The best day of my life - 1D

Den 17-årige Sam, lever et hårdt liv. Hendes far er i krig, da hendes far tog afsted, begyndte hendes mor langsomt, at blive en alkoholiker. Sam bliver mobbet i skolen pga. sin mor. Men én dag, så løber Sam lige ind i Louis Tomlinson, den berømte sanger fra boybandet One Direction. Senere, får Sam et job i Starbucks sammen med hans søster, Lottie. Louis bliver langsomt forelsket i hende, ligesom en af hans venner gør. Vil Sam kunne holde til presset? OBS: Jeg ved godt at Louis er sammen med Eleanor lige nu, og de er virkelig søde sammen! Men her, så findes hun desværre ikke.

46Likes
46Kommentarer
6270Visninger
AA

13. Tears.

Sam

_________________________________________

Jeg åbnede langsomt mine tørre øjne, Louis arme lå omkring mig, og der var kommet en plet på hans bluse, af mine mange tårer. Klokken var kun halv 3 om morgen, jeg havde kun sovet i 2 timer. Jeg havde det helt forfærdeligt, jeg følte mig syg, sådan kvalmende syg. Jeg trak mig modvilligt ud af Louis arme, og gik med tunge skridt hen mod Louis værelse. Mit våde tøj, klistrede sig tæt ind til kroppen, jeg ville bare ud af det. Jeg fandt nogle af Lotties sweatpants, og en stor sweatshirt, jeg ved ikke helt hvems det var, men jeg var ligeglad. Jeg gik med tunge skridt, hen mod badeværelset. Jeg skiftede langsomt tøj, jeg satte mit hår op i en løs hestehale, og kiggede så på mig selv i spejlet. Mine øjne var let røde, jeg lignede et stort mess. Da jeg kiggede mig selv i øjnene, fik jeg den kvalmende følelse igen, jeg kiggede også straks væk igen. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, jeg havde det forfærdeligt. Langsomt begyndte tårerne, at komme frem igen. Hvordan kunne jeg bare gå forbi hende? Hvordan kunne jeg ikke lægge mærke til det? Hvordan kunne jeg være, en så dårlig datter? Jeg havde det hele elendigt. Hvad nu hvis, jeg fik hende til at, gå på rehab? Ville hun så stadig være levende. Jeg følte mig så skyldig. Jeg gik ud af døren, men istedet for at ligge med ned igen, gik jeg ud på altanen. Jeg satte mig i en slags stolehængekøje, og lænede mig tilbage. Det var iskoldt, men jeg lagde ikke rigtig mærke til det. Jeg sad bare, og kiggede ud på London. Himlen var helt mørk, og skyede. Slet ingen stjerner. Jeg lagde ikke mærke til, at jeg ikke sad alene udenfor mere. Han havde taget et tæppe med, han lagde det rundt om os. Langsomt faldt mit hoved ned på hans skulder, og han tog armene omkring mig. Tårerne kom langsomt frem igen, de blev hurtigt fjernet, men erstattet af nogle nye.

''Det hele skal nok gå Sam. Jeg hjælper dig igennem.'' Hviskede en hæs stemme. En hæs Harry stemme. Han trak mig blidt op, og ind i et lang kram. Han trak mig blidt ind, og lagde mig ned i sofaen, han pakkede mig ind i en varm dyne. Bagefter lagde han sig ned, ved siden af mig, han fjernede noget hår fra mit ansigt. Jeg faldt langsomt i søvn igen.

Jeg ved ikke hvor længe jeg sov, men da jeg vågnede var det ihvertfald blevet lyst. Jeg lå bare og kiggede op i loftet, i nogle minutter. Før jeg hørte en lavmælt hvisken ude fra køkkenet af. Jeg rejste mig sløvt op, og gik med langsomme tunge skridt ud i køkkenet. Alt snakken blev helt dæmpet. Ingen sagde noget. Jeg satte mig ned, og kiggede ned i bordet. Jeg havde den effekt på dem. Stilheden blev afbrudt, af en mobil som vibrede. Min tante ringede til mig, jeg afviste straks. Min mobil havde fået 10 misset opkald, allesammen fra min familie. De vidste det. De vidste at min mor var død. Jeg sank en klump, og slettede så hele listen.

