The best day of my life - 1D

Den 17-årige Sam, lever et hårdt liv. Hendes far er i krig, da hendes far tog afsted, begyndte hendes mor langsomt, at blive en alkoholiker.
Sam bliver mobbet i skolen pga. sin mor.
Men én dag, så løber Sam lige ind i Louis Tomlinson, den berømte sanger fra boybandet One Direction. Senere, får Sam et job i Starbucks sammen med hans søster, Lottie. Louis bliver langsomt forelsket i hende, ligesom en af hans venner gør.
Vil Sam kunne holde til presset?

OBS: Jeg ved godt at Louis er sammen med Eleanor lige nu, og de er virkelig søde sammen! Men her, så findes hun desværre ikke.

46Likes
46Kommentarer
6626Visninger
AA

19. Side effect...

Sam

_______________________________________________________

Jeg hørte nogle stemmer snakke ivrigt, ude fra køkkenet af. Så jeg åbnede ganske langsomt mine øjne. Da de var helt åbne, fik jeg det største chok. Jeg så lige ind i en slanges øjne! Jeg rykkede baglæns, og landede hårdt ned på gulvet. Jeg lå og ømmede mit stakkels hoved, i nogle sekunder, før jeg turde kigge op i sengen igen. Men sengen var helt normal, der var ingen slange. Jeg kiggede rædselsslagen rundt i rummet. Jeg hoppede hurtigt op i sengen, og ømmede mit hoved igen. Jeg havde en virkelig slem hovedpine. Jeg hørte stemmerne snakke videre, det lød som drengenes stemme, og Danielles, men jeg kunne ikke huske noget om, at have været sammen med dem. Eller jo, jeg kunne huske premieren, og lidt af afterpartyet, men ellers så blev det hele sort. Hvad fanden, var der sket? 

Jeg kiggede ned af mig selv, og kiggede på nogle sweatpants, og en t-shirt, jeg kunne ikke huske, hvordan jeg var kommet ned i det tøj. Jeg gik med langsomme skridt hen mod spejlet, jeg kiggede på mig selv, men så så jeg pludselig noget bevæge sig bag ved mig, jeg vendte rundt så hurtigt, at jeg kunne, men jeg så ingenting. Hvad skete det? Jeg gik baglæns hen mod døren, også åbnede jeg den, jeg åbnede den så hurtigt, at jeg smækkede den lige op i fjæset på mig selv, og jeg faldt bagover, og landede igen hårdt på gulvet. Jeg rejste mig tumlende op, og gik med vaklende og langsomme skridt, ud i køkkenet til de andre, de smilede venligt til mig. Jeg så at der var to stole, så jeg satte mig den ene, men landede så hårdt ned på gulvet igen. Hvor blev stolen nu af? Jeg kiggede forvirret rundt efter stolen, men den var væk. Louis kom hen og hjalp mig op, og fandt en rigtig stol til mig. De andre kiggede forventningsfuldt på mig, men jeg sagde ikke noget. Hvad havde de forventet?

''Hvad skete der igår aftes?'' Spurgte jeg sløvt.

''Der var en, som puttede noget i din drink, og du blev lidt underlig.'' Svarede Liam mig, jeg løftede mit ene øjnbryn, og kiggede på ham.

''Hvordan underlig?'' Spurgte jeg. Louis knækkede endelig sammen af grin, efter at han havde stoppet sig selv, flere gange.

''Du troede Harry Potter var der, og du så en kæmpe stor elefant.'' Grinede Louis. Jeg tog mit hoved i hænderne, og sukkede dybt. Hvordan kunne sådan noget ske. Jeg tog imod nogle hovedpins piller fra Liam, og tog dem i en slurk. Så spiste jeg en omgang solid morgenmad, da jeg kom i tanke om, hvordan jeg havde fået det her tøj på.

''Hvordan har jeg fået det her tøj på?'' Spurgte jeg pludselig, Zayn sendte mig et frækt smil. 

''Jeg hjalp dig.'' Svarede Danielle mig, jeg smilede til hende. Thank god! Zayn din idiot, du har endda også en kæreste! Skuffet. Han grinede fjoget, da han så mit ansigtsudtryk. I'm watching you...

''Din far, har været med noget nyt tøj, og nogle skolebøger.'' Sagde Niall pludselig, jeg kiggede forundret på ham. Hvorfor var han her? Jeg skulle lige til at spørge, men Harry svarede for mig.

