, og det sidste jeg sagde til ham, var noget helt dumt, hvor jeg hvæsede af ham. Virkelig latterligt. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg famlede med min mobil, og trykkede hans nr ind. Kom nu far, tag den. Tag din mobil. Han tog den ikke, og jeg kom over på telefonsvarer.

''Far? Jeg er virkelig ked af det, jeg sagde imorges. Jeg mente det ikke. Det må du virkelig undskylde. Der er en som går og skyder på skolen. Far, kom og hjælp mig. Vil du ikke nok, kom og hjælp mig. Jeg elsker dig så højt far. Jeg er virkelig ked af, alle de dumme ting jeg har sagt. Jeg er så ked af det far, jeg vil så gerne, høre din stemme engang til.'' Hviskede jeg hulkende. Jeg lagde langsomt på, og lagde mit hoved i mine hænder. Jeg tastede Louis nr ind.

''Kom nu, tag den.'' Mumlede jeg. Men han tog den hellere ikke. Mit mod, og mit håb forsvandt. Pludselig blev døren åbnet, og der lød tunge skridt. Jeg lagde mine hænder, på båsens vægge for støtte. Imens holdte jeg vejret, og lukkede øjnene. Mit hjerte bankede hurtigt. Dukduk dukduk dukduk.. Så lød de første skud. 1. 2. 3. 3 skud. Jeg tog mine hænder op foran min mund, så jeg ikke ville lave en lyd. Men det var svært, så jeg bed i et ærme fra min sweater. Jeg knep øjnene sammen igen, og tårene kom strømmede rædselsslagen ud af mine øjne. Jeg frygtede mit liv. Jeg ville savne min far og Louis. Bang. Bang. Bang. 3 Skud igen, og han nærmede sig alt for hurtigt. Jeg kiggede fortvivlet rundt, efter et nyt gemmested. Jeg stillede mig på toilettet, og kiggede op, jeg trådte et trin højere op, og satte mine hænder op til den ene bås væg, jeg trådte hen på toiletpapirsholderen, og hev mig selv op. Jeg kunne nu kigge ind i båsen ved siden af mig. Jeg ville ikke se det, så jeg lukkede øjnene. Jeg tog første det ene ben op på den modsatte væg, så jeg havde noget støtte. Da pludselig det første skud lyder, jeg ville hurtigt tage mit andet ben op, da det andet skud lyder, og rammer mit ben. En så slem smerte, har jeg aldrig prøvet før. Det gør så ondt. Også lyder det tredje skud. Jeg bider mig i ærmet endnu engang, for ikke at skrige af smerte. Smerten er så udiundholden, det gør så ondt. Han forlader badeværelset, og da jeg hører døren lukke, venter jeg lidt før jeg falder sammen. Jeg lander hårdt ned på toilettet, også lander jeg på gulvet. Jeg lander ned på mit dårlige ben, og smerten bliver 10 gange værrer. Jeg udbrød en form for en bange lyd, og en form for smerte lyd. Jeg låste døre op, og jeg hev mig henad gulvet, og hen til væggen. Jeg lænede mig udmattende opad væggen. Jeg kiggede ned på mit skinneben, hvor kulden havde ramt igennem. Der kom blod ud af hullet, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde set i en film, at man skulle tage noget over, så blodet ikke kom ud. Jeg kiggede efter noget, og jeg fandt et håndklæde. Jeg slæbte mig hen til håndklædet, og bandt det stramt omkring mit skinneben. Jeg lænede mit hoved tilbage mod muren, og lukkede øjnene. 

Jeg åbnede svagt og langsomt mine øjne. Der var noget som viberede. Jeg kiggede fortvivlet rundt efter min mobil, og den lå få meter fra mig, med en lysende display. Louis ringede. Louis ringede! Jeg greb ud efter den, og tog den. Jeg nåede ikke, at sige noget, før Louis begyndte at snakke.

''Sam? Er det dig? Er du okay?'' Spurgte han oprevet. Hans stemme lød grødet, somom han havde grædt i flere timer.

''Louis...'' Græd jeg, men jeg kunne ikke sige noget, ordene ville ikke komme ud. De sad som en stor klump i halsen, og ville ikke komme ud. 