''Spist noget Sam.'' Sagde Liam blidt til mig, jeg rystede bare på hovedet. De prøvede at have en normal samte, men det lykkedes ikke rigtig. Min mobil vibrede igen, og min onkel ringede, jeg trykkede straks afvis.

''Hvorfor tar du den ikke?'' Spurgte Niall pludselig, han lød ikke glad, eller positiv som han altid plejede. Jeg kiggede op, og kiggede ind i hans blå øjne. Jeg sank en klump før jeg svarede.

''Jeg har ikke lyst.'' Sagde jeg. Pludselig vibrede min mobil igen, min mormor ringede. Jeg tog den straks. Det at høre hendes stemme, var helt beroligende. Hun mindede så meget om mor. Jeg rejste mig op, jeg satte mig ud i hængekøjen på altanen.

''Hej skat.'' Sagde hun.

''Hej mormor.'' Sagde jeg tilbage. Jeg knækkede sammen, da jeg sagde ordet mor til sidst. Tårene kom frem endnu engang.

''Det hele skal nok gå.'' Begyndte min mormor, men jeg afbrød hende.

''Stop med at sige det! For det gør det ikke! Det kommer ikke til at gå! Min mor er død! Igår gik jeg bare direkte forbi hende, jeg var helt ligeglad med hende! Allerede der, var hun død! Først igen om aften så jeg det! Det kommer ikke til at gå!'' Hulkede jeg.

''Det er ikke din skyld skat. Du kunne intet gøre, det var hende selv.'' Sagde min mormor, hendes stemme var grødet.

''Jeg føler mig så skyldig mormor. Jeg får en kvalme, når jeg tænker på, hvad jeg ikke fik gjort, og hvad jeg ikke fik sagt til hende, og nu er hun væk. Jeg kan ikke holde mig selv ud, jeg kan ikke engang kigge mig selv i øjnene!'' Hulkede jeg.

''Det er ikke din skyld skat. Du prøvede, men det hjalp ikke. Din mor vidste det godt, hun elskede dig meget, du er grunden til, at hun ikke er gået bort noget før.'' Sagde hun.

''Jeg elsker hende så højt, og nu er hun væk. Jeg kommer aldrig til at sige det igen, for det er forsent. Hun er helt væk, hun kommer ikke tilbage. Jeg prøvede så hårdt at hjælpe hende, men det hjalp ikke! Jeg prøvede....'' Hulkede jeg. Jeg kunne ikke afslutte sætningen, jeg brød helt sammen nu.

''Det ved jeg godt skat. Det ved hele familien godt. Du er ikke den eneste som mistede en som de elskede.'' Sagde hun.

''Ved far det?'' Spurgte jeg hulkende.

''Ja han gør. Han vil ringe snart til dig.'' Svarede hun. Jeg græd bare, jeg sagde ikke mere. Det gjorde ingen af os, og til sidst lagde jeg bare på. Jeg sad længe med mobilen ved øret, og bare græd. Min mobil vibrede igen, den her gang var det min far. Der gik noget tid, før jeg tog den. Vi sagde ikke noget først, men jeg hørte min fars dybe vejrtrækning.

''Undskyld far.'' Hulkede jeg.

''Du skal ikke undskylde. Det er ikke din skyld.'' Sagde min far, han græd også.

''Det er min skyld far. Jeg kunne have stoppet det, jeg kunne have stoppet det far! Men jeg gjorde ikke noget!'' Hulkede jeg.

''Det er ikke din skyld Sam. Du kunne ikke have gjort noget.'' Sagde min far.