''Din far var her bare med tøj og bøger, han ved ikke, hvad der skete igår aftes.'' Jeg åndede lettet op, for hvis han vidste det, så ville han ikke tage afsted igen, også ville jeg ikke være sammen med drengene igen. Men hvorfor havde han bøger med? Jeg havde da ikke lektier for? Eller havde jeg? Nej, det kunne jeg ikke. Men hvorfor skulle jeg så have bøgerne? Hmmmm. Jeg gik hen til min taske, og tog alt indholdet ud. Jeg kiggede forskellige bøger, og sidder igennem. Jeg stoppede op, ved min matematik bog, og kiggede på den sidste test vi havde. 02 fik jeg. Der slog det for mig. Vi skulle have en prøve i næste uge, og jeg skulle have 10 for at bestå matematik. Et 10 tal! Jeg tabte kæben, og tog mit hoved i hænderne.

''Jeg er færdig.'' Mumlede jeg for mig selv. Jeg troede ikke nogen hørte det, men det gjorde de.

''Hvorfor er du færdig?'' Spurgte Nialls så glade stemme.

''Jeg skal have 10 i den næste prøve, ellers så består jeg ikke.'' Svarede jeg.

''Det er da nemt nok.'' Sagde Liam, jeg kiggede på hans smilende ansigt.

''Ih ja, for jeg plejer jo altid at få 12.'' Sagde jeg sarkastisk.

''Hvad plejer du normalt at få?'' Spurgte Zayn. Øhhhhhh, lyv Sam! LYV!

''Øhm, det er forskelligt.'' Mumlede jeg. Zayn kiggede indtrængende på mig.

''Øhm 02.'' Mumlede jeg så lavt, at jeg håbede at de ikke hørte det. Det er jo sådan set ret pinligt. Der blev en akavet stilhed. Okay, de hørte det... Great.

''Jeg skal nok hjælpe dig.'' Sagde Louis og smilede til mig, mit ansigt lyste op. Jeg så, at Liam sendte Louis et bekymret blik. Jeg pakkede mine bøger og papire ned i tasken igen, og satte mig hen til de andre.Vi spiste vores morgenmad færdig, så gik jeg ud på toilettet, og skiftede til noget tøj, min far havde kommet med. Jeg tog nogle jeans, og en hvid sweater på. Så børstede jeg hurtigt tænder, og tog min make-up af fra igår, og lagde en enkel og hurtigt mascara. Jeg lod mit hår, sidde i den løse hestehale. Jeg gik ud til de andre igen, jeg fulgte efter Louis ind i et kontor af en slags, imens de andre sad inde i stuen. Vi satte os på gulvet, og jeg spredte en masse matematik bøger, og en masse papir ud på gulvet. Louis terpede mig igennem mange ting, som jeg ikke ville kunne forstå selv. Men jeg kunne mærke på ham, et par gange, at han var ved at blive irriteret. Jeg sad og læste noget igennem, men det gik ikke rigtig godt, for bogstaverne blandede sig sammen, og blev til en stor klump. Jeg massérede mine øjnlåg, og kiggede ned på teksten igen, det blev en smule bedre. Jeg fokuserede så meget, at jeg endda fik ondt i hovedet. Jeg var nået halvvejs i teksten, da jeg hørte Louis sukke dybt. Jeg ignorede det, og læste anstrengt videre. 

''Er du snart færdig?'' Spurgte Louis ret irriteret. 

''Nej.'' Svarede jeg kort, og blinkede et par gange, jeg havde endelig læst den lille tekst færdig, og Louis guidede mig igennem det. Det gik fint nok, men jeg kunne høre Louis skulle trække vejret dybt nogen gange, for ikke at flippe ud. Efter flere forskellige forsøg på, at forklare mig Sinus og Tangens sprang bomben.

''Hvorfor kan du ikke bare forstå det?'' Vrissede han, jeg stoppede op.

''Jeg ved det ikke! Hvis det er sådan et problem for dig, hvorfor er du her så?'' Vrissede jeg tilbage.

''Hvorfor skal du være så dum?'' Råbte han. Han tænkte tydeligvis ikke over hvad han lige havde råbt. Jeg stoppede op, midt i en bevægelse. Der blev stille over det hele, de andre sagde ikke noget inde i stuen, de havde også hørt det. Jeg tog min bøger, og papir og proppede dem ned i tasken. Louis lagde sine hænder ovenpå mine for, at få dem til at stoppe. Jeg skubbede dem af mig, og rejste mig op.

''Sam, undskyld.'' Sagde han. Han prøvede igen, men jeg skubbede dem af mig.

''Ved du hvad Louis? Jeg har levet igennem mange skoleår, og nogle high school år hvor, at forskellige folk kaldte mig dum, nytteløs, hjernedød, og andre ting. Jeg rystede det bare af mig, fordi jeg kendte dem ikke. Men, så når en jeg holder af, siger at jeg er dum, så begynder jeg at tro det. Tak Louis.'' Sagde jeg iskoldt, mine øjne skinnede svagt af mine tårer. Jeg rev døren op, og smækkede den efter mig.