''Er du uskadt?'' Spurgte han. Jeg rystede på hovedet, men det kunne han jo selvfølgelig ikke se.

''Nej.'' Fik jeg fremstammet, efter flere forsøg. '

''Sam, undskyld jeg ikke tog den noget før.'' Græd Louis. Det gjorde ondt på mig, at høre han græd. Han fortjente ikke at græde.

''Jeg elsker dig Louis.'' Græd jeg. Men jeg havde ikke lagt mærke til, at han var forsvundet. Jeg kiggede ned på min mobil, og fandt den slukkede. Den var løbet tør for strøm. Nej! Det måtte den ikke. Nej. 

Der lød pludselig nogle løbende trin på gangen, og jeg holdte vejret. Døren blev pludselig åbnet, og jeg følte ingenting. Jeg kiggede med rædsel hen mod døren, og der mødte jeg velkendt bange ansigt. Jason.

''Sam.'' Hviskede han. Han fløj hen til mig, og jeg krammede ham. Jeg smilte af lettelse. 

''Hvor er jeg glad for, at se dig!'' Hviskede jeg. Han kiggede ned på mit ben, og rynkede panden.

''Du skal ud herfra Sam, du skal have lægehjælp.'' Konstaterede han. Han var helt ude af den, hans øjne kørte rundt. Han vidste noget.

''Hvad ved du Jason?'' Spurgte jeg ham bange. Et kort øjeblik frygtede jeg, at han var personen, som gik rundt og skød på os. Men jeg skubbede hurtigt den tanke væk. Det kunne han ikke være.

''Det er Jett.'' Sagde han tomt. Jeg kiggede op i hans brune bange øjne. Det var Jett? 

''Du skal ikke komme i skole imorgen.'' Det havde Jett sagt. Det hele begyndte så småt, at give mening for mig. Der lød nogle nye skud, og mig og Jason fór sammen. Han holdte om mig.

''Vi er nød til, at komme væk herfra.'' Hviskede han. Han hjalp mig op, at stå, og han gik hen til døren. Jeg prøvede at gå, men faldt bare sammen til jorden. Det hele svimlede for mig. Jason kom hurtigt hen til mig.

''Jason, du kan ikke have mig med på slæb.'' Sagde jeg, med tårer i øjnene. Det kunne han ikke. Jeg ville sætte hans liv i fare. 

''Jeg kan ikke forlade dig Sam.'' Begyndte han.

''Jo du kan Jason! Og det skal du. Jeg vil sænke dig, og jeg kan ikke bærer, at det er min skyld, hvis du dør.'' Græd jeg. Jason holdte om mig igen. Han aede mig på ryggen, så lagde han den ene arm omkring min skulder, og hjalp mig hen mod døren. Han åbnede døren langsomt, og kiggede ud. Der var ingen, så han åbnede den helt, og vi trådte ud på den stille gang. Jeg humpede så hurtigt jeg kunne, med hjælp fra Jason, over til et hjørne. Jason kiggede ud, og trak mig med sig. Da det gik for langsomt, svingede han mine ben væk, og bar mig. 

''Vi er der næsten Sam.'' Sagde Jason. Pludselig trådte en skikkelse ud fra et klasselokale. Jett stod med en pistol i hånden, og kiggede på os.

''Ik' gør det Jett.'' Bad Jason. Jeg fandt Jetts sorte øjne, han mindede ikke om den Jett, jeg hjalp igår. Han virkede forandret.

''Jeg var træt af det hele.'' Sagde han pludselig, og det mørke fra hans øjne forsvandt. De blev fyldte med tårer, og hans grønne farve kom tilbage.

''Det kan jeg godt forstå Jett.'' Sagde jeg, jeg prøvede at skjule, at jeg var bange. Men det kunne jeg ikke. Tårene kom frem igen.

''Jeg gjorde dig fortræd Sam, du prøvede at hjælpe mig.'' Sagde han.

''Jett, du vidste det ikke.'' Græd jeg. Jason gik et skridt frem, og Jett afskar vejen.

''Jett lad og så.'' Bad Jason.

''Det kan jeg ikke.'' Sagde han. Han var pludselig blevet kold.