''Jo det er! Det er min skyld! Jeg.. Det er min skyld, det er det kun. Jeg..'' Prøvede jeg, men der kom ikke nogle ord ud. Jeg hulkede så meget.

''Jeg savner hende så meget.'' Græd jeg.

''Jeg savner hende også skat, men ikke så meget som jeg savner dig.'' Snøftede han. ''Jeg kommer hjem, også holder vi en smuk begravelse for hende, hun vil ikke blive glemt.''

''Kommer du hjem?'' Spurgte jeg, jeg tørrede mine øjne.

''Jeg venter på flyet, også kommer jeg hjem skat.'' Svarede han mig.

''Jeg elsker dig far.'' Sagde jeg.

''Jeg elsker også dig skat. Mor elsker dig også.'' Sagde han.

''Hvorfor forlod hun os bare far?'' Spurgte jeg ham.

''Jeg ved det ikke. Hun havde den bedste datter, man kunne ønske sig.'' Svarede han mig. Jeg sagde ikke mere.

''Flyet kommer nu, jeg ringer når jeg er i London igen.'' Sagde han, jeg græd bare, så lagde han på. Han kommer hjem, og vi vil holde den smukkeste begravelse for hende. Jeg rejste mig op, jeg tørrede mine øjne, og gik ind til de andre igen, de sad og så Tv. De kiggede bedrøvet på mig. Jeg satte mig på gulvet, og trak benene op under mig, jeg lagde mit hoved på mine knæ. Der kom en sang ind i mit hoved, en melodi. Min vibrende mobil, slog mig ud af tankerne, jeg afviste hurtigt, og kiggede hen i hjørnet, hvor der stod et klaver.

''Gør det, du føler er rigtigt. Gør det som du elsker. For du er speciel, og det kan ingen tage væk fra dig.'' Det sagde min mor altid til mig, da jeg var lille. Pludselig rejste nogle af drengene sig op, de tog overtøj på. De skulle ud og handle. Jeg var helt alene i lejligheden sammen med Louis.

''Jeg ved, at det er et lorte spørgsmål. Men jeg er nød til at vide det. Hvordan har du det?'' Spurgte han mig.

''Ikke godt.'' Var det eneste jeg kunne fremstamme. ''Du kan godt spille klaver ikke?''

''Jo.'' Sagde Louis. Jeg nikkede kort. Han gik ud i køkkenet, og min mobil begyndte igen at vibrere. Det gjorde mgi stresset. Jeg afviste endnu engang. Og igen, og igen. Den vibrede en gang til.

''STOP MED AT RINGE!'' Råbte jeg ind i telefonen. Så kastede jeg den direkte ind i væggen, med tårene strømmene ned af kinderne. Så faldt jeg sammen, jeg brød sammen. Louis løb hen til mig, og lagde sine arme omkring mig, jeg græd ind mod hans bryst, han rokkede mig blidt frem og tilbage. Han tørrede mine tårer væk.

''Du må ikke græde Sam, det gør mig ked af det.'' Sagde han.

''Undskyld.'' Mumlede jeg.

''Smukke piger græder ikke Sam.'' Sagde han, han tørrede igen mine tårer væk. ''Du vil have, at jeg skal lære dig, at spille en besemt melodi ikke, det er derfor du spurgte ikke?''

''Jo.'' Sagde jeg. Han hev mig op, sammen fandt vi melodien. Han fik mig på andre tanker. Det betød rigtig meget. Han prøvede idet mindste. Det tog noget tid, men jeg fik lært melodien.

''Vil du være der, til min mors begravelse?'' Spurgte jeg ham pludseligt om.

''Hvis du gerne vil have det.'' Svarede han.

''Det vil jeg.'' Sagde jeg.

''Så er jeg der. Hvert et skridt, hvis du har brug for det.'' Sagde han. Han ville være der hele tiden. Han ville være der for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...