''Tak, fordi jeg måtte være her. Det var rigtig flinkt af jer.'' Sagde jeg til de andre, Harry så på mig, somom han havde det dårligt, over at jeg var ked af det, men det var sikkert ingenting. Jeg gik direkte forbi dem, og ud i gangen for, at tage mine pumps på, da jeg ikke havde andre sko med. Jeg greb min jakke, og smækkede igen døren efter mig. Jeg hørte nogle råbe efter mig, jeg løb hen til elevatoren og trykkede hurtigt på knappen, elevator dørene blev åbnet, og jeg skyndte mig ind. Jeg hørte deres dør gå op, og der kom nogle løbende trin. Dørene blev langsomt lukket, og jeg kørte nedaf mod jorden. Det burde endelig ikke påvirke mig, som det gjorde. Jeg har hele mine skoleår, blev kaldt, ja dum, og det påvirkede mig ikke der, fordi jeg var ikke venner med dem, jeg kendte dem ikke, jeg var ligeglad med dem. Men så da Louis råbte det af mig, der påvirkede det mig. Det lyder rigtig dumt, og det er det sådan set også, men det gør mig ked af det, fordi jeg holder virkelig af Louis. Det hele er bare latterligt, men det rammer mig. Dørene åbnede sig, og jeg gik ud af lobbyen, og ud på den kolde gade. Der var ikke særlig mange folk på gaden, det var sikkert fordi, det var så koldt. Jeg overvejede at gå hjem, men jeg ville ikke se min far, for så ville han stille en masse spørgsmål, og der orkede jeg ikke. Jeg ville hellere ikke hen på Starbucks, der ville Louis sikkert lede med det samme. Jeg begyndte bare, at gå og jeg vidste ikke hvorhen jeg gik. Jeg havde gået i omkring 20 minutter, før jeg fandt hvad jeg gik efter. Bibloteket. Jeg kan huske som lille, at mig og mine forældre var her, og min mor læste børnebøger op for mig, det var rigtig hyggeligt. Jeg gik ind i den varme bygning, og op på 3 sal. Børne afdelingen. Der var helt stille derinde, jeg gik igennem forskellige bogrækker, og kiggede forskellige bøger igennem. Jeg stillede min taske og jakke på gulvet, og kiggede tog en masse bøger ud, en masse bøger som min mor læste højt. Jeg satte mig ned på gulvet, og lænede mig tilbage, og læste den første bog igennem. Det gik overraskende nemt, og jeg tog endnu en bog. Jeg havde stablet bøgerne rundt omkring mig, mine øjnlåg blev langsomt tunge, og jeg tabte bogen ned i mit skød. Jeg ville kun lukke øjnene et kort øjeblik. Men øjeblikket blev til flere timer.

****

Jeg vågnede ved, at nogen sagde mit navn rigtig blidt, og rystede blidt i mig. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og kiggede ind i nogle grønne smukke øjne. Hans perfekte krøller, omkredsede hans ansigt så flot.

''Harry?'' Mumlede jeg træt.

''Jeg har ledt overalt efter dig Sam.'' Sagde han, han hjalp mig op at stå, og jeg tog min jakke og taske på. Det var blevet mørkt udenfor, og ret koldere.

''Hvorfor forsvandt du bare?'' Spurgte han lidt efter. Jeg forklarede ham det hele, og hvor latterligt jeg synes det var.

''Jeg synes ikke det er latterligt. Vi er forskellige, og vi har forskellige svagheder. Louis skulle ikke have sagt du var dum.'' Sagde Harry, jeg kiggede op i hans grønne øjne, og smilede så genert. Hans varme hånd greb min, og vi gik i stilhed. 

''Hvorfor var du på bibloteket?'' Spurgte han mig, jeg smilede til ham, og forklarede ham det hele. Vi stoppede op foran mit hus, og han smilede til mig.

''Tak Harry, det var rigtig sødt af dig.'' Smilede jeg. Han vendte rundt, og gik tilbage, da noget slog mig. Jeg løb hen til ham, og kiggede ind i hans grønne øjne. 

''Harry, hvorfor er dig og Louis så kæmpende, i vil altid gerne være bedst. Jeg troede ikke bedstevenner var sådan?'' Spurgte jeg ham. Han stivnede, og trak så vejret tungt.

''Det er bedstevenner normalt hellere ikke. Men vi kan begge to lide den samme pige.'' Svarede han, jeg kiggede undrende på ham.

''Vi kan begge to lide dig Sam.''

_________________________________________________________

Jeg beklager for den lange ventetid!

Jeg har bare haft alt for travlt, og manglet inspiration.

Hvad tror i der sker næste gang? 

Hvordan vil Sam reagere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...