''Jett, du skal lade Jason gå. Så bliver jeg her, og snakker med dig.'' Sagde jeg, med tårene trillende ned af kinderne. Jeg var sikker på, at det her ikke ville ende pænt. 

''Sam nej.'' Sagde Jason. Jeg nikkede til Jett, og han nikkede også. Han flyttede sig, så Jason kunne komme forbi.

''Det gør jeg ikke.'' Sagde Jason. Jeg tog mit ene ben, ud af hans favn, og han stillede mig ned. 

''Jason gå.'' Bad jeg, men han rystede på hovedet, med tårene i øjnene. 

''Skrid sagde hun.'' Råbte Jett, og jeg fik et chok. Han pegede nu pistolen mod Jason, også pegede han mod døren. Jason gik hen mod døren, og ud af den. Jett sænkede pistolen.

''Gør det meget ondt?'' Spurgte han, han var helt stille igen.

''Lidt.'' Løj jeg. 

''Det må du undskylde Sam.'' Sagde han.

''Skal vi ikke gå ud til de andre sammen?'' Spurgte jeg ham. Han rystede på hovedet, og tog pistolen op til hans hoved.

''Jett nej!'' Skreg jeg med rædsel. Jeg prøvede så hurtigt jeg kunne, at komme over til ham. Da jeg hørte skuddet. Og noget varmt som ramte mig i ansigtet. Så ramte hans krop jorden, og jeg stod helt stille. Jeg kunne høre nogen udenfor råbe mit navn, men jeg lod ikke mærke til det.

''Jett...'' Græd jeg. Jeg humpede hen til ham, og faldt på knæ, ved siden af hans krop. Hans øjne var stadig åbne, så jeg lukkede dem for ham, og lagde min hånd på hans hjerte. Tårene strømmede ned af mine kinder. 

Pludselig blev dørene åbnet, og en masse sikre politifolk kom ind. Der kom en hen til mig, og hjalp mig op, at stå. Han lagde min arm, omkring hans skulder, og han hjalp mig udenfor. Da vi kom ud af døren, blændede lyset mig kort. Der var en masse politivogne, ambulancer, brandbiler, en masse mennesker udenfor en afspærring. 

''SAM!'' Råbte en velkendt mande stemme. Jeg fandt min far ved afspærringen, mase sig igennem en masse mennesker, og skubbe til nogle politifolk for, at komme igennem. 

''FAR!'' Råbte jeg med tårene trille ned af kinden. Jeg trak mig væk fra politimanden, og jeg ''løb'' så hurtigt jeg kunne på mit ben, jeg var ligeglad med smerten, jeg ville bare hen til min far. Han spurgte hen til mig. Han tog mig ind i et lang kram. Hvor han græd ned i mit hår.

''Jeg er så ked af det Sam. Jeg er ked af, at jeg ikke kom.'' Græd han.

''Nej far, det er mig som er ked af det. Undskyld far.'' Græd jeg. ''Jeg troede jeg aldrig skulle se dig igen.'' Han kyssede mig på panden, og så krammede han mig igen. Han hjalp mig hen til en ambulance, så de kunne tjekke mit ben. Jeg skulle opereres. For kuglen havde ramt igennem min skinnebens knogle. Men de ville vente med, at køre, for der var sikkert flere, som havde mere brug for hjælp end mig, så jeg havde fået en stram forbinding på, og de havde givet mig nogle krykker. Jeg spejdede efter Jason, og jeg fandt ham, stå omfavnet af hans familie. Jeg gik stille og roligt hen til ham, og han krammede mig.

''Tak Jason.'' Sagde jeg med tårer ned af kinderne. Han havde teknisk set reddet hans liv. Hvis jeg ikke var kommet ud derfra, var jeg måske død af blod mangel. Jeg gik tilbage til min far, og krammede ham igen. Jeg kunne høre en masse løbende skridt, og jeg vente mig rundt, også at drengene kom løbende imod os. Louis løb forrest, og hans øjne var helt røde. De kom hen til mig, og omfavnede mig allesammen. 

''Jeg var så bange Sam, jeg var virkelig bange for at miste dig.'' Sagde Louis, og gav mit et klem. ''Jeg elsker også dig Sam.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...